Ebjonitisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Med ebjonitisme (af hebr. ebjonim, de fattige) forbindes almindeligvis benægtelsen af Jesu guddommelighed i opfattelsen af hans væsen. Ebjonitisme og doketisme kan betragtes som to poler i den såkaldte to-natur-lære som er læren eller dogmet om Jesus Kristus som både sand Gud og sandt menneske.

Mens de såkaldte doketister mente at Kristus kun tilsyneladende var et menneske [1] – og vægten derved blev lagt på den guddommelige side – mente ebjonitisterne modsat at Jesus blot var et menneske.

[2]Ebjonitterne var en oldkirkelig sekt, hvis betegnelse sandsynligvis ligesom "nazaræer"[3] oprindelig var et fællesnavn for alle kristne, der i Jerusalem og omegn så godt som alle hørte til den fattige befolkning; senere blev det kun brugt om de kristne af jødisk oprindelse, og da disse ikke ville slutte sig til den katolske kirke, som havde lyst den paulinske forkyndelse i kuld og køn, fik navnet en sekterisk klang, men det brugtes dog jævnsides med navnet nazaræer. Først efter at Jerusalem i 2. århundrede var forvandlet til den romerske fæstning Aelia Capitolina[4], delte de jødekristne sig i dem, der som nazaræerne kun søgte at bevare den gamle jerusalemske menigheds traditioner, og dem, der som ebjonitterne fulgte den almindelige kulturudvikling.

Der var så mange afskygninger inden for ebjonitterne, og kilderne til deres historie er så mangelfulde, at man vanskelig kan danne sig et helhedsbillede af dem. Fælles var de om at betragte Jesus som et menneske, født af Josef og Maria, i hvem ånden steg ned i dåben; og de betragtede Paulus som fordærveren af profeten Jesu lære, da de modsat Paulus ville at Moseloven skulle overholdes af alle. Af de fire evangelier holdt de kun på Matthæus’.

Efterhånden modtog ebjonitterne så megen påvirkning fra gnostikerne, fra den græsk-romerske dannelse og måske også fra de orientalske religioner gennem essæerne[5], at deres to hovedejendommeligheder: deres partikularistiske fremhævelse af Moseloven og deres nøgterne betragtning af Kristus, veg pladsen for universalisme og en spekulativ kristologi; men derved fjernede de sig kun endnu mere fra den katolske kirke.

Af ebjonitisk oprindelse er de pseudo-clementinske homilier (Clementinerne[6]). [2]

Ebjoniterevangelium

Der skulle findes et kun fragmentarisk bevaret apokryft evangelieskrift som tilskrives ebjonitiske kredse og som er præget af deres lære. Det kendes kun fra en række citater hos kirkefaderen Epifanos af Salamis i slutningen af 300-tallet[7].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Opslag i New Advent(Engelsk) (The Catholic Encyclopedia, et katolsk online-leksikon)
  • Om retninger der er blevet vurderet kætterske – herunder om ebjonitterne (Engelsk)
  • Skema, der oversigtligt sammenstiller ebjonitisme, ortodoksi og doketisme (Norsk)
Noter
  1. Doketisme af gr. dokein: synes)
  2. 2,0 2,1 Opslag i Salmonsens Konversationsleksikon af kirkehistorikeren Laust Jevsen Moltesen, 1865-1950
  3. Se Nazarene (sect) (Engelsk)
  4. Aelia Capitolina (på latin, fuldt navn, Colonia Aelia Capitolina) var en by grundlagt af erobreren Hadrian i år 131 over Jerusalem, som da lå i ruiner, da han besøgte sit herredømme kendt som Syria Palæstina. Byen blev senere styret som en romersk provins. – Se Aelia Capitolina (Norsk)
  5. Essæerne eller sjældnere essenerne, "de fromme", en af de vigtige strømninger i jødedommen på Jesu tid.
  6. Fra opslag i Salmonsen: Clementinerne (latin Clementinæ, græsk Klementia), også kaldet Pseudoklementinerne, er navnet på tre skrifter, som uden grund længe har gået under Clemens Romanus’ navn. De er følgende:
    1) Homilierne, som omfatter to breve og 20 taler, er et af de første forsøg på at overføre den hedenske roman på kristelig grund. De handler om en vis Clemens af kejserlig familie, der bliver kristen i Alexandria, følger Apostelen Peter på hans rejser og overværer hans disputationer med Simon Troldkarl. Gennem romanstoffet viser forfatteren, der hører til ebjonitternes kreds og har levet i slutningen af 2. århundrede, at kristendommen ikke er andet end en i ritus simplificeret jødedom, og han polemiserer mod Paulus, på hvem han måske tænker ved Simon Troldkarl, snarere dog på Markion.
    2) Rekognitionerne (Genkendelserne) behandler samme romanstof på en noget anden, mere katoliserende måde.
    3) Epitome? giver værdiløse udtog af romanen. Faustsagnet er måske ikke uden forbindelse med Clementinerne. (Litt.: A. Harnack, »Die Chronologie der altchristlichen Litteratur«, 2. del, II [Leipzig 1904]; H. Waitz, »Die Pseudoklementinen« [Leipzig 1904]).(Fra opslaget i Salmonsen af Laust Jevsen Moltesen)
    — Se også: Artikel i Patristik af Mogens MüllerClementine literature (Engelsk) og Pseudo-Klementinen (Tysk)
  7. Side 117 i Finn Stefánsson, (Red.) (1998). Gyldendals religionsleksikon : religion, livsanskuelseEpifanos af Salamis (Svensk)



Kristologi
Adoptionisme | Aftartodoketisme | Antitrinitarisme | Apollinarisme | Arianisme | Doketisme | Dynamisme | Dyoenergisme | Dyofysitisme | Dyoteletisme | Ebjonitisme | Eutychianisme | Homoousios | Homoiousios | Modalisme | Monarkianisme | Monoenergisme | Monofysitisme | Monoteletisme | Nestorianisme | Patripassianisme | Photinianisme | Psilantropisme | Sabellianisme | Socianisme | Socinianisme | Subordinationisme | Unitarisme
Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.