Paulus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Paulus (flertydig).
Rembrandts maleri af Paulus.

Apostlen Paulus (født ca. 10 e.Kr, død 64 e.Kr/67 e.Kr) kaldt Hedningeapostlen (Rom 11:13; Gal 2:8). Han og Simon Peter var de mest betydningsfulde missionærer i kirkens tidlige historie og de vigtigste første kristne. I modsætning til de 12 apostle kendte Paulus ikke Jesus, men blev omvendt ved at se den opstandne Jesus (1 Kor 15:8-9). Han understregede, at hans aposteltitel var baseret på dette syn. "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (Gal 1:12); i følge Apostlenes Gerninger så han synet på vejen til Damaskus.

Tretten breve i Det Nye Testamentes bøger tilskrives Paulus[1], og han er i den forstand den næststørste bidragyder til Det Nye Testamente (efter Lukas hvis to bøger omfatter næsten en tredjedel af Det Nye Testamente). Siden oldtiden har ægtheden af de enkelte breve dog været diskuteret. De sikre paulinske breve indeholder den tidligste systematiske gennemgang af kristne doktriner og giver viden om kirkens tidlige år. De regnes for de ældste dele af Det Nye Testamente. Paulus beskrives også udførligt i Apostlenes Gerninger, som tillægges evangelisten Lukas, så det er muligt at sammenligne hans liv i ApG med hans egne beretninger i brevene. Hans breve er hovedsageligt skrevet til menigheder, han har grundlagt eller besøgt. Han var berejst og besøgte Cypern, Lilleasien, (det moderne Tyrkiet), Makedonien, Grækenland, Kreta og Rom, hvortil han bragte evangeliet, først til jøderne og siden til hedningerne. Brevene er fyldt med vejledning til kristne om troen og livet som kristen. Han fortæller ikke modtagerne meget om Jesu liv og undervisning, da hans kendskab til Jesus primært stammer fra hans åbenbaring. Først efter 3 år som kristen besøger han menigheden i Jerusalem. Hans mest direkte reference er om Den sidste nadver (1 Kor 11:17-34) og Jesu død og opstandelse (1 Kor 15). Han henviser sparsomt til Jesu undervisning, hvilket rejser spørgsmålet om sammenhængen mellem Paulus' beretning om Jesus og evangeliernes. Synspunktet er, at Paulus' Kristus er en anden end den Jesus, som er kendt fra evangelierne. Det er bl.a. fremsat af Adolf Harnack. Han giver det første skriftlige vidnesbyrd om forholdet mellem den kristne og den opstandne Jesus, om hvad det vil sige at være kristen og om kristen spiritualitet.

Paulus' indflydelse på kristen tænkning er betydeligere end nogen anden nytestamentlig forfatter.[2]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Paulus hævdede at være uddannet skriftklog (rabbiner) i Jerusalem og tilsluttede sig farisæerne (som rabbinerelever gjorde). Hvordan dette hænger sammen med at han citerer fra den græske oversættelse af det gamle testamente frem for den hebræiske tekst, er uklart. Han var – som en del af det jødiske synedri – med til kristenforfølgelser, men efter et syn, hvor han så den opstandne Jesus kalde ham som apostel og missionær, blev han kristen.

Han blev døbt i Damaskus og indledte en omfattende mission i Grækenland og Lilleasien, som holdt ham beskæftiget resten af livet.

Tidligt liv[redigér | redigér wikikode]

Paul's omvendelse, af Jean Fouquet.

Ifølge ApG 9:30; 11:25 og 22:3 var Paulus født i Tarsus i Kilikien i Lilleasien i det nuværende Tyrkiet under navnet Saul, "...omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere..." (Fil 3:5). Paulus nævner ikke stedet i sine egne skrifter. Han arvede fra sin far den meget eftertragtede romerske statsborgerret og benyttede sig flere gange af de privilegier, den gav ham, fx da han appellerede sin dom i Judæa til Rom (ApG 22:25 og 27-29). Han studerede i Jerusalem under rabbi Gamaliel, velkendt fra andre kilder fra Paulus' tid. Han var en af alle tiders største skriftkloge. Han forsørgede sig selv under sine rejser, og når han prædikede, ved at arbejde som teltmager (1 Kor 9:13-15 og ApG 18:3).

Første gang, vi møder ham i Det Nye Testamente, er som vidne til Stefans martyrdom i ApG 7:57-8:3. Han var, som han selv beskriver, en ivrig forfølger af den kristne kirke (1 Kor 15:9), hvis medlemmer næsten alle var jøder eller jødiske proselytter, indtil hans oplevelse på vejen til Damaskus, som førte til hans omvendelse. Paulus bruger sin oplevelse af mødet med Jesus på vejen som bevis på sin autoritet som apostel (1 Kor 15:3-8 og Gal 1:11-24). Begivenheden bliver beskrevet tre gange i ApG: Først er det beskrivelsen af selve hændelsen (ApG 9:1-20), hvor det bliver beskrevet hvordan han falder til jorden pga et stort lys og en stemme sige "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?", som kun han selv kan høre. Derefter for anden gang da Paulus fortæller om hændelsen for menigheden i Jerusalem (ApG 22:1-22). Den tredje gang er ved Agrippa IIs hof (ApG 26:1-24). I beretningerne beskrives det, hvordan den blændede Paulus bliver fulgt ind til Damaskus, hvor disciplen Ananias giver ham synet tilbage, og hvor Paulus bliver døbt.

I 55 blev han arresteret af romerne efter uroligheder i Jerusalem og blev som fange sendt til Rom. Traditionen vil vide at han her i år 64 − nogle mener 67 − blev henrettet af romerne under Neros kristenforfølgelser.

Lære[redigér | redigér wikikode]

Paulus kaldes ofte kirkens første teolog – han gennemtænkte indholdet af den kristne opstandelsestro og Kristi offerdød.

Centralt i Paulus' forkyndelse var, at Jesus var den forjættede Messias, som på alles vegne havde lidt soningsdøden: mennesket var frikendt for Guds dom pga. af Jesu død.

Det handlede ikke om gerningsretfærdighed som hos jøderne, for der var en ny pagt. De kristne var det sande Israel. Som medlem af den kristne kirke, var man med i et universelt fællesskab, hvor dåben og ikke den jødiske omskærelse var tegnet.

Paulus' forkyndelse vakte heftig debat i kirken, der var et sammensurium af hedninger og jøder. Skulle den helt bryde med Moseloven, skulle der være forskellige regler for jødekristne og hedningekristne? Spørgsmålet blev diskuteret på apostelmødet i Jerusalem og resultatet faldt ud til fordel for Paulus'.

Han var den ledende skikkelse i kirkens 1. århundrede, og det er hans fortjeneste, at kristendommen førtes ind i den hellenistiske bykultur, og dermed lagde grunden til kristendommens udvikling til verdensreligion.

Gennem hans forkyndelse stod det klart, at kristendommen ikke længere var en jødisk sekt.

Grav[redigér | redigér wikikode]

Vatikanet meldte d. 08/12/2006 at have fundet Skt. Paulus' grav i Rom under et alter i katedralen Sankt Paulus Uden for Murene, og gravkammeret kan dateres til år 390. Udgravningerne blev sat i gang i 2002 for at finde Paulus, der ifølge overleveringen blev begravet her, hvor der blev bygget en kirke. Hans kiste, der nu ses for første gang i 1700 år, bærer inskriptionen "Paolo Apostolo Mart": Til Paulus, apostel, martyr.

Breve[redigér | redigér wikikode]

Vores kendskab til Paulus' lære skyldes primært et antal breve han sendte til menighederne.

Adskillige af disse breve menes dog i dag ikke at kunne være skrevet af Paulus. Følgende breve anses i almindelighed for ægte: Romerne, 1. og 2. Korintherne, Galaterne, Filipperne, 1 Thessaloniker og Filemon. Følgende breve kan næppe være skrevet af Paulus selv: 1. Timotheus, 2. Timotheus og Titus. De sidste breve (2. Thessaloniker, Kolossenserne og Efeserne) er muligvis skrevet af Paulus selvom der også er forhold der taler for at de er skrevet senere. Det bør nævnes at ægtheden af de forskellige breve har været diskuteret i hele kristendommens historie og at 13 breve som er medtaget i den danske bibel skal ses som udtryk for hvilke breve kirken officielt anså for ægte da den nuværende biblen blev sammenstykket. Danske bibler har tidligere indeholdt et brev til Laodikenserne og syriske og armenske bibler har indeholdt et 3. Korintherbrev.

Noter og kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. Hebræerbrevet tilregnes normalt ikke Paulus pga. strukturforskelle og fraværet af Paulus' navn i modsætning til de tretten andre. Det har været omdiskuteret siden Origenes (ca. 200).
  2. Oxford Dictionary of the Christian Church ed. F. L. Lucas (Oxford) opslag: St. Paul