Elektronskal
I den klassiske model for atomer er en elektronskal et diffust område, hvor der er størst sandsynlighed for at vekselvirke med en elektron.
Den bedste model vi har i dag er, at et atoms elektronsky (sum af elektronskaller) skal opfattes som den rumlige sum af elektronernes stående bølgers form i rumtiden om atomkernens stående bølge. [1] De enkelte orbitaler kan gå gennem hinanden og atomkernen, da der "blot" er tale om stående bølger.
En elektronskal er f.eks. en diffus sfære i en bestemt afstand fra atomkernen.
Indholdsfortegnelse |
Elektronskaller[redigér]
Elektronskaller benævnes K, L, M, N, O, P og Q; eller 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7; gående fra den inderste skal og udad. Elektroner i de ydre skaller har højere middelenergi og er længere fra atomkernen end elektroner i de indre skaller.
Orbitaler[redigér]
Typer af orbitaler[2]:
- s-orbitalen (skarp) – hver elektronskal kan maksimalt rumme en s-orbital.
- p-orbitalen (principal) – elektronskal L og højere kan maksimalt rumme 3 p-orbitaler hver.
- d-orbitalen (diffus) – elektronskal M og højere kan maksimalt rumme 5 d-orbitaler hver.
- f-orbitalen (fundamental) – elektronskal N og højere kan maksimalt rumme 7 f-orbitaler hver.
- Orbitaler kan maksimalt rumme 2 elektroner, der skal have forskelligt spin.
Elektronskallernes maksimale elektronantal opfylder formlen 2*n2, hvor n er elektronskalsnummeret:
- K (1) kan have op til 2 elektroner
- L (2) kan have op til 2+2*3= 8
- M (3) kan have op til 2+2*3+2*5= 18
- N (4) kan have op til 2+2*3+2*5+2*7= 32
N og O er de eneste der i praksis kan have 32 elektroner, da elektronskallerne bliver fyldt op efter aufbau-princippet.
Selvom det almindeligvis hævdes, at alle elektroner i en skal har samme energi, er dette blot en approksimation. Men elektroner i en orbital har den samme energi – og de efterfølgende orbitalers elektroner har højere energi per elektron end tidligere orbitalers.
Andet[redigér]
I den inderste skal benævnt K (eller 1) er der plads til maksimalt to elektroner i s-orbitalen. Når atomnummeret er større end to må de overskydende elektroner nødvendigvis befinde sig i skaller længere væk fra kernen.
I den yderste elektronskal i et atom er den stabile tilstand, at der er otte elektroner.
Atomer, der ikke har otte elektroner yderst har tendens til at indgå i kemiske forbindelser, så den yderste skal fyldes op, eller donere overskydende elektroner væk; dette kaldes oktetreglen.
De eneste grundstoffer, der har en stabil atomstruktur i sig selv er ædelgasserne.
Kilder/referencer[redigér]
- ↑ Milo Wolff's Quantum Science Corner's: The Quantum Universe Citat: "...Actually, in the H atom both the electron wave-structure and the proton have the same center. The electron's structure can be imagined like an onion – spherical layers of waves around a center. The amplitude of the waves decreases like the blue standing wave in the bottom diagram. There are no point masses – no orbits, just waves...".
- ↑ Den Store Danske Encyklopædi
Se også[redigér]
Eksterne henvisninger[redigér]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Elektronskal
- The Orbitron: a gallery of atomic orbitals and molecular orbitals on the WWW
- 27. feb 2008, Ing.dk: Video: Verdens første billede af en elektron Citat: "...Filmen er i virkeligheden elektronens energifordeling gennem et kort stykke tid, og altså ikke en rigtig filmoptagelse i gængs forstand..."
- Aug 27, 2009, physicsworld.com: Molecules revealed in all their glory by microscope Citat: "...Physicists in Switzerland and the Netherlands have designed a new form of atomic force microscopy (AFM) capable of revealing the identity of individual atoms within a molecule for the first time..."
 |
Stub Denne naturvidenskabsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
