Elev- og studenterbevægelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Elev- og studenterbevægelsen er en fællesbetegnelse for interesseorganisationer der repræsenterer danske elever og studerende.

Den danske elev- og studenterbevægelse har igennem årene markeret sig gennem især udenomsparlamentariske manifestationer. Især er elev- og studenterbevægelsens kendt for store demonstrationer når uddannelsernes rammer er blevet forringet.

Indholdsfortegnelse

Historie[redigér]

Man kan for første gang tale om en decideret elev- og studenterbevægelse i 1960'erne. Her havde studerende på en række uddannelser startet først elevråd på de enkelte institutioner og senere landsdækkende organisationer for uddannelsesområdet op. De universitetsstuderende og de lærerstuderende havde allerede i flere årtier været organiseret, men først sidst i 1950'erne begyndte gymnasieelever, folkeskoleelever samt HF-kursister, voksenkursister og studenterkursister at følge efter. Gymnasieelevernes DGS, folkeskoleelevernes LOE og diverse kursisters LAK samarbejdede fra starten tæt, endog en decideret paraplyorganisation ikke eksisterede, og kravene omhandlede især lighed i uddannelsessystemet, 12 års enhedsskole, mere samfundsrelevant undervisning og flere alternative undervisningsformer.

Fra parlamentarisme og forhandlinger til demonstrationer og bredere samfundskritik[redigér]

I 1970'erne etableredes DUS, De Uddannelsessøgendes Samarbejdsudvalg. Oprindeligt var udvalget blot ment som en kontaktflade, men i løbet af få år blev det platformen for heftig udenomsparlamentarisk aktivitet, hvilket i 1975 fik DSF, Danske Studerendes Fællesråd, til at trække sig ud af samarbejdet, fordi de fandt kravene for brede og for lidt fokuseret på snævre, uddannelsespolitiske interesser. De meget brede paroler ved elev- og studenterbevægelsens demonstrationer, der i denne periode engagerede titusindvis af mennesker årligt, resulterede også i stiftelsen af Gymnasieelevernes Landsorganisation (GLO) i 1974 (hvis tilkomst især skyldtes et initiativ fra Venstres Ungdom (VU)) og Folkeskoleelevernes Landsorganisation (FLO) i 1978. Disse organisationer, udmærkede sig bl.a. ved en indædt modstand imod hhv. DGS og LOE (nedlagt 1991). I perioder blev der også gjort forsøg på samarbejde mellem DGS og GLO, men afstanden viste sig hver gang for stor og det endte med, at GLO i 2005 nedlagde sig selv. Skoleelevernes organisationer, Folkeskoleelevernes Landsorganisation og Danmarks Elev Organisation derimod endte med i 2004 at blive enige om en sammenlægning under navnet Danske Skoleelever, DSE.

Haarder som undervisningsminister og tilbagegang for bevægelsen[redigér]

1980'erne betød et brud med mange års socialdemokratisk og radikal styring af uddannelsessystemet. I stedet kom Venstremanden Bertel Haarder til som undervisningsminister, og han var absolut ikke en elsket mand i elev- og studenterbevægelsens. Hans forestillinger om et mere markedsstyret uddannelsessystem faldt ikke i god jord hos de studerendes organisationer, der organiserede store demonstrationer mod Haarders nedskæringspolitik, og også vandt politiske sejre på baggrund af den udenomsparlamentariske aktivitet. Ikke desto mindre var det modgangstider, og LOE mistede opbakning og blev i 1985 splittet, da en stor gruppe socialdemokrater var trætte af den kommunistiske dominans i LOE og derfor brød ud og stiftede Danmarks Elev Organisation, DEO. Fra midten af 1980'erne gik det også for de øvrige organisationer ned ad bakke, og det eneste lyspunkt var stiftelsen af den stadigt eksisterende bistandsorganisation Operation Dagsværk (forkortet OD).

Stagnation og genopståen[redigér]

Elev- og studenterbevægelsen stagnerede i høj grad sidst i 80'erne og i det meste af 1990'erne. I 1999 startede elev- og studenterbevægelsens genkomst imidlertid med samarbejdet om kampagnen 'Nu er det nok', der betød store fællesdemonstrationer og et fornyet samarbejde mellem organisationerne, der skulle vise sig at fortsætte ind i det nye årtusinde. I 2001 dannedes paraplyorganisationen Danmarks Råstof, der indbefattede de fleste elev- og studenterorganisationer. Handelsskoleelevernes organisation LH var nu for første gang aktive i det udenomsparlamentariske arbejde, ligesom de pædagogstuderendes organisation PLS markerede sig. Råstof-sammenslutningen bestod i nogle år, men manglende kontinuitet betød at platformen efterhånden blev mere og mere udvandet, og i år 2004 tog DGS initiativ til et nyt samarbejde og fik etableret den såkaldte STOP NU-bevægelse, der var med til at vælte daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), hvorefter elev- og studenterbevægelsen måtte lide den tort at få den forhadte Bertel Haarder tilbage. STOP NU-samarbejdet fortsatte ind i år 2005, men uenighed om linjen betød, at heller ikke dette samarbejde holdt længe.

Velfærdsprotester og fornyet udenomsparlamentarisk styrke[redigér]

I 2006 og 2007 engagerede store dele af elev- og studenterbevægelsen sig i den politiske velfærdsdebat. Allerede under STOP NU havde parolen 'Vores uddannelse – Alles velfærd' været central, og ved fagbevægelsens store protester imod velfærdsforliget kulminerende med demonstrationer landet over d. 17. maj 2006 med over 100.000 deltagende bakkede en stort set samlet elev- og studenterbevægelse op, og var i høj grad en af de faktorer, der gjorde det muligt at mobilisere så store folkemængder. På Folketingets åbningsdag senere sammen år forsøgte DGS, PLS og erhvervsskoleelevernes EEO at videreføre velfærdsbevægelsen med initiativet Velfærd til Alle, der da også samlede titusindvis af mennesker d. 3. oktober 2006, men som ikke mødte bred opbakning fra hverken elev- og studenterbevægelsen eller fagbevægelsen. Præcis et år senere, på Folketingets åbningsdag i år 2007, var elev- og studenterbevægelsen ikke desto mindre igen blandt drivkræfterne i de store folkelige protester, der igen samlede over 100.000 danskere landet over. Elev- og studenterbevægelsens Handling NU-initiativ var således en meget synlig del af den samlede 2. oktober-bevægelse.

Elev- og studenterorganisationer[redigér]

Ekstern henvisning[redigér]