F-117 Nighthawk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lockheed F-117 Nighthawk
US Air Force F-117 Nighthawk.jpg
USAF F-117 Nighthawk i luften
Type Jagerbomber
Besætning 1
Jomfruflyvning 18. juni 1981
I aktiv tjeneste 15. oktober 1983–22. april 2008[1]
Udgaver
Fabrikant
Brugere
Krige Operation Just Cause 1989,
Golfkrigen 1991,
Kosovokrigen 1999
Dimensioner
Specifikationerne
gælder for:
Længde 20,1 m
Spændvidde 13,2 m
Højde 3,8 m
Vingeareal
Halerotordiameter {{{halerotor}}}
Tomvægt 13.380 kg
Lasteevne
Maksimal startvægt 23.625 kg
Motor 2×General Electric F404-F1D2 motorer uden efterbrændere
Motorydelse
Ydeevne
Tophastighed Mach 0,92 (993 km/t)
Marchhastighed
Rækkevidde 930 sømil / 1.720 km
Tophøjde 20.000 m (69.000 fod)
Stigeevne
Bevæbning
Skyts
Bomber 2 ophængspunkter i bombebrønden; inkluderer Paveway laser-styrede og JDAM GPS-styrede bomber
Missiler
Raketter
Andet
Elektronik
3-plan skitse af F-117 Nighthawk.

F-117A Nighthawk er et såkaldt stealth fly, hvilket vil sige at det i forhold til radar stort set er "usynligt".

Historie[redigér | redigér wikikode]

Det tophemmelige flyprojekt, der skulle blive til F-117-flyet, påbegyndte udviklingen i 1978 af Lockheeds Advanced Development Projects i Burbank, Californien, kaldet "Skunk Works". Meget af udviklingen foregik på basen ved Groom Lake, populært kendt som Area 51, da anlægget ligger dybt inde i afspærret militært område, hvor offentligheden og eventuelle fjender ikke kunne få et glimt af dette revolutionerende fly.

Den 18. juni 1981 blev den første flyvning udført i Nevada, og leveringen af fly til det amerikanske luftvåben begyndte i 1982 og fortsatte frem til 1990. I 1983 opnåede flyet operativ status og kunne i princippet sendes i krig, hvis behovet opstod, til trods for at oplysninger om flyet først blev offentliggjort i 1988. Inden da havde alle flyene været udstationeret på en – stadig afspærret – men ikke hemmelig base, Tonopah Test Range også i Nevada. Efter offentliggørelsen flyttede hele flåden til Holloman AFB i New Mexico, og flyvninger om dagen kunne nu finde sted, hvor man før kun havde fløjet om natten for at undgå, at folk fik kendskab til dette højst usædvanligt udseende fly.

Operativ historie[redigér | redigér wikikode]

Den første gang, F-117A var i kamp, var flyet kun i meget begrænset brug. Det skete under USA`s invasion af Panama i 1989, hvor to fly kastede to bomber på Rio Hato lufthavnen. Den egentlige "ilddåb" kom først i 1991. Under Golfkrigen (Operation Desert Storm) var F-117A'eren et af de første fly til at angribe Iraks kommunikations- og forsvarssystemer, da det kan flyve ind uset af radar, levere sin last af præcisionsvåben og flyve ud, inden fjenden opdager, det har været der. 1300 flyvninger blev foretaget af flyene under krigen i 1991.

I 1999 blev 24 F-117A udstationeret i Italien og Tyskland i forbindelse med opbygningen af NATO-styrker mod Serbien. Også her blev de brugt til præcisionsangreb mod vigtige kommunikationslinier og jord til luft-missilsradarer. Dog led de amerikanske styrker det første – og indtil videre eneste – tab af en F-117 i kamp, da serbiske styrker havde held til at skyde et fly ned. Vragdelene blev filmet, og billederne viderebragt til hele verden via CNN og BBC. Piloten blev reddet, men materialet, flyet er lavet af, som giver det noget af sin radarusynlighed og stadig er en velbevogtet hemmelighed, var nu faldet i hænderne på modstanderen. Det menes, at dele blev videreformidlet til bl.a. Rusland, så materialet måtte nu anses for kompromitteret. Det menes at regnvejr ændrede flyets evne til at reflektere radarekkoer så det var mindre radar-usynligt.

Til trods for flyets unikke egenskaber og banebrydende teknologi er det blevet overhalet af den næste generation af jager- og bombefly, såsom F-22 og F-35, og blev taget ud af aktiv tjeneste 22. april 2008.[1]

Specifikationer[redigér | redigér wikikode]

Flyet blev taget i anvendelse af USAF i 1982 og har en besætning på én mand. Der er produceret 59 af disse fly, som har en pris på ca. 45.000.000 $ pr. fly.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Pae, Peter. "Stealth fighters fly off the radar", Los Angeles Times, 23. april 2008. Hentet: 27. april 2008.