Højsangen

Højsangen (hebr. שיר השירים, Shir ha-Shirim "Sangenes Sang") er en af visdomsbøgerne i Det Gamle Testamente i Bibelen og er en samling kærlighedsdigte udformet som en vekselsang mellem Salomo, og en unavngiven kvinde, der betegnes som Shulamit. Det sidste kan have to betydninger, dels en kvinde fra byen Shulem (problematisk fordi ingen sådan by kendes), dels 'Salomons pige'.

Skriftets danske navn stammer fra Martin Luthers tyske bibeloversættelse.

Overskriften angiver at den er forfattet af Kong Salomo. I jødedommen, hvor skriftet indgår som kanonisk skrift, er teksterne blevet fortolket som Guds kærlighed til Israel, med henvisninger til det gentagne billede af Israel som Guds brud og han som brudgommen. Dette tema er ført videre i kristendommen, idet kirken anser sig selv som det sande Israel. Den allegoriske tolkning er en af grundende til at skriftet er blevet fastholdt som kanonisk skrift i kristendommen.

Datering

Det er umuligt at fastslå, hvornår Højsangen er blevet til. Den er helt sikkert ikke fra den historiske kong Salomos tid. Formentlig er der tale om forskellige brudstykker af folkelige sange (især det sidste kapitel 8 bærer præg af at være sammenføjet af mange små, løsrevne vers), der er blevet redigeret og om-redigeret gennem længere tid.

Karakteristik

Højsangen er inddelt i otte kapitler og består af folkelig kærlighedslyrik – måske sange, der blev fremført af (især) kvinder og måske i forbindelse med bryllupper. Højsangen er det eneste skrift i Bibelen, der overhovedet ikke nævner Gud, og hvor en kvindes stemme dominerer og taler i 1. person. Andre stemmer er den mandlige elsker og et kor af kvinder, der et enkelt sted betegnes som "Jerusalems døtre" (3:5).

Højsangen indeholder et element af skandale, idet Shulamit beskrives som en fattig arbejdende pige ("sort" og solbrændt af at "vogte vingårde"), der tiljubles og opmuntres af et kor af overklasse-kvinder (fra hovedstaden). Hun er seksuelt aktiv og initiativrig og i opposition til sin familie (1:6 "Min mors sønner blev vrede på mig ..."). Hun takker nej til brødrenes beskyttelse af hendes dyd (8: 8-10).

Den mandlige elsker beskrives dels som hyrde, et lavstatus arbejde (1:8 og 2:16), dels som rig og af kongelig status og værdighed (3:6-11). Sommetider er han opsøgende (2:9), sommetider flygtig (5:6). Han beskrives med billeder, der er påfaldende fri for machismo – han er som en gazelle og en hjortekalv (2:17), med øjne som duer og læber som liljer (5:12-13). Han beskrives ikke som f.eks. en løve eller en bjørn.

Højsangen handler om sex, erotik og kærlighed. Kærligheden er her æstetisk og kropslig. Sproget er præget af stærkt sanselige billeder, især hentet fra naturen (der er paradisisk og uden konflikter) og duft- og lugtesansen (røgelse, myrra og aloe).

Kristen fortolkningshistorie

I 200-tallet skrev kirkefaderen Origenes et 10-bindsværk om Højsangen. Han var overbevist om, at den litterære betydning i Højsangen skulle udryddes. Han fornægtede den kødelige side og fremhævede, at det alene var den åndelig betydning, man skulle forstå. Det kærlighedsforhold, der beskrives, er forholdet mellem Kristus og den kristne menighed eller den enkelte kristnes sjæl.

I middelalderen forsøgte kun enkelte teologer at sige, at bogen skulle læses litterært, heriblandt Theodore, biskop af Mopsuestia. Theodore blev bandlyst, hans værker blev brændt, og hans tanker blev fordømt ved koncilet i Konstantinopel i 553.

End ikke Luther, der ellers brød med den allegoriske tolkning af bibelen, mente at Højsangen handlede om noget menneskeligt. Han fortsatte den allegoriske læsning med blot mindre variationer.

Det blev stadig mere klart, at hvis Højsangen blev læst litterært, kunne den ikke længere være en del af bibelen. Kanonisk status og allegori hang uløseligt sammen, for uden allegori, ingen hellighed, og uden hellighed, ingen kanon. Bindeledet mellem allegori og kanon var altså hellighed.

Først Johann Gottfried Herder formåede at lave en læsning af Højsangen, der udelukkende var litterær men som bevarede dens hellighed. Hans pointe var, at Højsangen var det smukkeste og mest oprindelige udtryk for jordisk kærlighed. Det var poesi så ypperligt skrevet, at det måtte være guddommeligt inspireret. Herder så intet underlødigt i Højsangen. En vulgær, erotisk læsning kunne kun være resultatet af sjofel, europæisk tankegang. Orientalisten kendte slet ikke til kødelig kærlighed, hævdede Herder naivt.

Bryllup?

Mange har læst Højsangen som en sammenhængende fortælling, hvor de to elskende først bliver forelsket, siden giftes de (kap 4), og først herefter er der tale om et egentligt erotisk forhold. Mange har dog læst hele højsangen som udtryk for ægteskabelig kærlighed.

I den danske bibel fra 1871 står der i summariet til første kapitel: ”Bruden længes efter sin brudgom”. Og det er på trods af, at ordet bryllup, brud eller brudgom slet ikke findes i første kapitel. Ordet bryllup findes faktisk kun én gang i Højsangen (3,9).

Kvinden kaldes ”brud” seks gange i Højsangen (alle gange i afsnittet 4,8-5,1). Men det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om et bryllup. Hun kaldes også ”søster”, og der er ingen mistanke om, at der skulle være tale om et incestuøst forhold i Højsangen. Begge er i stedet en slags kælenavne, og stilen er ofte benyttet i samtidig egyptisk poesi.

I den danske bibel fra 1992 står der blot ”mand” og ”kvinde”. Der tages ikke stilling til, om der er tale om ægteskabelig kærlighed eller ej.

Kilder/Noter

Spire Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.