Hedy Lamarr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hedy Lamarr
Født 9. november, 1913
Wien, Østrig-Ungarn
Død 19. januar 2000 (86 år)
Altamonte Springs, USA
Aktive år 1930-1958
Andre navn(e) Hedwig Maria Eva Kiesler
{{{partnertype}}}: {{{partner}}}
Ægtefælle(r) Fritz Mandl (1933–1937) (skilt)
Gene Markey (1939–1941) (skilt) 1 barn
John Loder (1943–1947) (skilt) 2 børn
Teddy Stauffer (1951–1952) (skilt)
W. Howard Lee (1953–1960) (skilt)
Lewis J. Boies (1963–1965) (skilt)
Forældre Emil Kiesler & Gertrud (pigenavn Lichtwitz)

Hedy Lamarr (født Hedwig Maria Eva Kiesler; 9. november, 191319. januar 2000) var en østrigsk skuespillerinde, glamourmodel og forsker. Omend hun primært er kendt for sin filmkarriere og som filmstjerne i MGMs ”gyldne alder”, havde hun en bemærkelsesværdig karriere som forsker og opfinder: hun var bl.a. medudvikler af en tidlig form for spread-spectrum-kommunikation, en forløber for moderne trådløs kommunikation brugt i Wi-Fi-netværk og trådløs telefoni.[1]

Tidlig liv[redigér | redigér wikikode]

Lamarr blev født Hedwig Maria Eva Kiesler i en jødisk familie i Wien i Østrig-Ungarn. Hendes far var Emil Kiesler, en succesrig bankier fra Lemberg. Hendes mor Gertrud født Lichtwitz, en talentfuld pianist fra Budapest.[2][3] Som barn studerede Hedy ballet og klaver. Da hun arbejdede med Max Reinhardt i Berlin, omtalte han hende som "Smukkeste kvinde i Europa". Som teenager fik hun flere store filmroller i tyske film, hvor hun spillede sammen med stjerner som Heinz Rühmann og Hans Moser.

I begyndelsen af 1933 medvirkede hun i Gustav Machatýs berygtede film Ekstase. En tjekkoslovakisk film lavet i Prag, hvori hun spillede en uopmærksom og ligeglad gammel mands kærlighedshungrende unge hustru. En kærlighedsscene, der vises ved et næroptagelser af hendes ophidsede ansigt og en lang optagelse af hende, mens hun bader nøgen i en skovsø og løber nøgen gennem skoven, gjorde filmen berømt.

Den 10. august 1933 giftede hun sig med en 13 år ældre våbenfabrikant Friedrich Mandl fra Wien. Senere beskrev hun ham i sin selvbiografi Ecstasy and Me som en dominerende og jaloux mand, der forbød hende at lave film og til tider holdt hende indespærret i deres palæ. Han opkøbte alle de kopier af filmen Ekstase han kunne få fat på, da han ikke syntes om hendes optræden og ansigtsudtryk i den. (Lamarr hævdede, at hendes lidenskabelige ansigtsudtryk skyldtes, at instruktøren stak hende i numsen med en nål).[4]

Mandl forhindrede hende i at fortsætte sin skuespillerkarriere, og tog hende i stedet med til møder med teknikere og forretningspartnere. På disse møder fik den matematisk talentfulde Lamarr førstehåndsindsigt i avanceret militærteknologi. Ellers var hun tvunget til at blive på slottet Schwarzenau. Hun berettede senere, at på trods af at Mandl havde jødiske rødder, omgik han alligevel nazistiske erhvervsfolk, hvilket hun rasede over. I Ecstasy and Me skrev Lamarr, at både Benito Mussolini og Adolf Hitler deltog i Mandls store fester. Hun fortalte, at hun først slap fri ved at klæde sig ud som tjenestepiger og flygte til Paris, hvor hun fik skilsmisse og derefter flyttede videre til London. I en anden version overtalte Lamarr sin mand til at gå med til at hun deltog i en fest iført alle sine kostbare smykker. Senere bedøvede hun og tjenestepigen ham og undslap landet med sine smykker.

Filmkarriere i Hollywood[redigér | redigér wikikode]

Fra filmen Lady of the Tropics

I London mødte hun Louis B. Mayer. Hun skiftede på hans opfordring navn til Hedy Lamarr – efternavnet som en hyldest til den smukke stumfilmsskuespillerinde Barbara La Marr[4] som døde i 1926 af en overdosis.

I Hollywood blev hun ofte set i glamourøse og forførende roller. Hendes Hollywood-debut var i filmen Algiers (1938). Andre film var Boom Town (1940), White Cargo (1942) , og Tortilla Flat baseret på en roman af John Steinbeck. I 1941 blev hun og to andre Hollywood-skønheder Lana Turner og Judy Garland castet i det musikalske overflødighedshorn Ziegfeld Girl.

Hun lavede 18 film fra 1940 til 1949 på trods af at hun fik børn i (1945 og 1947). Hun forlod MGM i 1945 og fik sin største succes som filmskuespillerinde i Cecil DeMilles Samson and Delilah, den højst indtjenende film i 1949. Men efter et forsøg på komik med Bob Hope i My Favorite Spy gik det nedad bakke med hendes karriere, og efter 1950 optrådte hun kun sporadisk i film. En af hendes sidste roller var som Jeanne d'Arc i Irwin Allens episke værk The Story of Mankind (1957).

Senere liv[redigér | redigér wikikode]

Fra filmen Lady of the Tropics

I 1960'erne blev hun anklaget for butikstyveri og året efter udkom hendes hendes selvbiografi Ecstasy and Me (1967). Samtidigt kom Andy Warhols kortfilm Hedy (1966), også kendt som The Shoplifter (Butikstyven). Polemikken omkring butikstyveriet faldt sammen med et forgæves forsøg på at komme tilbage til filmen i Picture Mommy Dead (1966). Det endte med at Zsa Zsa Gabor fik rollen. Hændelsen er begyndelsen af hendes selvbiografi:

Citat En nylig aften, siddende alene hjemme lidende og rugende over min behandling på en politistation på grund af en hændelse i et stormagasin, og efter at have været erstattet af Zsa Zsa Gabor (forstil dig hvordan det påvirkede mit ego!) regnede jeg ud, at jeg havde tjent og brug omkring tredive millioner dollars. Alligevel havde jeg tidligere samme dag ikke kunne betale for en sandwich hos Scwabs. Citat

I de næste år trak Lamarr sig tilbage fra det offentlige liv og bosatte sig i Florida. Hun vendte kortvarigt tilbage til overskrifterne i 1991, da den 78årige tidligere skuespillerinde igen blev beskyldt for butikstyveri. Beskyldningen blev afvist.

Lamarr blev amerikansk statsborger den 10. april 1953.

Hun fik en æresstjerne på Hollywood Walk of Fame, nummer 6.247.[5]

Hun var gift seks gange: Fritz Mandl, Gene Markey, Sir John Loder, Teddy Stauffer, W. Howard Lee og Lewis J. Boles. Hun havde tre børn.

Hedy Lamarr døde i Altamonte Springs, i nærheden af Orlando den 19. januar, 2000. Hendes søn Anthony Loder spredte aske i Wienerwald i overensstemmelse med hendes ønske.[6]

Liv som opfinder[redigér | redigér wikikode]

Lamarr med John Loder

Avantgardekomponisten George Antheill søn af tyske immigranter og nabo til Lamarr havde eksperimenteret med automatisk kontrol af musikinstrumener og musik til Ballet Mécanique skrevet til en abstrakt film fra 1924 af Fernand Léger. Stykket indeholdt adskillige selvspillende klaver, der spillede samtidigt.

Antheil og Lamarr udviklede tanken om et hemmeligt kommunikationssystem i juni 1941. Den 11. august 1942 blev U.S. Patent 2.292.387  givet til Antheil og "Hedy Kiesler Markey" – som Lamarrs hed. Patentet, der beskrev en tidlig form for frekvensspring anvendte en rulle til at skifte mellem 88 forskellige frekvenser, og var udviklet for at gøre torpedoer svære for fjenden at opspore og sabotere.

Ideen var så langt forud for sin tid at den ikke kunne realiseres i 1942. Den blev først implementeret i 1962, hvor det blev brugt af den amerikanske flåde under blokaden af Cuba[7] – hvor patentet var udløbet. Måske derfor blev det først kendt i 1997 hvor organisationen Electronic Frontier Foundation tildelte Lamarr en pris for hendes bidrag.[1] I 1998 købte den canadiske trådløs teknologi udvikler Wi-LAN Inc. 49% af patentet fra Lamarr for et ikke offentligt oplyst antal aktier.[8] Antheil var død i 1959.

Lamarrs og Antheils ide fungerer som grundlag for moderne spread spectrum kommunikationsteknologi, som det anvendes i bluetooth-forbindelser og i GSM-teknologi.

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

  • 1930: Das Geld liegt auf der Straße
  • 1931: Die Abenteuer des Herrn O.F.
  • 1931: Die Frau von Lindenau
  • 1932: Man braucht kein Geld
  • 1933: Symphonie der Liebe (Ekstase)
  • 1938: Algiers
  • 1939: I Take This Woman
  • 1939: Lady of the Tropics
  • 1940: Boom Town
  • 1940: Comrade X
  • 1941: Come Live with Me
  • 1941: H.M. Pulham, Esq.
  • 1941: Ziegfeld Girl
  • 1942: Crossroads
  • 1942: Tortilla Flat
  • 1942: White Cargo
  • 1943: The Heavenly Body
  • 1944: Experiment Perilous
  • 1944: The Conspirators
  • 1945: Her Highness and the Bellboy
  • 1946: The Strange Woman
  • 1947: Dishonored Lady
  • 1948: Let's Live a Little
  • 1949: Samson and Delilah
  • 1950: A Lady Without Passport
  • 1950: Copper Canyon
  • 1951: My Favorite Spy
  • 1954: L'Amante di Paride (også: The Face, That Launched a Thousand Ships)
  • 1954: L'Eterna Femmina
  • 1957: The Story of Mankind
  • 1958: The Female Animal

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: