Hippolytus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Hippolytus (død 235), på dansk undertiden kaldet Hippolyt eller Hippolytos, var en af den tidligste kristendoms betydeligste skribenter. Han betegnes som kirkefader, var tilsyneladende en overgang modpave og efter sin død kåret til helgen som Sankt Hippolytus.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Hippolytus må være født i anden halvdel af det 2. århundrede, sandsynligvis i Rom. Han omtales af Photius som discipel af Irenaeus eller som tilhørende dennes teologiske retning.

Han var presbyter i den romerske kirke under Biskop Zefyrinus i begyndelsen af det 3. århundrede, hvor en ung Origenes, der senere som Hippolytus blev kendt som kirkefader, hørte ham.

På grund af uenigheder om teologiske spørgsmål og kirkens disciplin kom Hippolytus i åben konflikt med Zephyrinus, som han beskyldte for at give for lang snor til monarkianismen, der var en kættersk bevægelse, samt for at undergrave den kristne kirkes disciplin ved at lade folk, der havde gjort sig skyldige i grove forbrydelser, komme tilbage til kirken.

Det kom til et brud med paven, og da Zephyrinus døde, og der skulle vælges ny pave i 217, var Hippolytus og en markant del af den romerske kirke ikke tilfreds med valget hans efterfølger Callistus, så Hippolytus blev valgt som pave parallelt med denne. Denne situation er opstået flere gange senere i historien, og man omtaler den uofficielle pave som modpave. Hippolytus regnes som regel for at være den første modpave.

Under den romerske kejser Maximinus I Thrax oplevede den kristne kirke store forfølgelser, og Hippolytus blev sammen med den Callistus' efterfølger, Pave Pontian 1., deporteret til Sardinien i 235, hvor begge døde. På det tidspunkt var Hippolytus åbenbart blevet forsonet med den officielle kirke, idet ligene af både Pontian og Hippolytus det følgende år blev bragt til Rom, hvor de fik officielle begravelser.

Eftertiden har tillagt ham en dramatisk død svarende til den, legenden tillægger hans mytologiske navnebror Hippolytos, der var søn af Theseus. Der var tale om, at Hippolytos blev sønderrevet ved at blive trukket af vilde heste, og en sådan voldsom dødsform kombineret med en kristen tro har givet den historiske Hippolytus sin helgenstatus.

Skrifter[redigér | redigér wikikode]

Hippolytus er berømt for sin omfattende skribentvirksomhed, der skulle inkludere bibelfortolkning, forsvarsskrifter for kristendommen og kirkeret. Desværre er hans arbejder ikke bevaret i en tilstand, så det har været muligt for moderne forskere at verificere hans betydning.

Blandt de bedst bevarede skrifter er Kommentar til profeten Daniel og Kommentar til Højsangen samt et polemisk skrift med titlen Argument mod al kætteri, der er blevet kendt under titlen Philosopumena. Det bestod oprindeligt af ti bind, men bind to og tre er ikke bevaret. Selv om værket har været meget berømmet, regnes det nu om stunder ikke for at være særlig vigtigt; blandt andet er en række informationer heri fundet at være utroværdige.

Tillige skrev Hippolyt en kirkeordning: "Den apostolske tradition", der bl.a. omhandler det oldkirkelige katekumenat.

Bibliografier[redigér | redigér wikikode]

Johann Albert Fabricius udgav Hippolyti opera graeca et latine i to bind (1716-1718), men dette værk samt Jacques Paul Mignes Patrologia Graeca regnes nu for forældede. Et arbejde med at udgive en samlet kritisk bibliografi blev påbegyndt i slutningen af det 19. århundrede, men er et stort og vanskeligt arbejde på grund af teksternes tilstand. De ovenfor nævnte tekster er originale, men en række andre tekster af Hippolytus eksisterer i oversatte udgaver til blandt andet georgisk og slavonsk.