Johannes Chrysostomos

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johannes Chrysostomos afbildet på en byzantinsk mosaik i Hagia Sophia i Konstantinopel

Johannes Chrysostomos (347 i Antiokia, Lilleasien14. september 407) var en græsk kirkefader, lærd og helgen (helgendag 13. september). Han var berømt for sin retorik og prædikenkunst. Navnet Chrysostomos, som betyder «guld i mund», henviser til hans veltalenhed.

Han virkede først i Antiokia i Syrien, men blev i 398 patriark i Konstantinopel. Der gjorde han sig blandt andet til uven med kejserinde Eudoxia, ved at gå til angreb på det moralske forfald i almindelighed og ved hoffet i særdeleshed, hvilket førte til, at han blev anklaget for kætteri og forvist fra hovedstaden. Hans døde i fængsel i Comana i provinsen Pontos ved Sortehavet.

Johannes Chrysostomos prædiker mod Aelia Eudoxia, som den franske maler Jean-Paul Laurens forestillede sig det.

Konflikten med kejserinde Eudoxia[redigér | redigér wikikode]

Kejserinde Eudoxias havde en fremtrædende rolle i ved hoffet, og repræsenterede ofte kejserfamilien ved kirkelige begivenheder. Hun var en vigtig støtte for den del af den kristne kirke, der bekendte sig til den Nikænske trosbekendelse, og Sokrates af Konstantinopel beretter, at hun finansierede natlige anti-arianske optog i byen. Hun ledede også de offentlige festligheder, der fandt sted, når nye relikvier af kristne martyrer ankom til Konstantinopel, og hun deltog i de vågenætter, der blev afholdt over dem. Eudoxia omtales hele vejen igennem som egenrådig i religiøse anliggender. Hun deltog uden kejseren i de religiøse begivenheder, og Wendy Mayer kommenterer, at det er bemærkelsesværdigt, hvor få gange kejser Arcadius deltog i offentlige arrangementer.[1] Man kan tolke Eudoxias indstats på den måde, at hun overtog den rolle, kejserne havde haft, som kirkens beskyttere, siden kejser Konstantin. Denne position bragte hende i konflikt med Johannes Chrysostomos. Deres første stridspunkt kan meget vel have været hans protester over den måde, rigets tidligere stærke mand Eutropius blev fjernet og henrettet på: Eutropius havede søgt tilflugt i Hagia Sofia, og han blev lovet, at han kunne opholde sig sikkert på Cypern. Men generalen Gainas fik ham fragtet til Chalcedon, hvor løftet - spidsfindigt nok - ikke gjaldt, og der blev han dømt og henrettet.[2]

I hele sin periode som patriark afslog Johannes blankt at afholde de sædvanlige overdådige sammenkomster, hvilket gjorde ham populær blandt den jævne befolkning, men bestemt ikke hos den overklasse og blandt de prælater, der plejede at nyde godt af begivenhederne. Hans reformer af kirken var ligeledes upopulære i de samme kredse. Biskopper og andre medlemmer af den kirkelige ledelse yndede ellers at tage ophold i Konstantinopel i længere tid, på patriarkens regning, men de blev nu sendt tomhændede tilbage til deres embeder i provinsen, med besked om at passe deres arbejde.[3] En af Johannes mest fremtrædende modstandere var Theofilus, som var patriark i Alexandria. Han havde ambitioner om at inddrage Konstantinopel i sit patriarkat, og var modstander af udnævnelsen af Johannes. Theofilus var modstander af Origenes lære, og han beskyldte Johannes for at følge Origenes. Anledningen var, at Theofilus havde irettesat fire ægyptiske munke, fordi de godtog Origenes. De flygtede til Konstantinopel, hvor Johannes tog godt imod dem.

Johannes Chrysostomos er portrætteret på denne fresko fra det 13. århundrede i Theotokos Peribleptos kirken i Ohrid, Makedonien.

Johannes krydsede klinger med Eudoxia igen, da han i sine prædikener begyndte at harcellere over tidens ekstravagante kvindeklæder. Kejserinden kunne dårligt forestille sig andet, end at kritikken var rettet mod hende personligt.[4] Man kan vælge at opfatte Johannes som enten taktløs eller frygtløs, men resultatet af hans prædikener var, at der blev dannet en alliance mellem Eudoxia og Theofilus. De fik arrangeret en synode lidt uden for Konstantinopel i 403. Den omtales også som "ege-synoden", opkaldt efter den villa, hvor mødet fandt sted. Johannes blev anklaget for at være påvirket af Origenes, og han blev afsat og forvist fra byen. Hans tilhængere tog på vej over begivenhederne og da der fulgte et jordskælv kort efter, valgte den overtroiske kejserinde at kalde ham tilbage.[5]

Freden varede ikke længe. Der var blevet opsat en statue af kejserinden tæt ved byens katedral, og Johannes nægtede at deltage i festlighederne omkring dens indvielse. Han prædikede på ny uden de store omsvøb mod kejserinden: "Igen raser Herodias, igen er hun urolig, hun danser igen, og igen ønsker hun Johannes hoved på et fad."[6], med henvisning til Johannes Døberens død. Herodias blev gift med Herodes Antipas, og både Markus- og Mattæus-evangeliet beretter, hvordan hun lod sin datter Salome danse for Herodes, og fik ham til at love Johannes Døberens hoved som belønning. Den 24. juni 404 blev Johannes Chrysostomos igen afsat og forvist - denne gang uden at vende tilbage - men natten efter hans afrejse brændte både Hagia Sofia og det nærliggende senat. Eudoxia nåede ikke at nyde denne triumf længe, for 6. oktober døde hun i barselsseng.[7]

Forsøg på genindsættelse[redigér | redigér wikikode]

Umiddelbart før sin forvisning i 404 havde Johannes skrevet til pave Innocens 1. for at få støtte til sin sag. Paven var interesseret i at markere sine beføjelser som samlet overhoved for kristenheden, så han indkaldte en synode af latinske kirkefolk. Denne synode afviste enstemmigt den tidligere synode og i et brev til kejser Arcadius bad man om, at der kunne afholdes en fælles synode for øst og vest i Thessaloniki. Kejseren blev rasende over denne indblanding, og svarede slet ikke på brevet. Efter nogen ventetid afsendte kejser Honorius fra vestriget sammen med paven i 406 en delegation, der skulle tale Johannes sag over for kejseren. De fire biskopper i delegationen fik slet ikke lov til at komme til Konstantinopel, men blev tilbageholdt i Thrakien. Efter at deres breve var blevet taget fra dem, blev de sendt retur til Rom. Herefter var tonen mellem de to romerske riger særdeles kølig - hvilket passede fint ind i den vestlige magthaver Stilichos planer - og Johannes blev aldrig frigivet, men døde i fangenskab i 407.[8]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Wendy Mayer: Aelia Eidoxia
  2. Norwich, side 126
  3. David H. Farmer, The Oxford Dictionary of the Saints, second ed. (New York:Oxford University Press, 1987) side 232.
  4. Robert Wilken, "John Chrysostom" i Encyclopedia of Early Christianity, Everett Ferguson (red.) (New York:Garland Publishing, 1997).
  5. Norwich, side 129
  6. Socrates Scholasticus, "Chapter XVIII: Of Eudoxia's Silver Statue", side 150.
  7. Norwich, side 130.
  8. Norwich, side 130-131

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Helge Haystrup, Studier i Johannes Chrysostomos' asketiske ungdomsskrifter, Gad, 1966. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning / udgivet af Det Filologisk-Historiske Samfund, 260).
  • Norwich, John Julius 1990. Byzantium. The Early Centuries. Penguin Books. ISBN 978-0-14-011447-8.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: