James Earl Ray

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
James Earl Ray
James Earl Ray.jpg
James Earl Ray i 1955 på et politifoto
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født 10. marts 1928
Fødested Alton, Illinois i USA
Pseudonym(er)
Død 23. april 1998
Dødssted Nashville, Tennessee, USA
Begravet
Nationalitet USA USA
Bosat
Uddannelse
Profession
Politisk parti
Religion
Titel
Berømt for
Kendt for at myrde Martin Luther King,
4. april 1968
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle Anna Sandhu (skilt)
Børn

James Earl Ray (10. marts 192823. april 1998) var en amerikansk morder, der blev dømt for at have dræbt Martin Luther King jr. den 4. april 1968, fem år efter Kings verdenskendte "I Have a Dream" tale i 1963.

James Earl Ray blev idømt 99 års fængsel for mordet på King. James Earl Ray tilstod drabet under den efterfølgende retssag. Ray risikerede dødsstraf, såfremt han blev fundet skyldig under retssagen, men ved at erklære sig skyldig kunne han opnå en fængselsdom.[1] Ray trak efter retssagen sin tilståelse tilbage og forsøgte herefter uden held at få genoptaget sagen. Han fik aldrig sin sag genoptaget og døde i 1998 i en alder af 70 år på et fængselshospital i Nashville. Han tilstod aldrig mordet på Martin Luther King, men tilstod, at det var hans våben, der var brugt til mordet.

James er citeret for at have tilstået efterfølgende med ordene "Yeah, I killed him. But what if I did; I never got a trial."[2]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

James Earl Ray voksede op i en fattig familie i Alton, Illinois og forlod skolen som 15-årig. Han meldte sig til hæren ved 2. verdenskrigs afslutning og gjorde tjeneste i Tyskland.

Kriminel løbebane[redigér | redigér wikikode]

James Earl Ray blev i 1949 dømt for indbrud i Californien og modtog i 1952 en dom på to års fængsel for væbnet røveri begået mod en taxi-chauffør i Illinois. I 1955 blev han dømt tre års fængsel for posttyveri for at have stjålet rejsechecks, som han indløste under en tur til Florida. I 1959 deltog han et et væbnet røveri i en butik i St. Louis.[3] Ray blev herefter idømt 20 års fængsel for gentagne lovovertrædelser. Han flygtede fra Missouri State Penitentiary i 1967 ved at gemme sig i en lastbil, der transporterede brød fra fængslets bageri.[4]

Aktiviteter i 1967[redigér | redigér wikikode]

Efter flugten flyttede Ray fra sted til sted. Han tog først til St. Louis i Missouri og herefter til Chicago, Toronto, Montreal og Birmingham i Alabama. Da han nåede til Alabama købte Ray en 1966 Ford Mustang og anskaffede sig et kørekort. Han kørte herefter til Mexico, hvor han gjorde holdt i Acapulco før han slog sig ned i Puerto Vallarta den 19. oktober 1967.[5] Under opholdet i Mexico benyttede han navnet Eric Starvo Galt, og han forsøgte at ernære sig som instruktør af pornofilm. Ved brug af filmudstyr købt via postordre foretog han optagelser af lokale prostituerede. Ray havde dog beskeden succes med forretningen, og da en af de prostituerede, som Ray havde haft et forhold til, slog op med ham, forlod Ray Mexico omkring den 16. november 1967.[6]

Ray ankom til Los Angeles den 19. november 1967. Mens Ray var i L.A. gik han på en lokal bartenderskole og han tog lektioner i dans.[7] Hans primære interesse var dog at støtte George Wallace's præsidentkampagne. Wallace var stærk modstander af borgerrettigheder og tilhænger af raceadskillelse, hvilke synspunkter Ray støttede. Han brugte megen tid i Los Angeles til frivillig støtte for Wallaces valgkamp i kampagnens hovedkvarter i North Hollywood.[8]

Aktiviteter i begyndelsen af 1968[redigér | redigér wikikode]

Den 5. marts 1968 undergik Ray en operation med det formål at ændre sit udseende, hvorefter han den 18. marts 1968 forlod Los Angeles for at køre tværs over USA til Atlanta i Georgia.[9]

Ray ankom til Atlanta den 24. marts 1968, hvor han lejede sig ind på et værelse.[10] Han købte et kort over byen. Ved efterfølgende ransagningen blev kortet fundet, og det fremgik, at Ray havde tegnet cirkler på kortet ved Martin Luther Kings bopæl og ved Kings kirke.[11]

Ray forlod dog atter Atlanta og kørte til Birmingham, Alabama, hvor han den 30. marts 1968 købte en Remington Gamemaster 760 .30-caliber riffel med tilhørende ammunition samt et kikkertsigte. Ray havde benyttet sit Galt alias siden han ankom fra Mexico, men ved købet af riflen benyttede han navnet Harvey Lowmeyer.[12] Efter købet af riflen kørte Ray tilbage til Atlanta. Ray læste i avisen Atlanta Constitution, at King planlagde at tage til Memphis i Tennessee den 1. april 1968. Den 2. april 1968 tog Ray til Memphis.[13]

Drabet på Martin Luther King, Jr.[redigér | redigér wikikode]

F.B.I.'s plakat 19. april 1968 med efterlysning af James Earl Ray
Lorraine Motel (nu kendt som National Civil Rights Museum, hvor King blev myrdet

Martin Luther King blev skudt og dræbt af en snigskytte den 4. april 1968 mens King stod på terrassen på anden sal på Lorraine Motel i Memphis i Tennessee.

Tilfangetagelse og retssag[redigér | redigér wikikode]

Ray flygtede over grænsen til Toronto, Ontario i Canada, hvor han skaffede sig et canadisk pas under navnet Ramon George Sneyd og skjulte sig i en måned.[14] Den 8. juni 1968, lidt mere end to måneder efter drabet på King, blev Ray anholdt i Londons Heathrow Airport på vej ud af England med et falsk canadisk pas. Ved check-in havde en medarbejder genkendt navnet Sneyd, der var efterlyst af Royal Canadian Mounted Police.[15] Ray havde yderligere et falsk pas på sig ved anholdelsen. Ray blev hurtigt udleveret til Tennessee, hvor han blev tiltalt for drabet på King. Han tilstod drabet den 10. marts 1969 og modtog en dom på 99 års fængsel.[16]

Tilståelsen trækkes tilbage[redigér | redigér wikikode]

Tre dage efter dommen trak Ray sin tilståelse tilbage. Ray havde tilstået efter råd fra sin forsvarsadvokat for at undgå en potentiel dødsstraf, men afbrød nu samarbejdet med forsvareren. Ray oplyste herefter, at han havde mødt en mand "Raul" i Montreal, der havde været dybt involveret i drabet. Ray hævdede nu, at han ikke "personligt skød Dr. King", men at han dog kunne være "delvist ansvarlig for drabet uden at vide det", og antydede derved en større konspiration.

Ray solgte rettighederne til sin historie til journalisten og forfatteren William Bradford Huie, der undersøgte Rays historie. Huie konkluderede, at Ray til tider løj om forløbet. Ray fortalte Huie, at han havde efterladt riflen med sine fingeraftryk med vilje fordi han ville blive kendt som en berømt forbryder. Ray var overbevist om, at han var så klog, at han ikke ville blive fanget.[1] Han mente, at Alabamas guvernør George Wallace ville blive valgt til præsident ved valget i november 1968 og at Ray derefter ville blive løsladt.[1]

Ray brugte resten af sit liv på uden succes at få trukket tilståelsen tilbage og få en ny retssag.

Anden flugt fra fængslet[redigér | redigér wikikode]

Den 10. juni 1977 flygtede Ray igen fra fængslet. Ray flygtede med seks andre fanger fra Brushy Mountain State Penitentiary i Petros, Tennessee. Ray kom derved for anden gang i livet på FBI's liste over de meste eftersøgte forbrydere. Ray og de øvrige flygtende blev fanget igen tre dage senere og sendt tilbage til fængslet.[17] Der blev lagt yderligere et år til Rays dom, der herefter lød på 100 års fængsel.

Konspirationsteorier[redigér | redigér wikikode]

Ray antog advokaten Jack Kershaw, der på vegne Ray gjorde gældende, at Ray ikke var ansvarlig for drabet, men at dette havde været resultatet af en konspiration, der involverede en ukendt person "Raul". Det lykkedes Kershaw at få de amerikanske myndigheder til at foretage ballistiske undersøgelser af projektilet, men undersøgelserne førte ikke til nyt i sagen.[18] Kershaw overtalte Ray til at tage en test med en løgnedetektor som en del af et interview med magasinet Playboy i 1977. Playboy konkluderede dog, at testen viste, at "Ray rent faktisk dræbte Martin Luther King Jr. og at han var alene om det."[19] Ray fyrede herefter Kershaw og antog i stedet konspirationsteoretikeren og forfatteren Mark Lane som juridisk rådgiver.[18]

Senere udvikling[redigér | redigér wikikode]

I 1997 mødte Martin Luther Kings søn, Dexter King, med James Earl Ray. Dexter King støttede offentligt en kampagne for Rays ønske om en ny retssag. En restaurantejer i Memphis, Loyd Jowers, blev sagsøgt i en civil sag, hvis tema var at godtgøre, at der forelå en sammensværgelse om at myrde King. Jowers blev fundet juridisk ansvarlig og familien King accepterede 100$ i kompensation.[20] Familien King var under sagen repræsenteret af Dr. William Pepper, der tidligere havde repræsenteret James Earl Ray i dennes forsøg på at få en ny retssag. Familien King mener ikke, at Ray havde noget med mordet at gøre.

Jowers forklaringer og den civile retssag er blevet skarpt kritiseret. Det amerikanske justitsministerium konkluderede efter en grundig analyse, at Jowers' konstant har ændret forklaringer og at ingen af hans vidneudsagn har den mindste smule troværdighed knyttet til sig.[21]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Huie, William Bradford (1997). He Slew the Dreamer: My Search for the Truth About James Earl Ray and the Murder of Martin Luther King (Revised udg.). Montgomery: Black Belt Press. ISBN 978-1-57966-005-5. 
  2. "The Assassination of Dr. Martin L. King, Jr." (HTML). DrJamesHaney.com. http://www.drjameshaney.com/BPAssassn.htm. Hentet 2008-06-25. 
  3. The Martin Luther King Assassination, Philip H. Melanson
  4. Gribben, Mark. "James Earl Ray: The Man Who Killed Dr. Martin Luther King, chapter 3". truTV Crime Library. truTV. http://www.crimelibrary.com/terrorists_spies/assassins/ray/3.html. Hentet 25 June 2006. 
  5. Sides, Hampton (2010). Hellhound on His Trail: The Stalking of Martin Luther King Jr. and the Hunt for His Assassin. New York: Doubleday. ISBN 978-0-385-52392-9. , page 27
  6. Sides, p. 33.
  7. Sides, pp. 47-48.
  8. Sides, p. 60.
  9. Sides, pp. 87-88 og 90-91.
  10. Sides, p. 98.
  11. Sides, p. 302.
  12. Sides, pp. 118-120.
  13. Sides, pp. 128-129.
  14. . The Star (Toronto). http://www.thestar.com/entertainment/books/article/819498--why-assassin-james-earl-ray-returned-to-toronto. 
  15. Borrell, Clive (28 June 1968). "Ramon Sneyd denies that he killed Dr King". The Times (London): s. 2. http://archive.timesonline.co.uk/tol/viewArticle.arc?articleId=ARCHIVE-The_Times-1968-06-28-02-006&pageId=ARCHIVE-The_Times-1968-06-28-02. Hentet 13 Jan 2009. 
  16. "1969: Martin Luther King's killer gets life". On This Day 1950-2005: 10 March (British Broadcasting Corporation (BBC)). March 10, 1969. http://news.bbc.co.uk/onthisday/hi/dates/stories/march/10/newsid_2516000/2516725.stm. 
  17. "Federal Bureau of Investigation - History of Knoxville Office". FBI. http://knoxville.fbi.gov/hist.htm. Hentet 25 June 2008.  Arkiveret 24 May 2008.
  18. 18,0 18,1 Martin, Douglas (24 Sep 2010). "Jack Kershaw Is Dead at 96; Challenged Conviction in King's Death". New York Times. http://www.nytimes.com/2010/09/24/us/24kershaw.html. Hentet 25 Sep 2010. 
  19. Interview i Playboy 1977
  20. Udskrift af sagen mod Jowers
  21. IV. JOWERS' ALLEGATIONS, afsnit med analyse af Jowers' påstande og vidneudsagn, The United States Department of Justice