Kantonsystemet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kantonsystemet (1760–1842) var en ordning, som Kina benyttede sig af for at kontrollere sin udenrigshandel ved handelshuse på eget territorium. Ordningen var knyttet til havnebyen Kanton i Sydkina.

Kineserne forsøgte at orientere handelen med europæere til Macao, men efterhånden spredte handelsforbindelserne sig til andre områder af kinakysten. Kantonsystemet pålagde britiske handelsfolk at holde sig til Kanton.

Der var desuden englænderne forbudt at have direkte kontakt med almindelige kinesiske borgere. De måtte drive al handel gennem særlige lokale kinesiske handelsforetagender kaldet hong, etablerede særligt for at virke som mellemmænd i denne handel.

Efterhånden blev ordningen udvidet til også at omfatte andre nationaliteter, og de blev geografisk henvist til et lille område, som blev kaldt for faktorierne i Kanton.

Til at begynde med var porcelæn en ledende handelsvare ved siden af den lukrative handel med kinesisk te. Efter som kineserne kun ville godtage betaling i sølv (de vestlige handelsvarer interesserede dem kun lidt), førte dette til en med tiden stor ubalance i handelen. Briterne lagde imidlertid mærke til, at en del kinesere brugte opium, og begyndte at handle med denne vare, som blev den eneste, som kinesiske forretningsmænd fandt at godtage foruden sølvet.

Storbritannien var ikke tilfredse med Kantonsystemet, men ordningen holdt sig til første opiumskrig. Da gennemtvang landet ved Tianjintraktaten, og senere også en række andre lande, at kineserne åbnede "traktatshavne".