2. kinesisk-japanske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
2. kinesisk-japanske krig
Del af Stillehavskrigena
Japansk kontrol i Kina omkring 1940
Japansk kontrol i Kina omkring 1940
Dato 7. juli 19379. september 1945
Sted Kina
Resultat Kinesisk sejr
Japans totale overgivelse
Casus belli Marco Polo Broen Episoden
Territoriale
ændringer
Manchuriet og Taiwan, Pescadores gives tilbage til Republikken Kina.
Parter
Republikken Kina Republikken Kina Kejserriget Japan Kejserriget Japan
Ledere
Chiang Kai-shek
Yan Xishan
Feng Yuxiang
He Yingqin
Hideki Tojo
Iwane Matsui
Jiro Minami
Kesago Nakajima
Toshizo Nishio
Yasuji Okamura
Styrke
5.600.000 4.100.000 (inklusiv kollaboratører)
Tab
3.200.000 militære
17.530.000 civile
1.100.000 militære
a. Blev først en del af Stillehavskrigen ved dennes udbrud 7. december 1941.

2. kinesisk-japanske krig (7. juli 19379. september 1945) var en større krig mellem Republikken Kina og Kejserriget Japan både før og under 2. verdenskrig. Krigen sluttede med Japans totale kapitulation til De Allierede anført af USA i 1945. Den japanske invasion var den japanske hærs strategiske plan som en del af dens omfattende plan om at kontrollere hele Sydøstasien. De første manifestationer af denne plan var kendt som "kinesiske episoder" og blev af datidens japanske propaganda kaldt "episoder" fremprovokeret af Kina for at nedtone ulovlighederne i de japanske angreb. Den japanske invasion af Manchuriet i 1931 blev således kendt som Mukden Episoden. Den sidste af disse var Episoden på Marco-Polo-Broen i 1937, der markerede starten på den egentlige krig imellem de to lande. I perioden 193741 kæmpede Republikken Kina alene mod Japan, men efter angrebet på Pearl Harbor blev konflikten en del af 2. verdenskrig.

Invasionen af Kina[redigér | redigér wikikode]

De fleste historikere anser indledningen af den anden kinesisk-japanske kriget til incidenten ved Marco Polo-broen/Slaget ved Lugoubroen den 7. juli 1937. Efter slaget ved Lugoubroen i 1937 besatte japanerne Shanghai, Nanjing og det sydlige Shanxi som del af kampagner, hvori omkring 200.000 japanske og betydeligt flere kinesiske soldater deltog.

Incidenten ved Marco Polo-broen markerede ikke alene begyndelsen på en åben men ikke-erklæret krig mellem Kina og Japan, men bidrog tillige til dannelsen af den anden forenede front mellem Kuomintang og det kinesiske kommunistparti (KKP) vendt mod japanerne. Dette samarbejde fik størst betydning for det belejrede KKP. Misligholdelser fra de to, formelt allierede kinesiske parter viste sig ofte. Deres alliance var bogstaveligt talt blevet fremtvunget ved hjælp af våbenmagt, idet Chiang Kai-shek blev kidnappet i Xi'anincidenten og tvunget til at alliere sig med KKP for at slippe fri. Den svage alliance begyndte atter at gå i opløsning allerede i slutningen af 1938 til trods for Japans fortsatte fremgange i det nordlige Kina, i kystområderne og i den rige Yangtzefloddalen i det centrale Kina. Konflikter mellem nationalisterne og kommunisterne blev stadigt mere hyppige i de områder, som lå uden for japansk kontrol år 1940. Kommunisterne udvidede deres indflydelse ved enhver given lejlighed ved hjælp af masseorganisationer, administrative reformer, jord- og skattereformer, som favoriserede bønderne, mens nationalisterne på deres side forsøgte at forhindre spredningen af den kommunistiske indflydelse.

Japanernes mål[redigér | redigér wikikode]

Japanerne havde ikke som mål eller overhovedet reel mulighed for at direkte administrere Kina gennem besættelse. Deres mål var i stedet at sikre sig, at Kina fik en japanvenlig regering. En række af de tiltag, som foretoges af de af japanerne støttede regeringer, gjorde disse upopulære, og japanerne nægtede at forhandle med både Kuomintang og det kinesiske kommunistparti, hvilket måske kunne have medført større popularitet. Japanerne tvang blandt andet den kinesiske befolkning i japansk kontrollerede områder til at veksle deres penge med militære pengesedler, som skiftende japanske regeringer siden nægtede at tilbageveksle.

Kinesisk strategi[redigér | redigér wikikode]

I sammenligning med Japan var Kina dårligere forberedt på krigen, og den kinesiske regering havde kun en beskeden militær industriel styrke, få mekaniserede divisioner og så godt som intet panserværn. Frem til midten af 1930-tallet håbede Kina, at Folkeforbundet ville skride effektivt ind mod den japanske ekspansion. Men størst betydning havde det, at Kuomintang-regeringen var optaget af borgerkrigen mod kommunisterne. Et berømt citat af Chiang Kai-shek lyder:

"japanerne er en sygdom, som angriber huden, kommunisterne er en sygdom, som angriber hjertet".

I og med, at kommunisterne dannede den nye fjerde armé og den åttende ruttfront, som nominelt var underlagt kommandøren for den Nationale revolutionære armé, var en kinesisk enhedsfront aldrig rigtigt forenet, efter som begge de to kinesiske parter forberedte sig på en konfrontation med den anden part efter, at japanerne var blevet trængt ud. Alle disse negative forhold tvang Kina at anlægge en strategi, hvis primære mål var at bibeholde sin militære styrke, efter som et fuldt frontalangreb mod japanerne kunne blive fatalt og for derved at bevare flest mulige styrker til den midlertidigt udsatte borgerkrig. Modstandslommer skulle fortsætte med at kæmpe mod hver fjende og forpeste dennes liv i de besatte områder og gøre japanernes administrationsmuligheder i det store Kina små. Som resultat heraf ledte denne strategi til, at japanerne egentlig kun kontrollerede stæderne og jernbanerne, mens landdistrikterne næsten altid prægedes af partisanaktiviteter.

Chiang indså, at for at vinde støtte fra USA og andre nationer, måtte Kina vise sig kampdueligt. En hastig tilbagetrækning ville afskrække udenlandsk støtte. Derfor besluttede Chiang at udse slaget om Shanghai til et hovedslag. Chiang sendte sine elitetropper, som var blevet trænet af tyskerne, til at forsvare Kinas største og mest kommercialiserede stad mod japanerne. Slaget resulterede i store tab for begge sider og endte med en kinesisk retræte. Selv, om slaget militært var et tilbageslag for kineserne, så viste det, at kineserne ikke var beredte til at se sig besejrede, og det signalerede kinesisk beslutsomhed over for omverdenen. Slaget, som tog over tre måneder, viste sig at medføre en stor moralhøjnende effekt, efter som det effektivt satte stop for den japanske propaganda, som havde lovet et erobret Shanghai inden for tre dage og et erobret Kina inden for tre måneder.

Det store antal konfrontationer, som tabtes i forhold til det beskedne antal, som blev vundet, ledte til en kinesisk strategi, som sigtede til at opnå standsning i den japanske offensiv. Store kinesiske områder erobredes hurtigt under krigets tidlige stade, men snart begyndte fremstødene at gå langsommere. Den kinesiske strategi gik nu ud på at holde japanerne så langt fra sig som muligt, så at tilstrækkelig udenlandsk hjælp skulle nå frem, for at man der efter skulle kunne slå japanerne tilbage. Man benyttede blandt andet den brændte jords taktik for at forsøge at bremse japanerne. Opdæmninger blev saboteret, hvilket resulterede i Huang He-oversvømningen 1938. I 1940 nåede krigen et dødleje, hvor begge sider kun gjorde minimale vindinger. Kineserne havde forsvaret deres resterende land med store framgang ved flere tilfælde, mens en stærk modstandsrørelse i de japansk kontrollerede områder sikrede, at en sejr syntes umulig for japanerne. Dette bragte japanerne til et punkt, hvor man begyndte at anvende en taktik, som kaldtes "brænd alt, slå alt ihjel, ødelæg alt" (三光政策).

Kinesiske soldater i gadekampe i slaget om Tai'erzhuang.

År 1941 angreb japanerne Pearl Harbor, hvilket førte til, at USA sluttede sig til krigen mod Japan. Kina erklærede officielt krig mod Japan den 8. december. Landet havde tidligere undladt at erklære krig, efter som modtagelse af militær hjælp under krig ville bryde mod donationsstatens neutralitetsstatus. Fra denne tid ændredes strategien fra at opnå overlevelse til at opnå en minimering af krigførelsen. Chiang indså, at amerikanerne ville påtage sig hovedparten af krigsførelsen og at de også var bedre udrustede til at slås mod japanerne. Han besluttede derfor at neddrage sin armés aktiviteter således, at han kunne fokusere på den forestående borgerkrig opblussen efter, at krigen mod japanerne var afsluttet. I 1945 kunne det forudses, at Japan snart ville kapitulere, hvorfor mindre anfald foretoges af den kinesiske armé.

Den kinesiske strategi under krigen kan deles i tre perioder:

  • Første periode: fra 7. juli 1937 (Slaget om Lugou Bridge) til 25. oktober 1938 (Hankous kapitulation). Under denne periode var det en hovedstrategi at bytte "land mod tid" (kinesisk: 以空間換取時間). Den kinesisk armé søgte strid for at forsinke den japanske fremrykning mod de nordøstre stæder, så at hjemmefronten kunne flygte vestpå til Chongqing sammen med embedsmænd og de vigtigste industrier, hvorved en militær styrke kunne genopbygges.
  • Anden perioden: fra 25. oktober 1938 (Hankous kapitulation) til juli 1944. Under denne periode begyndte kineserne at anvende en strategi kaldet "magnetisk krigsføring", hvilket henviste til fremgangsmåden at drage fremrykkende japanske tropper til forud bestemte steder, hvor de kunne overfaldes, og hvor japanerne blev udsatte for flankeangreb og omringning i større slag. Det mest fremstående eksempel på denne taktik var det fremgangsrige forsvar af Changsha (長沙) som udspilledes i flere omgange.
  • Tredje perioden: fra juli 1944 til 15 augusti 1945. Under denne periode foretoges en generel fuld modoffensiv fra kinesernes side mod de svækkede japanere.

Kinesisk og japansk udrustning[redigér | redigér wikikode]

Kinesisk[redigér | redigér wikikode]

Den Nationale revolutionære armé bestod af 80 infanteridivisioner med omkring 8.000 mand hver, 9 selvstændige brigader, 9 kavaleridivisioner, 2 artilleribrigader, 16 artilleriregementer og en eller to panserdivisioner. Den kinesiske flåde opgjordes kun til 59.000 ton, og det kinesiske flyvevåben havde blot 600 flyvemasiner.

De kinesiske våben var hovedsagelig producerede i Hanyang- och Guangdongarsenalerne. Bevæbningen for de fleste tysktrænede divisioner var dog de tysk fremstillede geværer 7,92 mm Gewehr 98 og Karabiner 98k. De standardiserede lette maskingeværer var en lokal kopi af den tjekkiske 7.92 mm Brno ZB26. Der fandtes også belgiske og franske lette maskingeværer. Derimod skaffede NRA sig ingen af de berømte Maschinengewehr 34 fra Tyskland, idet man producerede egne kopier af dem. I gennemsnit var disse divisioner udrustede med et maskingevær per pluton. De tunge maskingeværer var hovedsageligt lokalt fremstillede vandafkølede Maxim-maskingeværer, som var blevet fremstillet i 1924 efter tyske tegninger. I gennemsnit fik hver bataljon et tungt maskingevær (omkring halvdelen af hvad en tysk division fik under krigen). Den standardiserade lette bevæbning var en 7,63 mm-kaliber halvautomatisk Mauser M1932-pistol, som gik under benævnelsen C96.

Visse divisioner var udrustede med 37 mm PAK 35/36 pansarværnskanoner og/eller granatkastere fra Oerlikon, Madsen og Solothurn. Hver infanteridivision havde 6 franske Brandt 81 mm granatkastere og 6 Solothurn 20 mm automatkanoner. Visse fristående brigader og artilleriregementer var utrustede med Bofors 72 mm L/14 eller Krupps 72 mm L/29 bjergkanoner. Der fandtes desuden 24 st Rheinmetall 150 mm L/32 sFH 18 haubitsere (som var blevet indkøbt i 1934) samt 24 Rheinmetall 150 mm L/30 sFH 18 haubitsere (indkøbt år 1936).

Infanteriuniformerne var hovedsagelig omdesignede Zhongshandragter. Benbindor var standard for soldater og officerere, efter som den fortrinsvise transportmåde for NRA-tropperne var til fods. Hjelmene var den tyske M35-hjelm (tillige standardudrustning for Wehrmacht på den europæiske slagmark) fra årene 1935 og 1936. NRA importerede 315.000 af disse hjelme, hver og en på siderne forsynede med det 12-stjernede emblem, som symboliserede den kinesiske republik. Anden udrustning inkluderede tøjsko for soldater, lædersko for officerere og læderstøvler for de højere officerere. Hver soldat var udrustet med ammunition, ammunitionstaske/kampbælte, en vandflaske, stridsknive, madkasse og en gasmaske.

Japansk udrustning[redigér | redigér wikikode]

Skønt Japan havde en signifikant mobil operationel kapacitet, så havde det ikke evne til at føre en langstrakt krig. Ved udbruddet af den kinesisk-japanske krig bestod den japanske armé af 17 divisioner, hver og en af disse bestod af omkring 22.000 mand, 5.800 heste, 9.500 gevær og maskinpistoler, 600 tunge maskingeværer af ulige typer, 108 artilleristykker og 24 stridsvogne. Specialstyrker fandtes. Den japanske flåde opgik til totalt 1.900.000 ton, hvilket var den tredje største i verden, og Japan havde 2.700 flyvemaskiner på dette tidspunkt. Hver japansk divisions stridsstyrke modsvarede tre regulære kinesiske divisioner.


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Asiens Stub
Denne artikel om Asiens historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie