Kartografi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kartografi (fra græsk chartis, kort og graphein, skrive) er læren om kortet som informationsbærer og medium.

Kartografen Jaques Bertin udviklede grafisk semiotik med visuelle variable og de tre perceptionsniveauer: (1) læsekort, (2) sebare kort og (3) kommunikerbare kort.^[1].

I gamle dage blev informationer til produktion af kort hovedsageligt indsamlet ved Landmåling og man benyttede sig af triangulering og fikspunkter for at kunne identificere samme punkter på kort og i virkeligheden. Desuden brugte man - da det blev tilgængeligt - luftfotografier som reference, men luftfotografierne måtte læses og tolkes manuelt for der skulle tages hensyn til en vis forvrængning af billedet under optagelsen. Kortet blev så tegnet på papir og kunne senere trykkes i flere eksemplarer.

Landmåling med tilhørende metoder benyttes stadig i dag i stor stil, men landmålerens apparatur er oftest elektronisk og data indsamles på en computer. Desuden suppleres de klassiske metoder med GPS, luftfoto (såkaldt ortofoto) og satellitfoto. I mange tilfælde idag tages der udgangspunkt i et ortofoto der indlæses og behandles i et GIS system, hvorefter et grov-kort kan tegnes digitalt. Herefter korrigeres kortet ud fra andre kilder, f.eks. målinger udført med GPS eller ved digital landmåling samt kommunale databaser.

Der ses i dag en vis afvigelse mellem 2 forskellige måder at producere kort

Nogle kort produceres på klassisk facon hvor der lægges stor vægt på verifikation af de data der anvendes til kort-produktionen. Digitale metoder Er afgørende i produktionen men suppleres med klassiske metoder og verifikation mod målinger, observationer og andre kort-værker og databaser. Sådanne kort har oftest færre fejl, men er dyrere at producere og opdateres derfor sjældenere, f.eks. hver 2 år eller hvert 5 år. Desuden kan sådanne kort vise objekter der ikke eller kun meget vanskeligt kan ses på luftfotos, f.eks. højdekurver og forskelle i vegetation.
Andre kort produceres primært ud fra digitalt efterbehandlede ortofotos. Ortofotoet optræder her som en primær kilde og verifikation sker sjældnere eller slet ikke - dog benyttes en ny form for verifikation hvor brugerne af kortet selv kan rapportere fejl via web. Sådanne kort har oftest flere fejl og mangler, men er billigere at producere og kan opdateres årligt eller oftere. Sådanne kort er oftest rene "trafikkort", dvs. de viser veje og andre ting der er nyttige ved transport, mens andre informationer udelades. Det er oftest sådanne kort der benyttes i GPS til biler.

Siden år 2000 er digitale kort også blevet udbredt på Internettet, mest kendt måske Google maps og Google Earth, men der er flere andre - f.eks. har de fleste Internet telefonbøger også indbygget digitale kort.