Befolkningstæthed
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Befolkningstætheden udtrykkes som antal personer pr. km². Normalt udtrykkes disse enten for administrative enheder (sogn, kommune, herred, amt, stat) eller for et vel afgrænset område (fx. en ø).
Befolkningstætheden afspejler altid i nogen grad erhvervsmulighederne for det pågældende sted. Udnyttelse af tidligere uudnyttede næringsmuligheder eller ændringer i disse vil tillige medføre ændringer i befolkningens fordeling[1]. I ældre tid (inden bilismen og industrialiseringen slog igennem) afspejlede befolkningstætheden fortrinsvis landbrugets forhold (jorder med gode jordbundsforhold havde en større tæthed), idet kystegne med gode muligheder for fiskeri og/eller søfart tillige skilte sig ud. Selv efter bilismens gennembrud er der en vis sammenhæng, idet man nu blot må tilføje tiltrækningsevne, skatteforhold, politiske forhold, tilgængelighed ved samfærdselsmidler og byplanlægning som supplerende forhold, der i større eller mindre grad influerer på bosætningsfordelingen[2].
[redigér] Problemer
Da det ikke er alt land, der reelt er beboeligt og da befolkningstætheden i bymæssige bebyggelser er langt større end i de landlige områder, kan disse gennemsnit være noget vildledende. Eksempelvis var den gennemsnitlige befolkningstæthed på Sjælland i 1955 241,3 indbyggere pr. km², hvilket kan sammenlignes med 66,4 indbyggere pr. km² i Jylland, 116,3 indbyggere pr. km² på Fyn med omliggende øer, 74,5 indbyggere pr. km² på Lolland-Falster og 82,8 indbyggere pr. km² på Bornholm. Udskilles imidlertid hovedstadsområdet (3.428 indbyggere pr. km²) bliver den gennemsnitlige befolkningstæthed for resten af Sjælland 92,7 indbyggere pr. km² eller omtrent af samme størrelse som resten af landet[3].
[redigér] Litteratur
- Aage Aagesen: "Befolkningen" (Niels Nielsen (red.): Atlas over Danmark. serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1961)
