Ole Worm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Ole Worm (1667-1708). (Se også artikler, som begynder med Ole Worm (1667-1708))
Ole Worm, efter et maleri af Carl van Mander

Ole Worm (13. maj 158831. august 1654) var en dansk (læge, oldtidsforsker) og polyhistor. Han var født i Aarhus, studerede medicin ved flere europæiske universiteter og praktiserede en periode som læge i England.

I 1613 blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet, først som pædagogicus, der var den laveste rang, men efterhånden avancerede han, til han i 1624 blev professor i medicin. Det var han til sin død. Han var i flere perioder også universitetets rektor.

Ole Worm var en engageret oldtidsforsker og udgav i 1643 Monumenta danica, en samling billeder af runesten og runeindskrifter. Han opbyggede et stort museum, Museum Wormianum. Hovedparten af samlingen var fra mineral-, plante- og dyreriget, men der var også antikviteter, kunstgenstande og etnografika. Efter hans død indgik samlingen i Kongens Kunstkammer. Se også Guldhornene. En del af Worms samling kan i dag ses på Geologisk Museum[1].

Worm overså ikke, at Norge kunne være en kilde til information om fortiden. Sommeren 1626 rejste studenten Jon Skonvig på opdrag af Worm rundt i Bergen Stift for at registrere lokale fortidsminder. Blandt andet kom han under sit ophold i Jølster på sporet af Audun Hugleiksson og beskrev ruinerne af Auduns slot som "en Steenhob". [2]

I 1622 fik han udvirket et missiv, som påbød bisperne at indsamle indberetninger om oldsager og historiske beretninger rundt omkring fra Danmarks stifter. Disse indberetninger udgør en af de første samlinger af arkæologisk og topografisk og lokalhistorisk viden om Danmark.

Han virkede gennem alle årene som læge i København for alle, fra kongehuset til de fattigste. Under flere pestepidemier blev han i byen for at pleje sine patienter. Worm oplevede mindst fem udbrud af pest i København. Først i 1625 kom en lovgivning om forholdsregler ved pestudbrud. I det ene mistede han en datter, i et andet sin første kone, Dorothea Fincke, sin far, sin søster og sin svoger Caspar Bartholin. I en senere epidemi mistede han sin anden kone, Susanne Madsdatter, skønt han for en sikkerheds skyld havde sendt hende på landet. Han skrev, at han havde "mistet min eneste Trøst i dette elendige Liv, min højtelskede Hustru". Selv døde han i epidemien, der brød ud i København i februar 1654. Den havde taget livet af en tredjedel af befolkningen på Bornholm i efteråret 1653 og nævnes den 24. februar 1654 for første gang i København, da Karen Lauritzdatter fra Ebeltoft døde af pest 20 år gammel. Til midten af maj blev "den store P" for "død af pest" kun brugt nogle få gange, men så tog sygdommen til og rasede heftigt til ud på efteråret. Da var også Worm død. Til sin søn Willum skrev han 22. juli 1654 om sygdommen, at den var "heftig", dræbte i løbet af fire dage, og at sygdomsforløbet indebar mathed, kuldegysninger, bylder og til sidst sorte og gustne pletter i huden. [3]

Ole Worms museum

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. De særeste ting 12. oktober 2011
  2. Dei eldste opplysningane
  3. Lise Gerda Knudsen: "Pesten er nu begyndt at hærge her", Personalhistorisk tidsskrift 2008:2, udgivet af Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Breve fra og til Ole Worm, I-III, oversat (fra latin) af H.D. Schepelern og Holger Friis Johansen. Kbh., 1965-68.
  • H.D. Schepelern, Museum Wormianum: Dets Forudsætninger og Tilblivelse. Aarhus 1971.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]