Ole Worm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Ole Worm, efter et maleri af Carl van Mandern

Ole Worm (13. maj 1588 - 31. august 1654) var en dansk polyhistor (læge og oldtidsforsker).

Han var født i Århus, studerede medicin ved flere europæiske universiteter, og praktiserede en periode som læge i England.

I 1613 blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet, først som pædagogicus der var den laveste rang, men efterhånden avancerede han, indtil han i 1624 blev professor i medicin, hvilket han forblev til sin død. Han var i flere perioder også universitetets rektor.

Ole Worm var også en engageret oldtidsforsker og udgav i 1643 Monumenta danica, en samling billeder af runesten og runeindskrifter. Han opbyggede et stort museum, Museum Wormianum. Hovedparten af samlingen var fra mineral-, plante- og dyreriget, men der var også antikviteter, kunstgenstande og etnografika. Efter hans død indgik samlingen i Kongens Kunstkammer. Se også Guldhornene. En del af Worms samling kan i dag ses på Statens Naturhistoriske Museum.

Worm overså ikke, at Norge kunne være en kilde til information om fortiden. Sommeren 1626 rejste studenten Jon Skonvig på opdrag af Worm, rundt i Bergens stift for at registrere lokale fortidsminder. Blandt andet kom han under sit ophold i Jølster på sporet af Audun Hugleiksson, selv om han beskrev ruinerne af Auduns slot som "en Steenhob". [1]

I 1622 fik han udvirket et missiv som påbød bisperne at indsamle indberetninger om oldsager og historiske beretninger rundt omkring fra Danmarks stifter. Disse indberetninger udgør i dag en af de første samlinger af arkæologisk og topografisk og lokalhistorisk viden om Danmark.

Han virkede gennem alle årene som læge i København - for alle, fra kongehuset til de fattigste, og under flere pestepidemier blev han i byen for at pleje sine patienter. I sin levetid oplevede Worm mindst fem udbrud af pest i København. Først i 1625 fik man en lovgivning om forholdsregler ved pestudbrud. I det ene mistede han en datter, i et andet sin første kone, Dorothea Fincke, sin far, sin søster og sin svoger Caspar Bartholin. I en senere epidemi mistede han sin anden kone, Susanne Madsdatter, skønt han for sikkerheds skyld havde sendt hende ud på landet. Som han skrev, han havde "mistet min eneste Trøst i dette elendige Liv, min højtelskede Hustru". Selv døde han i epidemien der brød ud i København i februar 1654. Det havde taget livet af en tredjedel af befolkningen på Bornholm høsten 1653, og nævnes for første gang i København, da man 24.februar 1654 registrerede Karen Lauritzdatter fra Ebeltoft, død af pest 20 år gammel. Frem til midten af maj blev "den store P" (for "død af pest") kun brugt nogle få gange, men så tog sygdommen sig op, og rasede heftigt til ud på efteråret. Da var også Worm død. Til sin søn Willum skrev han 22.juli 1654 om sygdommen at den var "heftig", dræbte i løbet af fire dage, og at sygdomsforløbet indebar mathed, kuldegysninger, bylder og til sidst sorte og gustne pletter i huden. [2]

Ole Worms museum

[redigér] Kilder/eksterne henvisninger

  1. ↑ http://da2.uib.no/audun/deieldste.htm
  2. ↑ Lise Gerda Knudsen: "Pesten er nu begyndt at hærge her", Personalhistorisk tidsskrift 2008:2, udgivet af Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Ole_Worm"
Personlige værktøjer