Guldhornene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kopier af guldhornene
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Guldhornene (flertydig).

Guldhornene var to horn fra germansk jernalder som i 1800-tallet blev et dansk nationalsymbol og et betydeligt symbol for den danske nationalromantik. De udgør emnet for Adam Oehlenschlägers digt af samme navn. Hornene blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i henholdsvis 1639 og 1734. I 1802 blev de stjålet og omsmeltet, men efter tegninger er der senere lavet kopier som blev udstillet på Nationalmuseet. Disse kopier blev stjålet fra en udstilling i Jelling den 17. september 2007 og genfundet. De er i dag udstillet på Nationalmuseet i København.

Fundhistorien[redigér | redigér wikikode]

Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Pigen Kirsten Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639, og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af husmand Erik Lassen. Begge horn blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Slesvig. Kirsten skrev et brev til kongen og modtog et skørt som findeløn, Erik afleverede det korte horn til greven på Schackenborg. Greven afleverede hornet til kongen, og via greven modtog Lassen 200 rigsdaler som belønning. Hornene blev dermed afleveret til kronen og blev opbevaret på Det kongelige Kunstkammer ved Christiansborg i Rigsarkivets nuværende bygning. Det lange horn skænkede Christian 4. til sin søn prins Christian ("den udvalgte prins", der døde før faderen), som brugte det til drikkehorn. Det var 75,8 centimeter målt i den ydre kurve. Mundingens diameter var 10,4 centimeter. Worm angiver hornets vægt uden den runde skrueknop, som Den udvalgte Prins fik tilføjet, til 3,1 kg; andre kilder siger 3,2 kg, hvad der kan være inklusive skruen.

Guldhornene vakte opsigt, og oldforskeren Ole Worm udgav allerede i 1641 en afhandling om det lange horn: De aureo cornu, hvor den ene af de to bevarede tegninger af guldhornene findes. Guldhornet blev også omtalt i det franske videnskabsakademis tidsskrift Journal des Savants i 1678. Det korte horn blev beskrevet i 1734 af arkivaren Joachim Richard Paulli. Det vejede 3,7 kg, selv om kun en del af hornet var bevaret. Paulli opgiver hverken længde eller diameter på hornet.

Tyverier[redigér | redigér wikikode]

De originale guldhorn stjæles og omsmeltes[redigér | redigér wikikode]

Ole Worms tegning af det største guldhorn, 1641.

Hornene blev stjålet om aftenen den 6. maj 1802 af Niels Heidenreich, en fattig guldsmed og urmager. Heidenreich brød ind ved hjælp af to nøgler: sin stuedørsnøgle og en anden nøgle, hvor han havde forlænget skaftet. Næste morgen blev tyveriet anmeldt, og tyven blev eftersøgt i medieraviser og skillingsviser. Dusøren for at angive tyven var 1000 rigsdaler samt fuld anonymitet.

Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm. Heidenreich havde under falsk navn solgt nogle pagoder, som Holm senere købte. Pagodeguldet var iblandet messing, hvilket Holm opdagede, og han meldte det til politiet. Heidenreich gik fri i første omgang, men Holm mistænkte ham stadig og overvågede ham sammen med nogle kolleger, bl.a. da Heidenreich skaffede sig af med møntstempler, som han kastede i Stadsgraven. Han havde da nyligt købt ejendommen Klareboderne 12 og havde hos sin søster deponeret et chatol med skjulte guldklumper.[1] Den 27. april 1803 blev Heidenreich endelig pågrebet, og den 30. april tilstod han tyveriet.

Desværre havde han på det tidspunkt for længst smeltet guldhornene om i sit køkken. Guldet blev brugt til fremstilling af smykker, skospænder og pagoder. Heidenreich blev dømt for tyveriet den 10. juni og sad i tugthus til 1840. Fire år senere døde han. Køberne af guldhornsguldet leverede det tilbage, hvorefter det blev smeltet om på den Kgl. Mønt. Dermed forsvandt guldhornsguldet endeligt – 6,9 kilo i alt. Muligvis er en lille rest af guldhorns-guldet bevaret i et par øreringe, som Heidenreich forærede sin nabo. Øreringene findes nu på museet i Ringe på Fyn. I 2004 fik Nationalmuseet foræret et lignende par øresmykker, der ifølge en familietradition er købt fra Heidenreich. Undersøgelser af smykkematerialet har vist, at materialet er det samme, som øreringene på museet i Ringe er lavet af, og stilmæssigt er der også ligheder.[2]

Efter tyveriet blev kopier af de to horn fremstillet ud fra tegninger og øjenvidnerberetninger som direktøren for Nationalmuseet Christian Jürgensen Thomsens erindringer om hornene. I 1970'erne blev en ny kopi udført af sølvsmed Folmer Dalum i hans nu nedlagte værksted på Australiensvej. Arbejdet tog ham syv år. I den nye udgave er hornene vredne.

Tyverier i nyere tid[redigér | redigér wikikode]

I 1993 blev Moesgård Museums kopier af guldhornene stjålet, men blev kort efter fundet i en skov ved Hasselager. Kopierne var dog så hårdt medtaget, at museet fik fremstillet nye kopier [3].

Mandag den 17. september 2007 blev 1800-talskopierne af guldhornene stjålet fra udstillingen 'Kongernes Jelling' i Jelling, hvortil de var udlånt fra Nationalmuseet. En ravbjørn og en guldhalsring blev også stjålet[4]. Oprindelig troede man at de såkaldte guldberlokker[2] – to øreringe fremstillet af guld fra de oprindelige guldhorn – også var blevet stjålet, men de blev fundet af politiet i montren efter tyveriet [5]. Om aftenen 18. september blev guldhornene og ravbjørnen fundet og bragt i politiets varetægt, hvorimod halsringen stadig var savnet [6]. Ved et pressemøde om formiddagen 19. september blev det oplyst, at to mænd og to kvinder, var anholdt i forbindelse med fundet af genstandene. Samme eftermiddag blev halsringen fundet i en grøft efter et anonymt tip.[7]. En 22-årig mand tilstod kort tid efter at have begået tyveriet sammen med en 25-årig. De to blev idømt hhv. 2 år og 2 år og 4 måneders fængsel for tyveriet.[8]

Krysings tegning af det mindre guldhorn.

Hornene som historisk kilde[redigér | redigér wikikode]

Hornene stammede fra den germanske jernalder i 400-tallet e.v.t., og det korte guldhorn bar under mundingsranden en runeindskrifturnordisk : Ek hlewagastir holtijar horna tawido

Der vides intet med sikkerhed om hornenes oprindelige anvendelse, men det ædle materiale og karakteren af udsmykningen tyder på, at de blev anvendt ved ritualer ved religiøse ceremonier. Om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke. Der fandtes på dette tidspunkt i Danmark importerede drikkehorn af glas med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78 cm langt eksempel på træblæsehornene fra 4-500-tallet e.kr. blev således fundet ved Holing ved Herning i 1993.

Motiverne på Guldhornene viser afbildninger af mennesker, dyr og fantasivæsener i flere opdelte paneler. Billederne kan knyttes til myter fra Middelhavsområdet såvel som til nordiske og måske keltiske myter, og har været udsat for talrige fortolkningsforsøg.

Inskriptionen[redigér | redigér wikikode]

Teksten på det korte horn »Ek HlewagastR HoltingaR horna tawiðo« har været tolket som "Jeg, Lægæst, Holts søn, skabte hornet" eller "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet", men der er sået tvivl om denne tolkning, idet nogle forskere hævder, at "Hlewagastir" ikke er et egennavn [9]

Hlewa betyder ifølge navneforskningens klassiske tolkning formentlig "ly". En senere tolkning går ud på, at dette skal fortolkes bredere, som "et sted, hvor der er ly", dvs. en lejr, hvor folket opholder sig.[10]. GastiR holtijaR findes i en række ordforbindelser, bl.a. i betydningen "den der passerer forbi". HlewagastiR holtijaR kan efter denne udlægning betyde jordens gæst om end en som søger ly er sandsynligere. Pointen er, at det ikke alene på grundlag af teksten kan afgøres, om Guldhornene fremstiller en folkelig ceremoni, en religiøs ceremoni eller et historisk "gæstebud".[11]

Holt betyder skov. Når det er blevet tolket som et egennavn, skyldes det opfattelsen af, at det er knyttet til første led, som er et egennavn. I overensstemmelse med sin udlægning af det religiøse motiv, fortolker Kværndrup 'skov' som 'helligtræet.' Imidlertid har urnordisk en systematisk anvendelse af ordet Ihwa for helligtræet. Det er derfor mere sandsynligt, at runeteksten henviser til den egentlige betydning af holt. Vi bemærker her, at skoven i folkevandringstiden er opholdsstedet for det truende, mørket, fjenden.[12]

Tawido kan have to betydninger."Gjorde" (skabte) eller "indviede til"[Kilde mangler].

Alt taget i betragtning er der sået tvivl om, at Hlewagast er navnet på guldsmeden. En fremstilling, som fastholder, at Hlewagastir sandsynligvis er et egennavn, foreslår, at det hentyder til den konge, som ofrede hornet. I så fald kan der være tale om Liutgast, folkevandringskongen i Danmark, der var "rig på guld" og som muligvis deltog i kampene mellem hunner, sakser og burgunder i 437.[13]

Uklarheden vedrørende tolkningerne skyldes nok de betingelser, som alle udlægninger af guldhornenes udsagnskraft er underlagt:

"Problemet har været, at filologisk metode har hentet videnskabsteoretisk næring i positivismen, hvorefter en tydning skulle være udtømmende, modsigelsesfri, simplest mulig og verificerbar ud fra andre kilder. Men oldtidskilder lader sig ikke tolke ud fra disse agtværdige læresætninger. De kræver indlevelse, fantasi og fornemmelse for den kultursammenhæng, de er levninger fra".[14]

Ovenstående tolkning er Finn Rasmussens egen, og den bakkes ikke op fra filologisk side. Fra et filologisk synspunkt kan Lægæst oversættes som Den berømte Gæst eller Den beskyttede Gæst, mens det diskuteres om holtijaR betyder Holts søn eller skovboen. Ordet tawido optræder i andre indskrifter, hvor det klart betyder gjorde, altså fremstillede.

Historikeren Dan Hemming mener i sin bog »Guldhornenes tale«, at der med Lægæst menes Liutgast, omtalt i midten af det 5. århundrede som en konge af Danmark, der skulle være "rig paa guld". Liutgast beskrives i det tyske heltedigt Nibelungenlied, nedskrevet omkring 1200, men indholdet går tilbage til folkevandringstiden i begyndelsen af vor tidsregning og beskrivelserne passer med andre kilder fra den tid. Sagnene kendes også fra Den Ældre Edda. Liutgast er lig med "Hlewagastir" da "H" falder bort i germansk sprog, Liutpold er samme som Leopold og betydningen af Lægæsts navn bliver derfor "Folkegæst". Lægæst var konge, hans folk daner og han boede antagelig i nærheden af guldhornenes fundsted i Sønderjylland. Danerne som folkestammer er ældre end navnet Danmark.

Billederne[redigér | redigér wikikode]

Billedtolkningen afhænger af tre afgørende spørgsmål:

  • Skal billedet læses som en sammenhængende beretning fra mundstykket og opefter?
  • beskriver det en ceremoni eller er det en fortælling?
  • Hvor i billedringene starter teksten?

De fleste standpunkter på disse spørgsmål underbygges gennem en tolkning af andre fund med mytologiske motiver.[15]

Historikeren Dan Hemming tolker Guldhornenes dyre- og fabelfigurer som en rituel offerhandling, hvor blandt andet en bueskytte skyder en hjort. Bueskytten er Hød og hjorten er Balder. Også Odin ses, men i en noget tidligere betydning, end den Odin vi normalt kender til fra vikingetiden. Det er værd at huske på, at vores "Onsdag", Odins dag, på fransk hedder "Mercredi", Merkurs dag. Odin skal altså sidestilles med Merkur, Hermes eller Thoth og følger således de døde til Dødsriget eller er Døden selv. Han er her også identisk med Hermod, der i sagnet om "Balders død" skulle hævne Balder, men Hermod kendes også som konge af Sønderjylland fra det engelske Beowulf-kvad. To krigere synes at vogter som "Sol" og "Måne" i et offerritual. Thor er afbildet som et trehovedet væsen med hammer i den ene hånd og en buk i den anden. Det onde, Loke, symboliseres som fisk – og naturligvis er misteltenen, som i følge sagnet dræber Balder, også afbildet.

På det korte guldhorn viser "tegneserien" i første ring Balders drøm om sin forestående død, i den anden skytten Hød der dræber Balder, i den tredje den levende og den døde og Hermod på vej til Hel efter Balder og i fjerde er Hermod fremme ved dødsriget. Resten af det korte guldhorn mangler desværre.

På det lange horn gengives i den første ring sagnet om Fenrisulven der bider Tyrs ene hånd af, den anden viser skytten Hød der skyder en hind. I den tredje ring er drabsscenen blevet til en ren offerhandling, hvor den dødes underliv er skåret op, så der kan spås af indvoldene – en handling der overgik krigsfanger ved juleblotet til minde om Balders død. I fjerde ring fortsætter uhyggelige scener med jætter, der vil overtage Jorden efter Balders død samt en væbnet og stærk mand, der ser ud til at bringe ordren. Den femte ring er uforståelig, med i den sjette vises livstræet (den franske lilje), to heste og en solstøtte – solen blev jo trukket af heste, som det blandt andet kendes til med Solvognen fra Trundholm Mose. I den sidste ring er dødsriget låst som billede på Tøkks svar: "Lad Hel beholde, hvad hun har".

Hornene som nationalt klenodie[redigér | redigér wikikode]

Kirsten Svendsdatter finder guldhornet af Niels Simonsen 1859
Harald Slott-Møller, Pigen, der finder guldhornet, 1906, Haderslev Museum.

Guldhornene blev berømte – ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem. Denne begivenhed gav ophav og navn til et af Danmarks mest berømte digte – "Guldhornene" af Adam Oehlenschläger, der begynder: De higer og søger i gamle Bøger..... Digtet blev skrevet umiddelbart efter, at hornene blev stjålet. En lille krølle på denne historie er, at Oehlenschläger faktisk kun boede få husnumre fra det sted, hvor Heidenreich boede, og hvor guldhornene i hemmelighed blev omsmeltet, mens digtet om dem blev forfattet. Se digtet (med faksimile af originaludgaven) i Kalliope. Sammesteds er der en tekstkritisk note. Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på "Danmarks glorværdige fortid" – godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt. De er blevet brugt i flere gruppers "markedsføring"

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Smidt og Winge: Hen over torv og gade (s. 169), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-25216-6
  2. 2,0 2,1 Nationalmuseet Guldberlokker af det oprindelige guldhornsguld
  3. jp.dk – Moesgaard udstiller guldhorn
  4. Guldhorns-tyve stjal flere museumsgenstande – Politiken.dk
  5. Tyve overså rester af guldhornene – Politiken.dk
  6. http://ekstrabladet.dk/112/article339059.ece
  7. TV 2 Krimi – Guldhorn: Fire personer anholdt
  8. http://ekstrabladet.dk/112/article371287.ece
  9. Rasmussen, Finn (1990), s. 252
  10. Kværndrup (1988), s. 31
  11. Kværndrup (1988)
  12. Kværndrup (1988), p.31
  13. Finn Rasmussen (1990)
  14. Sigurd Kværndrup (1988), p. 29
  15. Finn Rasmussen (1990) p. 252f