Pangermanisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Germania, malet 1848 af Philipp Veit

Pangermanisme (tysk: Pangermanismus eller Alldeutsche Bewegung) var en politisk rørelse i det 19. århundrede med det sigte at forene alle tysktalende befolkningsgrupper (såkaldte "etniske tyskere", tysk: Volksdeutsche), i Europa[1].

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Pangermanismen har sin oprindelse i begyndelsen af 1800-tallet og tog form under indtryk af Napoleonskrigene. Rørelsen var inspireret af den nationale rørelse, der opstod i Frankrig under den franske revolution. Disse nationaltsindede rørelser truede de gamle europæiske imperier med opløsning. Mange sprogligt nationale grupper i Mellem- og Østeuropa havde været delt mellem flere statsdannelser, blandt andet under ledelse af monarkierne Romanov og Habsburg. Tyskerne havde desuden været delt religiøst siden reformationen, da det Tysk-Romerske Rige var blevet sammenstykket af et stort antal større og mindre, mere eller mindre selvstændige, fyrstedømmer. Den nye rørelse, ledet af folk som Johann Tillmann fra Østpreussen, havde som mål at forene alle tysktalende i en statsdannelse.

Preussen, Østrig og nationalismen[redigér | redigér wikikode]

I 1860'erne var det preussiske og det østrigske kejserrige de to mest magtfulde stater i Europa, begge ledet af tysksprogede eliter. Begge søgte at udvide deres indflydelse og territorier. Det østrigske imperium var lige som det preussiske imperium en multietnisk stat, hvor de tysktalende folk ikke alle steder var i flertal[2]. Inden for Østrig-Ungarn var der en voksende national bevidsthed blandt ungarer, tjekker og slovakker. Da det tyske imperium (Zweite Reich) blev erklæret i 1871 med kejser Wilhelm 1. som statsligt overhoved over de tysksprogede stater, blev millioner af ikketyskeres bestræbelser på at danne egne nationalstater tilsidesat.

Mange østrigere, der opfattede sig selv som efterkommere af indvandrere fra Bayern, ønskede det østrig-ungarnske imperiums opløsning og en forening af de tysksprogede områder med det nye tyske rige.

Tiden efter 1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Efter nederlaget i 1. verdenskrig mistede den tysksprogede elite meget af sin hidtidige betydning og magt. Begge de gamle tysksprogede imperier blev sprængt: Preussen-Tyskland slap med mindre beskæringer, blandt andet stemte sønderjyderne i den nordlige del af Sønderjylland sig ved en folkeafstemning hjem til Danmark (hvorimod sønderjyderne i Sydslesvig aldrig fik denne mulighed). Rump-Østrig, der i udstrækning nogenlunde svarede til de tysksprogede dele af Østrig-Ungarn (en deling helt efter sprog var ikke mulig på grund af flere flersprogede områder og sproglige enklaver blandet mellem hinanden), tog demonstrativt navnet "Tyskøstrig" (tysk: Deutschösterreich) og stemte med et overvældende flertal for en forening med Tyskland, men både navnet Tyskøstrig og genforeningen med Tyskland blev forhindret af de sejrende magter[3]. Volgatyskere, der boede i Sovjetunionen, blev sendt til Gulag eller tvangsforflyttet under 2. verdenskrig.

Heim ins Reich-politikken ("hjem til riget") var under mellemkrigstiden en politik formuleret af nazisterne for at overbevise folk af tysk afstamning og boende uden for Tyskland (blandt andet i Sudeterlandet) om, at de burde stræbe efter at bringe disse områder "hjem" til et større Tyskland. Dette var en politik, som mødte en forholdsvis stor tilslutning også blandt ikke-nazistiske tysktalende befolkningsgrupper og som mødte en vis forståelse blandt andre statsledere, hvoraf en del så denne politik som et middel til at sikre egne folke- og områdesammenslutninger (Polen, Ungarn) eller til at opnå selvstændighed fra statsdannelser, der ikke modsvarede nationale enheder (slovakkerne i Tjekkoslovakiet, kroaterne i Jugoslavien). Den 13. januar 1935 stemte befolkningen i Rhinlandet for en tilbagevenden til Tyskland, den 15. september 1938 blev Østrig tvunget til en sammenslutning med Tyskland og en afstemning om at bevare landets selvstændighed afløst i sidste øjeblik af Hitler, der frygtede udfaldet[4]. Den 1. oktober 1938 blev Sudeterlandet tvangsindlemmet i Tyskland[4], og den 16. marts 1939 blev Bøhmen omdannet til et tysk protektorat (til trods for den tjekkiske befolknings massive flertal); den 23. marts 1939 måtte Litauen afstå Memel (Klaipeda-området) til Østpreussen[5]. Da Hitler indledte en delvis besættelse af Polen den 1. september 1939, udløste det en krigserklæring fra Storbritannien, der videreudviklede sig til 2. verdenskrig.

Efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Nederlaget i 2. verdenskrig førte til et kraftigt tilbageslag for pangermanismen. Forklaringen var udover selve nederlaget, at de tyskere i Mellem- og Østeuropa, der ikke var flygtet vestpå under den sovjetiske besættelse i 1945, blev tvangsfordrevet og Tyskland og Østrig endnu en gang opdelt, først i form af 4 besættelseszoner: en amerikansk, en engelsk, en fransk og en russisk, derefter blev Tyskland delt i Vesttyskland og Østtyskland, mens de østlige områder af det gamle tyske rige blev overdraget Polen; Østrig blev selvstændigt igen i 1955 som neutralt land. Efter Tysklands genforening i 1990 har pangermanismen imidlertid atter oplevet et genopsving. Mange tvangsfordrevne tyskere ønsker at vende tilbage til de gamle østområder og en del håber på genskabelsen af en ny tysk statsenhed.

I Østrig er det kun enkelte grupper, der ønsker en forening med Tyskland, repræsenteret ved Frihedspartiet i Østrig (FPÖ), der blev grundlagt i 1955 og som oplevede et opsving under den populære politiker Jörg Haider. Men selv om der er kredse i FPÖ, der har forbindelse med det pangermanske "Studentenverbindungen", er den gamle pangermanske fløj i mindretal i dag og er ikke en del af partiets politik, da den ikke har tilslutning i den østrigske befolkning. En af forklaringerne hertil er, at østrigerne som katolikker (modsat protestantismen i det nordlige Tyskland) har udviklet en vis stolthed over og selvbevidsthed om dets historie, herunder tiden under det habsburgske styre.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jörgen Bast: Två Krig – Men inte ett Skott; Dagens Böcker AB, Lund 1940
  • Fritz Henriksson: Från det moderna Tyskland; Alb. Bonniers Bocktryckeri, Stockholm 1901
  • Graham Hutton: Donau – Europas skæbne; H. Hagerup, København 1939
  • Alfred Jensen: Habsburg. Några Minnen och Studier; Alb. Bonniers Bocktryckeri, Stockholm 1899
  • Hermann Kinder, Werner Hilgemann: dtv-Atlas Weltgeschichte von Anfängen bis zur Gegenwart; Deutscher Taschenbuch Verlag GmbH&Co.KG.; München 2000

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Salmonsen
  2. Kinder, Hilgemann, s. 356
  3. Kinder, Hilgemann, s. 434
  4. 4,0 4,1 Bast
  5. Kinder, Hilgemann, s. 474

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]