Parchim-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Parchim-klassen
(Indonesien: Kapitan Patimura-klassen)
SutediSenoputra1994.jpg
Klasse oversigt
Type Korvet
Tidligere bruger(e) Naval Ensign of the Soviet Union.svg Vojenno-Morskoj Flot SSSR
Flag of warships of VM (East Germany).svg Volksmarine
Naval Ensign of Germany.svg Deutsche Marine
Bruger(e) Naval Ensign of Russia.svg Vojenno-Morskoj Flot Rossojskoj Federatsii‎
Flag of Indonesia.svg Indonesiens flåde
Versioner Parchim I (Indonesien)
Parchim II (Rusland) 
Værft Peene-Werft, Wolgast (Tyskland)
Byggeperiode 1980-1989
Byggede enheder 28
Operative enheder 21-23 
Udgåede enheder
Tekniske data
Specifikationerne
gælder for
Parchim II
Deplacement 960 tons (fuldt lastet)
Længde 75,20 meter
Bredde 9,80 meter
Dybgang 4,40 meter
Fremdrift 3× Type M 504A dieselmotor (10.812 Hk)
Fart 26 knob
Rækkevidde 2.500 sømil (ved 12 knob)
Udholdenhed 10 dage
Besætning 70 mand
Sensorpakke 1× Cross Dome varslingsradar
1× TSR 333 (eller Nayala/Kivach III) navigationsradar
1× Bass Tilt ildledelsesradar
1× Bull Horn sonar
1× Lamb Tail VDS
2× Watch Dog ESM-system
Soft kill-udstyr 2× PK 16 chaff-system
Artilleri 1× 76 mm kanon
1× 30 mm maskinkanon
Missiler SA-N-5 Grail systemer 
Torpedoer 4× 533 mm torpedorør 
Dybdebomber 2× RBU 6000 antiubådsraketter
10× dybdebomber
Miner Op til 60 miner

Parchim-klassen (Sovjetisk betegnelse: Projekt 133) blev udviklet til den Østtyske flåde i slutningen af 1970'erne og bygget af Peene-Werft i Wolgast i Østtyskland. Skibene blev designet til kystnær antiubådskrigsførelse. I tilfælde af en fuld krig mellem NATO og Warszawapagten var deres hovedopgave neutraliseringen af de små tyske type 206 samt de danske og norske Tumleren/Kobben-klasse undervandsbåde. Det første skib Wismar (senere solgt til Indonesien og omdøbt til Sutanto), blev søsat den 9. april 1981 i Rostock. Denne båd blev efterfulgt af yderligere 15 søsterskibe frem til 1986. For at støtte produktionen økonomisk besluttede Sovjetunionen at indkøbe yderligere 12 skibe af klassen som blev leveret mellem 1986 og 1990.

Skibene benyttet af Sovjetunionens flåde blev benævnt Parchim II-klassen af NATO. Selvom skibenes inden for antiubådskrigsførelse var ganske kapable havde Sovjetunionen udviklet sin egen, bedre, primære kystnære antiubådsklasse (Grisha-klassen) som gjorde købet af de 12 skibe af Parchim-klassen ganske overflødige. Efter Tysklands genforening blev de tidligere østtyske enheder solgt til den indonesiske flåde i 1993. Den indonesiske flåde foretog omfattende istandsættelser og opgraderinger som kostede næsten lige så meget som selve anskaffelsen. Skibene er stadig i tjeneste, både i den indonesiske og russiske flåde.

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Parchim-klassen blev bygget som erstatning for Volksmarinens forældede HAI III-klasse ubådsjagere. På grund af deres deplacement på over 800 tons fuldt lastet var de i stand til at forlade kystnære farvand, selv i hårdt vejr. Fremdrivningen består af tre sovjetiskproducerede M504 56-cylindrede dieselmotorer, en videreudvikling af M503 dieselmotoren. Den midterste motor drev en "variable pitch-propel" til forlægning, mens de to andre motorer med faste propeller benyttes når skibet behøver høj fart. I alt producerede de tre motorer 14.250 Hk. Skibene blev bygget i rustfrit stål og består af ti vandtætte sektioner.

Våbensystemer og sensorer[redigér | redigér wikikode]

Luftforsvar[redigér | redigér wikikode]

Til luftforsvar var den første version udstyret med en dobbeltløbet AK-230 30 millimeter kanon og samt en dobbeltløbet AK-725 57 mm kanon. AK-725 er en antiluftskytskanon og er styret af ESP-72 ildledelsessystemet som modtager pejlinger og afstande fra en MR103 (NATO-rapporteringsnavn 'MUFF COB') radar. MR103 har en 1,3 meter bred radarantenne med et tilhørende videokamera i tilfælde af nedbrud eller voldsom ECM. 57 millimeter kanonerne var vandkølede og bæltefødet med et bælte på maksimalt 550 skud – dog skulle det første skud lades manuelt. I nødstilfælde kunne kanonerne styres manuelt fra et optisk ildlelsessystem. MR103 radarsystemet, allerede forældet da Parchim-klassen blev udviklet, benyttede teknologi fra 1950'erne opbygget omkring elektromekaniske systemer og vakuumrør. Som et resultat heraf opgav man at installere CIWS eller avancerede missilsystemer.

AK-230 maskinkanonerne er fuldautomatiske, stabiliserede, dobbeltløbede, vandkølede maskinkanoner med fire kamre. Kanonerne har en skudkadence på 1.000 skud i minuttet og havde to ammunitionsbælter på hver 500 skud.

Klassen var desuden udstyret med SA-N-5 (SA-7 Grail eller Strela II) MANPAD-positioner om bord på Parchim-klassen. Fraværet af et effektivt radarstyret missilsystem betyder at Parchim-klassen ikke er særligt godt beskyttet mod fjendtlige antiskibsmissiler. Dette var en stor begrænsning og begrænsede dermed klassens operationsområde til områder der var under venlig luftkontrol.

Luftvarslingsradaren på den første version var en (NATO-rapporteringsnavn) Strut Curve-radar. Til elektronisk krigsførelse var skibene ganske spartansk udstyret og bestod af en IFF (Identification Friend or Foe) transmitter og reciever samt et "ELOKA" ESM-system forbundet til et dobbelt 16-kanistret Chaff-system. Alt i alt var skibenes luftforsvar – eller mangel på samme, en betydelig begrænsende faktor for Parchim-klassen.

Antiubådskrigsførelse[redigér | redigér wikikode]

En af klassens forbedringer i forhold til forgængeren HAI III-klassen er et nyt sonarsystem. Systemet består af en skrogmonteret sonar samt en Variable Depth Sonar (VDS). En svaghed ved den gamle HAI III-klasse var den manglende evne til at "se" igennem springlag. Mens lyd bevæger sig formidabelt i vand med en ensartet temperatur kan selv en ganske lille temperaturændring have stor (både negativ og positiv) indflydelse på lydens udbredelse. Især i de tidlige sommermåneder i Østersøen forekommer disse springlag ganske ofte. En løsning var at bruge en VDS der kort fortalt er en sonar sat fast på et langt kabel. Ved at bruge en VDS kan man føre en sensor ned under springlaget og dermed fjerne ubådens mulighed for at gemme sig derunder.

Parchim-klassen blev udrustet med forskellige antiubådsvåben. De fire 400 mm torpedorør (Parchim II blev udrustet med 533 mm) kunne lades med trådstyrede torpedoer eller torpedoer med akustiske søgehoveder. Dette gav klassen et præcisionsvåben mod ubåde. De to RBU-6000 antiubådsraketsystemer kan skabe en barriere mellem skibet og ubåde, torpedoer elller frømænd. Selvom dette våbensystem var relativt usofistikeret efter vestlige standarder viste systemet sig effektivt og blev benyttet på mange mindre og middelstore orlogsskibe. Systemet består af tolv rør til raketter udstyret med en kraftig dybdebombe. Raketternes mål bliver indstillet blot ved at ændre vinklen på affyringssystemet. Systemet kan ændre sin vertikale affyringsvinkel mellem -15° og +60°, og kan drejes 180° horisontalt for således at dække hver sin side af skibet. Rækkevidden er mellem 350 meter og 6.000 meter og kan nå dybder på ned til 500 meter. Raketterne, RGB-60, vejer 110 kg, hvoraf de 25 kg er et højeksplosivt sprænghoved. Systemet bliver automatisk genopladet fra et magasin under systemet ved at pege systemet lodret op. Systemet kan medbringe op til 96 raketter. Hele systemet bliver styret fra Burya-ildledelsessystemet. RBU-6000 kan også benyttes til kystbombardementer. Parchim-klassen kan også smide regulære dybdebomber der er noget kraftigere end RBU-6000 systemet samt transportere og lægge op til 60 miner.

Overblik[redigér | redigér wikikode]

Alt i alt var Parchim-klassen i stand til at løfte sin opgave, hovedsageligt at jagte og nedkæmpe fjendtlig ubåde i kystnært farvand. Den næsten totale mangel på offensive og defensive våben med undtagelse af antiubådsvåben, afspejles i Volksmarinens doktrin for klassen, som anser Koni-klassen der er udrustet med det radarstyrede SA-N-4 som hjørnestenen i flådens luftforsvar. Med andre ord var Parchim-klassen afhængig af Koni-klassens beskyttelse hvis man vil gøre sig forhåbning om at overleve en moderne søkrig. Men som Østtysklands største krigsskibsprojekt var Parchim-klassen virkelig Höhepunkt des DDR-Kampfschiffbaus.

Skibe i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pnt. Navn Tidligere navn Søsat Indgået Skæbne
Parchim I
377 Sutanto Wismar 1981 1995 (Indonesien) I tjeneste
378 Sutedi Senpoputra Parchim 1981 1994 (Indonesien) I tjeneste
379 Wiratno Perleberg 1981 1994 (Indonesien) I tjeneste
380 Memet Sastrawiria Bützow 1981 1995 (Indonesien) I tjeneste
375 Tjut Nya Dhien Lübz 1982 1994 (Indonesien) I tjeneste
376 Sultan Thaha Syaifuddin Bad Doberan 1982 1995 (Indonesien) I tjeneste
382 Hasan Basry Güstrow 1982 1996 (Indonesien) I tjeneste
373 Nuku Waren 1982 1993 (Indonesien) I tjeneste
371 Kapitan Patimura Prenzlau 1983 1993 (Indonesien) I tjeneste
384 Pati Unus Ludwigslust 1983 1995 (Indonesien) I tjeneste
372 Untung Suropati Ribnitz-Damgarten 1983 1993 (Indonesien) I tjeneste
383 Iman Bonjol Teterow 1984 1994 (Indonesien) I tjeneste
385 Teuku Umar Grevesmühlen 1984 1996 (Indonesien) I tjeneste
386 Silas Papare Gadebusch 1984 1996 (Indonesien) I tjeneste
374 Lambung Mangkurat Angermünde 1984 1994 (Indonesien) I tjeneste
381 Tjiptadi Bergen 1985 1996 (Indonesien) I tjeneste
Parchim II
304 Urengoij MPK-192 1985 1986 I tjeneste
311 Kazanets MPK-205 1985 1986 I tjeneste
301 - MPK-67 1986 1987 Udgået 2005
308 Zelenodolsk MPK-99 1986 1987 I tjeneste
245 - MPK-105 1986 1988 Ukendt
226 - MPK-213 1987 1988 Udgået 2004
258 - MPK-216 1987 1988 Udgået 2005
209 - MPK-219 1987 1988 Udgået 2002
218 Alexin MPK-224 1988 1989 I tjeneste
243 - MPK-227 1988 1989 Ukendt
244 Bashkortostan MPK-228 1988 1989 Udgået 2010
232 Kalmykija MPK-229 1989 1990 I tjeneste

Indonesien[redigér | redigér wikikode]

De 16 skibe fra Østtyskland blev købt af Indonesien i 1992 for en pris på 12,7 millioner amerikanske dollar i en handel der blev arrangeret af den daværende indonesiske vicepræsident Jusuf Habibie. Salget fra Volksmarinen inkluderede desuden 14 landgangsfartøjer af Frosch-klassen samt 9 minestrygere af Kondor-klassen. Parchim-klassen, nu kendt som Kapitan Patimura-klassen fik en betydelig renovation der omfattede blandt andet udskiftning af klimaanlæg og hovedmotor.

Dieselmotor Hestekraft Pennantnummer
Deutz TBD 620 V16 6.000 Hk (4,5 MW) 372, 373, 374, 377, 378 og 381
MTU 16V 4000 M 90 7.300 Hk (5,4 MW) 371, 379, 380, 382, 383 og 386
Caterpillar 3516B 5.200 Hk (3,9 MW) 355, 376, 384 og 385

Rusland[redigér | redigér wikikode]

  • Rusland overtog i alt 12 skibe af Parchim II-versionen hvoraf de 5 er i tjeneste, fire er udgået og tre har en ukendt status. Alle skibene er underlagt den russiske Østersøflåde og hører hjemme i henholdsvis Kronstadt og Baltijsk.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]