Undervandsbåd

USS Grayling i 1909

En undervandsbåd (U-båd) er en båd designet til at kunne dykke og sejle under vandoverfladen. Undervandsbåde findes i mange typer og bruges i dag til både militære og videnskabelige formål.

De første meget primitive undervandsbåde så allerede dagens lys i 1600-tallet, men der skulle gå lang tid, inden de for alvor kom i brug. De fleste, hvis ikke alle, forsøg på at lave undervandsbåde i de næste par hundrede år havde militære formål. Det var dog først under 1. og 2. verdenskrig den for alvor fik indflydelse på krigens udvikling.

Under den kolde krig udviklede USA og Sovjetunionen begge atomubåde, der havde en atomreaktorkerne, som var ubådens energikilde. Dette var et stort skridt frem, da ubåden ikke behøvede at gå i overfladen for at få luft som tidligere dieseldrevne ubåde blev nødt til.

Ubåden bruges f.eks. som et krigsredskab til søs, til udforskning af de dybe have samt ture for turister. Afhængigt af ubådsmodellen kan en ubåd nå ned til en dybde, der svinger mellem et par hundrede meter til ca. 11 000 meter. Den tid en ubåde kan holde sig under vand er også varierende for de forskellige modeller, men er ofte mellem nogle timer og flere måneder.

Opfindelse af ubåden

Der har været mange forsøg på at lave en mere eller mindre funktionel ubåd. Alexander den store og kineserne skulle efter sigende have foretaget forsøg med ubåds-lignende opfindelser allerede før Kristi fødsel. En af de første videnskabelige beretninger forekom i 1578, hvor William Bourne udgav en bog, der beskrev principperne for en ubåd. Samme år havde Dronning Elizabeth I planer om et fartøj med ballast-tanke, der gør det muligt for ubåden at dykke, men ubåden kunne ikke drives, eftersom motorkraft ikke var opfundet og muskelkraft ikke var tilstrækkeligt. Den første rigtigt funktionelle ubåd blev bygget af en hollænder ved navn Cornelius van Drebbel i 1620. Hans ubåd bestod af en 15-mands robåd, hvorpå han havde monteret en top lavet af vandafvisende dyrehud. Den blev drevet af muskelkraft, idet der kunne føres årer gennem vandtætte åregafler. Desuden blev ubåden forsynet med ilt via et snorkelsystem. Det siges, at ubåden kunne forblive neddykket i 5 meters dybde i flere timer. Allerede i 1653 så man nye muligheder for anvendelse af ubåden, og den første bevæbnede ubåd blev konstrueret. Ubåden besad sprængstofspyd , men da den skulle testes, svigtede apparaturet. Derefter har mange andre bidraget til videreudviklingen af ubåden.

Anvendelse af ubåden

Som tidligere nævnt blev ubåden opfundet, fordi mennesket ønskede at kunne færdes under vandet, men inden længde tog det en krigerisk drejning. I 1920’erne fik amerikanerne interesse i at udforske havets dybder, og William Beebe og Otis Barton begyndte at konstruere en batysfære, som er en stålkugle, der sænkes ned i dybet fra et skib. Batysfæren fik sin første tur i 1930 ud for Bermuda, men det viste sig at den var utæt. Efterhånden som man var i stand til at dykke dybere og dybere ned i havet, kunne man samtidig undersøge flere og flere skibsvrag såsom Titanic. Derudover bliver ubåden i dag brugt til turisme, idet man kan få unikke oplevelser i havet. I fremtiden håber man på at kunne bruge ubåde til minedrift på havbunden, idet der findes mange sjældne metaller dernede. Disse metaller bruges f.eks. til batterier og kraftige magneter. Forskere håber på at kunne bruge fjernstyrede ubåde til udforskning af en af Jupiters måner, som muligvis indeholder vand, samt andre planter, som man mistænker for at indeholde store områder med vand. Inden for lægevidenskaben håber man også på at kunne bruge ubåden. Her skal den kunne færdes gennem menneskets blodårer og bekæmpe syge celler.

Dykning

Ubåde har såkaldte ballasttanke på siderne, som gør ubåden i stand til at dykke. Når ubåden sejler på vandoverfladen, er tankene fyldt med luft. Luften kan trænge ud gennem ventiler på toppen af tankene, og samtidig vil vand trænge ind gennem ventiler på bunden. Man kan på denne måde justere, hvor langt ned ubåden skal dykke – jo mere vand i tankene, jo dybere dykker ubåden. Vand er tungere end luft, så når tankene fyldes med vand, stiger ubådens masse, og dermed stiger tyngdekraften på ubåden. Når tyngdekraften bliver større end opdriften, dykker ubåden. Når ubåden skal op til overfladen igen, lukkes luft ud i tankene, og vandet presses dermed ud.

Drivkraften

I begyndelsen brugte man muskelkraft til at drive ubåden fremad, og først da forbrændingsmotoren blev opfundet, og man kombinerede denne med et batteri, blev muskelkraften udskiftet. Inden forbrændingsmotoren havde man prøvet at bruge dampmaskiner og elektromotorer som drivkraft – men uden den store succes. En ubåd med kombinationen af en dieselmotor og et batteri kunne skifte mellem sine drivkræfter, så den brugte sin dieselmotor, når den skal sejle hurtigt, og et elektromotorsystem, når den skulle bevæge sig langsomt og stille fremad. Den første atomdrevne ubåd blev søsat i 1954. Atomreaktoren udskiller varme, som bliver brugt til opvarmning af vand, så det damper. Dampen driver en turbine, der drejer ubådens drivskrue. Samtidig forsyner atomkraften også elektriciteten, idet dampen også driver ubådens turbogeneratorer. Da ubåden fik denne drivkraft, kunne den holde sig under vand i månedsvis, idet den blev uafhængig af brændstof, som ubåden var nødt til at få tanket op en gang imellem.

Navigation af ubåden

Gennem tiden har ubåde haft flere forskellige metoder til beregning af positionen, for derefter at navigere videre. Man har bl.a. brugt sekstanten til måling af vinkler mellem horisonten og et himmellegeme, som derefter blev omregnet til linjer i søkortet. Sekstanten bruges ikke længere i dag, men søkortet bliver stadig brugt. I dag bruger man korte ultralydssignaler, som udsendes fra ubåden og sendes tilbage, når de f.eks. har ramt havbunden. Ubåde sender disse signaler fra alle sider med forskellige frekvenser, så modtagerne kan kende forskel. Man kan også beregne positionen ved at måle hastighed og kurs hele tiden. Man holder øje med kursen vha. et gyrokompas, og hastighed beregnes ud fra den målte acceleration ud fra et accelerometer. Derudover kan man navigere ud fra terrænet, idet sten og havbundens typografi og mønstre varierer fra sted til sted. Ubåde kan ikke benytte sig af satellitter, eftersom radiobølger dæmpes meget i vand.

Militært brug

Ubåden i krig

I begyndelsen var ubåde kun forsynede med torpedoer, men i verdenskrigene var dette ikke nok, da de kun havde et begrænset antal. Derfor havde ubåde også kanoner, som blev brugt til at sænke fjendtlige skibe – eventuelt efter at have beskudt skibet med én torpedo først. Kanonen blev dog kasseret, da rækkevidden for torpedoerne blev længere, og træfsikkerheden steg. Under den kolde krig var nogle ubåde forsynede med atommissiler, da de skulle være klar, hvis fjenden tog det første skridt. Efter den kolde krig blev atommissilerne udskiftet med andre missiler såsom ballistiske missiler og tomahawk-krydsermissiler, da der ikke længere var behov for at frygte fjendens angreb.

Ubådens brug igennem historien

Ubåden har spillet en stor rolle i krige, og især Tyskland har gjort brug af dem. I begge verdenskrige har ubåden været Tysklands store fordel, og disse var årsag til frygt for de allierede – især England. I første verdenskrig havde England lagt en handelsblokade om Tyskland. Dette medførte at Tyskland satte ubåde i Atlanterhavet og Nordsøen for at sænke handelsskibe i håb om, at England ville sulte. I starten havde ubåden stor succes, da der for hver tyske ubåd gik 50 allierede fartøjer tabt. Deres succes fik ende i 1917 da H2-minen blev opfundet, og yderligere da handelsskibe i 1918 blev eskorterede af britiske destroyere. I anden verdenskrig prøvede Tyskland på ikke at provokere England til at træde ind i krigen ved at lade dem herske på havet. Da de alligevel trådte ind i krigen, var Tyskland klar over, at de ikke kunne hamle op med den engelske flåde i en traditionel flådekrig. Derfor fokuserede de igen på ubådene, som primært igen blev brugt til at sænke engelske handelsskibe med. Hvis ubåden ikke var blevet opfundet ville krigene have taget en anden drejning – til de allieredes fordel. Især i første verdenskrig holdt ubåden liv i håbet om en sejr for tyskerne, så hvis den ikke var opfundet, ville krigen nok være sluttet hurtigere. Tyskerne ville nok have været mere villige til at give op, eftersom englænderne blokerede for al transport, og tyskerne ikke havde mulighed for at gøre gengæld eller bekæmpe den. I anden verdenskrig havde Tyskland ikke en chance mod den engelske flåde, og hvis ikke ubåden var opfundet, ville de ikke have mulighed for at snige sig op på de allieredes skibe og sænke dem ved et overraskelsesangreb. Uden ubåden ville anden verdenskrig nok ligeledes være sluttet hurtigere end den egentlig gjorde. Derudover ville vi ikke være i stand til at udforske havets dybder uden ubåden.

Fordele og ulemper

Fordelene ved ubåde under krig er, at de ikke kan spottes af fjenden på længere afstand, og det er derfor muligt at lave overraskelsesangreb, som tyskerne gjorde mod englænderne i første og anden verdenskrig. Desuden kan de affyre missiler mod deres mål fra mange kilometers afstand. Affyring af missiler fra ubåde frem for platforme har den fordel, at lokaliseringen ikke er den samme hele tiden, da ubåde kan bevæge sig frit. Derudover har ubåde gjort det muligt at udforske havbunden og dens indhold. En eventuel minedrift kunne også være mulig, men der er behov for udvikling inden for dette område, inden det kan betale sig. Ulemperne er at besætningen er i stor fare til trods for de sikkerhedsforanstaltninger en ubåd har, når ubåden færdes under havet. Bliver ubåden f.eks. ramt af et fjendtligt skib, har besætningen ikke stor chance for at overleve. Derudover er der ikke meget plads på en ubåd, så det er nok anstrengende at færdes på en ubåd i længere tid ad gangen.

Artikler om kendte ubåde

• A-2 (Undervandsbåd) – en norsk ubåd fra 2. verdenskrig
• Das Boot – en film om den tyske ubåd U-96 under 2. verdenskrig
• U-96 – ovennævnte ubåd
• U 20 – Ubåden der sænkede bl.a. RMS Lusitania i 1915.

Ekstern kilde/henvisning

• Ing.dk: Cement-ubåde kan blive en realitet Ubåde bygget af cement vil være billigere, kunne dykke dybere og transportere mere gods end ubåde med skrog af metal.
• Artikel: Portugal modtager ny ubåd i Kiel.
• Om tyske ubåde under 1. verdenskrig
• Hvordan holder man luften ren i ubåde? Illustreret Videnskab
• Lipsky, Florian og Lipsky, Stefan: U-både fra alverdens lande (Billesø & Baltzer, Værløse 2006)
• Mallard, Neil: Undervandsbåde (Flachs, Holte 2004)
• Tall, Jeff: Bogen om ubåde (CDR forlag 1998)
• West, David og Pang, Alex: Gå på opdagelse i moderne ubåde og krigsskibe (Bogfabrikken Fakta, Frederiksberg 2010)

Se også

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Submarines" på Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

• Transport