Riffel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Krag-Jørgensen Karabin M/1912

En riffel er et gevær med riffelgang i løbet ( der indvendigt er forsynet med langsgående riller med svag skruning). Formålet med en riffelgang er at give projektilet en rotation. Den giver større træfsikkerhed.

Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

man har kendt til rifler siden det 15. århundrede. Riflen blev opfundet, fordi sortkrudt brændte meget urent, så løbene blev tilsmudset og efterhånden mindre og mindre anvendelige. Efterhånden fik bøssemagere ideen til at skære lange riller i løbene, som fungerede som en slags render til krudtslammet. En formenlig tysk bøssemager fik ideen til at lave rillerne spiralformede, så de derved kunne tage mere krudtslam. Da viste det sig, at disse spiralformede riller, fik kuglen til at rotere og flyve mere stabilt. I begyndelsen blev rifler primært brugt til jagt og sportsskydning, da kuglen skulle presses ind i riffelgangen under ladningen og derfor tog 3,5 gange længere tid at lade end de glatløbede musketter. Derfor fik rifler meget lidt, og måske ingen militær anvendelse, før sidst i det 18. århundreder. Første gang rifler fik betydning på slagmarken var under den amerikanske uafhængighedskrig, da militser anvendte Kentucky rifflen mod briterne. Men i den kontinentale - og den britiske kolonihær - var henholdsvis Charleville musketten og den britiske Long Land Pattern Musket (kendt som Brown Bess) de primære våben.

I begyndelsen af det 19. århundrede og især under napoleonskrigene oprettede mange europæiske nationer særlige riffelkorps, til at beskyde fjenden fra flankerne, på afstande op til 300 m - dog spillede de glatløbede musketter stadig den største rolle i infanteritræfinger.

Først i løbet af 1840'erne begyndte eksperimenter med nye projektilformer. Nu begyndte rifler så småt at blive det primære infanterivåben. Dels skyldes denne udskiftning udviklingen, dels forbedringen af minié- projektilet. Fordelen ved det var, at det havde en tilspidset aerodynamisk form og en udhulet base. Projektilet kunne nu være smallere end løbet, så man nu kunne lade en riffel lige så hurtigt som en glatløbet musket.

Det skyldtes at den udhulede base blev trykket ud i løbet af eksplosions-trykket under affyringen.

I midten af det 19. århundrede begyndte opfindere og bøssemagere at udvikle gradvist mere effektive bagladerriffler.

En milepæl inden for våbenteknologi var Johan Nikolai von Dreyses tændnålsgevær, som var den første egentlige boltaction??? riffel. Den havde et bundstykke med et håndtag på siden, der i lukket tilstand stod i en ca. 45 graders vinkel, og låst bag en "notch"??? udskæring i løbet. Ved ladning blev håndtaget manipuleret til 90 grader og trukket tilbage, hvilket spændte en nåle-agtig slagstift. Derpå anbragtes en papirpatron i kammeret, og bolten blev lukket og låst.

I løbet af 1860'erne blev de første effektive repetérrifler udviklet, herunder Spencer riflen og Henry riflen (forløberen til den ikoniske Winchester leveraction riffel).

De havde dog de ulemper at de dels ikke var velegnede til skydning i liggende position, p.g.a håndtaget der skulle manipuleres nedad, dels at (primært Henry rifflen) ikke kunne tage særligt kraftige patroner, p.g.a den svage lås. Det medførte at langt de fleste militærnationer primært var bevæbnet med enkeltsskuds rifler, indtil der blev udviklet mere effektive magazinboltaction???? rifler i løbet af 1870'erne og 80´erne.

de mest kendte er:

USA: Div. Springfield trapdoor riffler.

Storbritanien: Enfield snider rifflen, Martini Henry Rifflen

Frankrig: Chassepot Mle 1866

Tyskland: Dreyse M41, Mauser G/71

I løbet af 1880´'erne og 90'erne gjorde især Enfield og Mauser sig bemærket med særdeles effektive magasinrifler, der fortsat var i brug i forskællige udgaver helt op til 1940´erne.

I løbet af de sidste 20 år af det 19. århundreder begyndte fremsynede våbenproducenter at eksperimentere med selvladende semi automatiske rifler, og en del franske selvladende rifler blev brugt i 1. verdenskrig, men var langt fra et standardvåben. Den første semi automatiske riffel, der blev udleveret i stort omfang, var den amerikanske M1 Garand riffel, der blev USA's standardgevær i 1936 og anvendt i stor stil i 2. verdenskrig.

I mange år havde hære verden over eksperimenteret med lette infanterivåben, som havde samme ildkraft som et maskingevær, men mobilitet som en riffel. I næsten 25 år var de det tætteste man kom på maskinpistoler, men da disse affyrede pistolpatroner, kunne de ikke anvendes over større afstande. Det første store gennembrud kom under 2. verdenskrig, da rapporter om kampsituationer afslørede, at de fleste infanteritræfninger fandt sted langt under 300 m. Det blev også mere og mere klart, at almindelige infanteririffler slet ikke kunne anvende store riffelpatroner til det fulde potentiale, da en 30 cal. riffelpatron kan være dødeligt effektiv på næsten 2000 m, mens almindelige rifler kun kunne anvendes på mellem 500 og 1000 m. Resultatet blev, at man udviklede forkortede versioner af de store riffelpatroner; den første 7.92x33 kurz blev udviklet til Tysklands MP43/Sturmgevehr 44 i 1942. Sovjetunionen fulgte snart trop med deres 7.62x39 mm M43 patron, der senere blev anvendt til deres AK47 riffel. Fordelen for disse patroner var, at de var effektive ud til 300-600 m, og samtidig gav mindre rekyl pga. den reducerede længde. Man kunne nu ramme relativt præcist med fuldautomatisk ild på mere end 100 m.

.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Våben Stub
Denne artikel om våben er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.