Snaphane
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Snaphane var i 1600-tallet betegnelse for samfundets værste elementer såsom røvere og banditter, hvilket det svenske militær også kaldte danske (skånelandske) modstandsmænd som friskytter og partisaner. Gennem denne betegnelse blev de fredløse, og svenskerne kunne henrette dem uden rettergang. Betydningen af ordet snaphane kan udledes fra tysk schnappen (bortsnuppe, røve). I Tyskland var ordet snaphaner en benævnelse for fredløse og landevejsrøvere.
Snaphanernes modstand mod svenske styrker under Den Skånske Krig bliver gerne kaldt snaphanekrigen.
Især knyttet til Skåne, Halland og Blekinge samt til Sydsjælland (Svend Gønge), hvor ordet på senere tid fået et romantisk skær - især på grund af Carit Etlars bøger om Gjøngehøvdingen.
Begrebet snaphane er misbrugt og misvisende. I svensk sprogbrug var snaphane oprindeligt en betegnelse for en modstander, der ikke tilhørte fjendens regulære tropper. Sådanne optrådte under de mange krige mellem Sverige og Danmark i form af bondeværn, grænsevagter og friskyttekompagnier hvervet i lokale landsamfund. Men snaphaner kaldtes også de, som på forskellig vis blev tvunget til at forlade byfællesskaberne til et usikkert liv i skovene som tyve og røvere. Og efterhånden - først og fremmest i den svenske propaganda og historieskrivningen - blev snaphane et synonym til voldsudøver, tyv, eventyrer, fredløs og bandit.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne henvisninger
- Friskytter og Snaphaner
- Snaphaner og Friskytter i Skånelandene (på Dansk militærhistorie)
