Vallonien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Flag of Wallonia.svg
Kort over Belgien hvor Vallonien er den røde del.

Vallonien (fransk: Wallonie, vallonsk: Waloneye, flamsk: Wallonië) er den sydlige, fransktalende del af Belgien. Arealet er 16.850 km² og befolkningen udgør 3,4 millioner.

Vallonien er en blanding af smukke, bakkede skovområder (blandt andet Ardennerne), bølgende landbrugsområder og stærkt industrialiserede byområder fra tiden efter den industrielle revolution.

Vallonien kendes bl.a. fra Formel 1 på banen i Spa-Francorchamps.

Siden 1970, da Belgien blev delt op i delstater, er det desuden en region med eget parlament og egen forvaltning, på linje med Flandern og Bruxelles. Hovedstaden er Namur ved Meuse-floden. Vallonien omfatter også det lille tysktalende område Eupen-Malmédy i øst, som dog har egen skole- og kulturpolitik, eget parlament og egen regering.

Navnet[redigér | redigér wikikode]

Navnet Vallonien stammer fra romerne, der koloniserede denne del af Europa omkring starten af vores tidsregning. Romerne kaldte yderområderne med keltiske sproggrupper på disse kanter for galliske, jævnfør Wallis i Schweiz og Wales. I dag står Vallonien for den romaniserede, fransktalende del af Belgien, hvorimod Flandern blev germaniseret efter romerrigets sammenbrud.

Geografi og landskab[redigér | redigér wikikode]

Location map for Wallonia in Europe.png

Vallonien ligner en trekant, hvor den ene spids ligger nær den nordfranske by Lille, den anden nær den tyske by Aachen og den tredje, nederste spids lidt nord for Metz i Nordøstfrankrig. Vallonien deler grænse med Frankrig i syd, Luxembourg og Tyskland i øst, samt Nederland og den belgiske delstat Flandern i nord.

Meuse-floden skærer Vallonien i to lige dele. Øst for denne linje er området meget bakket, med de skovrige Ardenner, den tyndt befolkede provins Luxembourg, og højmosen Hautes Fagnes/Hohes Venn med Belgiens højeste punkt (694 m) som populære turistmål. Den vestlige del er nærmest flad i vest og bølgende østpå.

Oprindeligt er også det nordfranske område omkring Valenciennes en del af Vallonien og de sydlige Nederlande, da det var en del af grevskabet Hainaut.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Vallonien omfatter de belgiske provinser Hainaut, Namur, Luxembourg, Liège og Vallonsk Brabant (Brabant-Wallon), som under middelalderen hver især var hertugdømmer og grevskaber med en vis autonomi under hhv. den tyske kejser og franske konge. De blev en del af Nederlandene under de burgundiske hertuger, der forenede alle Nederlandene (omtrent området vi i dag kalder Benelux) i 1400-tallet og gjorde det til et autonomt område i Vesteuropa.

Vallonien var det andet område i Europa der blev industrialiseret, efter at dampmaskinen var blevet opfundet i det Det Forenede Kongerige i slutning af 1700-tallet og smuglet til det nuværende Belgien. At det blev Vallonien, skyldes forekomsten af kul i Borinage-området i Hainaut, jernmalm i Ardennerne og vandløb (Meuse og Sambre), hvorved transport og produktion havde gode vilkår. Senere, efter opfindelsen af damptog, kom der et meget tæt jernbanenet til, et af de tætteste i Europa. Charleroi og Verviers er typiske industribyer fra 1800-tallet, med gamle arbejderkvarterer. Arven fra den gamle jern- og kulindustri kan stadig ses på arkitekturen i mange byer, på de forholdsvis høje ledighedstal, og på socialistpartiets position som vigtigste politiske parti (i modsætning til det landbrugsprægede Flandern). I provinsen Luxembourg og områderne længst mod øst og syd har de ikke-industrialiserede områder bevaret et meget landligt, næsten idyllisk præg.

Industri[redigér | redigér wikikode]

Vallonien har siden middelalderen været et vigtigt center for stålbearbejdning, da der i Ardennerne fandtes meget jernmalm, skov og floder. Som konsekvens af stålbearbejdningen udviklede der sig omkring byerne Liège og Namur tillige en europæisk våbenproduktion, noget som også skulle få konsekvenser for striden mellem Danmark og Sverige i 1600-tallet. Gustav 2. Adolf af Sverige fik opbygget sin egen våbenindustri i Dalarna med hjælp af tilkaldte valloner under den vallonske flygtning og finansmand Louis De Geer.

Under Kongeriget Nederlandene (1814-30) fremskyndede kong Willem 1. den økonomiske udvikling ved at få anlagt flere kanaler. Da Belgien blev uafhængigt i 1830, satte udviklingen i de vallonske industribyer rigtig fart, således at Belgien op til 1. verdenskrig var i top-5 af store industrinationer. Der kom en betydelig arbejdskraftsinvandring til industribyerne, først og fremmest fra det landlige og dengang fattige Flandern, hvilket stadigt kan ses på mange valloneres efternavn. Lige efter 2. verdenskrig kom der en betydelig indvandring fra Syditalien. Den tunge kul- og jernindustri har i efterkrigstiden ikke kunnet klare konkurrencen med billigere former for stålproduktion i andre dele af verden. Det endte med en stor nedgangsperiode og fabrikslukninger i 1960'erne. En omstilling til små og mellemstore virksomheder har ikke fundet sted, hvilket har bevirket at Vallonien i dag er meget fattigere end Flandern og ifølge EU's statistikker har et BNP på højde med Portugal.

Den industrielle revolution i Vallonien[redigér | redigér wikikode]

Skibselevatorer på den gamle Canal du Centre omkring 1900 World Heritage Site
Arbejderboliger ved Bois-du-Luc (1838-1853) i La Louvière

Wallonien, der er kendt for sit kul og stål, har gennemgået en kraftig industriel udvikling siden Middelalderen. I mange år var sværindustrien den drivende kraft bag regionens økonomi, og Wallonien var der den industrielle revolution startede på det europæiske kontinent.

Wallonien blev kendt som et eksempel på den radikale udvikling af den industrielle vækst. Takket være kullet udviklede området sig til at blive den næststørste industrielle magt i Verden efter England. Mange forskere har også peget på, at der var en enorm industriel udvikling baseret på kulminer og jernfremstilling i den såkaldte, Sillon industriel.[1]. Philippe Raxhon skrev om perioden efter 1830: "Det var ikke propaganda, men en realitet at Wallonien var ved at blive den næststørste industrielle magt efter England."[2] "Det eneste industriområde udover kulminerne og højovnene i Wallonien var den gamle klædeby Ghent."[3] Michel De Coster, professor på Université de Liège skrev ligeledes: "Historikerne og økonomerne siger at Belgien var den næststørste industrimagt i verden, i forhold til dens befolkning og areal.[4]

Demografiske konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Walloniens Sillon industriel, er det industribælte der går fra Mons i vest til Verviers i øst, lansfr floden Meuse.

Wallonien var også fødested for et stærkt socialistparti og stærke fagforeninger i et særligt sociologisk landskab. Selv om Wallonien var det 2. industriland efter England var effekten af den industrielle revolution der meget anderledes. I den historiske rapport 'Breaking stereotypes' skriver Muriel Beven og Isabelle Devos:

Den industrielle revolution ændrede et fortrinsvis landligt samfund til et bymæssigt, men med en stærk kontrast mellem det nordlige og sydlige Belgien. I Middelalderen og den første tid herefter var Flandern kendetegnet ved store byer. I Flandern boede over 30 % af befolkningen i byerne ved begyndelsen af det 19. århundrede, hvilket stadig gjorde det til et af de mest urbaniserede områder i verden. Til sammenligning var andelen kun 17 % i Wallonen, knap 10 % i det meste af Vesteuropa, 16 % i Frankrig og 25 % i England. Det traditionelle bymæssige netværk blev stort set ikke påvirket af industrialiseringen i Wallonien, selv om byernes andel af den samlede befolkningen steg fra 17 til 45 % fra 1831 til 1910. Især i Haine, Sambre og Meuse dalene mellem Borinage og Liège, hvor der skete en enorm industriel udvikling baseret på kulminer og jernfremstilling foregik der en hurtig urbanisering. I løbet af disse firs år voksede antallet af byer med mere end 5.000 indbyggere fra 21 til over 100, som rummede næsten halvdelen af den wallonske befolkning. Alligevel forblev industrialiseringen ganske traditionel således at forstå, at den ikke førte til etablering af moderne og store byer, men til udbygning af industrielle landsbyer og byer omkring en kulmine eller en fabrik. Forbindelsesvejene mellem disse små centre blev først befolket senere, og dannede langt mindre tætte byområder end f.eks. området omkring Liège hvor den gamle by styrede strømmen af flytninger.[5]

Politiske og sociale effekter[redigér | redigér wikikode]

Wallonien blev generalstrejkernes land. En generalstrejke er "indstilling af arbejdet af hovedparten af arbejderne i alle industrier i en lokalitet eller nation. Et sådant strejke er af økonomisk natur, hvis den har til formål at ændre på et uheldigt forhold eller påtvinge arbejdsgiveren en række økonomiske krav. Den er politisk hvis den har til formål at tvinge regeringen til en indrømmelse eller hvis formålet er at vælte den eksisterende regering. Den politiske strejke har fortalere blandt syndikalister og i et vist omfang anarkister".[6] Der var generalstrejker i Wallonien i 1885 (denne strejke begyndte som en fejring af Pariserkommunen), 1902, 1913 (for at opnå almen valgret), 1932, 1936 (for at opnå betalte ferier), 1950 (mod Leopold 3.), i vinteren 1960-1961 for at opnå Wallonsk autonomi, da Walloniens økonomiske nedgang blev tydelig og da det blev klart (eller syntes klart) for nogle socialistiske fagforeningsledere, at den belgiske regering ikke ville gøre noget for at rette op på Walloniens økonomi.

Sproget[redigér | redigér wikikode]

Langt de fleste vallonere taler fransk (mere præcist belgisk fransk, som er tæt på standardfransk). Et mindretal taler dog de traditionelle dialekter, som den nyere sprogvidenskab betegner som sprog. Disse er i den østlige del vallonsk, som bl.a. er kendetegnet ved flere germanske påvirkninger end rigsfransk; mod vest picardisk, og i en lille zone længst mod syd er det lorrainsk. I provinsen Luxembourg er det den tyske luxemburgiske dialekt. Industrialiseringen og kampen mod dialekterne (le patois) siden Napoleon Bonaparte har medført, at vallonsk mange steder har måttet bukke under for rigsfransk. Vallonsk, picardisk og lorrainsk tales også i nordfranske egne, lige på grænsen med Belgien. Den i høj grad forfranskede belgiske hovedstad Bryssel har aldrig været en del af Vallonien.

Områderne længst mod øst taler tysk. Enkelte kommuner ved sproggrænsen har en særlig status (facilitetskommuner) for det flamske mindretal.

Links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Muriel Beven and Isabelle Devos, 'Breaking stereotypes', i M.Beyen and I.Devos (editors), 'Recent work in Belgian Historical Demography', i Revue belge d'histoire contemporaine, XXXI, 2001, 3-4, pp. 347-359 http://www.flwi.ugent.be/btng-rbhc/pdf/BTNG-RBHC,%2031,%202001,%203-4,%20inhoud.pdf
  2. Philippe Raxhon, Le siècle des forges ou la Wallonie dans le creuset belge (1794-1914), in B.Demoulin and JL Kupper (editors), Histoire de la Wallonie, Privat, Toulouse, 2004, pp. 233-276, p. 246 ISBN 2-7089-4779-6
  3. [European Route of Industrial Heritage http://en.erih.net/index.php?pageId=114]
  4. Michel De Coster, Les enjeux des conflits linguistiques, L'Harmattan, Paris, 2007, ISBN 978-2-296-03394-8 pp. 122-123
  5. Muriel Beven and Isabelle Devos, Breaking stereotypes, art. cit., pages 315-316
  6. The Columbia Encyclopedia, 2008