Vanguard-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vanguard-klassen
HMS Vanguard (S28) på vej til Florida

HMS Vanguard (S28) på vej til Florida

Klasse oversigt
Type Undervandsbåd
Bruger(e) Naval Ensign of the United Kingdom.svg Royal Navy
Værft Vickers Shipbuilding and Engineering Ltd, Barrow-in-Furness
Byggeperiode 1986-1999
Byggede enheder 4
Operative enheder
Tekniske data
Deplacement 15.980 tons neddykket
Længde 149,90 meter
Bredde 12,80 meter
Dybgang 12,00
Fremdrift 1× Rolls-Royce PWR2 atomreaktor
2× GEC turbiner 27.500 Hk
1× pumpjet
2× nødmotorer
2× WH Allen turbogeneratorer (6 MW)
Hjælpemaskineri 2× Paxman dieselgeneratorer 2.700 Hk
Fart 25 knob neddykket
Rækkevidde Eneste begrænsning er mængden af fødevarer
Besætning 135 mand
Sensorpakke 1× Kelvin Hughes Type 1007 navigationsradar
1× Pilkington Optronics CK51 periskop
1× Pilkington Optronics CH91 angrebsperiskop
1× Racal UAP ESM-system
Thales Underwater Systems Type 2054:
1× Marconi/Ferranti Type 2046 TASS
1× Type 2043 aktiv/passiv sonar
1× Type 2082 passiv sonar
Soft kill-udstyr SSE Mark 10 torpedovildledningssystem
Missiler 16× UGM-133 Trident II SLBM med op til 12 sprænghoveder pr. missil (op til 192 kernevåben i alt) 
Torpedoer 4× 533 mm torpedorør til Spearfish torpedoer 

Vanguard-klassen er Royal Navys fire nuværende ubåde med ballistiske missiler udstyret med kernevåben. Hver ubåd er i stand til at medbringe 16 Trident II ballistiske missiler.

Alle ubåde har hjemmehavn på flådestationen HMNB Clyde (HMS Neptune), cirka 40 km vest for Glasgow, Skotland. Siden udfasningen af alle WE.177 fritfalds kernevåben i 1998 og tilbagetrænkingen af alle atomvåben fra British Army, Royal Air Force og alle overfladeskibe i Royal Navy, er Vanguard-klassen de eneste atombevæbnede enheder tilbage i de britiske væbnede styrker.[1][2]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher skrev til Præsident Carter den 10 juli 1980 for at bede om en overførsel af et antal Trident I (C4) missiler på de samme vilkår som da USA i 1962 solgte Polaris missiler til Storbritannien. I 1982 skrev Thatcher til præsident Reagan for at købe det forbedrede II (D5) misislsystem. Anskaffelsen af dette system var forventet af US Navy, som allerede på dette tidspunkt var begyndt at producere missilerne til Royal Navy. Salget faldt på plads i marts 1982.[3] Det blev aftalt at Storbritannien betalte 5 % af udviklingsomkostningerne til missilet.[4]

Design[redigér | redigér wikikode]

Klassen blev konstrueret i Devonshire Dock Hall, der blev bygget til fomålet.

Vanguard-klassen blev designet og bygget af Vickers Shipbuilding and Engineering Limited (VSEL) på dets værft i Barrow-in-Furness. Devonshire Dock Hall blev bygget udelukkende til konstruktionen af disse undervandsbåde. Missilafdelingen på bådene er baseret på dem der findes i den amerikanske Ohio-klasse, dog er de britiske fartøjer kun udstyret med 16 missiler i forhold til de amerikanske ubåde der har kapacitet til 24.

Klassen blev designet fra det udgangspunkt at platformen skulle være atomdrevet og skulle medbringe Trident D-5 missilet. Dette betød at ubådenes størrelse måtte forøges betragteligt i forhold til forgængeren (Resolution-klassen), der var udstyret med Polaris missilet. Resultatet blev en af de største ubådsklasser nogensinde bygget, kun overgået af den amerikanske Ohio-klassen, og de russiske Typhoon- og Borei-klasse undervandsbåde.

Foruden missilsiloerne er ubådene udrustet med fire 533 mm torpedorør der er beregnet til den tunge Spearfish torpedo,[5] hvilket gør dem i stand til at engagere overflademål på afstande op til 35 sømil. Klassen er desuden udrustet med to SSE Mark 10 torpedovildledningssystemer samt et UAP Mark 3 ESM-system. En 'H-kerne' reaktor blev installeret under klassens midtlivsopdatering, hvilket gør at ubådenes reaktorer vil holde skibenes resterende levetid uden yderligere modifikationer.[1]

Klassens skibe kan hver medbringe 192 kernesprænghoveder, eller MIRV, og kan affyre disse med minutters varsel. Dog er beredskabsgraden for affyring, efter undersøgelser af det egentlige behov, ændret til dage frem for minutter, desuden blev Storbritanniens antal af sprænghoveder reduceret til omkring 200 og missilerne til 58. Reduktionen af sprænghoveder per missil har desuden gjort det muligt at udvikle og medbringe mindreydende missiler uden strategisk kapacitet.[1][6] I 2010 reduceredes disse tal yderligere, og fremover vil ubådene ikke stå til søs med flere end 40 sprænghoveder fordelt på maksimalt 8 missiler (ud af en kapacitet på 16), Det totalte antal af kernesprænghoveder vil blive reduceret til maksimalt 180, hvoraf de 120 skal være klar til umiddelbar brug.[7]

Fremdrivning[redigér | redigér wikikode]

En ny kernereaktor, Rolls-Royce PWR, blev designet med henblik på Vanguard-klassen. Denne model har cirka dobbelt så lang levetid som tidligere modeller og det er anslået at en ubåd af Vanguard-klassen kan omsejle jorden 40 gange uden at skulle skifte brændselsstave. Reaktoren driver to GEC turbiner forbundet til et enkeltakslet pump jet fremdrivningssystem. Dette system giver ubåden en neddykket fart på maksimalt 25 knob. Strømforsyningen er sikret af et par 6 MW dampturbiner fra WH Allen, (senere NEI Allen, Allen Power & Rolls-Royce), og to 2 MW Paxman dieselgeneratorer som nødstrømforsyning.[1]

Testaffyring af et Trident D5.

Sensorpakke[redigér | redigér wikikode]

Klassen er udstyret med Thales Underwater Systems Type 2054 sonarsystem. Type 2054 systemet er et multifunktionssystem der bygger på de forskellige sonarsystemer: Type 2046, Type 2043 og Type 2082 sonar. Type 2043 er en skrogmonteret aktiv/passiv søgesonar, Type 2082 er en passiv afstandsbestemmelsessonar og Type 2046 er et lavfrekvent TASS. På overfladen benytter ubåden en Type 1007 navigationsradar.[1]

Ubådene er udrustet med to periskoper, et CK51 observationsperiskop og et CH91 angrebsperiskop. Begge periskoper er desuden udstyret med et TV-kamera og elektrooptisk udstyr.

Ubåde i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pennant Navn Kølen lagt Søsat Indgået Navngivet af Skæbne Kaldesignal
S28 Vanguard 3. september 1986 4. marts 1992 14. august 1993 - Operativ GACK
S29 Victorious 3. december 1987 29. september 1993 7. januar 1995 - Operativ GACP
S30 Vigilant 16. februar 1991 14. oktober 1995 2. november 1996 - Operativ GCUQ
S31 Vengeance 1. februar 1993 19. september 1998 27. november 1999 - Operativ GCUR

Erstatning[redigér | redigér wikikode]

Beslutningen om at bygge en erstatning for Trident-missilerne blev taget den 4. december 2006. Den daværende premierminister Tony Blair fortalte parlamentet at det ville være uklogt og farligt for Storbritannien at sige farvel til sine kernevåben. Han fremlagde samtidig en plan om at bruge op til 20 milliarder pund på at bygge en afløser for Vanguard-klassen. Han fortalte dog at antallet af nye missilubåde ville blive skåret ned til tre fartøjer, og at antallet af atomsprænghoveder ville blivet reduceret med 20 procent til 160. Blair udtalte desuden at selv om den kolde krig var slut, behøvede Storbritannien stadig sine atomvåben, da igen kunne se sig sikre på at en ny nuklear trussel ikke ville dukke op engang i fremtiden.

I 2006 udgav man en hvidbog der slog fast at muligheden for en reduktion af missilubådsflåden fra fire til tre fartøjer som en del af et spareprogram og samtidig demonstrere en vilje til global nuklear nedrustning stadig var under overvejelse.[8] Den 23. september 2009, bekræftede premierminister Gordon Brown at den omtalte reduktion af ubådene ikke var taget af bordet.[9]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 Jane's Fighting Ships, 2008. Digital version
  2. Strategic Defence Review: Full report (Kapitel fire: DETERRENCE AND DISARMAMENT) Besøgt 20. april 2011
  3. Reagans brev til Thatcher Besøgt 20. april 2011
  4. Ministry of Defence and Property Services Agency: Kontrol og administration af Trident-programmet. National Audit Office. 29 June 1987. del 4. ISBN 0-10-202788-9. 
  5. Royal Naval: Vanguard-klassen Besøgt 20. april 2011
  6. Strategic Defence Review: Den fulde rapport Besøgt 20. april 2011
  7. Storbritanniens regering: At sikre Storbritannien i en usikker tid: Strategic Defence and Security Review Besøgt 20. april 2011
  8. Ministry of Defence: Fremtiden for Storbritanniens nukleare forsvar Besøgt 20. april 2011
  9. BBC News: Brown ønsker nedskæringer på Storbritanniens atomubåde Besøgt 20. april 2011