Almindelig hør

Almindelig hør
Videnskabelig klassifikation
Rige	Plantae (planter)
Division	Magnoliophyta (dækfrøede planter)
Klasse	Magnoliopsida (tokimbladede)
Orden	Malpighiales (barbadoskirsebær-ordenen)
Familie	Linaceae (hør-familien)
Slægt	Linum (hør)
Art	L. usitatissimum
Videnskabeligt artsnavn
	Linum usitatissimum; L.
	Hjælp til læsning af taksobokse

Almindelig hør (Linum usitatissimum) er en 30-50 centimeter høj kulturplante, der i Danmark vokser forvildet på uopdyrket jord. Planten er rig på lange fibre, og frøenes lag af slimstof gør dem egnede som et mildt afføringsmiddel. Linolie er en naturlig planteolie, som findes i plantens olieholdige frø.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Almindelig hør er en spinkel, opret énårig plante. Stænglerne er tynde og elastiske. Bladene er spredte, helrandede og elliptiske. Over- og undersiderne er ensartet grågrønne. Blomsterne er klart blå og regelmæssige og bæres i små stande for enden af stænglen. Frugterne er kapsler med fem blanke frø. Frøene spirer villigt på egnede voksesteder.

Rodnettet er fint forgrenet og dybtgående. Planten laver jordtræthed allerede efter ét år.

Højde × bredde og årlig tilvækst: 60 cm × 5 cm (60 cm × 5 cm pr. år).^{[kilde mangler]}

Hjemsted[redigér | redigér wikikode]

Toårig hør (Linum bienne) på Korsikas kyst. Billedet giver et indtryk af hørrens oprindelige tilpasning. Læg mærke til naboplanten: flyvehavre.

Hør er en af vore ældste kulturplanter. De gamle egyptere kendte og dyrkede hør.

Plantens blev dyrket i den Frugtbare halvmåne for mere end 10.000 år siden. Almindelig hør stammer oprindelig fra toårig hør (Linum bienne), som voksede i det nuværende Kurdistans bjergskove. Her var forskellige arter af eg dominerende, og i skovbunden voksede forfædrene til hvede, byg, ært, linse og kikært.

I Danmark findes hør forvildet hist og her på uopdyrket jord og på affaldspladser.

Snylteplanten hørsilke[redigér | redigér wikikode]

Ved dyrkning af hør i stor stil får man visse steder uden for Danmark ofte problemer med snylteplanten hørsilke (Cuscuta epilinum), der udsuger og skygger store arealer med hør.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Hør har blandt andet følgende anvendelser:

Som kosttilskud, på grund af frøenes relativt høje indhold af alfalinolensyre, AFA, der i kroppen omdannes til docosahexaensyre, DHA, en vigtig fedtsyre i fosfolipiderner i sædceller, hjerne og øjets nethinde. AFA reducerer også mængden af triglycerider i blodet og mindsker dermed risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Som olieplante, til fremstilling af hørfrøolie og linolie.
Som fiberplante, til fremstilling af hørlærred.
Som afføringsmiddel, ved udnyttelse af frøenes slimkappe, da frøene svulmer op i vand og derved stimulerer tarmen til øget bevægelse; de kan dog også irritere fordøjelsessystemet.
I gamle dage som omslag ved betændelse og bylder.

Hørfrø anses for at være meget sunde, men potentielt giftige i store mængder. Frøet kan anvendes som drys på brød eller tilsættes brødet. Desuden fremstilles mel af hørfrø, hørfrømel.

Hør dyrkes til fremstilling af tekstiler (linned). Før i tiden havde tekstiler af hør fremstillet i de baltiske lande, Rusland og Irland ry for at være af særlig god kvalitet.

De lange fibre i hørplantens stængler gjorde det i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet til et foretrukkent materiale til fiskeliner.

Frøenes kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Hørfrø.

Hørfrøene sidder på blomsterstænglen i en femrummet kapsel med to blanke brune frø i hvert rum. De ovale frø er glatte, blanke og brune og omkring en halv centimeter lange. De indeholder op til 40 % fed olie. Denne olie kaldes enten hørfrøolie eller linolie, alt efter hvordan den produceres; hørfrøolie er til spisebrug, mens linolie er til teknisk brug.^[1]

Hørfrøolie og linolie udvindes ved presning eller ekstraktion af hørfrø. Restproduktet, hørfrøkager, bruges til foder.

Hørfrø indeholder 27,9 gram fibre pr. 100 gram.