Borgerrettighedsbevægelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
De fire ledende skikkelser i borgerrettighedsbevægelsen; W. E. B. Du Bois, Malcolm X, Rosa Parks, Martin Luther King

Borgerrettighedsbevægelsen, også kaldet den afro-amerikanske borgerrettighedsbevægelse eller blot den amerikanske borgerrettighedsbevægelse (engelsk: African-American Civil Rights Movement) er en bevægelse, der arbejder for at forbedre leveforholdene og rettighederne for især USA's sorte befolkning. Bevægelsen havde sin storhedstid i USA imellem 1954 og 1968, hvor der blev opnået vigtige fremskridt ift. at skaffe USA's sorte befolkning lige borgerrettigheder på lige fod med hvide. Bevægelsen fandtes og findes både før og efter denne periode, men 1950'erne og 1960'erne opfattes ofte som dens storhedstid.

To af bevægelsens store konkrete sejre kom i form af lovgivning. The Civil Rights Act fra 1964 forbød diskrimination baseret på race, religion, køn eller national oprindelse i på arbejdsmarkedet og forbød ulige krav for sorte og hvide borgere i forbindelse med, at borgere registrerede sig som vælgere. Loven forbød også raceadskillelse i skoler, på arbejdspladser og i offentlige boliger. Året efter kom The Voting Rights Act, der genetablerede og beskyttede minoriteters valgret ved at tillade føderalt tilsyn med vælgerregistrering og valghandlinger i områder, hvor minoriteter historisk set havde været underrepræsenteret i valg. En af bevægelsens ledende skikkelser var præsten Martin Luther King, der kom i mediernes søgelys i forbindelse med busboykotten i Montgomery i 1955-1956. Denne kampagne var første gang bevægelsen opnåede en stor sejr mod Jim Crow systemet i Sydstaterne.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Raceadskillelse i North Carolina i 1938

Efter den amerikanske borgerkrig havde sejrherrene, Nordstaterne, ophævet slaveriet, men det betød ikke, at USA's sorte befolkning fik de samme rettigheder og muligheder som landets hvide borgere.[1] De sorte borgere fik stemmeret, men mange kunne ikke stemme på grund af det amerikanske valgsystem, der forudsætter registrering af vælgerne. Hvis en sort borger ønskede at blive registeret, blev han ofte udsat for racediskrimination. Så selv om de udgjorde omkring 10 procent af befolkningen, havde de ingen politisk magt.

I Sydstaterne, som havde tabt den amerikanske borgerkrig, var der mange steder skoler kun for hvide børn og skoler kun for sorte børn. Da de hvide borgere havde flere penge og politisk magt end de sorte borgere, fik de hvide børn en langt bedre uddannelse end de sorte børn. Denne adskillelse foregik også i ventesale, tog eller busser. Hvis en hvid borger kom ind i et offentligt transportmiddel, og han ikke kunne finde et sted at sidde, skulle alle sorte rejse sig op og tilbyde ham deres plads.

Den sorte befolkning udgjorde en minoritet i det amerikanske samfund. Efter den amerikanske borgerkrig var omkring 10 procent af befolkningen sorte. I 1974 udgjorde de 11,1 procent af befolkningen.

Den sorte borgerrettighedsbevægelse[redigér | redigér wikikode]

March for frihed og arbejde i Washington, 1963

Efter anden verdenskrig kom der en holdningsændring blandt den sorte befolkning. Da Rosa Parks blev arresteret den 1. december 1955 i Montgomery, Alabama, fordi hun nægtede at opgive sin siddeplads i en bus til fordel for en hvid mand, havde den sorte befolkning fået nok.[2] Efter at Rosa Parks var blevet arresteret og løsladt igen, igangsatte de sorte borgere under ledelse at præsten Martin Luther King en boykotte af busselskabet i en ikke voldelig aktion. Dette var de hvide ikke forberedt på. De sorte udgjorde 65 % af passagererne. Det betød, at boykotten udgjorde en økonomisk trussel for busselskabet [3].

Modstanden fra de hvide var modsat Luthers fremgangsmåde voldelig: de hvide modstandere brugte trusler, vold, økonomisk pression og andre overgreb. Chikane var en del af hverdagen for de sorte borgere, der kæmpede for borgerrettigheder. En af de mest kendte begivenheder foregik i Little Rock, Arkansas i 1957. Statens guvernør forsøgte sammen med tusinde af hvide racister at forhindre 9 sorte elever i at begynde på High School, først da præsident Eisenhower indkalder føderale soldater for at sikre de ni sorte elever adgang til skolen, forsvinder de hvide racister. Martin Luther King modtog i 1964 Nobels fredspris for hans resultater uden anvendelse af vold [4].

Martin Luther King[redigér | redigér wikikode]

Martin Luther King taler under borgerrettighedsmarchen i Washington 1963
Uddybende Uddybende artikel: Martin Luther King

Martin Luther King blev født i et middelklassekvarter i Atlanta, Georgia som søn af præsten Martin Luther King, Sr. og Alberta Williams King. Han er uddannet på Morehouse College i 1948 og Crozer Theological Seminary i 1951 og fik en ph.d.-grad fra Boston Universitet i 1955. Han gjorde sig første gang bemærket, da han var leder af busboykotten i Montgomery, der begyndte, da Rosa Parks nægtede at give sin siddeplads til en hvid person. Herefter var han med til at grundlægge Southern Christian Leadership Conference i 1957, der skulle organisere borgerrettighedsaktivismen. King gik ind for filosofien om civil ulydighed og førte an i adskillige marcher og kampagner for at sætte fokus på forskellige manglende grundlæggende rettigheder og sociale uretfærdigheder. Ifølge hans kone Coretta King har Luther beskrevet borgerrettighedsbevægelsens kamp som klassekamp.[5]

Af hans skriftlige og mundtlige produktion er især hans såkaldte I Have a Dream -tale berømt. Talen holdt han ved en stor march i Washington D.C. 1963 [6] I det meste af 1960'erne aflyttede FBI hans telefon, spredte rygter om at han skulle have forskellige erotiske eventyr og kom med trusler overfor nogle af de personer som havde kontakt med ham. Martin Luther King blev myrdet den 4. april 1968 på en hotelbalkon af James Earl Ray, som fik en dom på 99 år.

Power for Black People[redigér | redigér wikikode]

Der var ikke enighed i borgerrettighedsbevægelsen om hvordan de sorte borgere skulle kæmpe rettigheder til sig, og især de unge i de nordamerikanske storbyer var langt fra enige i Luthers civil ulydigheds aktionform, de ønskede i stedet en mere radikal kampmetode for at skaffe borgerrettigheder.

Det engelske udtryk «Black Power» der på dansk betyder «sort magt», var et slagord for den radikale modstand for borgerrettigheder i borgerrettighedsbevægelsen. Den mere radikale del af borgerrettighedsbevægelsen der brugte dette slagord ville have fuld frigørelse fra racismen og i fremtiden også kapitalismen [7], den radikale del af borgerrettighedsbevægelsen havde både muslimske og socialistiske ledende ledere igennem tiden, en af de mere radikale borgerrettighedsbevægelser er Black Panther Party som opstod i anden halvdel af 1960'erne [8].

Under de Olympiske Lege i 1968 i Mexico, rakte de to sorte amerikanske atletikudøvende vindere Tommie Smith og John Carlos en knyttet hånd i vejret, med en sort handske på, under sejrsceremonien og udførte dermed Black Power-tegnet. De gennemførte aktionen for at protestere imod hvordan sorte borgere blev behandlet i USA.

Bevægelsen mister momentum[redigér | redigér wikikode]

Borgerrettighedsbevægelsen mistede store dele af sit momentum, efter at Martin Luther King blev dræbt i 1968. I sommeren 1965 udbrød der nye oprør i ghettoerne, og sammen med en række af andre begivenheder blev de sorte unge påvirket til radikale kampe for deres rettigheder. Dog fortsatte kampen for borgerrettigheder, nu blot med mindre opmærksomhed i medierne.[9]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ 1960erne.dk reference: Som følge af Nordstaternes sejr i den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) ophørte slaveriet i USA. Dette var imidlertid ikke ensbetydende med, at den sorte del af befolkningen var fri i den henseende, at de havde samme muligheder og rettigheder som hvide.
  2. ^ Leksikon.org reference: Nogle henregner bevægelsens «fødselsdag» til december 1955, da en sort kvinde, Rosa Parks, for første gang nægtede at lade sig forvise til den bageste, «sorte» del af en bus i Montgomery, Alabama.
  3. ^ Leksikon.org reference: Under ledelse af baptistpræsten Martin Luther King jr. igangsatte de en boykot af busselskabet. Den første vellykkede ikke-voldsaktion vandt efter nogle måneder. De sorte udgjorde 65 % af buspassagererne. Det økonomiske grundlag for busdriften forsvandt, og dette ramte igen de hvide.
  4. ^ 1960erne.dk reference: Også internationalt vakte King opsigt og begejstring. Således tildeltes han i 1964 Nobels Fredspris for at opnå resultater uden anvendelse af vold.
  5. ^ «Min mand mente, at han burde tage deres sag op. Dette er ikke længere kun en racekrig, sagde han. Det er blevet en klassekamp», har Kings ægtefælle Coretta King skrevet. Kilde (Leksikon.org King, Martin Luther jr..
  6. ^ Youtube.com: Videooptagelse af Luthers tale I Have a Dream, fra 1963.
  7. ^ Leksikon.org reference: Black-Power-bevægelsens baggrund lå i flere forskellige strømninger og organisationer, der havde det tilfælles, at de både gik ind for de sortes rettigheder og havde en vision om et andet USA, der ikke var baseret på et kapitalistisk grundlag.
  8. ^ 1960erne.dk reference: Desuden opstod der i anden halvdel af 1960erne organisationer som Black Panther Party (Sorte Panter Partiet). Dens medlemmer gjorde sig bemærket ved at medbringe skydevåben, hvor de patruljerede.
  9. ^ Stephen Tuck (2012) We Ain’t What We Used To Be. Cambridge: Belknap Press.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Brøndal, Jørn (2016) Det Sorte USA. København: Gads Forlag.