Kapitalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kapitalisme (af latin: capitalis, afledt af caput: hoved, afledning: det engelske cap, som betyder "(én) person") er et økonomisk produktionssystem hvor ejendomsretten til produktionsmidlerne er privat og hvor arbejdskraft, goder og kapital handles i et marked. I kapitalisme varetages investeringsbeslutninger og beslutninger vedrørende produktion af varer og tjenester af ejerne af produktionsmidlerne, mens prisfastsættelsen af varer og tjenester beror på konkurrencen mellem de enkelte producenter såvel som i samspil med kunderne - udbud og efterspørgsel. Da produktionsmidlerne er privat ejet, fordeles Overskuddet fra produktionen blandt ejerene af produktionsmidlerne. Som nævnt i begyndelsen fastsættes prisen på det enkelte individs arbejdskraft i et kapitalistisk produktionssystem i et samspil mellem arbejdsgiver og arbejdstager, altså som en funktion af udbud og efterspørgsel.

Kapitalismen bygger på laissez faire princippet, det frie marked, hvor individer udveksler varer og serviceydelser uden statens indblanding. Kapitalisme findes dog i en lang række variationer, kapitalistiske modeller[1], hvor det varierer i hvilken udstrækning markedet er frit. De forskellige modeller divergerer blandt andet i graden af statens involvering i fastsættelse af priser, offentlig ejerskab af produktionsmidlerne, regulering og lovgivning vedrørende distribution og socialpolitik.

Kapitalisme forveksles ofte med liberalisme, der imidlertid er en politisk ideologi, hvorimod kapitalismen er et økonomisk system.

På grund af den industrielle revolution, tog udbredelsen af kapitalismen fart i løbet af det 19. og 20. århundrede, og afløste merkantilisme som den dominerende samfundsøkonomiske model i Vesten.

Andre -ismer[redigér | redigér wikikode]

Liberalister, konservative og anarko-kapitalister (højre-anarkister) anser privat ejendom som en forudsætning for samfundets eksistens og som et udtryk for et naturligt menneskeligt forhold til verden og naturressourcerne.

Socialister, kommunister og (venstre-)anarkister betragter privat ejendom kritisk, eftersom ismens ideologi anser besiddelse af ejendom som en grundlæggende uretfærdig forskelsbehandling, som opretholdes ved favorisering af visse mennesker fra statens side, eller gennem undertrykkelse.

Beskrivelse af kapitalismen[redigér | redigér wikikode]

Den ideologiske teoridannelse i et kapitalistisk samfund antager, at produktionen i et samfund koordineres gennem teorien om udbud og efterspørgsel. En sådan teori beskæftiger sig derfor med hvad der bliver produceret, af hvem og hvor meget. Som beskrevet ovenfor er kapitalismen forankret i den private ejendomsret. Dette stammer fra den engelsk filosof John Locke, som blandt andet beskæftigede sig med individet og ejendomsrettens bestemmelse.

Ganske kort skrev Locke, at hvad mennesket producerer med sine hænder tilkommer det menneske, som producerede det [2]. Yderligere kan mennesket handle med producerede varer og sælge eller bytte disse i et ønsket forhold. At et samfund producerer varer og ydelser efter udbuds- og efterspørgselsteori fortæller os derfor, at individet selv har kontrol over hvad der produceres, fordi individet selv ejer de producerede varer. Prisen på disse varer og ydelser fastsættes herefter på samme vist, det vil sige at individet selv bestemmer prisen for sine producerede varer.

I det kapitalistiske produktionssystem er produktionen, altså udbuddet af varer og tjenester, styret af enkeltpersoners egeninteresse. Fordi profitten er høj på varer og tjenester som der er stor efterspørgsel på, men lavt udbud, tiltrækkes mennesker som ønsker en andel af denne høje profit i kraft af deres egen interesse. Disse mennesker vil herefter undersøge alle muligheder for at producere denne varer eller tjeneste så profitabelt, med andre ord så effektivt, som det kan lade sig gøre med den givende teknologi, de har til rådighed. I perfekt konkurrence leder dette til faldende priser på varer og goder for borgerne. Historiske eksempler på faldende prisen kan findes ved blandt andet biler[3], internationale telefonopkald[4] og transistorer[5].

Den faldende pris på varer og tjenester skyldes, at de mange producenter som i begyndelsen blev tiltrukket af den høje profit, løbende bliver nødt til at sænke prisen for at kunne sælge deres produkter. Et teoretisk eksempel på perfekt konkurrence til illustration følger:

To bønder kan producere 1 kg. økologisk hakket oksekød til 10 kr. og sælge det det for 40 kr. til forbrugeren. Begge bønder sælge 500 g kød hver. Hvis den ene bonde nu sænker sin pris til 39 kr., vil alle kunder i teorien købe alt deres kød hos hende og derfor vil den ene bonde sælge 1 kg. kød til 39 kroner, mens den anden bonde ingenting vil sælge. Fordi hun nu ingenting sælger, vil hun logisk sænke sin pris til 38 krav. pr. kg. Hvis vi følger denne logik, vil prisen på økologisk hakket oksekød falde til 10 kr. for 1 kg. altså ned til produktionsprisen på økologisk hakket oksekød. Til denne pris vil begge bønder kunne sælge deres kød, men de vil kun få dækket deres omkostninger på 10kr. for at producere det økologiske kød og scorer altså ikke nogen unormal profit.

Jo mere korn bonden producerer per år desto mindre behøver bonden at tage for sit korn, da han har masser af korn at sælge. Omvendt vil det sige, at jo mindre korn en bonde producerer desto højere en pris på bonden tage for at få dækket sine omkostninger ved at producere kornet og samtidig have råd til at leve. Det kan så resultere i at hvis alle satte deres korn til salg på markedet så ville de komme frem til en pris som både køberne og sælgerne (bønderne) var tilfredse med. De vil alle komme frem til den samme pris, for ellers kunne en snu person jo købe kornet et sted for derefter at sælge det til en højere pris et andet sted på markedet.

Som en modsætning hertil kunne et samfund beslutte at alt korn skal koste 2 kroner mindre end hvad de alle fandt frem til i fællesskab. Det kan f.eks. være fordi nogle forbrugere mener at kornet er relativt for dyrt i forhold til andre varer i samfundet. Det vil betyde at det nu er forbrugeren som fastsætter prisen og ikke forbrugeren og producenterne i fællesskab. Som resultat heraf vil bonden med meget korn tjene færre penge og den lille bonde måske slet ikke tjene nok penge til at kunne overleve. Den frie markedsøkonomi er økonomisk teori hvor udbuddet og efterspørgslen efter samfundets produkter og ydelser fastsættes af købere og sælgere i fællesskab.

Kapitalismeteoretikeren Michael L. Rothschild har i sin bog, "Bionomics", udtalt, at hvad vi kalder kapitalisme (eller fri markedsøkonomi) er ikke en "-isme", men et naturligt forekommende fænomen. Man behøver med andre ord ikke en ideologi for at opnå, hvad der forekommer én naturligt – uanset om det er indtagelse af føde, kønnet formering eller ejerskab til ting eller territorium. Ud fra denne betragtning er ejerskab således ikke "kun" et fænomen, men en forudsætning for et væsens eller en arts eksistens.

Kritik af kapitalismen[redigér | redigér wikikode]

Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i afsnit. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Karl Marx

Specielt Karl Marx var fortaler for afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, da Marx i sine teser antog, at denne del af ejendomsretten grundlæggende medfører udnyttelse og udbytning af arbejderklassen (lønmodtagere). I denne forbindelse beskrev Marx en kapitalist som et menneske, som ikke behøver udføre arbejde for at overleve, det vil sige, et menneske som udelukkende kan overleve på kapitalindkomst eller via ejerskab af f.eks. en fabrik, hvor lønmodtageren arbejder for vedkommende.[Kilde mangler]

Cyklisk konsumering & økonomisk vækst

Marked-kapitalismen i sin basale operation, kan generaliseres som en interaktion mellem ejere, arbejdere og forbrugere. Forbrugernes efterspørgsel generer behovet for produktion via ejerne. Ejerne køber så arbejdernes arbejdskraft til at udføre produktionen. Motoren i dette kapitalistiske markeds system er interessen i at maksimere køb på markedet. Al recession/depression er derfor et resultat af tab af salg. Derfor er den mest kritiske nødvendighed for at holde folk i arbejde og holde økonomien stabil/i vækst konstant cyklisk konsumering.

Kort sagt er raten (forøgning eller fald) af konsumeringen, hvad der generer en virksomheds periodiske cyklus af vækst eller kontraktion. Der har derfor altid været en tendens til at det etablerede politiske system samt indflydelsesrige markeds institutioner vil beskytte perioder med ekspansion så langt tid muligt og bekæmpe alle former for kontraktion. Resultatet er en konstant øgning i pengemængden, med slutresultatet i form af massiv global gæld. Virkeligheden er den at alle penge eksisterer igennem lån og ethvert lån er lavet med en tilhørende rente. Der er derfor altid mere eksisterende gæld tilstede end reelle penge i cirkulation.

Kapitalismen anser hermed enhver form for tiltag der ikke underkaster sig markeds lovens præmis omkring cyklisk konsumering og konstant vækst for ueffektiv. Ethvert bæredygtigt tiltag vil ikke tages i betragtning hvis profit ikke kan være resultatet af det. Dette faktum kan forklare hvorfor majoriteten af biler stadig kører på olie.

Planlagt forældelse

Der eksisterer i dag inden for kapitalismen to former for forældelse af produkter som ikke er et produkt af den naturlige udvikling af teknologien, men derimod er et produkt af konkurrencemekanismen inden for markedet, samt den stærke trang til marked effektivisering igennem gentagende profitmaksimering.

Vi kan kalde disse to former for forældelse for:

a) Intrinsisk forældelse

b) Planlagt forældelse

Profitmaksimering = kreativitet

Studier viser at klassisk samlebåndsarbejde kan effektiviseres ved simpel belønning, hvorimod penge ikke umiddelbart ser ud til at kunne presse innovation og kreativitet ud af mennesker, uanset pengesummen.[6] I lyset af dette faktum omkring menneskets natur og automatiseringens eksplosive fremkomst, ses det klassiske arbejdskraft til indkomst system at være uddateret og restriktivt vedrørende industriel potentialitet og effektivitet.

Ephemeralization

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kapitalisme-kritiske synspunkter

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Michael L. Rothschild: Bionomics, 1. udgave 1990 ISBN 0-8050-1068-8

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: