Martin Luther King

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Martin Luther King
Martin-Luther-King-1964-leaning-on-a-lectern.jpg
Martin Luther King Junior; 26. marts 1964.
Personlig information
Født Michael King, Jr.
15. januar 1929(1929-01-15)
Atlanta, Georgia, USA
Død 4. april 1968 (39 år)[1]
Memphis, Tennessee, USA
Dødsårsag Myrdet
Hvilested Martin Luther King, Jr., National Historic SiteRediger på Wikidata
Nationalitet USA USA
Højde 170 cm, 170 cmRediger på Wikidata
Religion Baptist
Politisk tilhørsforhold Demokratisk socialist[2]
Far Martin Luther King, Sr.Rediger på Wikidata
Mor Alberta Williams KingRediger på Wikidata
Søskende Alfred Daniel Williams King,
Christine King FarrisRediger på Wikidata
Ægtefælle Coretta Scott King (1953-68; hans død)
Børn Martin Luther King III,
Dexter Scott King,
Yolanda King,
Bernice KingRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Morehouse College (1944-1948),
Boston University (1951-1955),
Boston University School of Theology,
Crozer Theological Seminary (1948-1951),
Washington High SchoolRediger på Wikidata
Medlem af Alpha Phi Alpha,
American Academy of Arts and Sciences,
Southern Christian Leadership ConferenceRediger på Wikidata
Aktive år 1955-1968
Påvirket af Mahatma Gandhi, Henry David Thoreau, Walter Rauschenbusch, Howard Thurman, Reinhold NiebuhrRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Nobels fredspris (1964)
Presidential Medal of Freedom (1977; posthumt)
Kongressens guldmedalje (2004; posthumt)
Signatur
Martin Luther King Jr Signature2.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nobel prize medal.svg Nobels fredspris
1964

Martin Luther King, Jr. (15. januar 19294. april 1968) var en amerikansk baptistpræst og borgerrettighedsforkæmper. King gjorde først sig bemærket i offentligheden da han i 1955-56 ledte an i busboykotten i Montgomery,[kilde mangler] der begyndte, da Rosa Parks nægtede at afgive sin siddeplads til en hvid person. Senere var han med til at grundlægge Southern Christian Leadership Conference, et samarbejde der skulle organisere borgerrettighedsaktivismen. Med inspiration fra Gandhi gik King ind for filosofien om offentlig ulydighed.[3] Han ledede adskillige marcher for at sætte fokus på forskellige manglende grundlæggende rettigheder. Den 14. oktober 1964 blev Martin Luther King den hidtil yngste modtager af Nobels fredspris.

King og borgerrettighedsbevægelsen var med til at presse præsident Lyndon Johnson til lovgivning mod racebaseret diskrimination samt lovgivning vedr. afroamerikanske borgeres stemmeret.[4] Han er i dag husket som ”USA’s største offentlige intellektuel” og er ”den eneste amerikanske ikke-præsident, hvis fødselsdag hvert år fejres som en national helligdag.”[5] Han huskes også for en række taler, især I Have a Dream-talen, som han gav i Washington D.C. i 1963.[6] Den 4. april 1968 blev King myrdet på en hotelbalkon af James Earl Ray. I 1986 blev en årlig national helligdag, Martin Luther King-dagen, indført til ære for ham. Han blev 39 år gammel.

Unge år[redigér | redigér wikikode]

Kings barndomshjem i Atlanta
Martin Luther Kings far i 1979.

King fødtes i Atlanta, Georgia som søn af pastor Michael Luther King, Senior og Alberta Williams King.[7] Han blev døbt Michael King,[8] men i forbindelse med en rejse til Tyskland i 1934 ændrede faderen både sit eget og sønnens fornavn til Martin, idet han senere hævdede, at navnet Michael var en skrivefejl.[9] King havde ældre søster, Willie Christine King, og en yngre bror, Alfred Daniel Williams King.[10] King sang med sit kirkekor, da filmen Borte med Blæsten i 1939 havde premiere i Atlanta.[11]

King var i begyndelsen skeptisk over for mange af kristendommens påstande.[12] Mest påfaldende var måske hans afvisning som 13-årig søndagsskoleelev af Jesu opstandelse. Her, har han udtalt, begyndte han at tvivle,[13] men konkluderede senere, at Bibelen har «mange grundlæggende sandheder som man ikke kan undslippe», hvorpå han besluttede at læse til præst.[12]

King voksede op i Atlanta og gik på Booker T. Washington High School. Som en tidligt moden elev sprang han to klasser over og begyndte som bare 15-årig på Morehouse College, det eneste universitet i sydstaterne som optog afroamerikanere.[14] I 1948 tog han eksamen ved Morehouse med en grad i sociologi og begyndte derefter på skolen Crozers Theological Seminar i byen Chester i Pennsylvania hvor han blev cand. theol. i 1951.[15][16] King giftede sig 18. juni 1953 med Coretta Scott, på plænen udenfor hendes forældres hus i Heiberger i Alabama.[17] Parret fik fire børn.[18]

I 1954 fik King, da 25 år, ansættelse som præst ved baptistkirken på Dexter Avenue i Montgomery i Alabama.[19] Han begyndte derefter arbejdet med sin doktorgrad i systematisk teologi ved Boston University og fik den filosofiske doktorgrad den 5. juni 1955 med afhandlingen A Comparison of the Conceptions of God in the Thinking of Paul Tillich and Henry Nelson Wieman. I 1980-erne fastslog en undersøgelse, at dele af afhandlingen var plagieret og at han havde handlet upassende, men at afhandling alligevel «var et intelligent bidrag til forskningen».[20][21][22]

Religiøs og politisk overbevisning[redigér | redigér wikikode]

Mens King studerede på Crozer Theological Seminary i Pennsylvania, stiftede han bekendtskab med en lang række tænkere og denne tid kom til at påvirke hans intellektuelle udvikling.[23] Han afviste således Karl Marx’ materialistiske udgangspunkt, men alligevel fastholdte King ”en kapitalismekritik resten af sit liv.”[23] King stiftede også bekendtskab med idéen om det sociale evangelium (social gospel) til sig. Denne idé, som blev udviklet af præsten Walkter Rauschenbusch, bygger på en idé om bruge kristne, etiske idéer i arbejdet med sociale problemer. Mens King studerende ved Crozer, udviklede han et teologisk udgangspunkt, der forenede hans baggrund i den afroamerikanske baptistkirke med den såkaldte liberalteologi.[23]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Med en baggrund som præst var Kings vigtigste inspiration Jesus og de kristne evangelier, som han næsten altid citerede ved religiøse møder, i sine taler og i offentlig debat. Kings tro var stærkt forankret i de kristne bud om at elske din næste som dig selv, elske Gud, elske sine fjender, og bede for dem og velsigne dem. Hans ikkevoldelige tankesæt var også knyttet til den kristne tanke om 'at vende den anden kind til' fra Bjergprædikenen og Jesu formaning om at stikke sværdet tilbage i skeden (Mattæus-evangeliet 26:53).[24]

Borgerretslederen, teologen og pædagogen Howard Thurman, som havde gået i klasse med Kings far på Morehouse College, påvirkede den unge King,[25] da Thurman underviste King og hans venner.[26] Thurmans havde som missionær rejst udenlands og bl.a. mødt Mahatma Gandhi.[27] Mens King var student ved Boston University besøgte han ofte Thurman, som da var domsprovst ved Marsh Chapel.[28] Walter Fluker, som har studeret Thurmans forfatterskab, har uttalt at «Jeg tror ikke vi havde fået en Martin Luther King uden en Howard Thurman».[29]

Ikkevold[redigér | redigér wikikode]

Mahatma Gandhi var Kings store inspirationskilde.

Med støtte fra kvækergruppen American Friends Service Committee og inspireret af Gandhis succes med at bruge ikkevold i den politiske kamp, besøgte King i 1959 Gandhis fødested.[30] Denne rejse til Indien kom på afgørende vis til at påvirke ham og øge hans forståelse af den ikkevoldelige politiske metode og hans engagement i kampen om amerikanernes borgerrettigheder. I en radiotale han holdt den sidste aften under besøget i Inden sagde han: «Efter mit besøg i Indien er jeg mere end nogensinde overbevist om, at ikkevoldelig modstand er det mest kraftfulde våben, undertrykte folk har til rådighed i deres kamp for retfærdighed og menneskelig værdighed. Mahatma Gandhi legemliggjorde i sit liv bestemte universale principper som er uadskillelige i universets moralske struktur, og disse principper er lige så uundgåelige som loven om tyngdekraften».[31]

Borgerretsforkæmperen Bayard Rustin, som også havde studeret Gandhis lære,[32] havde siden 1940-erne brugt ikkevold som politisk metode.[33] Rustin fungerede som Kings vigtigste rådgiver og mentor under hans tidlige aktivisme,[34] og Rustin var en hovedorganisator for marchen mod Washington i 1963.[35] Rustins åbenlyse homofili, støtte til demokratisk socialisme og tidligere bånd til det amerikanske kommunistparti fik imidlertid mange hvide såvelsom afroamerikanske ledere til at kræve, at King distancerede sig fra Rustin.[36]

Politik[redigér | redigér wikikode]

I 1957 var King med til at grundlægge borgerrettigheds-paraplyorganisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC). Som gruppens leder opretholdt King en politik med ikke offentligt at støtte noget amerikansk politisk parti eller nogen kandidat: «Jeg mener man her må stå udenfor partigrupperingene, så man han kan se objektivt på begge partier og være samvittighed for begge — ikke tjener eller herre for nogen af dem.»[37]

I et interview i 1958 udtrykte han det synspunkt, at ingen af partiene var perfekte: «Jeg tror ikke det republikanske parti er fyldt med den almægtige Gud, og heller ikke det demokratiske parti. De har begge svagheter... Og jeg er ikke uløseligt knyttet til nogen af dem.» [38]

King kritiserede begge partiers indsats med at fremme ligestilling mellem racerne:

«Faktisk er negrene blevet forrådt af både det republikanske og det demokratiske parti. Demokratene har forrådt os ved at kapitulere over for forskruede og lunefulde [sydstatsdemokrater]. Republikanerne har forrådt os ved at kapitulere over for det støjende hykleri på den reaktionære højrefløj i nordstatene. Og denne koalition mellem sydstatenes 'dixiekrater' og højrefløjens reaktionære nordstatsrepublikanere bekæmper hvert eneste lovforslag om borgerlige rettigheder.»[39]
Martin Luther King, 1964

Selv om King aldrig offentligt støttede noget politisk parti eller nogen kandidat til præsidentembedet, skrev han i et brev til en borgerretsforkæmper i oktober 1956, at han var usikker på om han til præsidentvalget det år skulle stemme på Adlai Stevenson eller Dwight Eisenhower, men tidligere havde han «altid stemt på demokraterne».[40]

I sin selvbiografi skrev King at han ved valget i 1960 stemte på den demokratiske kandidat John F. Kennedy: «Jeg mente at Kennedy kunne blive den bedste præsident. Jeg er aldrig gået ud med støtte. Min far gjorde det, men jeg gjorde det ikke.» King tilføjede, at han sandsynligvis ville have gjort en undtagelse ved valget i 1964: «Havde præsident Kennedy levet, ville jeg formentlig have støttet ham i 1964.»[41]

Erstatning[redigér | redigér wikikode]

King havde den opfattelse, at afroamerikanere, foruden andre vanskeligt stillede amerikanere, burde have ret til erstatning for påførte historiske uretfærdigheder. I et interview med magasinet Playboy i 1965 sagde han, at kun at give sorte amerikanere lighed ikke realistisk kunne fjerne det økonomiske gab mellem dem og de hvide. King ønskede fx ikke fuld lønkompensation til slavernes efterkommere, noget han mente det ville være umuligt at gennemføre, men foreslog et erstatningsprogram fra myndighederne på 50 milliarder dollar over ti år til alle vanskeligt stillede samfundsgrupper. [42]

Han hævdede at penge givet som erstatning ville være mere end rigeligt berettiget, gennem de fordele det ville give det amerikanske samfund: en enorm nedgang i antal elever som droppede ud af skolen, foruden familier som gik i opløsning, kriminalitet, børn uden for ægteskab, oprør og andre sociale ulykker.[43] Han præsenterede denne ide som en anvendelse af begrebet common law vedrørende afklaring af ubetalt arbejde, men klargjorde samtidig, at han følte at pengene ikke kun skulle gives til sorte. Han slog fast, at de burde komme vanskeligt stillede fra alle etniske grupper til gavn.[44]

Prædikener og taler[redigér | redigér wikikode]

King holdt mange taler, hvor han gjorde brug af sin baggrund som præst.[45] Han sagde herom: «I stille stunder med mit hjerte er jeg mest af alt præst, baptistisk prædikant.»[46] Hans mest kendte tale, I Have a Dream (Jeg har en drøm), holdt han 28. august 1963. Her krævede han etnisk lighed og afslutning på al racistisk diskriminering. Talen, som han holdt på trappene foran Lincolnmonumentet under marchen mod Washington blev et vendepunkt i borgerretskampen i 1960-erne. Talen blev overværet af mere end 200.000 mennesker, [47] og den anses som en af de vigtigte og mest betydningsfulde amerikanske taler i 1900-tallet. [48] Som politisk leder i borgerretskampen og som beskeden baptistpræst udviklede King sig og modnedes gennem sit korte liv.

Omfanget af hans retoriske begavelse kom allerede til udtryk i talen «The Three Dimensions of a Complete Life», som han holdt ved sin prøveprædiken ved Dexter Avenue Baptist Church i 1954 og som han siden holdt hvert år resten af sit liv.[49]

Fredsprisen i Oslo[redigér | redigér wikikode]

Martin Luther King med sin hustru Coretta Scott King i Oslo.

Den 14. oktober 1964 blev Martin Luther King den indtil da yngste modtager af Nobels fredspris, som han fik for at lede den ikkevoldelige modstand mod racistiske fordomme i USA. King lå halvsyg i sengen, da han fik telefonbesked fra Oslo om at fredsprisen var hans. Under sit besøg i Oslo for at modtage prisen, måske den mest prestigefyldte udmærkelse han modtog i hele sin karriere, nåede han at besøge Oslo Baptistkirke hvor han holdt tale og sang med forsamlingens medlemmer. [50] I forbindelse med overrækkelsen sendte norsk fjernsyn et interview med King, optaget dagen i forvejen.[50] Her citerede King bl.a. den norske forfatter Arnulf Øverland: «The unarmed only / can draw on sources eternal. / The spirit alone gives victory.» King fortsatte: «Det lyder som en drøm om en fjern og ukendt fremtid, men livet er ikke værd at leve uden en drøm og uten at prøve at gøre drømmen til virkelighed.»[51] King afsluttede sit nobelforedrag med ordene: «Jeg har den personlige tro at menneskeheden på en eller anden måde vil rejse sig og angive nye retningslinjer for en tidsalder, som er på vej mod sin undergang. Til trods for spændingerne og usikkerheden i denne tid er der ved at ske noget grundlæggende meningsfyldt.»[52]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Udvalgte værker på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • King, Martin Luther (1969/1958) Et skridt mod friheden. København: Jespersen og Pios Forlag.
  • King, Martin Luther (1965) Vi kan ikke vente. København: Jespersen og Pios Forlag.
  • King, Martin Luther (1967) Kaos eller Fællesskab. København: Jespersen og Pios Forlag.

Udvalgte tekster[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Brøndal, Jørn (2016) Det Sorte USA. København: Gads Forlag.
  • Garrow, David J. (1986) Bearing the Cross. Martin Luther King, Jr. and the Southern Christian Leadership Conference. New York: HarperCollins.
  • Pedersen, Carl (2016) ”Martin Luther King, Jr.” i Amerikanske tænkere (red. Astrid Nonbo Andersen & Christian Olaf Christiansen). København: Informations Forlag.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Martin Luther KingFind a Grave (Engelsk)
  2. ^ Pedersen 2016, s. 301.
  3. ^ Pedersen 2016, s. 310.
  4. ^ Pedersen 2016, s. 300.
  5. ^ Pedersen 2016, s. 299.
  6. ^ Pedersen 2016, s. 312.
  7. ^ Ogletree, Charles J. (2004): All Deliberate Speed: Reflections on the First Half Century of Brown v. Board of Education. W W Norton & Co. ISBN 0-393-05897-2. s. 138.
  8. ^ «Upbringing & Studies». The King Center.
  9. ^ Mikkelson, Barbara & David P.: «Four Things About King», Snopes.com, 17. januar 2010.
  10. ^ King, Jr., Martin Luther; Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph; Russell, Penny A. (1992): The papers of Martin Luther King, Jr. University of California Press. ISBN 0-520-07950-7. s. 76
  11. ^ Katznelson, Ira (2005): When Affirmative Action was White: An Untold History of Racial Inequality in Twentieth-Century America. WW Norton & Co. ISBN 0-393-05213-3. s. 5.
  12. ^ a b «King’s God: The Unknown Faith of Dr. Martin Luther King Jr». Tikkun. 2. november 2001
  13. ^ King, Jr., Martin Luther (1998): Carson, Clayborne red. Autobiography. Warner Books. ISBN 0-446-52412-3. s. 6
  14. ^ Ching, Jacqueline (2002): The Assassination of Martin Luther King, Jr. Rosen Publishing. ISBN 0-8239-3543-4. s. 18
  15. ^ Downing, Frederick L. (1986): To See the Promised Land: The Faith Pilgrimage of Martin Luther King, Jr. Mercer University Press. ISBN 0-86554-207-4. s. 150.
  16. ^ Nojeim, Michael J. (2004): Gandhi and King: The Power of Nonviolent Resistance. Greenwood Publishing Group. ISBN 0-275-96574-0. s. 179
  17. ^ «Coretta Scott King». Daily Telegraph (UK). 1. februar 2006
  18. ^ Warren, Mervyn A. (2001): King Came Preaching: The Pulpit Power of Dr. Martin Luther King, Jr. InterVarsity Press. ISBN 0-8308-2658-0. s. 35
  19. ^ Fuller, Linda K. (2004): National Days, National Ways: Historical, Political, And Religious Celebrations around the World. Greenwood Publishing. ISBN 0-275-97270-4. s. 314
  20. ^ Baldwin, Lewis V. (1992): To Make the Wounded Whole: The Cultural Legacy of Martin Luther King, Jr. Fortress Press. ISBN 0-8006-2543-9. s. 298.
  21. ^ «Boston U. Panel Finds Plagiarism by Dr. King». The New York Times. 11. oktober 1991
  22. ^ Heller, Steven; Vienne, Veronique (2003): Citizen Designer: Perspectives on Design Responsibility. Allworth Communications. ISBN 1-58115-265-5. s. 156
  23. ^ a b c Pedersen 2016, s. 305.
  24. ^ "Martin Luther King Jr., Justice Without Violence – April 3, 1957". Mlk-kpp01.stanford.edu. Hentet July 9, 2013
  25. ^ Thurman, Howard (1981): With Head and Heart: The Autobiography of Howard Thurman. Harcourt. ISBN 0-15-697648-X. s. 254
  26. ^ Thurman, Howard; Fluker, Walter E.; Tumber, Catherine (1998): A Strange Freedom: The Best of Howard Thurman on Religious Experience and Public Life. Beacon Press. ISBN 0-8070-1057-X. s. 6
  27. ^ Curtis, Nancy C. (1996): Black Heritage Sites: An African American Odyssey and Finder's Guide. ALA Editions. ISBN 0-8389-0643-5. s. 62
  28. ^ Marsh, Charles (1999): God's Long Summer: Stories of Faith and Civil Rights. Princeton University Press. ISBN 0-691-02940-7. s. 122
  29. ^ «The Legacy of Howard Thurman — Mystic and Theologian». Religion & Ethics Newsweekly. PBS. 18. januar 2002
  30. ^ King, Jr., Martin Luther; Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph; Russell, Penny A. (1992): The papers of Martin Luther King, Jr., s. 3
  31. ^ King, Jr., Martin Luther; Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph; Russell, Penny A. (1992): The papers of Martin Luther King, Jr., s. 135–136
  32. ^ Kahlenberg, Richard D. (1997): «Book Review: Bayard Rustin: Troubles I've Seen». Washington Monthly.
  33. ^ Bennett, Scott H. (2003): Radical Pacifism: The War Resisters League and Gandhian Nonviolence in America, 1915–1963. Syracuse University Press. ISBN 0-8156-3003-4. s. 217
  34. ^ Farrell, James J. (1997): The Spirit of the Sixties: Making Postwar Radicalism. Routledge. ISBN 0-415-91385-3. s. 90
  35. ^ De Leon, David (1994): Leaders from the 1960s: a biographical sourcebook of American activism. Greenwood Publishing. ISBN 0-313-27414-2. s. 138
  36. ^ Arsenault, Raymond (2006): Freedom Riders: 1961 and the Struggle for Racial Justice. New York: Oxford University Press. ISBN 0-19-513674-8. s. 62
  37. ^ Oates, Stephen B. (13 desember 1993): Let the Trumpet Sound: A Life of Martin Luther King, Jr. HarperCollins. ISBN 978-0-06-092473-7. s. 159
  38. ^ King, Jr., Martin Luther (2000). Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph et al. red.: The Papers of Martin Luther King, Jr: Symbol of the Movement, January 1957 – December 1958. University of California Press. ISBN 978-0-520-22231-1. s. 364
  39. ^ King, Jr., Martin Luther (2000). Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph et al. red: The Papers of Martin Luther King, Jr: Symbol of the Movement, January 1957 – December 1958. University of California Press. ISBN 978-0-520-22231-1. s. 84
  40. ^ King, Jr., Martin Luther (1992), Carson, Clayborne; Holloran, Peter; Luker, Ralph et al. red: The papers of Martin Luther King, Jr.. University of California Press. ISBN 978-0-520-07951-9. s. 384
  41. ^ King, Jr., Martin Luther; Carson, Clayborne (1998): The Autobiography of Martin Luther King, Jr. Hachette Digital. ISBN 978-0-446-52412-4. s. 187.
  42. ^ Washington, James M. (1991): A Testament of Hope: The Essential Writings and Speeches of Martin Luther King, Jr. HarperCollins. ISBN 0-06-064691-8.
  43. ^ Washington, James M. (1991): A Testament of Hope, s. 365–367: «the money spent would be more than amply justified by the benefits that would accrue to the nation through a spectacular decline in school dropouts, family breakups, crime rates, illegitimacy, swollen relief rolls, rioting and other social evils».
  44. ^ Washington, James M. (1991): A Testament of Hope, s. 367–368
  45. ^ Galchutt, Kathryn M. (2005): The Career of Andrew Schulze, 1924–1968: Lutherans And Race in the Civil Rights Era. Mercer University Press. ISBN 0-86554-946-X. s. 194.
  46. ^ Lischer, Richard. (2001): The Preacher King: Martin Luther King, Jr. and the Word That Moved America. New York: Oxford University Press. 10-ISBN 0-19-511132-X: 13-ISBN 978-0-19-511132-3, s. 3.
  47. ^ Hansen, D, D. (2003): The Dream: Martin Luther King, Jr., and the Speech that Inspired a Nation. New York, NY: Harper Collins. s. 177.
  48. ^ Lucas, Stephen & Medhurst, Martin (15. desember 1999): «I Have a Dream» Speech Leads Top 100 Speeches of the Century Arkiveret juli 9, 2006 fra Internet Archives Wayback Machine. University of Wisconsin–Madison.
  49. ^ Lischer, Richard. (1997): The Preacher King, s. 66.
  50. ^ a b Alkärr, Thomas (4. april 2008): «40 år siden drapet på King», NRK
  51. ^ «Award Ceremony Speech», Nobelinstituttet
  52. ^ Nobel Lecture, Nobelinstituttet. Oversettelsen er gjort av Wikipedia for anledningen

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: