Brandts flagermus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Brandts flagermus ?
060809-224340 0029 Myotis brandtii.jpg
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Chiroptera (Flagermus)
Familie: Vespertilionidae (Barnæser)
Slægt: Myotis
Art: M. brandtii
Videnskabeligt artsnavn
Myotis brandtii
Eversmann, 1845
Udbredelse ifølge IUCN
Udbredelse ifølge IUCN
Synonymer
Myotis brandti

Brandts flagermus (Myotis brandtii) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den fra Midtjylland, Lolland og Bornholm. Den ligner meget skægflagermusen.

Brandts flagermus er opkaldt efter den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-1879).

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Brandts flagermus minder om skægflagermusen i levevis. Skrigene er de samme som hos skægflagermusen: distinkte, regelmæssige lyde med en middelfrekvens på omkring 45 kHz.[3]

Om vinteren er Brandts flagermus truffet fåtalligt i de fire jyske kalkgruber, bl.a. Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber. De sidste forlader først kalkgruberne hen i maj måned, hvilket er senere end de andre Myotis-arter.[4]

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Brandts flagermus er udbredt fra England i vest gennem Nord- og Mellemeuropa. Udbredelsen mod øst gennem Asien kendes endnu ikke med sikkerhed. Mod nord i Europa findes den til 65. nordlige breddekreds.[2][4]

I Danmark er Brandts flagermus talrig på Bornholm. I Midtjylland og på Lolland findes små bestande. Den har tidligere fandtes på Sjælland indtil slutningen af 1800-tallet.[4]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Myotis brandtiiIUCNs rødliste: Hutson, A.M. at. al. (2008), hentet 2016-01-11.
  2. ^ a b Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, [2004]-. (opdateret april 2010)
  3. ^ Lundberg, Peter; de Jong, Johnny (1995). Sveriges smådäggdjur. Örebro: Fältbiologerna. Sid. 27. ISBN 91-85094-60-9 
  4. ^ a b c Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. Side 42-45. ISBN 978-87-02-05506-1.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]