Bruger:Opalask/Kvindefredslejren ved Ravnstrup

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

== FORMÅL ==

Kvinderne i Kvindefredslejren protesterede mod bygningen af en militærbunker, hvorfra man skulle styre atomraketter opstillet i Tyskland i krigstid. Atomoprustningen ansås som en forbrydelse mod menneskeheden, som et potentielt folkedrab. ´Atomvåben er ikke et våben. Det er simpelthen kimen til udslettelse af alt liv på jorden. Jeg nægter at tro på, at det skulle være en naturlov, at stater må bekrige hinanden med alle midler. Ingen kan styre disse gigantiske kræfter´[1], sagde fysikeren Gyrit Jørgensen i hendes forsvarstale ved domstolen i Viborg.

Når kvinderne lavede en lejr lige over for militærområdet, hvor bunkeren byggedes, regnede man selvfølgelig ikke med, at det ville lykkes definitivt at hindre byggeriet eller træningen derinde. Kvinderne ville give et kraftigt signal til omverdenen – til befolkningen og til politikerne – om at det drejede sig om en trussel af uanede dimensioner. Danske politikere proklamerede stolt, at Danmark var en atomvåbenfri zone. Men det holdt ikke, når man bare kan styre atomvåben fra et andet land, hvor man har ´ret´ til at have atomvåben. Grundlæggende værdier om atomvåbenfrihed i Danmark var på spil. Samtidig med at det var våben med en sprængkraft så stor, at vi alle kunne dræbes mindst 30 gange.

Yderligere var demokratiet blevet omgået. Økonomien for bygningen af bunkeren var blevet inkorporeret og skjult i en forstærkningsaftale, som i 8(!) år var blevet underskrevet af forsvarschefen, uden Folketingets vidende. 1980-forstærkningeaftalen indeholdt desuden afgivelse af suverænitet, fordi den bemyndigede USA-fly, der havde atomvåben som standardudstyr, til at kunne benytte danske lufthavne.

Ved suverænitetsafgivelse skal der være 5/6 flertal for dette i Folketinget … men Folketinget var ikke blevet spurgt i 8 år. Forsvarsministeriet havde end ikke gjort Folketinget opmærksom på dette.


Kvinderne havde forsøgt at gøre opmærksom på både den indirekte tilstedeværelse af atomvåben samt hemmelighedskræmmeriet over for Folketinget, og de havde forfattet 14 spørgsmål til Forsvarsministeriet – hvoraf kun det økonomiske spørgsmål blev besvaret.


Carl Scharnberg skrev et digt udgivet i 1980, der afspejlede stemningen under den kolde krig[2]:

Situationen er klar:

radarer spejder.

fly er i luften

raketter står parate.

hænder er rede.

ordren afventes.

kun tidspunktet mangler.


Hvor meget er klokken?



Under alle aktioner i Kvindefredslejren benyttede kvinderne sig udelukkende af ikke-voldelige protestmidler og overholdt principperne for ikke-vold og civil ulydighed, inklusiv princippet om at informere. Dvs. det var offentlige handlinger, som var offentliggjort først til alle instanser. Militæret, politiet og medier var underrettet på forhånd:

  •     man beskrev formålet med aktionen
  •     aktionens start- og sluttidspunkt (det sidste kunne variere).
  •    man anmeldte også den lovlige demonstration ude på vejen, også af trafikale grunde.
  •     man anslog, hvor mange, der ville komme
  •     man beskrev, hvad man ville foretage sig inde på militærområdet

Dvs alle kunne forudse hændelsesforløbet.  Dette gør, at aktionen kan kategoriseres som et forsætligt brud på bestemte love, som fx 'Ulovlig indtrængen på fremmed grund'. På den måde bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved den generelle retsorden og dermed demokratiet. Det var dermed et lovbrud, der kun havde symbolsk karakter og lå inden for rammerne af civil ulydighed.


Af større aktioner kan nævnes

  •     'Hekseoptoget' gennem Viborgs strøg ved Kvindefredslejrens start på Skt. Hans aften,
  •     'Tag jorden tilbage'
  •     'Påskeaktionen'
  •     'Jerikos mure' samt
  •     den symbolske retssag 'Med liv skal land bygges'

AKTIONSFORMEN[redigér | rediger kildetekst]

Aktionerne blev planlagt omhyggeligt, da der var mange krav til, hvordan de skulle forløbe. Når Kvindefredslejren stod som arrangør, så skulle man leve op til principperne for både civil ulydighed og ikke-vold, for at kvinderne kunne stå inde for det.

Ville man deltage i den civilulydige (ulovlige) del, den der bevægede sig ind på militærområdet, skulle man komme en dag før for at deltage i fortræningen i ikke-voldsteknikker. De tilstrømmende kvinder kom fra så mange forskellige miljøer for at støtte op om lejrens aktiviteter. Det var et bredt tæppe af kvinder fra både BZ-bevægelsen i København til husmødre fra Nordjylland - der var alt fra børn og unge til ældre kvinder op til 80 år. Alle skulle være trygge. Aktionerne havde selvfølgelig en overordnet ramme og grundideer, når folk ankom. Billedligt sås aktionen som en sol, som havde mange stråler i form af opgaver og aktionsformer. Der var mange gruppedynamiske aktiviteter i gang på én gang. Man havde plenum i midten og små grupper udenfor. I plenum snakkede man om, hvilke ideer, der var til aktionen.

Der var mange forskellige opgaver og forskellige grader af, hvor langt man ville gå. Man skulle finde sin egen grænse og derefter vælge gruppe efter, hvor langt man personligt havde lyst til at gå. Det handlede om at passe på sig selv og hinanden, så ingen kom til at overskride sine egne grænser. Der måtte intet gruppepres finde sted.


Én stråle er den gruppe, der står for information af pressen.  Dem, der vil stå helt lovligt ude på vejen og demonstrere, er en anden stråle. Dem der går ind og går helt op til hegnet er en tredje stråle, dem der vil hoppe over hegnet er en fjerde osv. Alle stråler er lige vigtige.

Er der 200 kvinder, der vælger at stå lovligt ved vejen, er det for stor en gruppe. Så deler man op i mindre grupper. Store grupper et sværere at kontrollere, det har man set ved utallige demonstrationer, der pludselig går amok og begynder at lave hærværk eller andet, selvom det slet ikke var arrangørernes intention. Det er vigtigt, det går ordentligt til. At alle overholder principperne for aktionen, så alle bagefter kan stå inde for, hvad der er foregået, og så alle er trygge.

I hver gruppe (affinitetsgrupper kaldes de inden for ikke-voldsarbejde) finder man en fælles retningslinje. Man har besluttet præcist, hvor langt den vil gå og hvortil, den vil nå. Uden på nogen måde at yde anden modstand end bare at blive ved med at gå, eller blive siddende ned. Man råber ikke, man synger højst. Man giver blomster i stedet for våben. De retter våben mod os, vi giver ikke andet end blomster. Ingen aggression.

Man er enige om, hvad man laver. Man går præcis derhen, hvor man har aftalt i gruppen. Man afviger ikke fra beslutningen for pludselig at gå lidt længere. Man ændrer ikke retning og går til søen. Man springer ikke fra gruppen og går over til dem, der går over militærhegnet, fordi de nu tør lidt mere efter træningen. Man kan skifte gruppe under træningen, men ikke under aktionerne. Selvfølgelig må man gå ud, hvis man bliver for bange. Men så går man helt ud. Dog kan det nogle gange føles værre at forlade en gruppe, selvom man er bange, fordi man ved, man efterlader et hul, når man går ud. Man føler ansvar. Et ansvar for gruppen og for aktionerne.

Affinitetsgrupperne gør, at ingen er bange for, at nogle vil noget mere, end man har aftalt. Ingenting render af sporet.

HÅNDTERING AF FRYGT[redigér | rediger kildetekst]

Det kræver mod at lave civilulydige aktioner. Når man skal ud i grænseoverskridende ting, har man brug for den tryghed og overskuelighed, mindre grupper giver. Fordi man bruger sin krop. Man bruger ikke-voldsprincippet, men man er ikke passiv, som nogle forveksler ikke-vold med. Man sætter sin krop ind som et aktivt redskab. Velvidende man står over for en overmagt. En overmagt, der står med våben og hunde. Velvidende man er forsvarsløs. Velvidende at man ikke tager til genmæle. Velvidende at man ikke går til angreb. Man modsætter sig ikke. Det er dét, der gør ikke-vold til så stærkt et redskab. ”Non-violence is a weapon of the strong”, sagde Mahatma Gandhi.

Ikke-vold er de stærkes våben Gandhi

Det kræver en særlig psyke, og det kræver et særligt hjerte. Du skal gå imod dine egne impulser, som er kæmp eller flygt. Du skal holde en rolig og venlig indstilling og huske, at det er et andet menneske, man går i mod, ikke en fjende.

TRÆNING I IKKE-VOLD[redigér | rediger kildetekst]

Håndtering af frygtimpulser indgår i træningen forud. Træningen indbefatter at gruppen øver sig i at gå mod en menneskemur. Det virker voldsomt, også selvom man træner med kvinder, man holder af. Man trænes i at se dem overfor sig, hverken som soldat eller politi, men som et menneske, der er ligeværdigt med dig selv. Også når de tager fat i dig eller råber af dig. De er ligeværdige. Dét hjælper man hinanden med at holde fast i.

Man træner i, hvis man føler, man er ved at blive løbet over ende af militæret eller politiet. Hele gruppen sætter sig ned. Det er stærkt. De kan ikke løbe hen over siddende mennesker. Det ligger dybt i menneskets impulser. Man tramper ikke på folk, der ligger ned. Det sker kun i panik. I ikke-voldsarbejde konfronterer man ikke, man gør noget andet. Man bryder en energi og der sker en nedskalering af en konflikt/konfrontation. Det er helt specifik træning, så man kan mærke dén tryghed i gruppen.

Det kræver et stort fokus indad, også på din egen frygt - for den vil komme op. Vi bliver bange. Alle bliver bange.

Det gode er, at frygten kan håndteres. Man er ikke med for at vifte med et flag og drikke øl som til 1. maj-demonstrationer. Det er vigtigt.

Når man vælger de små grupper handler det altså om at lave små tryghedsfelter, sådan at man lige præcis i denne her gruppe kan mærke, at her er man tryg. Man kender sin egen følelse af frygt og de andres, for den har man snakket om. Man snakker om den undervejs, og man kan evaluere bagefter i sin gruppe.

Grupperne blev koordineret i plenum. Hver gruppe/stråle havde en repræsentant. Repræsentanten mødes i plenum med de andre repræsentanter, hvor hun fremlagde gruppens ideer. Repræsentanten tager det tilbage i lille gruppe. Man måtte gerne gennem repræsentanterne der mødes i plenum. kommentere eller gøre indsigelser mod en anden gruppes ideer/planer, hvis man skulle synes, den ville gå længere, end man kan stå inde for. Når man i en organisation har en flad struktur uden hierarki, er det en god måde at koordinere og opbygge en god kommunikation på. Man tog ikke kvinder med ind på det militære område, hvis de ikke havde været med i denne proces. Heller ikke journalister – fordi de ville komme til at udføre civil ulydighed uden træning, og fordi gruppen ikke vil kende den persons handlemåde og tankegang. Man skulle være tilknyttet en affinitetsgruppe.

Mod er aldrig at lade dine handlinger blive påvirket af din frygt Arthur Koestler


Når man laver så stort et forarbejde inden en aktion, så er det fordi civil ulydighed kræver meget mere af den enkelte, end en almindelig demonstration gør. Man er ikke med for at vifte med et flag og drikke øl som til 1. maj. Man er med, fordi man med sin samvittighed er oppe mod nogle uretmæssigheder i samfundet, som man føler, man ikke kan sidde overhørig. Også selvom det kræver, man begår noget ulovligt i forhold til gældende love. Det kræver meget af samvittighedsfulde og rettænkende mennesker bevidst at begå lovbrud - især når man ved, at myndighedspersoner og militær vil blive sat ind mod dig.



Kvindefredslejrens tilstedeværelse henover en af de værste isvintre og de godt mediedækkede, ikke-voldelige fredsaktioner havde gjort en stor del af befolkningen opmærksomme på bunkerbyggeriet – som var et symbol på Danmarks udvidede deltagelse i atomvåbenkapløbet.

"Resultatet blev en styrkelse af modstanden imod atomvåben og forstærkede krav i befolkningen om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Norden. Og Folketinget reagerede i overensstemmelse med det nye befolkningsflertal"[3]


CIVIL ULYDIGHED[redigér | rediger kildetekst]

Begreberne ´Civil ulydighed´ og ´Ikke-vold´ var kerneprincipper i Kvindefredslejren. Alle handlinger og aktioner skulle foregå inden for disse rammer.

Civil ulydighed er det forhold, at en person overtræder loven under henvisning til moralske værdier. Den ulydige sætter moralsk ret over pligten til at følge den nedskrevne lov.

Filosoffen John Rawls definerer civil ulydighed således: "Civil ulydighed er en offentlig ikke-voldelig, samvittighedsbetonet, politisk handling, hvor loven overtrædes med henblik på at skabe en lovændring eller en politisk regeringsændring”[4]

Uretfærdige love findes i ethvert samfund. Enten har de hele tiden været uretfærdige, eller tiden og samfundsudviklingen ændrer sig, og allerede vedtagne love bliver nu opfattet som uretfærdige. Uret og ret kan på den måde blive et moralsk-etisk dilemma. Svarede til legal og legitim. Eller sagt på en anden måde: Ret (i juridisk forstand) og moral er ikke det samme. Der er begået store uretfærdigheder og massakrer inden for rammerne af loven.

  • I 'Det Tredje Rige' var udryddelsen af jøderne inden for lovens rammer. Men det var ikke ret, fastslog dommerne i Nürnberg.
  • I Danmark begik mange mennesker civil ulydighed ved at beskytte jøderne. For retten var ikke ret.
  • I Iran sker der stadig i dag udryddelser og lemlæstelse af kvinder inden for lovens rammer. Det er ikke ret.
  • At Danmark var involveret i NATO´s atomstrategi i form af bunkeren i Ravnstrup var også lovligt. Men var det ret?


Kvindefredslejren navigerede efter en strofe i et digt, skrevet af Carl Scharnberg:

NÅR URET BLIVER RET, BLIVER MODSTAND EN PLIGT

Carl Scharnberg[2].

Denne sætning beskriver essensen af civil ulydighed. Det er samvittigheden, der kræver handling.


Civil ulydighed er en protest- og modstandsform, der blev kendt med Gandhi, Martin Luther King og Rosa Parks.

Der er nogle klare forudsætninger for, hvornår du kan kalde en handling for civil ulydighed, og ikke bare lovløshed.

  1. Man griber først til civil ulydighed, når man ikke kan nå den sociale eller politiske forandring gennem de traditionelle demokratiske veje
  2. Den interesse, der varetages ved at overtræde loven, skal være almen og rette sig mod en grov uretfærdighed
  3. Den ulydige vedgår åbent sin lovovertrædelse og tager om nødvendigt sin straf.

Der er stor forskel på civile ulydighedshandlinger og revolution. Sidstnævnte tager sigte på at omstyrte en hel samfundsorden.

De civile ulydighedshandlinger har til formål enten at skabe opmærksomhed omkring en uretfærdig sag for at få den forandret, eller ændre retspraksis. Civil ulydighed er en symbolhandling.

Med civil ulydighed søger du at skabe debat og forståelse/opslutning om en sag og appellere til den almene retsfølelse. Gennem evnen til at dramatisere en sag og polarisere den gennem den bevidste overtrædelse af retsregler, tvinges mennesker, organisationer, lovgivere og retsinstanser til at tage stilling for og imod lovbrydernes sag[3]

Rosa Parks var en lille, ulydig, sort kvinde, der i 1955 nægtede at vige sit sæde for at give plads til en hvid passager i den raceopdelte bus i Alabama. Arrestationen af hende udløste en 381 dage lang boykot-aktion af Montgomerys bussystem, som kun blev reddet fra en konkurs af myndighederne, ved at de blødte op i reglerne for raceadskillelse.

I 1996 overrakte præsident Bill Clinton Rosa Parks præsidentens frihedsmedalje, og i 1999 fik hun Kongressens guldmedalje. Efter sin død den 24. oktober 2005 besluttede Kongressen at lade Parks' kiste opstille med æresvagt under kongresbygningens rotunde, en særlig hædersbevisning, der aldrig tidligere var overgået en kvinde[[1]].

På det forfatningsmæssige plan kan civil ulydighed altså medvirke til, at der sker et systemskifte, og gårsdagens ulydighed kan derved blive morgendagens heltegerning.

Hvis du er neutral i situationer med uretfærdighed, har du valgt undertrykkerens side Desmond Tutu

Efter II. Verdenskrig vidste alle, at det var de LYDIGE, der var de farlige, ikke de ulydige. Uden lydighed havde nazismen, og stalinismen for den sags skyld, været magtesløse. Uden LYDIGHED havde der ikke været koncentrationslejre og masseudryddelser.

Onde mænd behøver ikke mere for at nå deres mål, end at gode mænd skal se på og ikke gøre noget John Stuart Mill. 1867

Der er ikke tradition for civil ulydighed i Danmark.

Men kvinderne i Kvindefredslejren tyede til denne metode for at gøre opmærksom på, at Danmark var på vej til ikke længere at være det lille, fredselskende land, der ikke havde noget ansvar for atomoprustningen.

"I Danmark byggede vi store kommandobunkers, hvor generalerne kunne hygge sig, når ragnarok indfandt sig. Kvinderne blev gjort opmærksom på, at bunkeren skulle kunne rumme en dansk NATO-officer med operativ kommando over atomvåbnene i Slesvig-Holsten"[5].

Kvinderne havde inden de begik civil ulydighed forsøgt at få svar på 14 spørgsmål fra Forsvarsministeriet.

Filosoffen Henry David Thoreau slog i 1849 i sit berømte kampskrift imod slaveriet, at borgernes samvittighed ikke skal vige for lovgivernes. Nej, siger Thoreau, lad os være mennesker i første, og undersåtter i anden række’[6]

RETTERGANG I VED VIBORG DOMSTOL[redigér | rediger kildetekst]

I Kvindefredslejren lavede man aktioner, hvor man med åbne øjne brød loven og gik ind på militærområdet for at gøre opmærksom på, at der blev bygget et krigshovedkvarter, hvorfra de tyske atomraketter kunne dirigeres i krigstid.

Det er første gang i dansk retshistorie, at der rejses tiltale for ulovlig indtrængen og ophold på militært område. 38 kvinder stod tiltalt. Dette åbnede op for straffe i størrelsesordenen op til et halvt års fængsel eller 3.000 kr i bøde efter § 264, stk. 1.2[7].

Men dommerne sympatiserede med kvindernes sag og metoder. De accepterede ikke politianklagerens udsagn om, at kvinderne blot ville have ballade, når de ikke ville forlade militærområdet. Dommer Hans Kjellund anerkendte, at det var ad den vej, kvinderne kunne få de militære myndigheder i tale og udtalte, at kvinderne ikke var gået ind på det militære område for egen personlig vindings skyld.

Kvinderne holdt selv deres forsvarstaler ... som fik tårer frem selv i dommers og domspersoners øjne. Helt galt gik det, da en af kvinderne valgte at synge en af kvindefredslejren Greenham Commons sang om de sidste 4 minutter før Ragnarok.

Det var en stærk oplevelse´, sagde dommer Hans Kjellund bagefter om retssagen[8].

Kvinderne fik højst usædvanligt de mildest tænkelige straffe. 100 kr til de, der vat gået ind på militærområdet, 300 kr til dem, der var gået længere og havde forceret hegnet for at komme helt op til bunkeren. Dette begrundet i erkendelse af, at de tiltalte ikke havde kriminelle hensigter. Dommeren forklarede, at dommene burde være milde, når man ser på baggrunden for dét, kvinderne gjorde[7].

Nogle af kvinderne valgte ikke at betale bøden, da de ikke mente, de havde gjort noget forkert. I overensstemmelse med principperne for civil ulydighed vedkendte de sig at have brudt loven, men ikke at de havde gjort noget forkert. Etisk lå fejlen ikke ved dem.

”Jeg ser ikke love som uforanderlige. Love er nogle gange lavet med et helt bestemt formål – nemlig at beskytte egne interesser. Fx har militæret ved lov ret til at hemmeligholde oplysninger for Folketinget ved at give det stemplet ´Hemmelige dokumenter´ – og derved undgå enhver form for kritik og modstand. Det er meget taktisk. Hvis det da er befolkningen, militæret skal beskytte sig imod. Jeg anerkender ikke disse loves autoritet.  Det ligger meget langt fra, hvad jeg vil kalde spilleregler i et demokratisk samfund. En forudsætning for demokrati må være oplysning og åbenhed. Lovovertrædelse i dette tilfælde er begået, fordi min moral med et humanistisk livssyn har højeste prioritet og vejer tungere end love, som bestemmer, at våben er mere værd end mennesker. Jeg står anklaget her i dag. En overtrædelse, jeg har begået for at gøre opmærksom på den omgåelse af demokratiet, der har fundet sted ved beslutningen om at bygge Ravnstrupbunkeren.”[9]

For dette ville hun ikke betale, men hellere afsone 3 dage i fængsel, som endnu en aktion mod uretfærdigheden.

Det blev en principsag for nogle af kvinderne at afsone bøden i arrest. Det blev til nye aktioner. Kvinderne arrangerede fakkelvagter, hvor de stod uden for fængslerne og sang protestsange som opbakning til og for den kvinde, der sad alene bag murene for en fælles sag. Samtidig brugte de lejligheden til at fortælle forbipasserende, hvad der foregik, og hvorfor en kvinde nu sad i fængsel.

Jens Thoft, folketingsmedlem, mens kvindefredslejren eksisterede, og dermed er repræsentant for den lovgivende instans, forsvarer i en artikel civil ulydighed:

I et demokratisk retssamfund bør man kun forvente borgernes lovlydighed, så længe retsreglerne ikke blot opfattes som lov, men også ret”[5].

Han skriver, at når han forsvarer retten til lovbrud, så hænger det sammen med, at i et demokratisk samfund har vil lov til at stille strenge krav til samfundets evne til at legitimere sine retsregler.


[2] Information; Jens Thoft: Et forsvar for civil ulydighed

  1. ^ Hæftet ´Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt´ udgivet af Kvinder for Fred
  2. ^ a b Carl Scharnberg: Beredskabsdigte og andre lærestykker, 1980
  3. ^ a b Information: Et forsvar for ulydighed af folketingsmedlem Jens Thoft
  4. ^ Filosoffen John Rawls: ´Theory of Justice´. 1971
  5. ^ a b Jens Thoft: Et forsvar for civil ulydighed. Information
  6. ^ Thoreau: Walden – livet i skovene
  7. ^ a b Annette Kjær ´Ikke et øje var tørt´. Information
  8. ^ Information; Annette Kjær ´Ikke et øje var tørt´
  9. ^ Uddrag af Cheyennes forsvarstale ved retten i Viborg