Charles de Gaulle
Ridder af Elefantordenen.svg) 1965 |
Charles de Gaulle (22. november 1890 – 9. november 1970) var en fransk officer, politiker og statsmand. Han var leder af Det Frie Frankrig under 2. verdenskrig, præsident for den provisoriske regering for den franske republik 1944–1946, præsident for Ministerrådet i 1958–1959 og Frankrigs præsident fra 1959 til 1969. Han var den centrale politiske skikkelse bag oprettelsen af Den Femte Republik og kom til at præge fransk indenrigs- og udenrigspolitik i flere årtier.[1]
De Gaulle blev født i Lille i en katolsk familie med rødder i Champagne. Han voksede op i et stærkt nationalt og katolsk miljø og udviklede tidligt en interesse for Frankrigs historie og militære traditioner. I 1908 blev han optaget på den franske officersskole École spéciale militaire de Saint-Cyr, og efter sin uddannelse i 1912 gjorde han tjeneste i det 33. infanteriregiment i Arras, hvor han blandt andre havde Philippe Pétain som overordnet.[1]
Første verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst]Under 1. verdenskrig deltog de Gaulle på Vestfronten. Han blev flere gange såret og blev i marts 1916 taget til fange af tyskerne under slaget ved Verdun. Han forsøgte flere gange at flygte fra fangenskabet, men blev hver gang genfanget og tilbragte resten af krigen som krigsfange i Tyskland.[1]
Efter krigen gjorde de Gaulle tjeneste i den franske hær og deltog i den franske militærmission i Polen under den polsk-sovjetiske krig 1919–1921. Han arbejdede blandt andet med uddannelse og militære spørgsmål og fik erfaring med moderne krigsførelse.
Fra 1920'erne gjorde han tjeneste i forskellige stabe og arbejdede tæt sammen med Pétain. I 1924 udgav han sin første større bog, La Discorde chez l'ennemi, og fortsatte med at skrive om militær strategi, ledelse og Frankrigs forsvar.
Mellemkrigstiden
[redigér | rediger kildetekst]I mellemkrigstiden advarede de Gaulle gentagne gange mod Tysklands militære oprustning og argumenterede for en modernisering af det franske forsvar. Han lagde særlig vægt på professionelle og mobile panserstyrker, der skulle kunne samles i større enheder og anvendes offensivt. I januar 1940 sendte han et memorandum til en række franske politikere og militære ledere, hvor han argumenterede for en tættere forbindelse mellem panserstyrker og flyvevåben.[2]
Hans synspunkter stod i modsætning til den mere traditionelle franske militære doktrin, som blandt andet lagde stor vægt på defensive stillinger og Maginotlinjen. De Gaulle fik ikke gennemført den omfattende reform af hæren, som han ønskede. Hans militære skrifter blev dog læst uden for Frankrig og bidrog til hans ry som fortaler for mekaniseret krigsførelse.
Blandt hans vigtigste bøger fra perioden var La Discorde chez l'ennemi (1924), Le Fil de l'épée (1932) og La France et son armée (1938).[2]
Anden verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst]Ved udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939 trådte de Gaulle i aktiv tjeneste. Under Slaget om Frankrig i maj og juni 1940 blev han chef for 4. panserdivision og ledede blandt andet angreb ved Montcornet og Abbeville. Den 1. juni 1940 blev han udnævnt til general de brigade på midlertidig basis.[2]
Den 5. juni blev han udnævnt til undersekretær for forsvar og krig i regeringen under Paul Reynaud. Han forsøgte at få regeringen til at fortsætte kampen mod Tyskland, også hvis det blev nødvendigt at føre krigen fra det franske imperium og Storbritannien. Da Reynaud-regeringen faldt, og Philippe Pétain overtog regeringsledelsen og søgte våbenstilstand, rejste de Gaulle til London.[2]
Den 18. juni 1940 holdt de Gaulle sin berømte appel over BBC, hvor han opfordrede franskmændene til at fortsætte kampen mod Tyskland. Appellen blev senere et af de vigtigste symboler på den franske modstand mod den tyske besættelse og Vichyregimet.[3]
De Gaulle blev anerkendt af den britiske regering som leder af de Frie Franske og begyndte at opbygge en politisk og militær organisation, der senere blev kendt som Det Frie Frankrig. De frie franske styrker kæmpede sammen med de Allierede i Afrika, Mellemøsten og senere Europa.
Den 2. august 1940 blev de Gaulle dømt til døden in absentia af en fransk militærdomstol under Vichyregimet. Han forblev i London og fortsatte arbejdet med at samle franske styrker og kolonier omkring Det Frie Frankrig.[4]
De Gaulle arbejdede samtidig på at få de franske kolonier til at slutte sig til Det Frie Frankrig. Flere områder i Fransk Ækvatorialafrika sluttede sig i 1940 til hans bevægelse, hvilket gav Det Frie Frankrig større territoriale, økonomiske og militære ressourcer.
I 1943 blev Det Frie Frankrigs politiske ledelse samlet med de franske myndigheder og styrker i Nordafrika i Comité français de la Libération nationale (CFLN), som de Gaulle først ledede sammen med Henri Giraud. Fra november 1943 var de Gaulle den eneste formand. Den 3. juni 1944 blev CFLN omdannet til Gouvernement provisoire de la République française (GPRF), der skulle lede Frankrig efter befrielsen.[5]
Efter de allieredes landgang i Normandiet rejste de Gaulle til Frankrig den 14. juni 1944. Han arbejdede for, at de franske myndigheder og den franske republik skulle genoprettes, frem for at Frankrig skulle administreres som et besat land under de Allieredes militære administration.[6]
Han vendte tilbage til Paris efter befrielsen i august 1944. Den 25. august blev Paris befriet, og de Gaulle holdt dagen efter sin berømte tale på Champs-Élysées. Den 9. september 1944 blev han leder af den provisoriske regering, som samlede de forskellige politiske kræfter i det befriede Frankrig.[1]
Efterkrigstiden og den provisoriske regering
[redigér | rediger kildetekst]Som leder af den provisoriske regering arbejdede de Gaulle for at genopbygge den franske stat og genoprette republikanske institutioner. Regeringen gennemførte blandt andet en række sociale og økonomiske reformer og forberedte afholdelsen af valg.
De Gaulle ønskede en stærk udøvende magt og mente, at en svag regering og et stærkt parlament ville gøre det vanskeligt at føre en stabil politik. Han kom derfor i konflikt med flere af de politiske partier, der ønskede et mere parlamentarisk system.
Den 20. januar 1946 trådte han tilbage som regeringschef. Han trak sig derefter tilbage fra aktiv politik og bosatte sig i perioder på sin ejendom La Boisserie ved Colombey-les-Deux-Églises.[7]
I Bayeux-talen i juni 1946 fremlagde han sine tanker om en ny forfatning. Han argumenterede for et stærkere statsoverhoved og en stærkere udøvende magt end under Den Fjerde Republik. Disse tanker fik senere stor betydning ved udformningen af Den Femte Republiks forfatning.[7]
Rassemblement du Peuple Français
[redigér | rediger kildetekst]I 1947 grundlagde de Gaulle det politiske parti Rassemblement du peuple français (RPF). Bevægelsen ønskede blandt andet at styrke den udøvende magt, begrænse partiernes indflydelse og fastholde Frankrig som en stærk og selvstændig stat.
RPF opnåede gode resultater ved kommunalvalgene i 1947 og ved senatorvalg året efter, men havde vanskeligere ved at omsætte sin popularitet til national parlamentarisk magt. Efter dårlige resultater ved parlamentsvalget i 1951 blev organisationen gradvist svækket, og de Gaulle satte den i bero i 1953.[7]
De følgende år levede han relativt tilbagetrukket fra det politiske liv. Han kritiserede fortsat Den Fjerde Republik for parlamentarisk ustabilitet og for dens manglende evne til at løse Frankrigs koloniale konflikter.
Tilbagevenden til magten
[redigér | rediger kildetekst]I 1958 blev Den Fjerde Republik ramt af en alvorlig politisk krise som følge af Algerietkrigen. Den 13. maj 1958 fandt et oprør sted i Algier, og krisen udviklede sig hurtigt til en trussel mod regeringens autoritet. Præsident René Coty bad de Gaulle om at danne regering.[1]
Den 1. juni 1958 blev de Gaulle præsident for Ministerrådet, den sidste regeringschef under Den Fjerde Republik. Han fik bemyndigelse til at udarbejde et forslag til en ny forfatning. Den nye forfatning blev godkendt ved folkeafstemning den 28. september 1958 med 79,2 % af stemmerne og dannede grundlaget for Den Femte Republik.[8]
De Gaulle blev valgt til præsident i december 1958 og tiltrådte embedet den 8. januar 1959. Han blev dermed den første præsident for Den Femte Republik.[1]
Præsident for Den Femte Republik
[redigér | rediger kildetekst]Som præsident forsøgte de Gaulle at gøre Frankrig til en stærk og selvstændig stormagt. Han ønskede, at Frankrig skulle kunne føre en selvstændig udenrigspolitik uden at være fuldstændig afhængig af hverken USA eller Sovjetunionen.
Et af de vigtigste spørgsmål under hans præsidentskab var Algerietkrigen. De Gaulle havde oprindeligt en tvetydig holdning til Algeriets fremtid, men bevægede sig gradvist mod at acceptere algerisk selvbestemmelse. Algeriet blev selvstændigt i 1962 efter Évian-aftalerne, og Frankrigs lange koloniale tilstedeværelse i Algeriet ophørte.[1]
Frankrig udviklede under de Gaulle sit eget atomvåbenprogram og gennemførte sin første atomprøvesprængning i 1960. Atomvåbnene blev en central del af hans ønske om at sikre Frankrigs militære og strategiske selvstændighed.
De Gaulle førte også en mere selvstændig europæisk og international politik. I 1964 anerkendte Frankrig Folkerepublikken Kina, og i 1966 trak Frankrig sig ud af NATOs integrerede militære kommando, selv om landet fortsatte som medlem af alliancen. De Gaulle søgte samtidig tættere forbindelser til Sovjetunionen og andre østeuropæiske lande.[9]
I 1965 blev de Gaulle genvalgt som præsident. Det var første gang, at Frankrigs præsident blev valgt direkte af vælgerne ved almindelig stemmeret, efter en forfatningsændring i 1962.
I maj 1968 blev Frankrig ramt af omfattende studenterprotester, strejker og sociale konflikter. De Gaulle opløste Nationalforsamlingen den 30. maj og udskrev nyvalg. Ved det efterfølgende valg vandt gaullisterne et stort flertal, hvilket gjorde det muligt for regeringen at fortsætte sit arbejde.[1]
Afgang og død
[redigér | rediger kildetekst]I 1969 udskrev de Gaulle en folkeafstemning om regionalisering og en reform af Senatet. Forslaget blev forkastet med 52,4 % af stemmerne den 27. april 1969. De Gaulle havde på forhånd meddelt, at han ville træde tilbage, hvis vælgerne forkastede forslaget, og han forlod derfor præsidentembedet den følgende dag.[1]
Efter sin afgang trak de Gaulle sig tilbage til La Boisserie i Colombey-les-Deux-Églises. Han koncentrerede sig om at skrive sine erindringer og deltog kun i begrænset omfang i det offentlige liv.
Charles de Gaulle døde den 9. november 1970 i Colombey-les-Deux-Églises, 79 år gammel. Han blev begravet på kirkegården i Colombey-les-Deux-Églises. Hans død blev markeret ved en officiel højtidelighed i Notre-Dame de Paris, mens selve begravelsen fandt sted i hans hjemby efter hans eget ønske.[1]
Attentatforsøg og eftermæle
[redigér | rediger kildetekst]De Gaulle var flere gange mål for attentatforsøg, især under og efter Algerietkrigen. Den mest kendte organisation bag attentatforsøgene var OAS, som modsatte sig Algeriets selvstændighed.
Et af de mest kendte attentatforsøg fandt sted i Petit-Clamart i 1962. De Gaulle overlevede angrebet, og attentatet blev senere en del af den historiske og litterære behandling af hans præsidentskab. Frederick Forsyth brugte et fiktivt attentatforsøg mod de Gaulle som centralt element i romanen Sjakalen fra 1971.
De Gaulle regnes som en af de mest betydningsfulde franske statsmænd i det 20. århundrede. Han forbindes især med den fortsatte franske modstand under 2. verdenskrig, genoprettelsen af den franske republik efter befrielsen, oprettelsen af Den Femte Republik og en udenrigspolitik, der søgte at gøre Frankrig mere uafhængigt af de øvrige stormagter.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Charles de Gaulle: Krigserindringer 1-3. Kbh. 1965.
- Erling Bjøl: General de Gaulle – manden og epoken. Kbh. 1969.
- Charles de Gaulle: Håbet. Erindringer 1958-62. Kbh. 1971.
- Jacques Berg: Da Frankrig var en general. De Gaulle og gaullismen. Kbh. 1974.
- Charles Williams: The Last Great Frenchman: A Life of General De Gaulle. 1995.
- Knut Ståhlberg: Generalen der var Frankrig. Kbh. 2006.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]| Efterfulgte René Coty 1954-1959 |
Frankrigs præsidenter |
Efterfulgt af Georges Pompidou 1969-1974 |
| Efterfulgte: Pierre Pflimlin |
Frankrigs premierministre 1958–1959 |
Efterfulgtes af: Michel Debré |
| Anden franske republik (1848–1852) |
|
|---|---|
| Tredje franske republik (1870–1940) | |
| Fjerde franske republik (1947–1958) | |
| Femte franske republik (1958-nu) | |
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 "Charles de Gaulle". Élysée.
- 1 2 3 4 "Frise chronologique". Fondation Charles de Gaulle.
- ↑ "Seconde Guerre mondiale". Fondation Charles de Gaulle.
- ↑ "Charles de Gaulle". Fondation Charles de Gaulle.
- ↑ "La création et l'action du Comité français de la Libération nationale". Ministère des Armées.
- ↑ "La libération du territoire". Fondation Charles de Gaulle.
- 1 2 3 "L'opposition à la IVe République (1946-1958)". Fondation Charles de Gaulle.
- ↑ "The Constitution of the Fifth Republic". Élysée.
- ↑ "La place de la France dans le monde (1944-1969)". Fondation Charles de Gaulle.