Francesco Cavalli

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Francesco Cavalli
Francesco Cavalli.png
Information
Født 14. februar 1602Rediger på Wikidata
CremaRediger på Wikidata
Død 14. januar 1676 (73 år)Rediger på Wikidata
VenedigRediger på Wikidata
Statsborger Republikken VenedigRediger på Wikidata
Bopæl CremonaRediger på Wikidata
Sprog ItalienskRediger på Wikidata
Genre OperaRediger på Wikidata
Beskæftigelse Kapelmester, Operakomponist, komponist, organistRediger på Wikidata
Instrumenter
OrgelRediger på Wikidata
Kendte værker
Giasone, Artemisia, Egisto, La CalistoRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Francesco Cavalli (født Pietro Francesco Caletti-Bruni[1] 14. februar 1602 i Venedig, død 14. januar 1676 i Cremona) var en italiensk komponist fra den barokke periode.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Cavallis fader, Giovanni Battista Caletti (1577 – ca. 1642), domkapelmester og organist i Cremona, gav sønnen den første uddannelse. Den venetianske guvernør i Cremona, Federigo Cavalli, blev drengens mæcén, og tog ham med til Venedig. Komponisten overtog mæcénens navn, da han begyndte at skrive operaer. I 1616 engagerede Claudio Monteverdi Cavalli som sanger i Markuskirken i Venedig, først som drengesopran, der efter som tenor. I 1620 blev Cavalli organist i kirken Santi Giovanni e Paolo, en stilling han først frasagde sig, da han i 1630 giftede sig med den velhavende enke Maria Schiavina. De forblev barnløse, og hun døde i 1652.

Efter en konkurrence blev Cavalli Markuskirkens anden organist i 1639. Han begyndte at skrive for scenen i 1639 (Le nozze di Teti e di Peleo) hurtigt efter, at det første offentlige operahus, Teatro San Cassiano var åbnet i Venedig to år tidligere. Cavallis anden opera var Gli amori d'Apollo e di Dafne. I 1641 kom La Didone med en libretto af Giovanni Francesco Busenello – han havde også skrevet librettoen til Monteverdis L’incoronazione di Poppea.[2] 1642 starter med La virtù de' strali d'Amore, et samarbejde med librettisten Giovanni Faustini (1615–1651) – deres sidste fælles projekt var La Calisto i 1651, året Faustini døde. I mellemtiden var Cavalli blevet internationalt kendt, operaerne Egisto (Paris, 1646) og Giasone (1649) hører til de mest spillede operaer i 1600-tallet. Hans største rival var Antonio Cesti (med l'Orontea).

I 1651 rejste Cavalli til Napoli og opførte tre af sine værker. Operaen Orione (1653) ble oppført da Ferdinand IV blev valgt til konge af romerne; Hypermestra (1658) blev bestilt af Carlo de' Medici.

Palais des Tuileries med Louvre i baggrunden, stik fra omkring 1857.

På kardinal Mazarins "invitation" rejste Cavalli til Paris i april 1660 for at opføre operaer i anledning bryllupet mellem kong Ludvig XIV af Frankrig og Maria Theresia af Spanien. Cavalli, som ikke var frisk, rejste modstræbende og kun på grund af Mazarins politiske pres. Opholdet blev en stor nedtur for den sejrsvante komponist. Protegéen Mazarin døde efter, at Cavalli var ankommet Paris, oveni kom opførelsesproblemer eller intriger hovedsagelig initieret af kongen og sat ud i livet af balletkomponisten Jean-Baptiste Lully.[3] Resultatet blev, at operaen Cavalli komponerede i anledning brylluppet, Ercole amante ("Den forelskede Herkules"), ikke blev færdig i tide. Eftersom det nye teater i Tuilerierne ikke var færdigt, blev Cavallis successopera Xerxes opført i Louvres kunstgalleri. Xerse blev udstyret med en fransk ouverture og korene blev erstattede med balletter med musik af Lully. Lullys bidrag fik al opmærksomheden, og Cavallis italienske opera gik helt upåagtet hen; han blev ikke en gang nævnt som komponist.

Et og et halvt år senere blev Ercole Amante opført i Palais des Tuileries. Fremførelsen varede i seks timer og ind imellem blev der spist og danset til Jean-Baptiste Lullys balletter, mindst 21 i tallet[4] Opførelsen blev en af de mest mindeværdige hændelser i musikhistorien, da Ludvig XIV af Frankrig dansede i sidste akt af Ballett Royal des sept Planetes, først som Mars, derefter som Pluto og til sidst som Solen. Mens kongen optrådte, messede hoffet "længe leve Solkongen", og med det fik kongen sit kendte tilnavn. Lullys balletter blev bejublet, men Cavallis opera fik en meget reserveret modtagelse, delvis fordi den var på italiensk og måske fordi en kastratsanger optrådte.

Cavalli vendte tilbage til Venedig i 1662. Han var så nedbrudt af nederlagene i Paris, at han udtalte, at han var færdig med at skrive operaer, menalligevel blev det yderligere til seks operaer frem til 1673. I 1665 blev Cavalli førsteorganist i Markuskirken efter, at Massimiliano Neri rejste til Bonn. Maestro di cappella i San Marco blev han først i 1668, efter at Giovanni Rovetta døde. Cavalli beholdt stillingen som kapelmester ved Markuskirken til sin død.[5] I 1669 komponerede Cavalli Coriolano for teatret i Piacenza. Mod slutningen af livet skrev han kun kirkemusik, blandt andet et rekviem til sin egen gravfærd. Cavalli er begravet i San Lorenzo-kirken.

Musik[redigér | redigér wikikode]

Zanipolos facade.

Cavalli var den mest indflydelsesrige komponist af offentligt tilgængelige operaer i midten af det 17. århundredes Venedig, en tid da operaen oplevede en veritabel optur i kølvandet på Monteverdis pionérarbejder i begyndelsen af 1600-tallet. Sammen med librettisten Giovanni Faustini Cavalli, som han i 1640-årene skrev de fleste operaer sammen med, medvirkede Cavalli til at gøre opera til en populær underholdningsform. Han reducerede Monteverdis ekstravagante orkester til mindre og billigere ensembler bestående af et lille strygeorkester og basso continuo af hensyn til de begrænsninger, der var forbundet med opførelser på offentlige operahuse, og indførte bel canto med melodiøse arier, som lamento, og populære komiske typer i sine operaer.[6]. I modsætning til Monteverdis tidlige operaer, der blev sat op som ekstravagant hofunderholdning i Mantova, gjorde Cavallis operaer brug af Cavalli indførte melodiske arier i sin musik og populære persontyper i sine libretti. Hans operaer har en ualmindeligt stærk dramatisk effekt samt et stor musikalsk vingefang og en grotesk humor, som var karakteristisk for den italienske grand opera frem til Alessandro Scarlattis død. Cavallis operaer frembyder det eneste eksempel på en kontinuerlig musikalsk udvikling hos en enkelt komponist i en enkelt genre fra begyndelsen til til slutningen af det 17. århundrede i Venedig – kun et par operaer af andre (som fx Monteverdi og Antonio Cesti) er overleveret. Udviklingen er interessant, fordi opera var stadig var en helt ny genre, da Cavalli begyndte at arbejde, og fordi operagenren var blevet moden og en populær offentlig forestillingsform ved slutningen af hans karriere.

Cavallis operaer indeholder alle 1600-tallet karakteristiske overdrivelser og absurditeter, men viser også at Cavalli havde en bemærkelsesværdig sans såvel for dramatiske virkemidler som for en musikalsk lethed og en grotesk humor, som kendetegner de store italienske operaer frem til Alessandro Scarlattis død. Cavallis operaer blev i tråd med tidens praksis almindeligvis kun opført én sæson.

Cavalli skrev 41 operaer, hvoraf 27 er overleveret og opbevares på Biblioteca Nazionale Marciana (Markuskirkens bibliotek) i Venedig. Der findes kopier af nogle af operaerne andre steder. Desuden er ni andre operaer blevet tilskrevet ham, selv om musikken er tabt, og det er umuligt at føre bevis herfor.

Ud over operaer skrev Cavalli Magnificat i den store venetianske polykorale stil samt en tonedigtning til Jomfru Maria-antifonerne og anden gejstlig musik i en mere konservativ stil (bl.a. et requiem i otte dele, der formentlig var beregnet på hans egen begravelse) samt noget instrumentalmusik.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Raymond Leppard stod for den første nyopførelse. Det skete i 1960-erne under Glyndebourne Festival. Senere er flere af Cavallis operaer blevet nyopførte, således La Calisto med blandt andet René Jacobs.

Værkliste[redigér | redigér wikikode]

Operaer[redigér | redigér wikikode]

Titel Libretto Premieredateo Sted, teater Noter
Le nozze di Teti e di Peleo Orazio Persiani 24. januar 1639 Venedig, Teatro San Cassiano
Gli amori d'Apollo e di Dafne Giovanni Francesco Busenello 1640 Venedig, Teatro San Cassiano
La Didone Giovanni Francesco Busenello 1641 Venedig, Teatro San Cassiano
L'amore innamorato ukendt 1. januar 1642 Tabt
Narciso et Ecco immortalati Orazio Persiani 1642 Tabt
La virtù dei strali d'Amore Giovanni Faustini 1642 Venedig, Teatro San Cassiano
L'Egisto Giovanni Faustini 1643 Venedig, Teatro San Cassiano
La Deidamia Scipione Herrico 1644 Tabt
L'Ormindo Giovanni Faustini 1644 Venedig, Teatro San Cassiano
Il Romolo e »l Remo Giulio Strozzi 1645 Tabt
La Doriclea Giovanni Faustini 1645 Venedig, Teatro San Cassiano
Il Titone Giovanni Faustini 1645 Venedig, Teatro San Cassiano Tabt
La prosperità infelice di Giulio Cesare dittatore Giovanni Francesco Busenello 1646 Tabt
La Torilda Pietro Paolo Bissari 1648 Tabt
Il Giasone Giacinto Andrea Cicognini 5. januar 1649 Venedig, Teatro San Cassiano
L'Euripo Giovanni Faustini 1649 Tabt
L'Orimonte Nicolò Minato 23. februar 1650 Venedig, Teatro San Cassiano
La Bradamante Pietro Paolo Bissari 1650 Tabt
L'Oristeo Giovanni Faustini 9. februar 1651 Venedig, Teatro Sant'Apollinare
La Rosinda Giovanni Faustini 1651 Venedig, Teatro Sant'Apollinare Også kendt som Le Magie amorose
L'Armidoro B. Castoreo 1651 Tabt
La Calisto Giovanni Faustini 28. november 1651 Venedig, Teatro Sant'Apollinare
L'Eritrea Giovanni Faustini 16. januar 1652 Venedig, Teatro Sant'Apollinare
La Veremonda, l'amazzone di Aragona Giacinto Andrea Cicognini og Giulio Strozzi 21. december 1652 Napoli, Nuovo Teatro del Palazzo Reale Også kendt som Il Delio
L'Orione Francesco Melosio Juni 1653 Milano, Teatro Real
Il Xerse Nicolò Minato 12. (?) januar 1654 Venedig, Teatro Santi Giovanni e Paolo
Il Ciro Giulio Cesare Sorrentino 30. januar 1654 Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo I samarbejde med Andrea Mattioli
Statira Principessa di Persien Giovanni Francesco Busenello 18 januar, 1655 (muligvis 1656) Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
L'Erismena Aurelio Aureli 30. december 1655 Venedig, Teatro Sant'Apollinare
L'Artemisia Nicolò Minato 10. januar 1657 Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
L'Hipermestra Giovanni Andrea Moniglia 12. juni 1658 Firenze
L'Antioco Nicolò Minato 12. januar 1659 Venedig, Teatro San Cassiano Tabt
Il rapimento d'Helena Giovanni Faustini og Nicolò Minato 26 December 1659 Venedig, Teatro San Cassiano Også kendt som "Elena
La pazzia i trono, ossia il Caligola delirante Domenico Gisberti 1660 tabt
Ercole Amante Francesco Buti 7. februar 1662 Parigi, på Salles des Machines i Tuilerierne Balletmusik af Jean-Baptiste Lully
Scipione affricano Nicolò Minato Februar 1664 Venedig, Teatro Santti Giovanni e Paolo
Il Mutio Scevola Giovanni Faustini og Nicolò Minato Februar 1665 Venedig, Teatro San Samuele
Il Pompeo Magno Nicolò Minato 20. februar 1666 Venedig, Teatro San Salvatore
Eliogabalo Ukendt, sandsynligvis Aurelio Aureli Komponeret 1667, uropført 1668 Venedig, Teatro San Salvatore
Coriolano Ukendt 27. maj 1669 Piacenza Tabt
Masenzio Ukendt 1673 Tabt

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Cavalli er navnet på hans mæcen, Federico Cavalli, en venetiansk adelsmand.
  2. ^ I manuskriptet til L’incoronazione di Poppea finnes Cavallis håndskrift, og ifølge R. Leppard kan Cavalli ha medvirket: CD-hefte til Cavalli La Calisto.
  3. ^ R. Leppard, CD-hefte til «La Calisto», Decca 1972.
  4. ^ Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era. New York: W.W. Norton & Co. 1947, s. 148-149. ISBN 0-393-09745-5
  5. ^ Vliegenthart, F. (2009) Een Venetiaanse opera voor Parijs, s. 13, 17. I koncerthefte til Francesco Cavalli's Ercole Amante i De Nederlandse Opera.
  6. ^ Bukofzer, Manfred, Music in the Baroque Era, s. 118, 129-133.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]