De tre eksistensmærker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

I buddhismen er de tre eksistensmærker tre karakteristika (Pali: tilakkhaṇa; sanskrit: त्रिलक्षण, trilakṣaṇa) for al eksistens og alle væsner: midlertidighed (aniccā), utilfredsstillelse eller lidelse (duḥkha), [1] og ikke-selv (anattā). [2] [3] [4] Disse tre karakteristika er nævnt i vers 277, 278 og 279 i Dhammapada. [5] At mennesker udsættes for vrangforestillinger om de tre mærker, at denne vildfarelse resulterer i lidelse, og at fjernelse af denne vildfarelse resulterer i slutningen af lidelsen, er et centralt tema i De Fire Ædle Sandheder og Den Ædle Ottefoldige Vej.

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

De tre kendetegn er: [6]

  • sabbe saṅkhārā aniccā - "alle saṅkhāras (betingede ting) er midlertidige"
  • sabbe saṅkhārā dukkhā - "alle saṅkhāras er utilfredsstillende"
  • sabbe dhammā anattā - "alle dharma'er (konditionerede eller ukonditionerede ting) er ikke-selv" [7]

I Mahayana-buddhismens sutra Yogācārabhūmi-Śāstra er der imidlertid fire egenskaber beskrevet i stedet for tre: [8]

  • midlertidighed (anityākāra),
  • lidelse (duḥkhākāra),
  • tomhed (*śūnyākāra),
  • uselviskhed (anātmākāra).

I sutraen "Spørgsmålene til Nāga-kongen Sāgara" Sāgaranāgarājaparipṛcchā [9] er disse fire kendetegn defineret som:

  • alle sammensatte fænomener er midlertidige (anitya);
  • alle betingede fænomener lider (duḥkha);
  • alle fænomener er uden selv (anātman);
  • nirvāṇa er fredelig/fred (śānta/śānti).

I Samyukta Agama er der en anden sammensætning, idet Buddha underviste i midlertidighed, ikke-selv og nirvana som de tre Dharma-segl. Her erstatter nirvana dukkha som det tredje Dharma-segl [10]  :

Forklaring[redigér | rediger kildetekst]

Anicca[redigér | rediger kildetekst]

Midlertidighed (Pali: anicca, Sanskrit anitya) betyder, at alle betingede ting (saṅkhāra) er i en konstant strøm af tilstande. Buddhismen siger, at alle fysiske og mentale begivenheder bliver til og opløses. [11] Menneskelivet legemliggør denne flux i aldringsprocessen og cyklussen af gentagen fødsel og død (Samsara); intet varer ved, og alt forfalder. Dette gælder for alle væsener og deres omgivelser, herunder væsener, der er genfødt som deva (gud) og i naraka (helvede). [12] [13] Dette er i modsætning til nirvana, den virkelighed, der er nicca, eller kender ikke ændring, forfald eller død. [14]

Dukkha[redigér | rediger kildetekst]

Dukkha (sanskrit duhkha) betyder "utilfredsstillelse, lidelse, smerte". [15] [16] [17]

Dukkha inkluderer de fysiske og mentale lidelser, der følger hver genfødsel, aldring, sygdom, død; utilfredshed med at få det, som et man ønsker at undgå eller ikke få det ønskede, og ingen tilfredshed fra sankhara dukkha, hvor alt er konditioneret og konditionerende, eller fordi ikke alle ting opleves som midlertidige og uden nogen essens. [18] [19]

Anatta[redigér | rediger kildetekst]

Anatta (Sanskrit: anatman) er læren om "ikke-selv" - at der ikke er noget uforanderligt, permanent selv eller en sjæl i levende væsener og ingen vedvarende essens i noget eller i nogen fænomener. [20] [21]

Mens anicca og dukkha gælder for "alle betingede fænomener" (saṅkhārā), har anattā et bredere omfang, fordi det gælder for alle dhammā hvadend der er tale om noget "betinget" eller "ubetinget". [22] Således er nirvana også en tilstand af "uden selv" eller anatta. Udtrykket "sabbe dhamma anatta" inkluderer inden for sit sigte hvert skandha (samling, bunke), der komponerer ethvert væsen, og troen "jeg er" er et tegn på forledning, der skal ødelægges for at afslutte hele dukkha. [23] Anattā-doktrinen i buddhismen benægter, at der er noget, der kaldes et 'selv' i enhver person eller noget andet, og at en tro på 'jeget' er en kilde til dukkha . [24] [25] Nogle buddhistiske traditioner og lærde fortolker imidlertid anatta-læren strengt med hensyn til de fem aggregater snarere end som en universel sandhed. [26] [27] [28] Religionsforsker Alexander Wynne kalder anattā en "ikke-selv"-lære snarere end en "intet-selv"-lære.

Anvendelse[redigér | rediger kildetekst]

I buddhismen er uvidenhed om (avidyā eller moha; dvs. en manglende direkte forståelse) de tre eksistensmærker betragtet som det første led i rejsen gennem saṃsāra, hvorved et væsen er genstand for gentagne eksistenser i en endeløs cyklus af dukkha. Som følge heraf, siges det at opløse denne uvidenhed gennem direkte indsigt i de tre mærker, at bringe en stopper for saṃsāra og som et resultat deraf, bringe dukkha til ophør (dukkha nirodha eller nirodha sacca, som beskrevet i den tredje af de fire ædle sandheder).

Gautama Buddha prædikede, at alle væsener, der er betinget af årsager (saṅkhāra), er midlertidige (anicca) og oplever dukkha, og at ikke-selv (anattā) karakteriserer alle dhamma'er, hvilket betyder, at der ikke er noget "jeg", "mig" eller "mine", i hverken det konditionerede eller det ubetingede (dvs. nibbāna). [29] [30] Undervisningen om de tre eksistensmærker i krediteres i Tipitaka'en til Buddha. [22] [31] [32]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Steven Collins (1998). Nirvana and Other Buddhist Felicities. Cambridge University Press. s. 140. ISBN 978-0-521-57054-1.
  2. ^ Richard Gombrich (2006). Theravada Buddhism. Routledge. s. 47. ISBN 978-1-134-90352-8., Quote: "All phenomenal existence [in Buddhism] is said to have three interlocking characteristics: impermanence, suffering and lack of soul or essence."
  3. ^ Robert E. Buswell Jr.; Donald S. Lopez Jr. (2013). The Princeton Dictionary of Buddhism. Princeton University Press. s. 42-43, 47, 581. ISBN 978-1-4008-4805-8.
  4. ^ Carl Olson (2005). The Different Paths of Buddhism: A Narrative-Historical Introduction. Rutgers University Press. s. 63-64. ISBN 978-0-8135-3778-8.
  5. ^ Maggavagga: The Path Arkiveret 8. juli 2006 hos Wayback Machine Dhammapada Chapter XX, Translated by Acharya Buddharakkhita (1996)
  6. ^ Walsh 1995, s. 30.
  7. ^ HAHN, Thich Nhat. The Heart of the Buddha's Teaching. New York: Broadway books. 1999, s. 22.
  8. ^ Ulrich Timme Kragh (editor), The Foundation for Yoga Practitioners: The Buddhist Yogācārabhūmi Treatise and Its Adaptation in India, East Asia, and Tibet, Volume 1 Harvard University, Department of South Asian studies, 2013, p. 144.
  9. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 5. august 2020. Hentet 29. april 2020.
  10. ^ Thich Nhat Hanh, The Heart of the Buddha's Teaching
  11. ^ Anicca Buddhism Arkiveret 15. januar 2020 hos Wayback Machine, Encyclopædia Britannica (2013)
  12. ^ Damien Keown (2013). Buddhism: A Very Short Introduction. Oxford University Press. s. 32-38. ISBN 978-0-19-966383-5.
  13. ^ Peter Harvey (2012). An Introduction to Buddhism: Teachings, History and Practices. Cambridge University Press. s. 32-33, 38-39, 46-49. ISBN 978-0-521-85942-4.
  14. ^ Thomas William Rhys Davids; William Stede (1921). Pali-English Dictionary. Motilal Banarsidass. s. 355, Article on Nicca. ISBN 978-81-208-1144-7.
  15. ^ Peter Harvey (2015). Steven M. Emmanuel (red.). A Companion to Buddhist Philosophy. John Wiley & Sons. s. 26-31. ISBN 978-1-119-14466-3.
  16. ^ Carol Anderson (2013). Pain and Its Ending: The Four Noble Truths in the Theravada Buddhist Canon. Routledge. s. 1, 22 with note 4. ISBN 978-1-136-81332-0., Quote: "(...) the three characteristics of samsara/sankhara (the realm of rebirth): anicca (impermance), dukkha (pain) and anatta (no-self)."
  17. ^ Malcolm Huxter (2016). Healing the Heart and Mind with Mindfulness: Ancient Path, Present Moment. Routledge. s. 10. ISBN 978-1-317-50540-2., Quote: " dukkha (unsatisfactoriness or suffering) (....) In the Introduction I wrote that dukkha is probably best understood as unsatisfactoriness."
  18. ^ Malcolm Huxter (2016). Healing the Heart and Mind with Mindfulness: Ancient Path, Present Moment. Routledge. s. 1-10, Introduction. ISBN 978-1-317-50540-2.
  19. ^ Bhikkhu Bodhi (2005). In the Buddha's Words: An Anthology of Discourses from the Pali Canon. Simon and Schuster. s. 67-68. ISBN 978-0-86171-491-9.
  20. ^ Anatta Buddhism Arkiveret 10. december 2015 hos Wayback Machine, Encyclopædia Britannica (2013)
  21. ^ [a] Christmas Humphreys (2012). Exploring Buddhism. Routledge. s. 42-43. ISBN 978-1-136-22877-3.

    [b] Brian Morris (2006). Religion and Anthropology: A Critical Introduction. Cambridge University Press. s. 51. ISBN 978-0-521-85241-8., Quote: "(...) anatta is the doctrine of non-self, and is an extreme empiricist doctrine that holds that the notion of an unchanging permanent self is a fiction and has no reality. According to Buddhist doctrine, the individual person consists of five skandhas or heaps - the body, feelings, perceptions, impulses and consciousness. The belief in a self or soul, over these five skandhas, is illusory and the cause of suffering."

    [c] Richard Gombrich (2006). Theravada Buddhism. Routledge. s. 47. ISBN 978-1-134-90352-8., Quote: "(...) Buddha's teaching that beings have no soul, no abiding essence. This 'no-soul doctrine' (anatta-vada) he expounded in his second sermon."
  22. ^ a b Richard Francis Gombrich; Cristina Anna Scherrer-Schaub (2008). Buddhist Studies. Motilal Banarsidass. s. 209, for context see pp. 195–223. ISBN 978-81-208-3248-0.
  23. ^ Joaquín Pérez Remón (1980). Self and Non-self in Early Buddhism. Walter de Gruyter. s. 218-222, 234. ISBN 978-90-279-7987-2.
  24. ^ Peter Harvey (2012). An Introduction to Buddhism: Teachings, History and Practices. Cambridge University Press. s. 57-62. ISBN 978-0-521-85942-4.
  25. ^ Peter Harvey (2015). Steven M. Emmanuel (red.). A Companion to Buddhist Philosophy. John Wiley & Sons. s. 34-37. ISBN 978-1-119-14466-3.
  26. ^ "Selves & Not-self: The Buddhist Teaching on Anatta", by Thanissaro Bhikkhu. Access to Insight (Legacy Edition), 30 November 2013, http://www.accesstoinsight.org/lib/authors/thanissaro/selvesnotself.html Arkiveret 2013-02-04 hos Wayback Machine
  27. ^ Bhikkhu, Thanissaro. ""There is no self."". Tricycle: The Buddhist Review (amerikansk engelsk). Arkiveret fra originalen 2018-08-19. Hentet 2018-08-19.
  28. ^ Thepyanmongkol, Phra (2009). The Heart of Dhammakaya Meditation (engelsk). Wat Luang Phor Sodh. s. 12. ISBN 9789748097534.
  29. ^ Nārada, The Dhammapada (1978), pp. 224.
  30. ^ Bodhi, Bhikkhu (2003). The Connected Discourses of the Buddha: A Translation of the Samyutta Nikaya. Somerville, MA: Wisdom Publications. s. 1457. ISBN 978-0-86171-331-8.
  31. ^ Dhammapada Verses 277, 278 and 279
  32. ^ Joaquín Pérez Remón (1980). Self and Non-self in Early Buddhism. Walter de Gruyter. s. 210-225. ISBN 978-90-279-7987-2.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=De_tre_eksistensmærker&oldid=10583135"