Ejderkanalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Ejderkanalen (blå) og Kielerkanalen (gul).
Tysk frimærke med Ejderkanalen som motiv
Pakhus i Kiel-Holtenå
Pakhus i Rendsborg
Pakhus i Tønning

Ejderkanalen (oprindelig Slesvig-Holstenske Kanal eller Schleswig-Holsteinischer Canal) var den første kanalforbindelse mellem floden Ejderen ved Rendsborg og Kielerfjorden ved Holtenå. Ejderkanalen har fået sit navn efter åen Ejderen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1571 under Adolf af Holsten-Gottorp planlagdes en kanal, som skulle forbinde Kiel Fjord med Ejderen og dermed skabe en ny vandvej mellem Østersøen og Vesterhavet.[1] Med en sådan forbindelse kunne den cirka 900 kilometer lange vej nord om Jyllands nordspids undgås. Forslaget om en kanal fremkom igen i 1600-tallet under Christian IV og hertug Frederik III[2][3], men hverken ved den ene eller den anden lejlighed blev forslaget omsat til handling. Først med indkorporeringen af Holsten-Gottorp i den danske helstat (ved bytte med Grevskabet Oldenburg ved traktaten i Zarskoje Selo 1773) blev de fornødne geopolitiske forudsætninger for kanalbyggeriet anset for at være tilstede og dermed for et fornyet forsøg.[4]

Et nyt initiativ blev taget af Andreas Peter Bernstorff, daværende leder af det Tyske Kancelli i København.[5] Merkantilismen var i sin fulde blomstring, og blandt de mange statslige tiltag var også planerne om en kanal tværs over Hertugdømmet Slesvig.[6] En varm fortaler for projektet var den slesvigske borgmester og iværksætter Georg Bruyn, en broder til Johann von Bruyn. I 1773 blev en ingeniør, Wilhelm Theodor Wegener (1724-1792), fra 1784 også svigerfader til Carsten Anker, forfremmet til generalmajor og generaldirektør for opmåling. I denne egenskab fremlagde han i februar 1774 et første projektudkast: det forudså, at Husum i vest og Egernførde i øst skulle være udmundingshavne for en kanal. Fra Husum skulle der være en kanalforbindelse til Treene. Ved Hollingstedt ved Treene skulle en anden del af kanalen have forbindelse med Slien. Og endelig var der planer om at bygge en tredje sektion fra kommunen Flækkeby til Egernførde for at undgå Sliens lavvandede områder. Selv om Wegeners plan ikke fandt tilslutning i den københavnske centralforvaltning, betød den en fremskyndelse af andre aktiviteter til fremme af projektet.[7]

Endnu så sent som i 1774 blev indledt undersøgelser af en mulig alternativ linjeføring mellem Kiel og Nederelben. Ved denne linjeføring skulle den glaciale rende fra Øvre Ejder, Bothkamp, Bordesholm og Einfelder See indgå i anlægget. Efter vandskellet ved Einfelder See skulle Nederelben nås via de to floder Schwale og Stör.[8]

Beslutningen[redigér | redigér wikikode]

Allerede i april samme år oprettedes en kanalkommission af Christian 7. af Danmark ved en kabinetsordre. Denne sagde blandt andet:[7]

"Eftersom Vi ser Os gennem det Højestes forsyn nu i udelt besiddelse af hertugdømmet Holsten, har Vi til gavn for vores kære og trofaste undersåtter truffet den faderlige beslutning om at forene Østersøen og Nordsøen ved at grave en kanal, der - for så vidt angår natur og placering tillader det, skal være mindst 5 til 6 fod dyb, for derved at fremme og udvide handelen og fremme alle næringsveje i landet."

Andreas Peter Bernstorff blev medlem af kanalkommissionen, men formandskabet blev overtaget af den i Tyskland fødte og daværende leder af Skatkammeret købmand Heinrich Schimmelmann. Den ansvarlige for hertugdømmet, guvernør Carl af Hessen - en ven af ​​Wegener - ledede på Gottorp Slot en lokal arbejdskommission. Den praktiske gennemførelse af kanalbyggeriet blev forestået af general von Wegener og ingeniørofficererne August Hinrich von Detmers (1730–1781) og Friedrich Hermann Peymann (1732–1817).[8]

Byggeriet[redigér | redigér wikikode]

Plan af en typisk sluse for Ejderkanalen, først offentliggjort af Georg Bruyn: Aufforderung an meine Mitbürger zur Theilnehmung an dem Canal-Handel; Altona 1784

Efter de nødvendige landopmålinger begyndte byggearbejderne i 1776 med regulering af Ejderen mellem Frederiksstad og Rendsborg. I alt kunne Ejderen udnyttes i en længde på 130 kilometer. Den gravede del af anlægget havde en længde på 34 kilometer og påbegyndtes i juli 1777[9] i nærheden af Holtenå ved Kiel Fjord. Den samlede længde for hele anlægget mellem Kiel fjord mod øst og Ejderens udmunding i Vesterhavet i vest blev 173 kilometer. I efteråret 1784 afsluttedes byggearbejderne.[9] I 1785 åbnedes kanalen for skibe fra alle nationer og blev dermed den mest trafikerede i Europa.

Sluser[redigér | redigér wikikode]

På strækningen mellem Kiel og Rendsburger Obereiderseeen var højdeforskellen ca. syv meter, hvilket krævede opførelse af seks dobbeltsluser på følgende steder:

Pakhuse[redigér | redigér wikikode]

Omtrent samtidig med kanalen (1780-83) opførtes tre pakhuse (i Kiel-Holtenå, Rendsborg[10] og Tønning[11]). De tre pakhuse var ensartede i deres konstruktion og tjente som steder for oplagring, opbevaring og håndtering af store mængder varer som uld, korn, kaffe og salt. Der var lagt vægt på, at bygningerne skulle markere den økonomiske og politiske betydning, som den nye vandvej skulle have for hele den danske stat.

Alle tre bygninger er bygget af mursten i en trækonstruktion med tre dækkende gulve og et fuldt udviklet loftsrum. Forsiden af bygningen afbrydes af en midtrisalit, hvor der er indlæsningsporte. De to pakhuse i Holtenau og Tønning har sammenlignelige gulvområder: bygningen i Tønning har en længde på 77,5 m og en bredde på 12,6 m og dermed et opbevaringsareal på ca. 4.000 m².[12] Med et areal på 29,5 m × 12,6 m er pakhuset i Rendsborg mindre end de to andre bygninger.

Hele byggeriet afsluttedes i efteråret 1784.[13] Omkostningerne udgjorde ca. 9 mio. mark, heraf 390.000 mark til dækning af køb af jord og til erstatninger.

Forløb og tekniske forhold[redigér | redigér wikikode]

Ejderkanalen og slusen ved Klein Königsförde, tegning fra 1785.

Kanalen løb fra Kiel Fjord på grænsen mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten: kanalen begyndte i det tidligere flodleje af Levensau syd for det stadig eksisterende fyrtårn i Holtenau, forbi pakhuset til den første sluse, som stadig eksisterer i dag. Derefter syd forbi gården Knoop, hvor den anden sluse var. På punkterne for disse to sluser fandtes der allerede broer over Levensau. På en kort strækning fulgte kanalen nu ikke Levensau vestpå, men gik mod nordvest mod Achtstückenberg (23 m over havets overflade) til den tredje sluse, Rathmannsdorf sluse. Med disse tre sluser var kanalen hævet 7 m over havets overflade. Kanalen fra Knoop til Rathmannsdorf-slusen er bevaret med rester af slusesystemet.

Videre i sydvestlig retning omkring Achtstückenberg blev kanalen ført videre norden om Suchsdorf for at nå flodlejet for Levensau og fortsætte videre mod vestlig og sydlig retning forbi godset Warleberg. Langs et stemmeværk (i det nuværende sogn Quarnbek) blev en forbindelse til Flemhuder sø bygget, hvorved Ejderen blev nået.[14] Kanalen løb derefter sydpå fra godset Rosenkranz til Klein Königsförde.

Efter den fjerde sluse i lille Königsförde gik kanalen videre over godset Georgenthal til femte sluse i Kluvensiek. Denne strækning udnyttede et langt stykke floden Ejderen, som fra Klein Königsförde gik nordover til Grünhorst og derefter sydpå over Sehestedt til Kluvensiek. Strækningen fra Klein Königsförde over Kluvensiek til Hohenfelde er stadig bevaret med rester af slusesystemet. Herfra fulgte kanalen Eideren. Dette flød derefter direkte Schirnau, Lehmbek, Borgstedt forbi Rendsborg, hvor den sjette og sidste sluse var. Her lå et andet pakhus. Fra Rendsborg førte vandvejen det naturlige forløb af floden Ejderen over 130 km til dens udmunding i Nordsøen ved Tønning, hvor et tredje pakhus ligger.

Kanalen havde således en længde på 34 km[15] gennem seks sluser (ved Holtenå, Knoop, Rathmannsdorf, Königsförde, Kluvensiek og Rendsborg) og delvis gennem åen Levenså. Bredden var over 15 meter. Det højeste afsnit lå mellem Rathmannsdorf og Königsförde, her indgik tillige Flemhuder sø i systemet, som tillige sikrede kanalens vandforsyning.[16] Slusen ved Klein-Königsförde havde en løftehøjde på 2,3 meter, og slusekammeret var 35 x 7,8 meter. Anlægget var det største i sin tid. Over slusen går en vej med vindebro af hollandsk type.

Kanalens bund havde en bredde på 17-18 meter, bredden ved vandoverfladen var 28,7 meter, og kanalen var 3,45 meter dyb. Tværsnitsarealet i kanalen var således ca. 83 m².[15][17] Kanalen var beregnet til skibe med højst 7,5 meters bredde[15] og 28,7 meters længde[15] (op til 230 ton lastevægt) samt 2,7 meter dybgang.[15]

Skibe kunne kun sejle i medvind, ellers måtte de bugseres gennem kanalen ved hjælp af hesteforspand. Trækveje fandtes langs begge sider af kanalen i hele dens længde.[18] Hestestationer fandtes i Regensburg, Kluvensiek, Landwehr og Holtenau.

Rejsen mellem Kiel og Rendsborg tog ti-tolv timer og til Tønning cirka 3-4 dage. Dampskibe brugte 10-15 timer til gennemsejlingen.

Skibsfart gennem kanalen[redigér | redigér wikikode]

Den gamle sluse ved Holtenau 1894.
Skib ved Friedrichslusen.

Skibsfart via kanalen år for år:

År Antal År Antal År Antal
1784 56 1803 3.495 1822 2.603
1785 438 1804 2.549 1823 2.468
1786 365 1805 3.417 1824 2.496
1787 563 1806 2.849 1825 2.659
1788 563 1807 1.596 1826 2.363
1789 897 1808 683 1827 2.650
1790 853 1809 1.125 1828 3.247
1791 1.137 1810 1.097 1829 2.589
1792 1.543 1811 995 1830 2.999
1793 2.248 1812 1.315 1831 2.434
1794 1.966 1813 927 1832 2.654
1795 1.822 1814 2.500 1833 2.405
1796 2.096 1815 2.004 1834 2.583
1797 1.912 1816 2.588 1835 2.328
1798 2.165 1817 3.072 1836 2.524
1799 2.499 1818 2.345 1837 2.619
1800 2.117 1819 2.492 1838 2.442
1801 2.444 1820 2.784 1839 2.814
1802 3.651 1821 2.864 1840 2.945

og 1841: 2.556 skibe

kilder: Thaarup, tabel XXVIII, J.C. Lund, s. 377; H. Lund, s. 660

Efter 1864[redigér | redigér wikikode]

I sine omkring hundrede år gennemsejledes vandvejen af ca 300.000 skibe. I 1872 foregik endnu 5.222 passager.

Kanalen var i brug frem til 1896, da den blev afløst af Kielerkanalen (der har omtrent den halve strækning til fælles med Ejderkanalen). Det skyldtes, at den fremvoksende dampskibsfart havde svært ved at bruge kanalen, der tillige fra 1880-erne havde en for begrænset kapacitet i forhold til behovet.

Minder fra kanalen[redigér | redigér wikikode]

Ved byen Knoop på den slesvigske side af kanalen er resterne af Ejderkanalen bevaret. I Rendsborg og Kluvensik findes slusemestrenes huse endnu. Også nogle af sluserne findes endnu. I forbindelse med kanalen blev der i Holtenå, Rendsborg og Tønning bygget store pakhuse.

I Holtenå blev opsat en tavle med følgende tekst:

CHRISTIANI VII
IUSSU ET SUMTIBUS
MARE BALTICUM OCEANO
COMMISSUM.
MDCCLXXXII

Der kan oversættes til: Efter beslutning og bekostning af Christian 7. blev det baltiske hav og oceanet forbundet i året 1782.[19]

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Watty, Fred (2012). Kiel and the fjord region. Sutton Verlag GmbH. s. 45–46. ISBN 9783954000616. Hentet 29 October 2016. 
  2. ^ Crusius, s. 579f
  3. ^ (på german)Geschichte des Eiderkanals. Hentet 29 October 2016. 
  4. ^ Crusius, s. 580
  5. ^ Manfred Jessen-Klingenberg: Der Schleswig-Holsteinische Kanal − Eiderkanal. Vorgeschichte, Entstehung, Bedeutung. In: Mitteilungen der Kieler Gesellschaft für Stadtgeschichte. Bd. 85, Heft 3/2010, S. 116
  6. ^ Jürgen Jensen: Kieler Kanalbrücken. Boyens, Heide 2010, S. 15
  7. ^ a b Manfred Jessen-Klingenberg: Der Schleswig-Holsteinische Kanal − Eiderkanal. Vorgeschichte, Entstehung, Bedeutung. In: Mitteilungen der Kieler Gesellschaft für Stadtgeschichte. Bd. 85, Heft 3/2010, S. 117
  8. ^ a b Manfred Jessen-Klingenberg: Der Schleswig-Holsteinische Kanal − Eiderkanal. Vorgeschichte, Entstehung, Bedeutung. In: Mitteilungen der Kieler Gesellschaft für Stadtgeschichte. Bd. 85, Heft 3/2010, S. 118
  9. ^ a b Crusius, s. 588
  10. ^ RD-Marketing e.V. (Hrsg.): Schatzkammer Rendsburg. Rensburg o. J., Nr. 18
  11. ^ Christiane Witte: Das Tönninger Packhaus – 225 Jahre alt. Eigenverlag, Tönning 2008
  12. ^ Christiane Witte: Das Tönninger Packhaus – 225 Jahre alt. Eigenverlag, Tönning 2008, s. 3.
  13. ^ Christiane Witte: Das Tönninger Packhaus – 225 Jahre alt. Eigenverlag, Tönning 2008, S. 2f.
  14. ^ Gerd Quedenbaum: Im Spiegel der Lexika, Eider, Kanal und Eider-Canal; Düsseldorf 1982
  15. ^ a b c d e Waldemar Jensen: Der Nord-Ostsee-Kanal. Eine Dokumentation zur 75jährigen Wiederkehr der Eröffnung. Kapitel Vorgeschichte des Kanalbaus, Seite 40
  16. ^ Crusius, s. 583
  17. ^ Gerd Quedenbaum, Im Spiegel der Lexika, Eider, Kanal und Eider-Canal nennt die Daten, 30 m, 16,2 m und 3 m.
  18. ^ Crusius, s. 589
  19. ^ Crusius, s. 594

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • N.H.Jacobsen: Slesvigske kanalplaner i det 19. århundrede, i Sønderjyske årbøger, Aabenraa 1979
  • J.C. Lund: "Uebersicht der von dem Jahre 1824 bis 1840 incl. stattgefundenen Fahrt af dem schleswig-holsteinischen Canal, mit einer Angabe der bei den verschiedenen Zollschiedenen Zollstellen erhobenen Canal-Einnahme" (i: N. Falck: Archiv für Geschichte, Statistik, Kunde der Vervaltung und Landesrechte der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg; 1ster Jahrgang, Kiel 1842; s. 377)
  • H. Lund: "Bemerkungen über die Fahrt durch den schleswig-holsteinischen Kanal" (i: N. Falck: Archiv für Geschichte, Statistik, Kunde der Vervaltung und Landesrechte der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg; 1ster Jahrgang, Kiel 1842; s. 660-665)
  • Aage Rasch: Ejderkanalen, Historisk samfund for Sønderjylland, Aabenraa 1978
  • Fr. Thaarup: Tabeller til den Statistiske udsigt over den danske stat i begyndelsen af Aaret 1825; Kjøbenhavn 1825

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 54°20′37″N 9°49′47″Ø / 54.3435°N 9.8298°Ø / 54.3435; 9.8298