Spring til indhold

Engblåfugl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Engblåfugl
Han
Han
Bevaringsstatus

Sårbar (DKRL)[1]
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeArthropoda (Leddyr)
KlasseInsecta (Insekter)
OrdenLepidoptera (Sommerfugle)
FamilieLycaenidae (Blåfugle)
SlægtPolyommatus
ArtP. semiargus
Videnskabeligt artsnavn
Polyommatus semiargus
Rottemburg 1775
Synonymer
Cyaniris semiargus
Hjælp til læsning af taksobokse

Engblåfugl (Polyommatus semiargus) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Den er udbredt i størstedelen af Europa, i dele af Nordvestafrika og mod øst gennem Asien til Mongoliet. Den findes i Danmark især i Jylland, hvor den kan være almindelig på let jord på blomsterrige enge og overdrev, både tørre og fugtige. Arten er generelt i tilbagegang i Europa, fordi dens levesteder indskrænkes. Engblåfugl har i Danmark en enkelt generation på et år og ses især flyve i juni og juli. Dens flugt er usikker med korte svæv og den sætter sig ofte i vegetationen med halvt udslåede vinger.

Arten blev første gang videnskabeligt beskrevet af den tyske entomolog S. A. von Rottemburg i 1775.

Hunnen af engblåfugl er brun på oversiden uden orange tegninger. Hannen er derimod på oversiden blå, oftest med fremtrædende ribber, sort vingesøm og markante hvide frynser. Undersiden er hos begge køn gråbrun med enkle sorte pletter, men er uden orange eller sorte pletter i sømfeltet. Vingefanget er 27-32 millimeter.

Engblåfugl har i Danmark flyvetid fra juni til august og forekommer i en enkelt generation om året. Den overvintrer som larve, der forpupper sig om foråret. Puppen klækker efter et par uger og den voksne sommerfugl kommer frem. Længere sydpå i Europa forekommer to eller tre generationer om året.

Larvens foderplanter

[redigér | rediger kildetekst]

Engblåfuglens larve har kløver, specielt rødkløver, som foderplante.

Kilder/Henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Helsing, F. (2019), "Dagsommerfugle", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 22. januar 2020