Forfatningskampen
Forfatningskampen i Danmark er den sammenfattende betegnelse for de langvarige politiske konflikter mellem Venstre og Højre om den lovgivende magt og regeringsmagten i perioden fra grundlovsrevisionen i 1866 til systemskiftet i 1901, da Venstrereformpartiet dannede regering, Højre efter mange år ved magten måtte træde tilbage, og parlamentarismen i praksis blev indført, således at en regering ikke kunne have et flertal i Folketinget imod sig. Betegnelsen provisorietiden bruges ofte om hele perioden, men henviser mere præcist til den mest konfliktfyldte del af J.B.S. Estrups regeringstid, især årene 1885–1894.[1]
Baggrunden var, at Grundloven af 1866 ikke gav nogen klar løsning på situationer, hvor der var ét politisk flertal i Folketinget og et andet i Landstinget. Da Det Forenede Venstre i 1872 fik absolut flertal i Folketinget, ønskede partiet at gennemføre folketingsparlamentarisme, altså at regeringsmagten skulle hvile på Folketingets flertal, mens Højre fortsat rådede over Landstinget på grund af valgreglernes udformning. Fra 1875, under konseilspræsident J.B.S. Estrup, udviklede dette sig til en skærpet strid om, hvordan forfatningen skulle praktiseres. Folketingets venstreflertal forsøgte at tvinge Højreregeringen bort ved at nægte vedtagelse af finanslove og ved at forsinke lovgivningsarbejdet gennem den såkaldte visnepolitik. Som modtræk udstedte Estrup med støtte fra Højres flertal i Landstinget provisoriske finanslove, først i 1877 og siden i årene 1885–1894, idet han anvendte den nødretlige mulighed for foreløbige love, som efter grundloven var forudsat til tilfælde, hvor Rigsdagen ikke var samlet. Herved blev en undtagelsesbestemmelse i praksis gjort til et politisk middel mod Folketinget.[1]
Konflikten mellem Højre og Venstre var gennem længere tid usædvanlig hård. Højre betragtede med mistro Venstres opbygning af skytte- og gymnastikforeninger fra slutningen af 1870’erne. Disse havde officielt til formål at træne befolkningen til forsvar i krigstid, men Højre frygtede, at en sådan folkelig bevæbning også kunne få indenrigspolitisk betydning. Da Estrup i oktober 1885 blev udsat for et attentatforsøg, førte det ikke alene til oprettelsen af et regeringsloyalt gendarmerikorps og en styrkelse af politiet, men også til skærpede straffe for politiske forbrydelser og en stramning af presselovgivningen.[1]
Den egentlige provisorietid ophørte, da Frede Bojsens moderate Venstregruppe i 1894 indgik et større forlig med Højre. Dette medførte Estrups afgang mod, at Venstre accepterede Københavns befæstning, som var blevet opført for bevillinger uden Folketingets samtykke. Forliget førte dog ikke straks til, at regeringsmagten overgik til Venstre. Dette skete først ved systemskiftet i 1901, da J.H. Deuntzer dannede det første Venstreministerium. Parlamentarismen blev dermed politisk realitet, men blev først formelt indskrevet i forfatningen med Grundloven af 1953.[1]
Forfatningskampens udvikling
[redigér | rediger kildetekst]
Efter nederlaget i 2. slesvigske krig var tilliden til De Nationalliberale forsvundet og Estrup, der ikke anerkendte den lige og almindelige valgret som statsbærende juridisk princip,[2] trådte frem som Landstingets mand i kampen mod menigmands indflydelse, mens Christen Berg blev den fremmeste blandt fortalerne for parlamentarismen [3] Da Venstre ved valget i 1872 opnåede absolut flertal i Folketinget, fremsatte Berg krav om, at Rigsdagen skulle udpege regeringen. Kongen, Christian IX, støttede imidlertid Estrups linje og udnævnte Højrefolk som Konseilspræsident; fra 1875 Estrup selv. [4]
Sammenstødene mellem Estrup og Berg kulminerede i perioden fra 1885-1894 under den frugtesløse politiske proces, som er blevet betegnet som visnepolitikken og som aldrig siden er forekommet i dansk politik. Gennem adskillige år blev provisoriske love udstedt af Landstinget, der havde Højre-flertal, og godkendt af kongen, da Venstrepartierne, der havde flertal i Folketinget, generelt satte sig på tværs af alle lovforslag for at gennemtvinge Højreregeringens afgang.
- "Forfatningsstriden havde hindret et frugtbart Lovgivningsarbejde lige siden 1875, og tiden der nu fulgte, med de 9 provisoriske Finanslove, blev også en gold Tid."[5]
Det eneste tidspunkt, hvor der blev tyet til voldelige metoder i løbet af Forfatningskampen var, da en ung typograf, Julius Rasmussen, i 1885 forgæves forsøgte at skyde den regerende konseilspræsident J.B.S. Estrup, men i hele perioden var der spændinger og sammenstød mellem Venstrebønder og Højrefolk. Efter attentatet blev gendarmkorpset oprettet, det skulle beskytte Estrup og kongen, og censuren og våbenloven blev skærpet.
Ved valgene havde Venstre fremgang og moderate kræfter i begge partier stræbte efter forlig mellem parterne; med pensionsloven om Alderdomsunderstøttelse og oprettelsen af Sygekasser i 1894 opnåede parterne en vis normalisering af lovgivningsarbejdet. Men først efter folketingsvalget 3. april 1901, hvor Højres folketingsgruppe blev halveret, så den nu blot bestod af otte mænd, bandt kongen sig til parlamentarismen som princip og den første regering baseret på Venstrefolk blev en realitet. Denne forandring i det danske politiske system betegnes også som systemskiftet.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 Jensen, Bernard Eric (2016). "Forfatningskampen". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 179. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.
- ↑ Svend Thorsen (1949), s. 13
- ↑ Svend Thorsen (1949), s. 14
- ↑ Svend Thorsen (1949), s. 15
- ↑ Svend Thorsen (1949), s. 17
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Thorsen, Svend (1949): Danmarks Rigsdag, Særudgave udgivet af Rigsdagens Præsidium i anledning af 100 Aaret for Danmarks Riges Grundlov.