Højre (1881)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler partiet Højre fra 1881. Opslagsordet har også en anden betydning, se Højre.

Højre var et dansk politisk parti, der opstod omkring 1881. Partiet indgik i Det Konservative Folkeparti i 1915.[1]

Starten[redigér | redigér wikikode]

I 1875 dannede den nationale godsejer J.B.S. Estrup en regering. Flertallet i Folketinget (Venstre) krævede regeringens afgang. Støttet af kongen og Landstinget blev Estrup dog siddende som konseilspræsident helt frem til 1894.

Omkring 1881 begyndte man at kalde regeringens tilhængere for Højre. Højre var en sammensmeltning af Nationale Godsejere, De Nationalliberale og Mellempartiet.

I 1881 stiftedes Højres Arbejder- og Vælgerforening i Kjøbenhavn. Den 28. december 1882 udsendte Højres Rigsdagsgruppe et opråb, hvori man opfordrede meningsfæller over hele landet til at organisere sig i foreninger, der ved indbyrdes sammenslutning kan udvikle sig til en hele landet omfattende Højreforening.

Højres landsorganisation blev stiftet i 1883.

Forfatningskampen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Forfatningskampen

Forfatningskampen tog sin begyndelse, da grundloven skulle revideres. Det affødte diskussioner om almindelig valgret kontra valgret for de privilegerede, dvs. valgret afhængig af stand, indkomst eller ejendomsbesiddelse. Den gennemsete Grundlov af 1866 betød, at valg til Landstinget afhang af ens sociale status, og det cementerede godsejerne og de erhvervsdrivendes position i dette ting. Venstre var tilhænger af almindelig valgret, mens Højre var tilhænger af privilegeret valgret.

Venstre krævede, at der blev dannet en parlamentarisk regering i overensstemmelse med Folketingets flertal. Venstremanden Viggo Hørup udtrykte det med ordene: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.

Over for dette hævdede Højre, at Folketinget og Landstinget var ligestillede, og at kongen stod over Rigsdagen.

Under forfatningskampen forsøgte venstreflertallet i Folketinget at tvinge regeringen væk ved at lamme arbejdet med lovgivningen. Regeringens modtræk var at sende Rigsdagen hjem og derefter udgive provisoriske (foreløbige) love udenom de folkevalgte.

Københavns Befæstning[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Københavns Befæstning

Højre ønskede, at det meste af militæret skulle placeres i København. Byen skulle befæstes, så hæren – i tilfælde af et tysk angreb – kunne holde stand i hovedstaden, indtil der kom hjælp fra udlandet.

Derimod ønskede Venstre, at hele landet skulle forsvares. Københavns befæstning blev derfor stoppet i Folketinget. Regeringen befæstede dog alligevel hovedstaden. Dette skete ved hjælp af provisoriske love.

En stor del af befolkningen støttede forsvarssagen. Der blev samlet mange underskrifter ind til fordel for Københavns befæstning, og sagen blev støttet med en symbolsk frivillig forsvarsbeskatning.

Provisoriske love[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Provisorietiden

De regelmæssige sammenstød mellem regeringen og Folketinget skete ved den årlige behandling af finansloven, begyndende i 1885. Når man ikke kunne enes, sendte regeringen Rigsdagen hjem og udsendte en foreløbig finanslov. Når Rigsdagen så mødtes igen, forkastede Folketingets flertal konsekvent finansloven (også kendt som visnepolitikken). En sådan forkastelse blev ikke godtaget af regeringen.

Regeringen udstedte en række provisoriske presse- og politilove, der skulle knægte oppositionen. Bøderne regnede ned over regeringens modstandere, ikke mindst efter det fejlslagne attentat på Estrup i efteråret 1885, og nogle blev fængslede. Den hårde behandling i fængslet fremskyndede venstrelederen Christen Bergs død.

Desuden blev København befæstet ved hjælp af provisoriske love.

Børsoppositionen[redigér | redigér wikikode]

Godsejerne dominerede både i regeringen og i Landstinget. Dette vakte modvilje blandt Højres tilhængere i byerne. I København opstod Børsoppositionen omkring C.F. Tietgen og Christopher Hage.

Ved folketingsvalget i 1884 samarbejdede enkelte af Børsoppositionens medlemmer med De Liberale (Venstre i København og Århus) og Socialdemokraterne. Dette førte til tilbagegang for Højre i hovedstaden. De fleste af Børsoppositionens medlemmer støttede dog fortsat Højre.

Højres tilhængere[redigér | redigér wikikode]

Højre havde støtte fra godsejerne. I byerne støttede både mellemstanden og arbejderne partiet. Efterhånden blev de fleste arbejdere dog socialdemokrater, således at arbejdsgiver stemte Højre (og senere konservativt), mens arbejdstagere stemte socialdemokratisk.

I mange valgkredse var Højre et stort mindretal. Da der før 1918 kun var valg i enkeltmandkredse, fik Højre valgt færre folketingsmedlemmer, end partiet forholdsvis havde krav på. Frem til 1895 sidder der dog højremænd på op imod en tredjedel af pladserne i Folketinget.

Forliget i 1894[redigér | redigér wikikode]

Efter 1890 kommer den moderate del af Højre på talefod med det Moderate Venstre. Dette fører til et forlig i 1894, der baner vejen for Estrups afgang samme år. Højre danner dog regeringer frem til 1901.

Efter 1894 er stemningen i partiet mat, da man ikke længere har Den gode sag (Estrups politik) at samles om. Fra 1895 er Venstrereformpartiet det dominerende parti i Folketinget. Fra 1898 har Reformpartiet absolut flertal i Folketinget. Da Højre har givet afkald på nye provisoriske love, sidder regeringerne i virkeligheden på Reformpartiets nåde.

Højre går tilbage i Folketinget. Omkring år 1900 bryder De Frikonservative ud, og partiets flertal i Landstinget bliver usikkert.

Systemskiftet i 1901[redigér | redigér wikikode]

Ved folketingsvalget i 1901 får Højre kun valgt 8 folketingsmedlemmer. Senere samme år danner Venstrereformpartiet regering.

Grundloven af 1915[redigér | redigér wikikode]

Juleaften 1913 dør Estrup, og Højre mister dermed sit flertal i Landstinget. Grundloven af 1866 synger på sit sidste vers. Udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 bringer partierne tættere på hinanden.

På trods af modvilje fra Højres landstingsgruppe optager folketingsgruppen forhandlinger med den radikale konseilspræsident Zahle om en demokratisering af grundloven. Dette fører til Grundloven af 5. juni 1915.

I december 1915/januar 1916 bliver Det Konservative Folkeparti dannet ved sammenslutning af medlemmer af Højre, De Frikonservative og en fløj af det tidligere Moderate Venstre (Moderate Liberale).[2]

Andre højrepartier[redigér | redigér wikikode]

Fra 1848 til 1866 havde Danmark et parti, der også hed Højre.

Der findes også højrepartier i andre lande. I Norge hedder partiet Høyre. I Sverige hedder det Moderata samlingspartiet; dette parti har tidligere brugt höger som en del af sit navn, og partiet er uofficielt blevet kaldt for Högern.

Den folkelige utilfredshed med Estrups udemokratiske politik i 1800-tallet har ført til, at ingen af de partier, der har opstillet til Folketinget siden 1915, har kaldt sig Højre. Derimod er højre indgået i navnet på flere små politiske grupper udenfor Folketinget.

I 1973 opstillede Det nye Højre på fælleslister med Fremskridtspartiet, De Uafhængige og Centerpartiet. Dette gav hverken valg til Det nye Højres kandidater eller til Centerpartiets kandidater. Det Liberale Højre (et udbryderparti fra Fremskridtspartiet) var repræsenteret i Folketinget af Inge Refshauge fra 20. september til 6. november 2000. I 1998 var Inge Refshauge blevet valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Sønderjyllands Amtskreds.

I uofficielle sammenhænge bruges betegnelser som højrefløjen og højreorienteret.

Noter[redigér | redigér wikikode]