Venstre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Venstre (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Venstre)
Venstre
Venstre, Danmarks Liberale Parti
 
Partileder Jakob Ellemann-Jensen
Næstformand Stephanie Lose
Generalsekretær Christian Hüttemeier
Politisk ordfører Sophie Løhde
Gruppeformand i Folketinget Thomas Danielsen
 
Grundlagt 1870 (1910)
Partiavis Liberalt Overblik
Hovedkontor Søllerødvej 30
2840 Holte
Antal medlemmer 30.791 (31. december 2020)[1]
Ungdomsorganisation Venstres Ungdom
Studenterorganisation Danmarks Liberale Studerende
Pladser i Folketinget
39 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
4 / 14
Pladser i byrådene:
619 / 2.436
Pladser i regionsrådene:
54 / 205
 
Politisk ideologi Liberalisme[2]
Konservativ liberalisme[3]
Oprindeligt et agrarparti[4]
Politisk placering Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorgan Liberal International
Europæisk samarbejdsorgan Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa
Partigruppe i Europaparlamentet Forny Europa
Partifarve(r) Blå
Partibogstav V
 
Website www.venstre.dk

Venstre, officielt Venstre, Danmarks Liberale Parti (partibogstav V), er et politisk parti i Danmark. Partiet opstod i sin nuværende form i 1910, men kan føre sin historie tilbage til dannelsen af Det forenede Venstre i 1870.

Venstre har sine rødder i bondebevægelsen og vækkelsesbevægelserne, og partiet står fortsat stærkest i distrikterne i Vestjylland, altså de mindst urbane områder i Danmark. Partiet stod oprindeligt i kontrast til Højre, og var oprindeligt placeret på venstrefløjen i Folketinget, hvilket er forklaringen på navnet. I sidste halvdel af 1900-tallet begyndte transformationen til et mere vidtfavnende, borgerligt parti med en stabil og højere tilslutning i byerne. Venstre definerer sig selv om et liberalt parti[2]. Fra 1872 til 1913, i 1918-1924 og igen i 2001-2015 var partiet Danmarks største parti ved folketingsvalgene. Partiet har siden systemskiftet i 1901 leveret 11 danske statsministre. De to seneste var Anders Fogh Rasmussen (2001-2009) og Lars Løkke Rasmussen (2009-2011 og 2015-2019).

Siden september 2019 har Jakob Ellemann-Jensen været formand for Venstre, og siden januar 2021 har Stephanie Lose været partiets næstformand.

På stemmesedlerne anvender partiet »V«, men havde »D« indtil 1971.[5]

Partiets officielle ungdomsorganisation er Venstres Ungdom (VU). Derudover er Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) og Danmarks Liberale Studerende tilknyttet Venstre.

Politisk grundlag[redigér | rediger kildetekst]

Venstres nuværende principprogram "Fremtid i frihed og fællesskab" blev vedtaget i 2006. Ifølge det bygger Venstres politik på et liberalt menneskesyn, ifølge hvilket mennesket trives bedst i frihed under ansvar for sit eget liv og medansvar for andre mennesker og fællesskabet.[2][6]

I 2022 lægger Venstre især vægt på følgende seks politiske områder:[7]

  • Danmark som foregangsland i klimapolitikken via investeringer i grøn vækst
  • Et sundhedsvæsen med flere praktiserende læger og kortere ventelister
  • Større valgfrihed for bl.a. uddannelsessøgende og ældre
  • Konsekvente krav til udlændinge i Danmark med lavere ydelser til arbejdsløse indvandrere, arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere og hårdere straffe for kriminelle
  • Det skal kunne betale sig at arbejde - skattelettelser til personer i arbejde og tilbagerulning af højere ydelser til dagpengemodtagere
  • Styrkelse af forsvaret, aktiv deltagelse i internationale initiativer for fred, demokrati og frihedsrettigheder, og en styrket indsats for danske veteraner

Venstres historie[redigér | rediger kildetekst]

Fra 1870 til systemskiftet[redigér | rediger kildetekst]

Venstre stiftedes 1870 ved en samling af forskellige venstreorienterede grupper under navnet "Det Forenede Venstre." Venstre har rødder i Bondevennernes Selskab, der blev stiftet i 1846. Partiets første program udkom i 1870. I 1872 kom et nyt program. Venstre var i opposition til godsejerne og De Nationalliberale. Venstres modstandere, der understøttede kongemagten, blev senere til Højre (afløst af Det Konservative Folkeparti).[8]

Mellem 1864 og 1910 blev Venstre splittet og samlet flere gange. Da den politiske konflikt skærpedes som følge af forfatningskampen og blev endnu mere forbitret i provisorietiden, blev Venstre opsplittet i fraktioner. Fra 1873 voksede modsætningerne i partiet.

Én fløj – de senere radikale – ville vælte Estrup-regeringen ved at sætte hårdt mod hårdt. En anden fløj – de senere moderate – ville svække regeringen ved at forhandle med de mere mådeholdende af regeringens tilhængere.

Omkring 1880 var Venstre reelt delt i to stridende partier:

Det Folkelige Venstre med Viggo Hørup, Edvard Brandes og Christen Berg (og en kort overgang det Radikale Venstre (1878)) og Moderate Venstre ledet af bl.a. Ludvig Holstein-Ledreborg, Sofus Høgsbro og Frede Bojsen.

Allerede i 1884 blev Det Folkelige Venstre også splittet. Hørup og Brandes gendannede det Radikale Venstre, mens Berg og hans tilhængere gik sammen med Det Moderate Venstre og dannede Det Danske Venstre.

Da Venstre i 1894 indgik forlig med Højre om Københavns Befæstning, blev Venstrereformpartiet stiftet i protest mod "det rådne forlig" af bl.a. Viggo Hørup, Edvard Brandes, J.C. Christensen og Carl Theodor Zahle.

Fra 1901 til anden verdenskrig[redigér | rediger kildetekst]

Venstrereformpartiets konseilspræsidenter (Deuntzer og I.C. Christensen) blev genvalgt i henholdsvis 1903 og 1906, men de måtte begge træde tilbage i utide midt i deres anden valgperiode. Niels Neergaard var den første Venstrepolitiker, der var statsminister i to ikke-sammenhængende perioder (1908-1909 og 1920-1924).

I maj 1905 brød Det Radikale Venstre ud af Venstre på grund af interne stridigheder.[9] Brandes og Zahle var ledende skikkelser, og et vigtigt stridspunkt var forholdet til militæret, hvor Det Radikale Venstre krævede total nedrustning, mens de grupper som forblev i Venstre støttede at der skulle eksistere en form for forsvar, selvom der var uenighed om et fremtidigt forsvars indretning. Venstre var i de efterfølgende år splittet i spørgsmålet om hvorvidt man skulle søge at genforene de to partier, men tanken blev endeligt opgivet omkring 1920 efter at I.C. Christensen, Klaus Berntsen og Niels Neergaard samlet afviste tanken.

To af de moderate Venstrefolk fra anden generation Niels Neergaard og Klaus Berntsen blev statsministre i årene op til 1. verdenskrig. I 1910 blev to fraktioner fra Venstrereformpartiet forenet med Det Moderate Venstre. Ved den lejlighed antog partiet navnet Venstre. Venstres landsorganisation blev dannet i 1929.

Fra anden verdenskrig til 2001[redigér | rediger kildetekst]

Frem til 1968 var Venstre det selvfølgelige borgerlige statsministerparti, og det dannede regering i 1945-47 under Knud Kristensen og i 1950-1953 med Erik Eriksen som statsminister i en koalitionsregering med Det Konservative Folkeparti. Også i de følgende oppositionsår under socialdemokratisk ledede regeringer fortsatte VK-samarbejdet.[4]

Som følge af afvandringen fra landbruget blev Venstres hidtidige medlems- og vælgergrundlag kraftigt reduceret fra omkring 1950. Derfor blev en omstillingsproces fra et landboparti til et mere bredt favnende liberalt parti påbegyndt fra midten af 1960'erne.[4] Partiet indgik i en række skiftende regeringskonstellationer i resten af årtusindet. 1968-1971 var det en del af den såkaldte VKR-regering med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister og Venstres formand Poul Hartling som udenrigsminister. 1973-1975 dannede Hartling en historisk smal Venstreregering baseret på partiets egne 22 mandater efter jordskredsvalget i 1973.[10] 1978-1979 var partiet juniorpartner i en SV-regering med socialdemokraten Anker Jørgensen som statsminister og Venstres formand Henning Christophersen som udenrigsminister, og i 1982-1993 havde partiet samme rolle i en række skiftende borgerlige regeringer under den konservative Poul Schlüters ledelse.[4] Henning Christophersen var finansminister 1982-1984, hvor han forlod dansk politik til fordel for en post som EU-kommissær. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev derefter valgt til ny formand for Venstre. Han ledede partiet indtil 1998, hvor han afløstes af Anders Fogh Rasmussen.

Det 21. århundrede[redigér | rediger kildetekst]

Ved folketingsvalget 2001 fik Venstre efter en effektiv kampagne, som blandt andet fokuserede på en stramning af udlændingepolitikken, indførelsen af det såkaldte skattestop og en afskaffelse af ventelister til sygehusene, en tilslutning på 31 % af vælgerne og blev dermed landets største parti for første gang siden 1924. Anders Fogh Rasmussen dannede regering med de konservative som koalitionspartner og Dansk Folkeparti som støtteparti. De tre partier havde tilsammen et parlamentarisk flertal, og det var dermed første gang siden 1929, at en borgerlig regering ikke var afhængig af støtte fra et eller flere midterpartier for at opnår flertal i Folketinget. Regeringskoalitionen fortsatte indtil 2011, fra 2009 med Lars Løkke Rasmussen som Venstres partiformand og statsminister. Efter en oppositionsperiode 2011-2015 vendte Løkke Rasmussen tilbage som statsminister, i 2015-2016 i spidsen for en ren Venstreregering og 2016-2019 som leder af en ny koalitionsregering med Liberal Alliance og de Konservative.[4]

Efter tabet af regeringsmagten ved folketingsvalget 2019 og efterfølgende intern strid i Venstres ledelse måtte Lars Løkke Rasmussen trække sig som formand, og Jakob Ellemann-Jensen afløste ham i september 2019.[4][11] Siden januar 2021 har Stephanie Lose været næstformand for partiet.[12]

Afskalninger[redigér | rediger kildetekst]

En række medlemmer er i tidens løb brudt ud af Venstre og har dannet egne partier. Det gælder således Det Radikale Venstre, der blev dannet af udbrydere fra Venstrereformpartiet i 1905.[13] I 1934 blev Det Frie Folkeparti (senere Bondepartiet) dannet af udbrydere fra Venstres folketingsgruppe.[14] I 1953 stiftede Venstres tidligere formand og statsminister Knud Kristensen partiet De Uafhængige i protest mod grundlovsrevisionen 1953 og både Venstres og de Konservatives kompromissøgende politik.[15] I 1965 dannede folketingsmedlemmerne Niels Westerby og Børge Diderichsen partiet Liberalt Centrum på grund af uenighed om blandt andet Venstres økonomiske politik.[16] I 2022 stiftede Venstres tidligere formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen partiet Moderaterne, og partiets tidligere næstformand Inger Støjberg stiftede partiet Danmarksdemokraterne.

Organisation[redigér | rediger kildetekst]

Venstre var i mange år organiseret i et vidt forgrenet net af lokale foreninger. Først i 1929 blev de samlet i en egentlig landsdækkende partiorganisation. Medlemstallet kulminerede i 1950 med ca. 200.000 medlemmer.[4] Ved udgangen af 2020 var der knap 31.000 medlemmer.[1]

Venstres øverste myndighed er partiets landsmøde, der finder sted hvert efterår med mere end tusinde deltagere. Indimellem landsmøderne ledes organisationen af hovedbestyrelsen, der nedsætter et forretningsudvalg til at varetage en række praktiske opgaver. Venstres formand er samtidig formand for hovedbestyrelsen. Derudover består den af Venstres næstformand og kasserer samt formænd for kommuneforeningerne og regionsbestyrelserne, repræsentanter fra folketingsgruppen, formanden for Venstres gruppe i Europaparlamentet, repræsentanter fra Venstres Ungdom og Liberalt Oplysnings Forbund, formændene for Venstres faste udvalg og Venstres medlemmer af formandskabet i KL og Danske Regioner. Endelig vælger Venstres Landsmøde direkte ti medlemmer til hovedbestyrelsen, hvoraf de tre samtidig er medlemmer af forretningsudvalget.[17]

Siden 1971 har Venstre haft sit hovedkvarter på landstedet Carlsminde i Søllerød i Nordsjælland.[18]

Venstre i dag[redigér | rediger kildetekst]

Venstre har pr. februar/marts 2021:[1]

Statsministre[redigér | rediger kildetekst]

Anders Fogh Rasmussen i 2003

Venstre har i danmarkshistorien haft 11 statsministre siden systemskiftet i 1901, der bragte den første Venstreregering til magten.[19]

Partiformænd[redigér | rediger kildetekst]

Resultater[redigér | rediger kildetekst]

Resultater ved folketingsvalg[redigér | rediger kildetekst]

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater ±
1910 118.988 34,1 % 57 +57
1913 104.885 29,0 % 24 -33
1915 43 +19
1918 271.879 29,7 % 46 +3
26. april 1920 353.680 34,4 % 49 +3
6. juli 1920 347.044 36,2 % 52 +3
21. september 1920 411.661 34,0 % 51 -1
1924 362.682 28,3 % 44 -7
1926 378.137 28,3 % 46 +2
1929 402.121 28,8 % 43 -3
1932 381.862 24,7 % 38 -5
1935 293.393 17,9 % 26 -12
1939 309.355 18,2 % 30 +4
1943 376.850 18,7 % 28 -2
1945 479.158 23,4 % 38 +10
1947 529.140 26,1 % 49 +11
1950 438.188 21,3 % 32 -17
21. april 1953 456.896 22,1 % 33 +1
22. september 1953 499.656 23,1 % 42 +9
1957 578.932 25,1 % 45 +3
1960 512.041 21,1 % 38 -7
1964 547.770 20,8 % 38 ±0
1966 539.027 19,3 % 35 -3
1968 530.167 18,6 % 34 -1
1971 450.904 15,6 % 30 -4
1973 374.283 12,3 % 22 -8
1975 711.298 23,3 % 42 +20
1977 371.728 12,0 % 21 -21
1979 396.484 12,5 % 22 +1
1981 353.280 11,3 % 20 -2
1984 405.737 12,1 % 22 +2
1987 354.291 10,5 % 19 -3
1988 394.190 11,8 % 22 +3
1990 511.643 15,8 % 29 +7
1994 775.176 23,3 % 42 +13
1998 817.894 24,0 % 42 ±0
2001 1.077.858 31,2 % 56 +14
2005 974.637 29,0 % 52 -4
2007 908.472 26,2 % 46 -6
2011 947.726 26,7 % 47 +1
2015 685.188 19,5 % 34 -13
2019 825.486 23,4 % 43 +9

Resultater ved Europa-Parlamentsvalg[redigér | rediger kildetekst]

Europa-

Parlamentsvalg

Stemmer Mandater Valgte kandidater
Antal Procent[20] Ændring i

procentpoint[21]

Antal Ændring[21]
1979 252.767 14,4 +14,4 3 +3 Tove Nielsen, Niels Haagerup, Jørgen Nielsen
1984 248.397 12,4 -2,0 2 -1 Tove Nielsen, Jørgen Nielsen
1989 297.565 16,6 +4,2 3 +1 Klaus Riskær Pedersen, Tove Nielsen, Niels Anker Kofoed
1994 394.362 19,0 +2,4 4 +1 Karin Riis-Jørgensen, Bertel Haarder, Niels Anker Kofoed, Eva Kjer Hansen
1999 460.834 23,4 +4,3 5 +1 Karin Riis-Jørgensen, Niels Busk, Anne E. Jensen, Bertel Haarder, Ole Andreasen
2004 366.735 19,4 −4,0 3 -2 Karin Riis-Jørgensen, Niels Busk, Anne E. Jensen
2009 474.041 20,2 +0,8 3 0 Jens Rohde, Morten Løkkegaard, Anne E. Jensen
2014 379.840 16,7 -3,5 2 -1 Ulla Tørnæs, Jens Rohde
2019 647.893 23,5 +6,8 4 +2 Søren Gade, Morten Løkkegaard, Asger Christensen og (fra 1/2 2020) Linea Søgaard-Lidell


Ordførerskaber[redigér | rediger kildetekst]

Økonomi[redigér | rediger kildetekst]

Frivillige bidrag[redigér | rediger kildetekst]

Venstre har i sit 2015-regnskab[22] opgivet at have modtaget bidrag (herunder fået stillet konferencefaciliteter til rådighed) for over 20.000 kroner fra i alt 25 virksomheder, organisationer og nogle få enkeltpersoner, herunder:

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c "Venstre i tal". Venstre. Hentet 17. februar 2021.
  2. ^ a b c "Det liberale menneskesyn". Venstre.dk. Venstre. 2006. Hentet 8. juli 2022.
  3. ^ "Parties and Elections in Europe". parties-and-elections.eu. Wolfram Nordsieck. Hentet 8. juli 2022.
  4. ^ a b c d e f g "Venstre (dansk politisk parti)". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 8. juli 2022.
  5. ^ https://dbrs.dk/artikel/historien-bag-partiernes-bogstaver
  6. ^ "Partiernes historie. Venstre". ft.dk. Folketinget. 2006. Hentet 8. juli 2022.
  7. ^ "Mærkesager". Venstre.dk. Venstre. Hentet 8. juli 2022.
  8. ^ "Venstres hjemmeside om partiets stiftelse". Arkiveret fra originalen 19. maj 2009. Hentet 30. oktober 2007.
  9. ^ "Venstres hjemmeside om stiftelsen af Det Radikale Venstre". Arkiveret fra originalen 13. november 2007. Hentet 30. oktober 2007.
  10. ^ Farbøl, Rosanna; Olesen, Thorsten Borring (20. maj 2019). "Ministeriet Poul Hartling, 1973-1975". danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet. Hentet 11. juli 2022.
  11. ^ Jyllands-Posten, Jakob Ellemann-Jensen er valgt som ny formand for Venstre
  12. ^ https://nyheder.tv2.dk/politik/2021-01-24-stephanie-lose-er-venstres-nye-naestformand?cid=_soco%3Atw%3A4%3Anews%3A%3A%3A
  13. ^ Kosiara-Pedersen, Karina. "Radikale Venstre". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  14. ^ Rerup, Lorenz. "Bondepartiet (dansk politisk parti)". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  15. ^ Bille, Lars. "De Uafhængige". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  16. ^ Bille, Lars. "Liberalt Centrum". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  17. ^ Organisering. Venstres hjemmeside, besøgt 11. juli 2022.
  18. ^ "Carlsminde, Søllerød". Trap Danmark – via Lex.dk.
  19. ^ https://www.stm.dk/statsministeren/statsministre-siden-1848/
  20. ^ I forhold til antallet af gyldige stemmer.
  21. ^ a b I forhold til forrrige Europa-Parlamentsvalg
  22. ^ Venstres Landsorganisation. Årsregnskab 2015. Offentliggjort af Folketinget. Besøgt 4. november 2017.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Officiel hjemmeside

Venstre – Det Kgl. Bibliotek