Spring til indhold

Fotografi

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Fotografier)
Berømt snapshot taget 11. september 2001 i New York.

Fotografi er en teknik, praksis og kunstart, som skaber billeder vha. opfanget lys, i dag mest elektronisk ved hjælp af en billedsensor eller tidligere kemisk ved hjælp af et lysfølsomt materiale såsom fotografisk film. Fotografi anvendes inden for en lang række områder inden for videnskab, fremstillingsvirksomhed og erhvervsliv, såvel som mere direkte i kunst, film- og videoproduktion, samt til rekreative formål, hobby og massekommunikation.[1] En person, der betjener et kamera, kaldes en fotograf, mens det optagne billede, fotografiet eller fotoet, er det, der frembringes af kameraet.

Typisk bruges en linse til at fokusere lyset, der reflekteres eller udsendes fra det motiv, man ønsker at afbilde, hvorved der dannes et billede af motivet på den lysfølsomme overflade inde i et kamera under en tidsbestemt eksponering. I en elektronisk billedsensor frembringes en elektrisk ladning ved hver pixel på billedsensoren, som behandles elektronisk og lagres i en digital billedfil, til efterfølgende visning eller behandling. Med fotografisk emulsion dannes et usynligt latent billede, som senere kemisk "fremkaldes" til et synligt billede, enten negativt eller positivt, afhængigt af formålet med det fotografiske materiale og behandlingsmetoden. Et negativt billede på film bruges traditionelt til fotografisk at skabe et positivt billede på en papirbase, kendt som et print, enten ved hjælp af en forstørrelsesanordning eller ved kontaktprint.

Før fremkomsten af digital fotografering brugte man film med kemisk emulsion, der efterfølgende skulle fremkaldes for at danne negativer eller projicerbare dias, og negativer skulle printes som positive billeder, normalt i forstørret form. Dette blev typisk gjort af fotografiske laboratorier, men mange amatørfotografer, studerende og fotokunstnere gjorde det selv.

J.N. Niépces første fotografi fra 1826.

Ordet fotografi består af græsk φωτός (phōtós, genitiv af φῶς phōs), "lys"[2] og γραφή (graphé) "repræsentation ved hjælp af linjer" eller "tegning",[3] der tilsammen betyder "tegning med lys".[4]

Den første til at bruge ordet var muligvis Hércules Florence, en fransk maler og opfinder bosiddende i Campinas i Brasilien, som anvendte den franske form af ordet, photographie, i nogle af sine notater, som en brasiliansk historiker mener blev skrevet i 1834. Denne påstand er meget udbredt, men ikke bredt anerkendt internationalt, og blev først bredt kendt efter Boris Kossoys forskning i 1980.[5][6]

Den 25. februar 1839 trykte den tyske avis Vossische Zeitung en artikel med titlen Photographie, som diskuterede, hvem der havde opfundet fotografiet, enten Henry Fox Talbot eller Louis Daguerre.[7] Artiklen er den tidligst kendte forekomst af ordet på tryk.[8] Artiklen var underskrevet "JM", som menes at have været Berlin-astronomen Johann Heinrich von Mädler.[9] Astronomen John Herschel tilskrives også opfindelsen af ordet, uafhængigt af Talbot, i 1839.[10]

Opfinderne Nicéphore Niépce, Henry Fox Talbot og Louis Daguerre ser ikke ud til at have kendt eller brugt ordet fotografi, men omtalte deres metoder som "heliografi" (Niépce), "fotogen tegning"/"talbotypi"/"calotypi" (Talbot) og "daguerreotypi" (Daguerre).[9]

På dansk bruges ordet fotografi både om det at tage fotografiske billeder ('fotografering') og selve billedet.[11] Ordet foto er en senere kortform af fotografi formet efter engelsk photo.[12]

Fotografi er opstået ved en kombination af en række tekniske opdagelser, der har at gøre med det at se et billede og indfange dette billede. Opdagelsen af camera obscura ("mørkt kammer" på latin ), som er et instrument, der gengiver et billede af et motiv, kan spores tilbage til det gamle Kina. De græske matematikere Aristoteles og Euklid beskrev uafhængigt af hinanden et camera obscura i det 5. og 4. århundrede f.Kr.[13] [14] I det 6. århundrede e.Kr. anvendte den byzantinske matematiker Anthemius af Tralles en type camera obscura i sine eksperimenter.

Hulkamera
Lys der kommer ind gennem det lille hul i kameravæggen danner et omvendt billede på den modsatte væg.[15]
Naturligt hulkamera: lys gennem et lille hul i taget har dannet dette billede af Prags borg på en mur over for borgen.
Skarphedsdybde
Moderne foto med lille skarphedsdybde: kun kameraet og hånden står skarpt, mens både motivet i baggrunden og fotografen forrest med vilje er gjort uskarpe.
Faldne nordstatssoldater efter slaget ved Gettysburg i juli 1863, berømt foto af Timothy H. O'Sullivan; bemærk den lille skarphedsdybde.
22. oktober 1895 kørte dette lokomotiv pga. for høj hastighed ud gennem gavlen på Gare Montparnasse i Paris; passagererne slap med skrammer, men en avissælger nede på gaden blev dræbt; stor skarphedsdybde.
Ved portrætfotos, som dette af Lenin fra 1920, tilstræbes ofte lille skarphedsdybde.

Den arabiske fysiker Ibn al-Haytham (Alhazen) (965-1040) opfandt også et camera obscura, samt det første ægte hulkamera.[14] [16] [17] Mens effekten af en lysstråle, der passerer gennem et hul, allerede var beskrevet, [18] fremkom Ibn al-Haytham med den første korrekte analyse af virkemåden for camera obscura, [19] herunder de første geometriske og kvantitative beskrivelser af fænomenet,[20] og han var den første til at bruge en mørk kasse, hvor lys gennem et hul i den ene side af kassen kunne projiceres på en skærm på den anden side, og således danne et et billede.[21] Han var også den første til at forstå forholdet mellem fokuspunktet og hullinsen, [22] og udførte tidlige eksperimenter med efterbilleder, hvilket lagde grunden til opfindelsen af fotografi i det 19. århundrede.[17]

Leonardo da Vinci nævnte naturlige camerae obscurae, i form at nogle mørke huler på kanten af en solbeskinnet dal. Et hul i hulevæggen fungerede som et hulkamera og projicerede et omvendt billede af motivet på et stykke papir.

Renæssancemalere brugte camera obscura, som faktisk har haft betydning for den optiske farvegengivelse, der dominerer vestlig kunst.

For at komme fra camera obscura til fotografi måtte man opfinde metoder til både at indfange og ikke mindst bevare det billede, der blev produceret af camera obscura. Betydningsfuldt var det, at Albertus Magnus (1193-1280) opdagede sølvnitrat, [23] og Georg Fabricius (1516-1571) opdagede sølvklorid.[24]

Daniele Barbaro beskrev en optisk blænde i 1566. Wilhelm Homberg beskrev i 1694, hvordan lys formørkede visse kemikalier, den såkaldte fotokemiske effekt. Omkring 1717 brugte Johann Heinrich Schulze en lysfølsom masse til at tage billeder af udskårne bogstaver på en flaske, og på det grundlag anerkender mange tyske kilder, samt visse andre, Schulze som opfinderen af fotografiet. [25] Den skønlitterære bog Giphantie, udgivet i 1760 af den franske forfatter Tiphaigne de la Roche, beskriver noget, der kan betegnes som fotografi.[26] I 1777 opdagede svenskeren Carl Wilhelm Scheele, at sølvklorid ved belysning med blåt og violet lys udskiller metallisk sølv i ren form, en erkendelse af sølvsaltes lys- og farvefølsomhed som skulle få stor betydningen inden for fotokemien.[27]

I juni 1802 gjorde den britiske opfinder Thomas Wedgwood det første kendte forsøg på at fastholde et billede i et camera obscura ved hjælp af et lysfølsomt stof,[28] nemlig vha. papir eller hvidt læder behandlet med sølvnitrat. Selvom det lykkedes ham at fange skyggerne af genstande placeret på overfladen i direkte sollys, og han endda lavede skyggekopier af malerier på glas, konkluderede man, at "billederne dannet ved hjælp af et camera obscura har vist sig at være for svage til inden for overskuelig tid at frembringe en effekt på sølvnitratet". Skyggebillederne blev til sidst mørkere over det hele, så motivet forsvandt.[29]

Opfindelsen af fotografiet

[redigér | rediger kildetekst]

Den første permanente fotoætsning var et billede fremstillet i 1822 af den franske opfinder Nicéphore Niépce, men det blev ødelagt i et senere forsøg på at lave tryk ud fra det.[30] Niépce havde igen succes i 1825, og året efter lavede han Udsigten fra vinduet i Le Gras, se ovenfor, det tidligst bevarede fotografi af et naturligt motiv.[31]

Fordi Niépces kamerafotografier krævede en ekstremt lang eksponering (mindst otte timer og sandsynligvis flere dage), søgte han at forbedre sin bitumenproces betydeligt eller erstatte den med en, der var mere praktisk. I samarbejde med Louis Daguerre udviklede han metoder til eftereksponering, der gav visuelt bedre resultater, samt erstattede bitumenen med en mere lysfølsom harpiks, men den timelange eksponeringstid var stadig påkrævet. Med henblik på eventuel kommerciel udnyttelse valgte de to at holde deres arbejde hemmeligt.

Dette daguerreotypi af Louis Daguerre fra 1838 af udsigten over Boulevard du Temple i Paris anses som det første fotografi med mennesker på. Trafikken på den travle gade blev ikke foreviget pga. den lange eksponeringstid, men det blev til gengæld de to mænd til venstre i forgrunden; den ene pudser tilsyneladende den andens sko, hvilket varede længe nok til at blive foreviget.
Et tidligt farvefotografi af russiske bondepiger taget i 1909 af Sergey Prokudin-Gorsky.
Smukke og velklædte kvinder, her den polske model Magdalena Frąckowiak i en Elie Saab-kjole, har altid været et yndet foto-motiv.
Knopsvanepar (det er hannen t.h.) med deres ællinger, typisk motiv for en naturfotograf.

Niépce døde i 1833, og derefter genoptog Daguerre eksperimenterne med de lysfølsomme sølvsalte, som Niépce havde opgivet mange år tidligere, fordi han ikke kunne gøre billederne lysægte og varige. Daguerres udviklingsarbejde kulminerede i det, der senere skulle blive kaldt daguerreotypiprocessen. Her bestråles en forsølvet overflade, som først er behandlet med joddamp, med lys fra motivet, og dernæst fremkaldes det dannede billede med kviksølvdamp, som fortættes hvor joden er omdannet af lyset; endelig "fikseres" billedet med varmt mættet saltvand, som bortvasker den jod, der ikke er blevet belyst og derfor stadig er lysfølsom. De vigtige trin i denne proces var på plads i 1837.[a] Den nødvendige eksponeringstid blev nu målt i minutter i stedet for timer. Daguerre tog det tidligste bekræftede fotografi med mennesker i 1838, se figur. Daguerres proces blev i overordnede træk offentliggjort den 7. januar 1839, og nyheden skabte international sensation. Frankrig indvilligede snart efter i at betale Daguerre en årlig pension til gengæld for retten til at præsentere hans opfindelse for verden som en gave fra Frankrig, hvilket skete, da en komplet beskrivelse af proceduren blev offentliggjort 19. august 1839. Samme år tilskrives den amerikanske fotograf Robert Cornelius æren for at have taget det tidligst bevarede fotografiske selvportræt.

I Brasilien var Hercules Florence allerede begyndt at udvikle en sølv-salt-baseret papirproces i 1832, og han kaldte den senere photographia, mindst fire år før John Herschel opfandt det engelske ord photography. I 1834, efter at have valgt sølvnitrat på papir, en kombination som havde været genstand for eksperimenter af Thomas Wedgwood omkring år 1800, viser Florences notesbøger, at det til sidst lykkedes ham at skabe lysægte, holdbare billeder.[33] Dels fordi han aldrig offentliggjorde sin opfindelse tilstrækkeligt, dels fordi han var en ukendt opfinder, der boede i en fjerntliggende og uudviklet provins, døde Hércules Florence i Brasilien uden i sin levetid at opnå international anerkendelse som en af fotografiets opfindere.[34] [35] [36]

Et gittervindue i Lacock Abbey, England, fotograferet af William Fox Talbot i 1835. Vist her i positiv form, er dette muligvis det ældste bevarede fotografiske negativ lavet i et kamera.

I mellemtiden havde en britisk opfinder, William Fox Talbot, allerede i 1834 haft succes med at fremstille grove, men rimeligt lysægte sølvbilleder på papir, men havde holdt sit arbejde hemmeligt. Efter at have læst om Daguerres opfindelse i januar 1839 offentliggjorde Talbot sin hidtil hemmelige metode i en artikel til Royal Society[37] og begyndte at forbedre den. Ligesom andre processer før daguerreotypi krævede Talbots papirbaserede fotografering typisk timelange eksponeringer i kameraet, men i 1840 skabte han kalotypiprocessen, som brugte den kemiske fremkaldelse af et latent billede til at reducere den nødvendige eksponering betydeligt, og dermed konkurrere med daguerreotypien. I både sin originale og kalotypiske form skabte Talbots proces, i modsætning til Daguerres, et gennemskinneligt negativ, der kunne bruges til at trykke flere positive kopier; dette er grundlaget for det meste moderne kemiske fotografi frem til i dag, idet daguerreotypier kun kunne mangfoldiggøres ved at genfotografere dem med et kamera.[38] Talbots berømte lille papirnegativ af karnapvinduet i Lacock Abbey, her t.v., et af en række kamerafotografier han tog i sommeren 1835, er muligvis det ældste kameranegativ, der findes.[39]

I marts 1837 [40] brugte Franz von Kobell sølvklorid og et papkamera til at lave negativbilleder af Frauenkirche og andre bygninger i München, og tog derefter et andet billede af negativet for at få et positiv, den faktiske sort-hvid gengivelse af motivet. I 1839 rapporterede Kobell sammen med Carl August von Steinheil om deres eksperimenter til det bayerske videnskabsakademi . Deres billeder var runde med en diameter på 4 cm, og metoden blev senere navngivet "Steinheil-metoden".

I Frankrig opfandt Hippolyte Bayard sin egen proces til at fremstille direkte positive papirtryk og hævdede at have opfundet fotografiet tidligere end Daguerre eller Talbot.[41]

Raster
Når fotografier skal mangfoldiggøres, i bøger eller tidsskrifter, sker det oftest ved raster, hvor motivet opdeles i et net af ensfarvede prikker i forskellig størrelse, hvilket gør det muligt at vise gråtoner.
Farvefoto af kat dannet vha. CMYK-raster.

Den britiske kemiker John Herschel, søn af astronomen William Herschel, bidrog også væsentligt til det nye felt. Han opfandt cyanotypiprocessen, senere kendt som "blueprint". Han var den første til at bruge udtrykkene "fotografi", "negativ" og "positiv". Han opdagede i 1819, at natriumthiosulfat kunne opløse sølvsalte,[27] og i 1839 underrettede han Talbot (og indirekte Daguerre) om, at det kunne bruges til at "fiksere" sølvsaltbaserede fotografier og gøre dem fuldstændig lysægte. Han lavede det første glasnegativ i slutningen af 1839.

I martsudgaven af The Chemist fra 1851 udgav Frederick Scott Archer sin vådpladekollodionproces. Det blev det mest anvendte fotografiske medie, indtil gelatinetørpladen, introduceret i 1870'erne, til sidst erstattede den. Der er tre måder at udføre kollodionprocessen; ambrotypien (et positivt billede på glas), ferrotypien eller tintypen (et positivt billede på metal) og glasnegativet, som blev brugt til at lave positive aftryk på albumin eller saltpapir.

Der blev gjort mange fremskridt inden for fotografiske glasplader og trykteknik i resten af det 19. århundrede. I 1891 introducerede Gabriel Lippmann en proces til at lave fotografier i naturlige farver baseret på det optiske fænomen interferens fra lysbølger. Hans videnskabeligt elegante og vigtige, men i sidste ende upraktiske opfindelse, indbragte ham Nobelprisen i fysik i 1908.

Glasplader blev brugt til kamerafotografi fra slutningen af 1850'erne indtil den bøjelige plastfilm fremkom i 1890'erne. Selvom plastfilmens bekvemmelighed i høj grad var med til at udbrede amatørfotografering, var tidlige plastfilm noget dyrere og af markant lavere optisk kvalitet end glasplader, og indtil slutningen af 1910'erne var de ikke tilgængelige i de store formater, som de fleste professionelle fotografer foretrak, så i en årrække brugtes begge typer. På grund af glassets overlegne dimensionsstabilitet fortsatte brugen af plader i visse videnskabelige sammenhænge, såsom astrofotografering, ind i 1990'erne, og inden for nicheområdet laserholografi har den holdt ved ind i det 21. århundrede.

Amerikansk cyanotype-postkort fra 1910.

Ferdinand Hurter (1844–1898) og Vero Charles Driffield (1848–1915) påbegyndte i 1876 deres banebrydende arbejde med at kortlægge lysfølsomheden af fotografiske emulsioner. Deres arbejde gjorde det muligt at måle filmhastigheden, dvs. at beregne forholdet mellem blændeåbning og eksponeringstid som forudsætning for et velbelyst billede.

Bahía Limón i Panama, albumintryk fra 1871 af John Moran.

Den første bøjelige fotografiske rullefilm blev markedsført af Kodaks grundlægger George Eastman i 1885, i form af en papirbase med en lysfølsom belægning, der som en del af forarbejdningen efter eksponering måtte overføres til en hærdet gelatinebærer. Den første transparente rullefilm fulgte i 1889. Den var lavet af en tidlig form for plast kaldet celloluid, som var meget brandfarlig pga. sit indhold af nitrocellulose.

Selvom celluloseacetat eller "sikkerhedsfilm" blev udviklet af Kodak i 1908,[42] fandt denne til at begynde med kun af og til anvendelse som alternativ til den farlige celloluidfilm, som var betydeligt hårdere, lidt mere gennemsigtig, og billigere. Det var således først i 1933, man gik bort fra at bruge celloluid til røntgenbilleder, og selvom sikkerhedsfilm altid blev brugt i 16 mm og 8 mm hjemmevideoer, forblev den brandfarlige celloluidfilm standard for 35 mm biograffilm helt til 1951.

Film forblev det fremherskende tekniske medie for fotografering indtil fremkomsten af digital fotografering i begyndelsen af det 21. århundrede.[42] Selvom moderne fotografering næsten udelukkende er digital, bruges film fortsat af entusiaster og professionelle fotografer. Det karakteristiske "look" på filmbaserede fotografier sammenlignet med digitale billeder skyldes sandsynligvis flere faktorer, herunder (1) forskelle i spektral- og tonefølsomhed (S-formet tæthed-til-eksponering (H&D-kurve) med film over for lineær responskurve for digitale CCD-sensorer), [43] (2) opløsning og (3) kontinuitet i tonen.[44]

Et fotografisk mørkekammer med rødt sikkerhedslys.

Oprindeligt var al fotografering monokrom eller sort-hvid. Selv efter at farvefilm blev let tilgængelig, fortsatte sort-hvid fotografering med at dominere i årtier på grund af lavere omkostninger, kemisk stabilitet og dens "klassiske" fotografiske udseende. Tonerne og kontrasten mellem lyse og mørke områder definerer sort-hvid fotografering.[42] Monokromatiske billeder er ikke nødvendigvis sammensat af rent sort, hvid og mellemliggende gråtoner. Cyanotypiprocessen, opfundet af John Herschel i 1842, giver for eksempel et billede sammensat af blå toner, mens albumintrykprocessen, brugt fra 1847, giver brunlige toner.

Mange fotografer arbejder stadig af og til med sort-hvid film, dels af kunstneriske grunde, men også pga. negativernes høje holdbarhed. Digitale farvefotos kan ved efterbehandling gøres sort-hvide, hvilket kan øge billedets kvalitet. Næsten alle digitalkameraer har en mulighed for at optage i monokrom, og næsten al billedredigeringssoftware kan kombinere eller selektivt kassere RGB-farvekanaler for at producere et monokromt billede fra ét farvebillede.

Man begyndte allerede i 1840'erne at eksperimentere med farvefotografering, hvilket dog krævede ekstremt lange eksponeringer (timer eller dage), og man kunne ikke "fiksere" fotografiet, så farverne ikke falmede, når de blev udsat for lys.

Kodak Instamatic
Kodak Instamatic-kameraet var billigt og let at betjene og blev umådelig udbredt i sidste halvdel af 1900-tallet; her den første model fra 1963 med tilhørende filmkassette.
Fra et hollandsk marked i Alkmaar, taget med et Instamatic.
Ponyer i en tysk zoo, taget af en tiårig gæst med et Instamatic.
Det første farvefotografi, lavet efter Maxwells metode og taget i 1861 af Thomas Sutton, viser et farvet, tartanmønstret bånd.
Lagene i en 35 mm farvefilm:
  1. Underlag
  2. Klæber
  3. Rød-følsomt lag
  4. Grøn-følsomt lag
  5. Gul-filter
  6. Blå-følsomt lag
  7. UV filter
  8. Beskyttende dæklag
  9. Synligt lys påvirker filmen

Det første holdbare farvefotografi blev taget i 1861 ved hjælp af det trefarve-separationsprincip, som den skotske fysiker James Clerk Maxwell formulerede i 1855, se figur.[45][46] Maxwells idé, som blev lagt til grund for stort set alle praktiske farveprocesser, var at tage tre separate sort-hvide fotografier gennem røde, grønne og blå filtre.[45][46] Hermed fås de tre grundlæggende kanaler, der kræves for at skabe et farvebillede. Transparente udskrifter af billederne kunne projiceres gennem lignende farvefiltre og lægges oven på projektionsskærmen, såkaldt additiv farvegengivelse. Et farvetryk på papir kunne produceres ved at lægge kulstoftryk af de tre billeder oven på hinanden i deres komplementære farver, såkaldt subtraktivfarvegengivelse, der blev opfundet af Louis Ducos du Hauron i slutningen af 1860'erne.

Den russiske fotograf Sergej Mikhailovich Prokudin-Gorskij gjorde flittigt brug af denne farveseparationsteknik, idet han anvendte et specielt kamera, der successivt eksponerede de tre farvefiltrerede billeder på forskellige dele af en aflang plade. Fordi hans eksponeringer ikke var samtidige, viste ustabile motiver farve-"frynser", eller hvis de bevægede sig hurtigt gennem scenen, fremstod de som farvestrålende spøgelser i de resulterende projicerede eller trykte billeder.

Overgangen til farvefotografering blev hæmmet af den begrænsede lysfølsomhed ved de tidlige fotografiske emulsioner, som for det meste var følsomme over for blå, noget mindre følsomme over for grøn og praktisk talt ufølsomme over for rød. Da fotokemikeren Hermann Vogel i 1873 opdagede farvestofsensibilisering, blev det pludselig muligt at forbedre emulsionernes følsomhed over for grøn, gul og endda rød farve. Forbedrede farvesensibilisatorer og løbende forbedringer af emulsioners samlede følsomhed nedbragte nu støt de engang uoverkommeligt lange eksponeringstider, der krævedes for farve, og var stærkt medvirkende til at gøre farvefotografering kommercielt attraktivt.

Lysbilleder
Lysbilleder (også kaldet dias eller diapositiver), som dette 24x36 mm foto monteret i sin 2x2 tommer ramme med påtrykt dato for fremkaldelse, var gennem hele 1900-tallet meget udbredte, især ved undervisning.
En lysbilledprojektor til visning af lysbilleder som slide show.

Autochrome, den første kommercielt succesfulde farveproces, blev introduceret af brødrene Lumière i 1907. Autochrome-plader indeholdt et mosaikfarvefilterlag lavet af farvede kartoffelstivelseskorn, som gjorde det muligt at registrere de tre farvekomponenter som tilstødende mikroskopiske billedfragmenter. Efter at en Autochrome-plade var blevet reverseret for at producere en positiv transparens, tjente stivelseskornene til at belyse hvert fragment med den korrekte farve, og de små farvede punkter blev blandet sammen i øjet og gengav motivets farve ved hjælp af den additive metode. Autochrome-plader var en af flere varianter af additive farveskærmplader og -film, der blev markedsført mellem 1890'erne og 1950'erne.

Kodachrome, den første moderne farvefilm, blev introduceret af amerikanske Kodak i 1935. Den indfangede de tre farvekomponenter i en flerlagsemulsion, se figur. Et lag blev sensibiliseret for at optage den røddominerede del af spektret, et andet lag optog kun den grønne del, og et tredje lag optog kun den blå. Uden speciel filmbehandling ville resultatet blot være tre overlejrede sort-hvide billeder, men komplementære cyan-, magenta- og gule farvestofbilleder blev skabt i disse lag ved at tilføje farvekoblere under en kompleks behandlingsprocedure.

Tyske Agfas tilsvarende strukturerede Agfacolor Neu emulsion kom på markedet i 1936. I modsætning til Kodachrome blev farvekoblerne i Agfacolor Neu indarbejdet i emulsionslagene under fremstillingen, hvilket forenklede forarbejdningen betydeligt.

Instant farvefilm, der bruges i et specielt kamera, som fremstiller et unikt færdigt farveprint kun et minut eller to efter eksponeringen, blev introduceret af Polaroid i 1963.

Farvefotografering kan danne billeder som positive transparenter, som kan vises vha. diasprojektor, se figur, eller som farvenegativer beregnet til brug ved positive farveforstørrelser på specielt fotopapir. Sidstnævnte er nu den mest almindelige form for filmbaseret (ikke-digital) farvefotografering, på grund af det automatiserede fotoprintudstyr. Efter en overgangsperiode omkring 1995-2005 er farvefilm blevet henvist til et nichemarked pga. fremkomsten af stadigt billigere digitalkameraer med stadigt højere megapixel-opløselighed. Den gammeldags analoge film er fortsat nogle fotografers foretrukne på grund af dens karakteristiske "look".

Kodak DCS 100, baseret på et Nikon F3 -kamerahus med digital lagringsenhed.

I 1981 afslørede Sony det første kommercielle kamera, der brugte en ladningskoblet enhed til billeddannelse, i stedet for en kemisk emulsion på film: Sony Mavica . Mavicas billeder blev gemt på disk, og billederne blev vist på et fjernsyn, så kameraet var ikke fuldt digitalt. Det første digitalkamera, der både optog og gemte billeder i et digitalt format, var Fujix DS-1P, udviklet af Fujifilm i 1988. [47]

Fotografering på en smartphone.

I 1991 præsenterede Kodak sit DCS 100 kamera, det første kommercielle digitale spejlreflekskamera. Pga den høje pris brugtes dette banebrydende kamera mest til fotojournalistik og professionel fotografering; men kommerciel digitalfotografering var nu kommet for at blive.

Digital billeddannelse bruger en elektronisk billedsensor til at optage billedet, snarere end som kemiske ændringer på film.[47] En vigtig forskel mellem digital og kemisk fotografering er, at kemisk fotografering forhindrer fotomanipulation, fordi den involverer film og fotopapir, mens digitale fotos er meget nemmere at manipulere. Denne forskel muliggør en grad af billedefterbehandling for digitale fotos, der er forholdsvis vanskelig i filmbaseret fotografering.

Digital fotografering er i løbet af den første fjerdedel af det 21. århundrede blevet så vidt udbredt, at mere end 99% af fotografier verden over tages med digitalkameraer, i stigende grad med smartphones.

Kompakte analoge kameraer
Dette Leica I fra omkring 1930 har tilhørt Henri Cartier-Bresson.
Det østtyske Beier Precisa bælg-kamera fra 1952 brugte 61 mm film (kaldet 120 film).[48]
Vesttysk Rollei 35 S kamera fra 1976, berømt for sin store lysfølsomhed og handy størrelse. T.h. den tilhørende 35 mm filmrulle.[49]

Det kamera, som anvendes til den fotografiske optagelse, er blot en videreudvikling af det oprindelige camera obscura. Ved at ændre det optiske system (blandt andet indstilling af blændetal, fokusering, farvefiltrering, valg af lukkertid, objektivets brændvidde, belysning og ikke mindst det analoge eller digitale materiale, som fastholder motivet) har en fotograf mange muligheder for kreativ udformning. Som den mest alsidige kameratype er spejlreflekskameraet slået igennem både i det analoge og det digitale område. Til mange opgaver er der fortsat behov for forskelligartede specialkameraer. I 2020 overhalede det spejlløse digitale systemkamera for første gang det digitale spejlreflekskamera og er i færd med at afløse det.[50]

Fotografiske kameraer blev fra 1839 til ind i 1890'erne fremstillet af mahogni-træ, i periodens slutning overtrukket med læder. Omkring 1900 gik man over til at lave kamerakassen i metal med læderbeklædning, og kameraudviklingen gik samtidig mod mindre kameraer. I 1925 præsenterede det tyske firma Leitz småbilledkameraet Leica, der anvendte 35 mm kinofilm til negativformatet 24×36 mm. De større negativformater på rullefilm, fx 6×6 cm, blev anvendt i bl.a. det toøjede spejlreflekskamera Rolleiflex, 6×9 cm og 9×12 cm til de såkaldte klapkameraer, fx. af mærket Linhof. Efter 2. verdenskrig blev kameraer hovedsagelig fremstillet i formstøbt plast o.l. materialer.[27]

Digitale kameraer

[redigér | rediger kildetekst]
Digitalt kamera fra Canon, lanceret 2007.[51]

Der findes i dag flere forskellige typer af digitale kameraer, d.v.s kameraer, hvor den lysfølsomme film er skiftet ud med en lysfølsom sensor. Udviklingen af disse typer af kameraer er oftest fokuseret på specifikke grupper af brugere, alt fra professionelle fotografer over til børn der skal have deres første kamera.[52]

Systemkameraer

[redigér | rediger kildetekst]

Et systemkamera er et kamera med udskiftelige objektiv. Systemkameraer med spejl; spejlreflekskameraer (forkortet DSLR; Digital Single Lens Reflex) og spejlløse systemkameraer også kaldet mirrorless (forkortet DSL; Digital Single Lens) har ikke ret meget der fundamentalt skiller de to undertyper ad ud over R'et i forkortelsen.

Spejlreflekskameraer
[redigér | rediger kildetekst]

Når man kigger ind i søgeren på et spejlreflekskamera er lyset rejst ind igennem linserne i objektivet, har ramt spejlet det sender det igennem en serie prismer og linser ud til dit øje. I denne type kamera ser du subjektet præcis som det ser ud i det sekund, ikke selve det billede du er ved at tage, hvorfor at billeder nemmere kan blive overeksponeret eller undereksponeret end ved andre typer af kamera

Spejlreflekskameraer optager billeder ved at lyset fra subjektet rejser ind igennem linserne i objektiver og registreres på sensoren bagerst i kameraet.

For at dette kan lade sig gøre sker der følgende når fotografen trykker på udløseren, spejlet slår op, lukkeren åbner og lukker lukkergardinet før at spejlet slår tilbage på plads og man igen kan se subjektet i søgeren.[53]

Spejlløse systemkameraer

[redigér | rediger kildetekst]

Når man kigger ind i søgeren på et spejlløst systemkamera er lyset rejst ind igennem linserne i objektivet, har ramt sensoren der har sendt informationen op til en lille skærm i søgeren der så, igennem flere linser, viser hvad kameraet ser LIVE. I denne type kamera ser du subjektet præcis som det kommer til at se ud på billedet, hvorfor at billedet nemmere bliver korrekt eksponeret.

Spejlløse kameraer optager billeder ved at lyset fra subjektet rejser ind igennem linserne i objektiver og registreres på sensoren bagerst i kameraet, alt efter om kameraet er indstillet til lydløs fotografering eller ej høres der et lille klik når billedet tages men billedet i søgeren bliver ikke afbrudt som i spejlreflekskameraer.[54]

Foto med fiskeøjeobjektiv af husfacade med brændvidde på 4 mm.
Foto med teleobjektiv med brændvidde på 200 mm.

Et fiskeøjeobjektiv er et objektiv/linsemed kort brændvidde, som anvendes når der er brug for ekstrem vidvinkel. Det er kendetegnet ved at gengive rette linjer i kanten som krumme, kun rette linjer gennem billedets centrum er rette.

Teleobjektiv eller telelinse er en betegnelse for objektiver med længere brændvidde end diagonalen på det anvendte format. Den længere brændvidde giver en mindre billedvinkel i forhold til kortere objektiver og trækker motivet tættere på.

Mellem fiskeøje og tele har vi normalobjektivet. Et normalobjektiv er et objektiv hvis brændvidde er lig med eller tæt på diagonalen af optageformatet.

Oversættelse
Oversættelse
Afsnittet Anvendelse eller en tidligere version er helt eller delvist oversat fra den fransksprogede Wikipedia, der er tilgængelig under Creative Commons Kreditering-Deling på samme vilkår 3.0. Se versionshistorik for oplysninger om oprindelig(e) bidragyder(e).

Et billede siger mere end tusind ord.

“
”
– gammelt ordsprog[55][56]

Lige siden sin opfindelse har udbredelsen og anvendelsen af fotografi været tæt forbundet med udviklingen af fototeknik. Fotografiet blev det første virkelig populære medie, og siden sin fremkomst i midten af 1800-tallet har anvendelsen af fotografi, i takt med den teknologiske udvikling, gradvist spredt sig til alle områder af menneskelivet. Med fremkomsten af digitale kameraer omkring år 2000 blev denne udvikling voldsomt forstærket, så at der verden over i 2025 blev taget mere end 2.000 mia fotos, svarende til mere end 60.000 fotos i sekundet.[57]

Fotografi i kunsten

[redigér | rediger kildetekst]
Foto beskåret uden (t.v.) og med (t.h.) hensyntagen til tredjedelsreglen.[58]

I fotografiets barndom blev fotografier brugt af malere som et hjælpemiddel i deres arbejde. Derefter blev det hurtigt et selvstændigt udtryksmiddel, hvor mange kunstnere fotograferede sideløbende med at de malede billeder eller huggede skulpturer o.l., eller udelukkende helligede sig fotografiet.

Robert Capas berømte snapshot af en soldats dødsøjeblik i den spanske borgerkrig i 1936 er muligvis ikke ægte, men opstillet.[59]
Først efter 26 forsøg lykkedes det i 1948 fotografen Philippe Halsmann at få dette portræt af Salvador Dali og tre katte i kassen.[60]

Malere havde traditionelt arbejdet med forskellige udtryksformer, fx. i genrescener, dekoration, historiemaleri eller portrætter. Fra midt i 1800-tallet fik malerne konkurrence fra fotografer, som hurtigt så muligheder i de nye teknikker, de fik til rådighed, og mulighederne, og dermed mængden af fotografer, voksede på denne tid eksplosivt, i takt med de tekniske fremskridt og kameraernes øgede brugervenlighed. I fotografiets barndom kunne malere af stilleben og portrætter stadig konkurrere med fotografiet, da fremstilling af fotografiet krævede et kemisk laboratorium, idet de fotografiske emulsioner skulle fremstilles lige før man tog billedet, og fremkaldelsen skulle følge umiddelbart bagefter. Men da eksponeringstiderne for portrætfotos blev begrænset til et par minutter – hjulpet af brugen af stole udstyret med nakkestøtter og forskellige armlæn – udviklede portrætfotografering sig hurtigt, foruden at andre fotografiske genrer dukkede frem, så snart relativt bærbart og brugervenligt udstyr blev tilgængeligt.[kilde mangler]

Før fotografiet havde maleriet rollen at fremstille virkeligheden. Men fotografiets fremkomst revolutionerede maleriets verden. Det mistede sin rolle som fremstilling af virkeligheden og måtte genopfinde sig selv, ændre sig eller forsvinde. Konflikten mellem tegning og farve, som går tilbage til den italienske renæssance, genvandt sin styrke og hævdede sig endnu engang og mindede os om, hvad der adskiller maleri fra andre kunstarter:[kilde mangler]

  • tegning: Delacroix søgte at syntetisere farve og tegning ved bogstaveligt talt at tegne inden i farven; dette førte til impressionismen og inspirerede Van Gogh, Gauguin, Matisse og andre
  • farve: Ingres fortsatte traditionen, der stammer fra den antikke model, og tøvede ikke med at hævde linjens tilstedeværelse, deformere den, stilisere den

I takt med fotografiets udbredelse, blev maleriet som kunstform mere og mere autonomt, og satte efterhånden i stigende grad spørgsmålstegn ved sit eget særpræg. Forbindelserne mellem maleri og fotografi er altid forblevet meget tætte, idet de hver især låner fra hinanden: billedlige genrer i fotografiet og fotografiets visuelle kvaliteter i maleriet, såsom hyperrealisme, som ville etablere fotografiet som maleriets emne.

I klassificeringen af kunstarter afledt af Hegels værker gives fotografiet en ottendeplads, i konkurrence med radio- og tv-udsendelser. Disse tre aktiviteter benævnes undertiden samlet som "mediekunst".

Fotografi er et teknisk og mekanisk middel til at bevare en grafisk repræsentation af øjeblikke, objekter eller personer. Men det er også et mere eller mindre abstrakt udtryksmiddel, der bærer sin ophavsmands, fotografens, signatur, og hvis objektivitet svarer til ethvert andet kunstværk. Efter længe at have været begrænset til at være efterligning af maleri (pictorialisme, havlandskaber, portrætter, osv.) fandt fotografiet sin egen kunstneriske vej med surrealismens fremkomst i midten af det 20. århundrede. I dag udnytter mange kunstnere dette medie, ofte forbundet med "dokumentation". Ud over kunst som sådan sammensætter fotografer sommetider mange forskellige medier (maleri, skulptur, makeup, digital kunst) i et enkelt billede. Fotografi som kunstform tillader således mere end noget andet medie forankringen af virkeligheden i et kunstværk for at give det en ny dimension.[61] Det er ofte vanskeligt at promovere fotografi som kunstform i Frankrig, selvom udstillinger som Roger Ballens i Halle Saint Pierre i Paris har en tendens til at vise denne facet af fotografiet for det 21. århundredes publikum.[61]

I Frankrig skal et fotografi være trykt af kunstneren, eller være trykt under dennes opsyn, signeret og nummereret i et begrænset oplag på maks 30 eksemplarer, uanset format eller medie (jf. artikel 98A i bilag III til den generelle franske skattelov), for at kunne gå under betegnelsen "kunstværk".[61] Faktisk skelner fransk lovgivning mellem det at være "håndværkerfotograf" og "fotokunstner". Den første refererer til reportage- eller dokumentarfotografen, og den anden til fotografen som kunstner, der er autoriseret til at sælge kunstværker som defineret tidligere.

Fotografi som historie-dokumentation

[redigér | rediger kildetekst]
Slumkvarter i Mulberry Street, Lower East Side på Manhattan, fotograferet 1888 af Jacob Riis.

Allerede fra fotografiets tidligste år så man mulighederne for at bruge det til historisk dokumentation, og begrebet fotojournalistik udviklede sig. Således forsøgte bankmanden Albert Kahn fra 1909 til 1931 at skabe et arkiv over planeten ved at sende fotografer til halvtreds lande verden over.[kilde mangler]

Socialreformatoren Jacob Riis anså fotografiet som en måde at rette offentlighedens opmærksomhed mod fattigdom og lidelse. I 1880 begyndte han derfor at fotografere indbyggere i slumkvartererne i New York City. (Som kuriosum kan nævnes, at han som blitz brugte magnesiumpulver, som han brændte i en stegepande. To gange satte han ild til det hus, hvor han arbejdede, og én gang til sit eget tøj.) Hans fotografier og beretninger fra New Yorks slumkvarterer, se billede, inspirerede den senere præsident Theodore Roosevelt til sociale reformer og fokus på politiets arbejdsmetoder.[62]

Inden for et helt andet felt førte den overbevisende kraft i en serie landskabsfotografier taget af William Henry Jackson til,[63] at den amerikanske kongres i 1872 gjorde Yellowstone til verdens første nationalpark.[64]

Fotografi i videnskaben

[redigér | rediger kildetekst]
Tidligt røntgenbillede af hånd med deformiteter (Salpêtrière Hospital i Paris, 1896).

Efter at daguerreotypiet blev præsenteret for verden i 1839, indså man hurtigt dets potentiale inden for videnskab, og de første anvendelser var inden for fotomikrografi, astronomi og medicinsk forskning.[61]

Inden for lægevidenskab fotograferede Jules Bernard Luys et tværsnit af en hjerne i 1873, hvorved han kunne dokumentere eksistensen af neurale kredsløb.[61] Inden for psykiatri oprettede Jean-Martin Charcot fotografiafdelingen på Salpêtrière Hospital i 1878 for at fotografere patienter i krise.[65] Guillaume Duchenne de Boulogne brugte fotografi i fysiologi til at karakterisere ansigtsudtryk.[66] Biologen Louis Boutan tog de første undervandsfotografier fra 1893.[67] Egyptologen Richard Lepsius var allerede i 1842 den første til at bruge fotografi til arkæologi.[68] Aimé Laussedat brugte fra 1849 på banebrydende vis fotogrammetri til at afsløre form, dimensioner og detaljer for landskaber og genstande. Fotografi og fotogrammetri er stadig vigtige værktøjer inden for arkæologi,[69][70][71] kartografi,[72] og mange andre områder.

De fotografiske teknikker blev gradvist mere alsidige, med brugen af radiografi allerede i 1895, og spredte sig derefter til alle videnskabelige områder. Udtrykket " billeddannelse" bruges ofte i det 21. århundrede i stedet for fotografi, for eksempel medicinsk billeddannelse eller rumbilleder.

Inden for humaniora og samfundsvidenskab er fotografi både blevet et redskab og et forskningsobjekt. Garrigues[61] fremhæver en parallel mellem fotografi og samfundsvidenskab, idet begge viser "noget af mennesket" mens de fortæller, "hvordan mennesket lærer om mennesket". Som forskningsværktøj argumenterer Rongeon, med henvisning til Maresca[61], for at fotografi bliver en praksis med observation og visualisering i felten, og giver mulighed for at indfange en given virkelighed for derefter at vise den frem. Fotografi kan også blive en måde at organisere tanker og fortælle fakta uden ord, gennem en systematisk protokol, som rapporteret af Laplantine.[65] Som forskningsobjekt har visuel antropologi bidraget til disse overvejelser.[73]

Fotografi inden for politiet

[redigér | rediger kildetekst]

Fotografering af kriminelle begyndte i Frankrig og Belgien i 1840'erne, kun et par år efter opfindelsen af fotografering, og fra 1851 i Danmark,[74] men det var først i 1888, at den franske politibetjent Alphonse Bertillon standardiserede metoden med de såkaldte mug shot eller forbryderbillede.

Fotosamlinger i museer

[redigér | rediger kildetekst]
Alfred Stieglitz tog i 1907 dette foto, senere berømt for sin gennemførte komposition, af tredje klasses passagerer ombord på den tyske damper Kaiser Wilhelm II.
  1. ↑ Angiveligt stødte Daguerre på sin opdagelse ved en tilfældighed: han bemærkede, at en metalplade belagt med sølvjodid, der havde været kortvarigt belyst og derefter var blevet lagt i et skab med forskellige kemikalier, nu viste et tydeligt billede; Daguerre fandt ved forsøg frem til, at det var kviksølvdampe, der havde fremkaldt billedet, og det lykkedes ham at gøre billedet holdbart, så det kunne tåle belysning uden at forsvinde, ved at opløse det ubelyste sølvjodid med en varm opløsning af almindelig kogsalt.[32]
  1. ↑ Spencer, D A (1973). The Focal Dictionary of Photographic Technologies. Focal Press. s. 454. ISBN 978-0-13-322719-2.
  2. ↑ φάος Arkiveret 25. maj 2013 hos Wayback Machine, Henry George Liddell, Robert Scott, A Greek-English Lexicon, on Perseus
  3. ↑ "Henry George Liddell, Robert Scott, A Greek-English Lexicon, γρα^φ-ή". www.perseus.tufts.edu. Hentet 2024-03-01.
  4. ↑ Harper, Douglas. "photograph". Online Etymology Dictionary.
  5. ↑ Kossoy, Boris (1980). Hercule Florence: a descoberta isolada da fotografia no Brasil. São Paulo: Duas Cidades. ISBN 9788531409448.
  6. ↑ Boris Kossoy (2004). Hercule Florence: El descubrimiento de la fotografía en Brasil. Instituto Nacional de Antropología e Historia. ISBN 978-968-03-0020-4. Arkiveret fra originalen 2016-04-28. Hentet 2015-12-13.
  7. ↑ "Who First Used the Word Photography?". Photophys. 2015-03-28. Arkiveret fra originalen 2017-01-18. Hentet 2019-06-25.
  8. ↑ Mathur, P.; Mathur, K.; Mathur, S. (2014-03-06). Developments and Changes in Science Based Technologies. Partridge Publishing. s. 50. ISBN 9781482813982. Hentet 2019-06-25.
  9. 1 2 Eder, J.M. (1945). History of Photography, 4th. edition. New York: Dover Publications, Inc. s. 258-59. ISBN 978-0-486-23586-8.
  10. ↑ "Sir John Frederick William Herschel (British, 1792–1871) (Getty Museum)". The J. Paul Getty in Los Angeles (engelsk). Arkiveret fra originalen 2018-10-01. Hentet 2019-06-20.
  11. ↑ "Den Danske Ordbog". ordnet.dk. Hentet 2025-12-13.
  12. ↑ "foto". ODS. Hentet 2025-12-13.
  13. ↑ Campbell, Jan (2005) Film and cinema spectatorship: melodrama and mimesis Arkiveret 29. april 2016 hos Wayback Machine. Polity. p. 114. ISBN 0-7456-2930-X
  14. 1 2 Krebs, Robert E. (2004). Groundbreaking Scientific Experiments, Inventions, and Discoveries of the Middle Ages and the Renaissance. Greenwood Publishing Group. s. 20. ISBN 978-0-313-32433-8.
  15. ↑ Kirkpatrick, Larry D.; Francis, Gregory E. (2007). "Light". Physics: A World View (6 udgave). Belmont, California: Thomson Brooks/Cole. s. 339. ISBN 978-0-495-01088-3.
  16. ↑ Campbell, Jan (2005) Film and cinema spectatorship: melodrama and mimesis Arkiveret 29. april 2016 hos Wayback Machine. Polity. p. 114. ISBN 0-7456-2930-X
  17. 1 2 Plott, John C. (1984). Global History of Philosophy: The Period of scholasticism (part one). Motilal Banarsidass Publ. s. 460. ISBN 978-0-89581-678-8. According to Nazir Ahmed if only Ibn-Haitham's fellow-workers and students had been as alert as he, they might even have invented the art of photography since al-Haitham's experiments with convex and concave mirrors and his invention of the "pinhole camera" whereby the inverted image of a candle-flame is projected were among his many successes in experimentation. One might likewise almost claim that he had anticipated much that the nineteenth century Fechner did in experimentation with after-images.
  18. ↑ Belbachir, Ahmed Nabil (2009). Smart Cameras. Springer Science & Business Media. ISBN 978-1-4419-0953-4. The invention of the camera can be traced back to the 10th century when the Arab scientist Al-Hasan Ibn al-Haytham alias Alhacen provided the first clear description and correct analysis of the (human) vision process. Although the effects of single light passing through the pinhole have already been described by the Chinese Mozi (Lat. Micius) (5th century B), the Greek Aristotle (4th century BC), and the Arab
  19. ↑ Crombie, Alistair Cameron (1990) Science, optics, and music in medieval and early modern thought. A&C Black. p. 205. ISBN 978-0-907628-79-8
  20. ↑ Needham, Joseph. Science and Civilization in China, vol. IV, part 1: Physics and Physical Technology (PDF). s. 98. Arkiveret fra originalen (PDF) 3. juli 2017. Hentet 5. september 2016. Alhazen used the camera obscura particularly for observing solar eclipses, as indeed Aristotle is said to have done, and it seems that, like Shen Kua, he had predecessors in its study, since he did not claim it as any new finding of his own. But his treatment of it was competently geometrical and quantitative for the first time.
  21. ↑ "Who Invented Camera Obscura?". Photography History Facts. All these scientists experimented with a small hole and light but none of them suggested that a screen is used so an image from one side of a hole in surface could be projected at the screen on the other. First one to do so was Alhazen (also known as Ibn al-Haytham) in 11th century.
  22. ↑ Needham, Joseph. Science and Civilization in China, vol. IV, part 1: Physics and Physical Technology (PDF). s. 99. Arkiveret fra originalen (PDF) 3. juli 2017. Hentet 5. september 2016. The genius of Shen Kua's insight into the relation of focal point and pinhole can better be appreciated when we read in Singer that this was first understood in Europe by Leonardo da Vinci (+ 1452 to + 1519), almost five hundred years later. A diagram showing the relation occurs in the Codice Atlantico, Leonardo thought that the lens of the eye reversed the pinhole effect, so that the image did not appear inverted on the retina; though in fact it does. Actually, the analogy of focal-point and pin-point must have been understood by Ibn al-Haitham, who died just about the time when Shen Kua was born.
  23. ↑ Campbell, Jan (2005) Film and cinema spectatorship: melodrama and mimesis Arkiveret 29. april 2016 hos Wayback Machine. Polity. p. 114. ISBN 0-7456-2930-X
  24. ↑ Crombie, Alistair Cameron (1990) Science, optics, and music in medieval and early modern thought. A&C Black. p. 205. ISBN 978-0-907628-79-8
  25. ↑ Susan Watt (2003). Silver. Marshall Cavendish. s. 21–. ISBN 978-0-7614-1464-3. Hentet 28. juli 2013. ... But the first person to use this property to produce a photographic image was German physicist Johann Heinrich Schulze. In 1727, Schulze made a paste of silver nitrate and chalk, placed the mixture in a glass bottle, and wrapped the bottle in ...
  26. ↑ Gernsheim, Helmut (1986). A concise history of photography Arkiveret 29. april 2016 hos Wayback Machine. Courier Dover Publications. pp. 3–4. ISBN 0-486-25128-4
  27. 1 2 3 Berendt, Flemming: fotografi - den fotografiske teknik, artikel på lex.dk, hentet 28. december 2025
  28. ↑ Campbell, Jan (2005) Film and cinema spectatorship: melodrama and mimesis Arkiveret 29. april 2016 hos Wayback Machine. Polity. p. 114. ISBN 0-7456-2930-X
  29. ↑ Crombie, Alistair Cameron (1990) Science, optics, and music in medieval and early modern thought. A&C Black. p. 205. ISBN 978-0-907628-79-8
  30. ↑ "The First Photograph – Heliography". Arkiveret fra originalen 6. oktober 2009. Hentet 29. september 2009. from Helmut Gernsheim's article, "The 150th Anniversary of Photography," in History of Photography, Vol. I, No. 1, January 1977: ...In 1822, Niépce coated a glass plate... The sunlight passing through... This first permanent example... was destroyed... some years later.
  31. ↑ Hirsch, Robert (1999). Seizing the light: a history of photography. McGraw-Hill. ISBN 978-0-697-14361-7. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 13. december 2015.
  32. ↑ Palle Raunkjær (red.)(1949): Fotografi, artikel i Raunkjærs Konversationsleksikon, bd. IV, sp. 702-709, Det Danske Forlag
  33. ↑ Hirsch, Robert (1999). Seizing the light: a history of photography. McGraw-Hill. ISBN 978-0-697-14361-7. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 13. december 2015.
  34. ↑ "Hercule Florence". Instituto Moreira Salles (brasiliansk portugisisk). Hentet 17. april 2024.
  35. ↑ "Hercule Florence". Google Arts and Culture (brasiliansk portugisisk). Hentet 17. april 2024.
  36. ↑ Boris Kossoy (2004). Hercule Florence: El descubrimiento de la fotografía en Brasil. Instituto Nacional de Antropología e Historia. ISBN 968-03-0020-X. Arkiveret fra originalen 2023-07-02. Hentet 2016-11-04.
  37. ↑ Chisholm, Hugh, red. (1911). "Photography" . Encyclopædia Britannica. Vol. 21 (11. udgave). Cambridge University Press. s. 487.
  38. ↑ Hirsch, Robert (1999). Seizing the light: a history of photography. McGraw-Hill. ISBN 978-0-697-14361-7. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 13. december 2015.
  39. ↑ Hirsch, Robert (1999). Seizing the light: a history of photography. McGraw-Hill. ISBN 978-0-697-14361-7. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 13. december 2015.
  40. ↑ "1837: Die Erfindung der Fotografie in München". www.deutsches-museum.de. 28. maj 2024.
  41. ↑ Hirsch, Robert (1999). Seizing the light: a history of photography. McGraw-Hill. ISBN 978-0-697-14361-7. Arkiveret fra originalen 29. april 2016. Hentet 13. december 2015.
  42. 1 2 3 History of Kodak, Milestones-chronology: 1878–1929 Arkiveret 10. februar 2012 hos Wayback Machine. kodak.com
  43. ↑ "H&D curve of film vs digital" (Forum Discussion). Digital Photography Review. 19. april 2004. Arkiveret fra originalen 23. september 2015.
  44. ↑ Jacobson, Ralph E. (2000). The Focal Manual of Photography: photographic and digital imaging (9th udgave). Boston, MA: Focal Press. ISBN 978-0-240-51574-8.
  45. 1 2 "1861: James Clerk Maxwell's greatest year". King's College London. 3. januar 2017. Arkiveret fra originalen 4. januar 2017. Hentet 3. januar 2017.
  46. 1 2 "From Charles Mackintosh's waterproof to Dolly the sheep: 43 innovations Scotland has given the world". The independent. 2. januar 2016. Arkiveret fra originalen 2. oktober 2017. Hentet 2. december 2017.
  47. 1 2 "Research & Development". fujifilm.com. Hentet 13. januar 2022.
  48. ↑ Beier Precisa, på camera-wiki.org
  49. ↑ Rollei 35 S Compact Camera Review, på analog.cafe
  50. ↑ Mark Göpferich (2021-03-07). "DSLRs endgültig durch DSLMs abgelöst" (tysk). Hentet 2024-05-28.
  51. ↑ Canon 40D anmeldelse, på dpreview.com
  52. ↑ Guide til kamera: Her får du styr på de forskellige slags kamera | Digitalfoto.dk
  53. ↑ Hvad er et spejlreflekskamera - og er tiden ved at løbe fra det? | Digitalfoto.dk
  54. ↑ Systemkamera: 5 gode grunde til at vælge et systemkamera | Digitalfoto.dk
  55. ↑ Siger et billede mere end tusind ord? artikel af Anders Høegh Laursen i Berlingske, 1. juli 2013
  56. ↑ A Picture's Worth, på cs.uregina.ca
  57. ↑ The Number of Photos Taken in 2025 is Expected to Exceed Two Trillion, artikel på PetaPixel 18. juni 2025 af Matt Growcoot
  58. ↑ Peterson, Bryan F. (2003). Learning to see creatively. Amphoto. ISBN 0-8174-4181-6.
  59. ↑ Vaill, Amanda (22. april 2014). "Did Robert Capa Fake 'Falling Soldier'?". foreignpolicy.com. Hentet 22. august 2015.
  60. ↑ Palumbo, Jacqui (8. oktober 2018). "The Story behind Philippe Halsman's Surreal Photograph "Dalí Atomicus" | Artsy". Artsy. Arkiveret fra originalen den 8. oktober 2023. Hentet 16. oktober 2023.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  61. 1 2 3 4 5 6 7 Académies, Canal (2006-11-07). "Les premières photos scientifiques..." Canal Académies (fransk). Hentet 2025-07-17.
  62. ↑ Jacob Riis: Revealing “How the Other Half Lives”, på loc.gov
  63. ↑ Yellowstone's Photo Collection - Jackson Photos, på nps.gov
  64. ↑ Legendary teamwork of Moran and Jackson puts Yellowstone on the map, på Yellowstone.org
  65. 1 2 Universalis, Encyclopædia. "Biographie de JEAN-MARTIN CHARCOT (1825-1893) : La place essentielle de l'observation en clinique neurologique". Encyclopædia Universalis (fransk). Hentet 2025-07-17.
  66. ↑ Sicard Monique. "Duchenne de Boulogne, médecin-photographe (1806 – 1875)" (fransk). Hentet 2025-07-17.
  67. ↑ Elkays, Rahmy (2021-06-01). "Louis Boutan et la photographie sous-marine (1886-1900)". Focales (fransk) (5). doi:10.4000/focales.445. ISSN 2556-5125. Hentet 2025-07-17.
  68. ↑ Feyler, Gabrielle (1987). "Contribution à l'histoire des origines de la photographie archéologique : 1839-1880". Mélanges de l'école française de Rome. 99 (2): 1019–1047. doi:10.3406/mefr.1987.1577. Hentet 2025-07-20.
  69. ↑ Trébuchet, Emilie (2015-10-03). "Photographie ancienne et archéologie". Journée d'étude ”Le langage des images photographiques”. Archives départementales d'Indre-et-Loire et Société archéologique de Touraine. Hentet 2025-07-20.
  70. ↑ "Photographies d'archéologie classique". Numistral (fransk). Hentet 2025-07-20.
  71. ↑ "Actualité | Entretien : La photogrammétrie, une alliée de l'archéologie préventive". Inrap (fransk). 2020-06-20. Hentet 2025-07-20. {{cite web}}: line feed character i |website= på position 61 (hjælp)
  72. ↑ Egels, Yves (2011). "La photogrammétrie, principes généraux et terminologie". Collection EDYTEM. Cahiers de géographie. 12 (1): 41–50. doi:10.3406/edyte.2011.1176. Hentet 2025-07-20.
  73. ↑ Rougeon Marina (2017) "Photographie", in Anthropen.org, Paris, Éditions des archives contemporaines.
  74. ↑ Poul Duedahl m.fl.: Forbrydelsens ansigt, København, Gads Forlag, 2013, 335 s.
  • Illustreret Konversationsleksikon, red. Fr. Winkel Horn 1892
  • Sandbye, Mette & Pedersen, Gitte & Berner, Marie-Louise (2004): Dansk fotografihistorie, Gyldendal, ISBN 87-00-39586-2
  • Mette Sandbye (2025): Fra Instamatic til Instagram. Familiealbummets fortællinger. Strandberg Publishing, 272 sider, ISBN: 978-87-92894-09-0
  • Jeff Schewe, The digital negative , ISBN 978-0321-83957-2
  • Thomas Nykrog (2004), Digital fotografering, ISBN 87-567-6478-2

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Søsterprojekter med yderligere information:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Fotografi&oldid=12201724"