Spring til indhold

François Gérard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
François Gérard
François Gérard, ca. 1790
Af Antoine-Jean Gros
Personlig information
Født4. maj 1770 Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Død11. januar 1837 (66 år) Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
GravstedCimetière du Montparnasse Rediger på Wikidata
FarJean Simon Gérard Rediger på Wikidata
MorClaire Mattéi Rediger på Wikidata
SøskendeAlexandre Gérard Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedÉcole nationale supérieure des Beaux-Arts Rediger på Wikidata
Elev afNicolas Guy Brenet, Augustin Pajou, Jacques-Louis David Rediger på Wikidata
Medlem afDet Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi,
Académie des beaux-arts,
Deutsches Archäologisches Institut Rediger på Wikidata
BeskæftigelseKunstmaler, portrætkunstner, billedkunstner, lærer, illustrator, politiker Rediger på Wikidata
FagområdePortrætmaleri, billedkunst Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverÉcole nationale supérieure des Beaux-Arts (1811-1837) Rediger på Wikidata
ArbejdsstedRom (1790-1792), Paris (1782-1790, 1792-1837) Rediger på Wikidata
EleverJoseph Karl Stieler, Carl von Steuben Rediger på Wikidata
Kendte værkerPortræt af Kejser Napoleon I, Portræt af Marie Caroline Ferdinande Louise de Naples, hustru til Charles Ferdinand, hertug de Berry, i de Bagatelle parken i Bois de Boulogne, Paris, Slaget ved Austerlitz, 2. december 1805, Entrée d'Henri IV à Paris, 22 mars 1594, Amor kysser Psyke Rediger på Wikidata
GenreHistoriemaleri Rediger på Wikidata
Andet
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Francois Pascal Gérard (født 11. marts 1770 i Rom, død 11. januar 1837 i Paris) var en fransk maler og baron.

Uddannelse

Gérard studerede først skulptur under Augustin Pajou (no) og dyrkede derefter malerkunst under Jacques-Louis David. Med sit imødekommende væsen passede han ikke ind i revolutionens aktive politik, og den stilling som medlem i revoltitionstribunalet, som hans lærer skaffede ham, forstod han snarest at unddrage sig.

Stik og historiemaleri

Efter at have vundet en vis anseelse med Josef genkendt af brødrene (1789; 2. pris) og tegningerne til pragtudgaven af Vergil (for Firmin Didot (en)) m.m. slog han 1795 igennem med det udmærket komponerede Belisar / Belisarius[1] Leuchtenberg Gallery (en) i Petrograd / Saint Petersburg). Det sødladne billede Amor kysser Psyke (1798, Louvre) skaffede ham et beundrende publikum, der også nød hans senere lidt marvløse akademiske arbejder, som De fire livsaldere (1806, i Neapel), Homer, Dafnis og Chloe (1824, Louvre), Corinna etc. hvoraf flere blev til stik af tidens største mestre.

Også i historiebilledet holdt han sig så temmelig inden for den davidske overlevering. Han malede Slaget ved Austerlitz (1811), Henrik IV’s indtog i Paris (1817), der skaffede ham barontitel og værdighed som kongelig hofmaler. Et andet er det store, delvis ødelagte Karl X’s salving (1827), begge i Versailles o.fl.

Portrætter

I portrættet ydede han sit bedste. Hans ca. 300 portrætter udmærker sig ikke ved dyb sjæleskildring, men ved malerisk form og evnen til med finhed at gengive personens fremtoning og antyde miljøet. For denne Malernes konge og kongernes maler sad en stor mængde af datidens berømtheder model. Damernes gratie og de fornemmes fremtoning skildrede han med smigrende, men taktfuld pensel. Ikke underligt at Mme. Récamier – Juliette Récamier (no) – følte sig mere tilfreds med Gerards opfattelse end med Davids mindre kokette fremstilling af hendes skønhed.

Portrætterne af kejserinde Josefine og af Napoleon (fra 1802) henledte den fornemme verdens opmærksomhed på hans talent som portrætmaler. Allerede tidligere havde han dog udført gedigne arbejder i denne genre: det karakterfulde og enkle Mile. Brongniart (1795) og Miniaturmaleren Isabey med datter (1796, Louvre).

Af hans portrætter kan endvidere nævnes: Canova og Karl X (begge i Louvre), Napoleon I i kroningsdragt (Dresden) og Ludvig XVIII. På Stockholms Slot findes portrætter af Napoleon, Josephine, Karl XIV (?), Desideria m.m. Fra 1826 begyndte han at udgive sine portrætter i stik af Pierre Michel Adam (fr) (Collections des portraits hist. de M. le baron G. etc [2]).

  1. "Belisar" omtalt som "Belisarius" i tabeloversigt artiklen om Leuchtenberg Gallery (engelsk)
  2. Måske "Collection des Portraits Historiques De M. Le Baron Gérard, Gravées a L'Eau-forte par M. Pierre Adam" hos Metmuseum.org

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]




Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.