Frederik Ahlefeldt (storkansler)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Frederik Ahlefeldt

Frederik Ahlefeldt til Langeland.jpg

Personlig information
Født 1623Rediger på Wikidata
SøgårdRediger på Wikidata
Død 7. juli 1686Rediger på Wikidata
KøbenhavnRediger på Wikidata
Ægtefælle Maria Elisabeth von Leiningen-Dagsburg-HartenburgRediger på Wikidata
Børn Carl Ahlefeldt,
Sophie Amalie Ahlefeldt,
Charlotte Sibylle von Ahlefeldt-Rixingen,
Frederik AhlefeldtRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Jurist, diplomatRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1663

Frederik lensgreve Ahlefeldt (16237. juli 1686) var en dansk lensgreve og storkansler.

Han var søn af Frederik Ahlefeldt til Søgård i Sønderjylland. Ved sit giftermål 1656 med statholder Christian Rantzaus eneste datter, Margrete Dorothea, kom han ind i en meget indflydelsesrig familie, og da han tillige var kommet til at stå højt i dronning Sophie Amalies yndest, gik det nu rask frem på embedsbanen.

I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissarius og brugtes de følgende år i diplomatiske sendelser til kurfyrsten af Brandenburg og hertugen af Gottorp. 1660 sendtes han til England og sluttede i februar 1661 en handels- og venskabstraktat. Efter hjemkomsten udnævntes han 1661 til Statholder i København og assessor i Statskollegiet og efter svigerfaderens død 1663 til dennes efterfølger som statholder i de kongelige dele i hertugdømmerne, amtmand i Steinburg og guvernør i Sønder-Ditmarsken. I de følgende år opholdt han sig mest på Gråsten og var især optaget af stridighederne med Gottorp og de vanskelige finansielle forhold i det sønderborgske hus, men rådspurgtes også i alle vigtige regeringssager. Efter tronskiftet 1670 og Christoffer Gabels fald blev Ahlefeldt den ledende minister, men da han havde en stærk ulyst til at deltage i regeringens daglige forretninger, fortrængtes han efterhånden af Griffenfeld.

Medens Ahlefeldt i begyndelsen havde støttet Griffenfeld, gik han senere over til dennes modstandere og var en af de virksomste for at styrte ham, da han mente, at Griffenfelds politik var skæbnesvanger for landet. Han var nu fra 1676 til sin død storkansler, men gav sig egentlig kun af med udenrigspolitikken. Han var utvivlsomt en meget betydelig mand, og når man senere i beundringen for Griffenfeld har fremstillet Ahlefeldt som en uduelig tysker, savner dette al begrundelse i de samtidige domme om ham.

Efter faderen og svigerfaderen kom Ahlefeldt i besiddelse af en stor formue og samlede efterhånden alle slægtens sønderjyske besiddelser. Grev Rantzau havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham Tranekær LenLangeland, og i 1672 blev han lensgreve af Grevskabet Langeland. Desuden havde han store besiddelser uden for Danmark.

Den 11. oktober 1663 fik han Elefantordenen.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Frits Ahlefeldt-Laurvig, Storkansleren, 7 bind, Forlaget Tryde, 1934-1948.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Foregående: Danske statholdere
Slesvig-Holsten
Efterfølgende:
Christian Rantzau Frederik Ahlefeldt