Se kilde til Geologi

[[Fil:Siccar Point red capstone closeup.jpg|thumb|right|300px|På denne berømte geologiske lokalitet, Siccar Point i [[Skotland]], ses hvordan røde sandstenslag fra [[Devon (geologi)|Devon]] overlejrer en deformeret lodretstillet grå lagserie fra [[Silur]]; lagene adskilles af en [[vinkeldiskordans]], som markerer en [[Hiatus (geologi)|hiatus]], en periode uden aflejringer mellem den kaledoniske bjergkædefoldning, som drejede de grå lag til lodret, og aflejring af den røde sandsten;{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|34}} hele lagserien er siden da vippet en smule, så den røde sandsten nu hælder svagt.]]
[[Fil:Thin section scan crossed polarizers Siilinjärvi R636-105.90.jpg|thumb|300px|Tyndslib af metamorf bjergart fra Finland, med apatit (store runde korn), phlogopit (ovale mellemstore korn), [[calcit]] og [[Dolomit (mineral)|dolomit]] (farverige korn), [[amfibol]] (mørke korn).]]
[[Fil:1875_Dumont%27s_geological_map_of_Europe.jpg|thumb|300px|Geologisk kort over Europa fra 1875; forskellige geologiske dannelser er vist med forskellige farver.]]
[[Fil:Sarychev Peak.jpg|thumb|right|300px|Vulkanudbrud på øen Matua i [[Kurilerne]] fotograferet i sommeren 2009 fra rummet.]]
[[Fil:Subduction-en.svg|thumb|300px|Blokdiagram over [[Pladetektonik|pladetektonisk]] subduktionszone.]]
[[Fil:Global soil regions.jpg|thumb|300px|Fordelingen af [[Jordbundslære|pedologiske]] jordbundstyper.]]
'''Geologi'''{{efn|En ældre betegnelse er '''geognosi'''<ref>Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.) (1999): "[https://denstoredanske.lex.dk/geognosi geognosi] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20220111091752/https://denstoredanske.lex.dk/geognosi |date=11. januar 2022 }}" i ''[[Dansk Fremmedordbog]]'', 2. udg., [[Gyldendal]]. Hentet 17. november 2019.</ref> (af [[Græsk (sprog)|græsk]] ''géa'', ''gê'' ['jord']; og ''gnōsis'' ['erkendelse']<ref>{{ODS|Geognosi}}. Hentet 17. november 2019.</ref>).}} er en [[geovidenskab]], der som emne har den [[Jorden|faste jordklode]] med dens [[bjergart]]er og [[jordart]]er og disses sammensætning, dannelse og omdannelse gennem tiden. Geologi beskæftiger sig med jordklodens ''materialer'' (fx [[granit]], [[marmor]], [[basalt]], [[sandsten]] eller [[moræne]]), med de ''processer'' som danner materialerne (her tilsvarende: krystallisation ved størkning af [[magma]], [[metamorfose]] af [[kalksten]], [[vulkan]]udbrud, aflejring i havet, aflejring fra en [[gletsjer]]) og med de lange ''tidsrum'', gennem hvilke processerne virker.<ref>[https://naturenidanmark.lex.dk/De_geologiske_begreber Larsen, Gunnar: De geologiske begreber, i Naturen i Danmark på lex.dk. Hentet 30. august 2023]</ref> Indenfor geologien studeres også solsystemets [[klippeplanet]]er og [[måne]]r, fx [[Mars (planet)|Mars]] og [[Månen]]. Den geologiske videnskab overlapper de andre geovidenskaber, fx [[hydrologi]], [[geofysik]] og [[meteorologi]], samt [[biologi]], gennem underdisciplinen [[palæontologi]], studiet af fortidens dyr og planter.

I deres videnskabelige arbejde benytter [[geolog]]er sig af en række forskellige metoder og faglige angrebsvinkler, som ofte tager udgangspunkt i underdisciplinerne

* ''[[petrologi]]'', dvs. materialernes sammensætning (fx [[Jordpartikel|kornstørrelsesfordeling]] eller [[Geokemi|kemisk]] opbygning),
* ''strukturgeologi'', dvs. den overordnede opbygning (fx lagdeling, laghældning, [[Fold (geologi)|foldning]] eller [[forkastning]], fx som følge af [[jordskælv]]) eller
* ''[[geomorfologi]]'', dvs. den form, som materialerne fremtræder med i landskabet (fx [[klit]]ter og [[Kystklint eller -klippe|klinter]] dannet for nylig, [[dødislandskab]]er eller [[hedeslette]]r dannet under [[istid]]erne, og på en større både [[geografi]]sk og [[Geologisk tidsskala|tidsmæssig skala]] fx dannelse af [[bjergkæde]]r og [[pladetektonik]]).

Almindelige geologiske arbejdsmetoder er fx kortlægning i felten, udførelse af boringer med prøvebeskrivelse samt mekaniske og kemiske analyser, geofysiske målinger (fx seismik eller borehulslogging) og numerisk modellering. Det grundvidenskabelige arbejde har ofte enten til formål at opnå en bedre forståelse af de geologiske processer eller nå frem til en mere detaljeret forståelse af den historiske geologi og [[Jordens historie]], fx aktuelt forståelsen af samspillet mellem atmosfærens indhold af kuldioxid samt Jordens klima, temperatur og havniveau. Til undersøgelse af Jordens historie redegøres for rækkefølgen og alderen af de forskellige geologiske dannelser. Her spiller metoder til datering en vigtig rolle, enten relativt vha. [[fossil]]er eller [[Dendrokronologi|årringe]] eller absolut vha. [[Radioaktivitet|radioaktivt henfald]] eller [[luminescens]].<ref>{{cite journal|last1=Gunten|first1=Hans R. von|title=Radioactivity: A Tool to Explore the Past|journal=Radiochimica Acta|volume=70-71|issue=s1|year=1995|issn=2193-3405|doi=10.1524/ract.1995.7071.special-issue.305 }}</ref>

Langt de fleste landes universiteter har geologiske forskningsinstitutter, og de fleste lande har desuden nationale geologiske undersøgelser, som typisk tager sig af kortlægning af råstoffer, geotermiske reservoirer, grundvand, sårbar natur og følger af klimaforandringer.

== Etymologi ==
Ordet "geologi" kommer af ''geo-'' (fra [[græsk (sprog)|græsk]] ''ge'' = "jord") og ''-logi'' (fra græsk ''-logia'' = "lære, samling"),<ref>For oprindelsen af ''-geo'', se:
* "[https://denstoredanske.lex.dk/geo- geo-] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20211214203554/https://denstoredanske.lex.dk/geo- |date=14. december 2021 }}" i [[Den Store Danske Encyklopædi|''Den Store Danske'']].
For oprindelsen af ''-logi'', se:
* {{DDO|-logi}}.<br />Alt i denne henvisning er hentet 13. april 2019.</ref> og betyder "læren om jorden".<ref>"[https://denstoredanske.lex.dk/geologi geologi] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20211218230844/https://denstoredanske.lex.dk/geologi |date=18. december 2021 }}" i ''Den Store Danske''. Hentet 13. april 2019.</ref>

== Jordens opbygning ==
[[Fil:Jordens inre-numbers.svg|thumb|'''Jordklodens overordnede lagdeling''' (dybder i km under havniveau):<br /> (1) indre kerne: 6371 til 5200<br /> (2) ydre kerne: 5200 til 2900<br /> (3) nedre kappe: 2900 til 660<br /> (4) asthenosfære: 660 til 150-50<br /> (5) lithosfære: 150-50 til 70-3<br /> (6) skorpe: 70-3 til 0<br />Kappen består af 3+4+5.{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|20}}]]
I stil med andre klippeplaneter fremviser Jordens indre en lagdelt opbygning, idet der inderst er en kerne, dernæst en kappe og yderst en skorpe, se figur. Skorpen er ganske tynd i forhold til hele kloden, omtrent som skrællen på et æble i forhold til hele æblet.<ref name="Wienberg" />

[[Jordens kerne]] består mest af metallerne [[jern]] og [[nikkel]], som i den indre kerne er på fast form og i den ydre kerne er flydende. Denne kolossale mængde jern bidrager væsentligt til Jordens [[Gravitation|tyngdekraft]] og [[magnetfelt]]. Kappen og skorpen er begge domineret af [[silikat]]er, mineraler som indeholder silicium. Kappen består mest af tunge jern- og [[magnesium]]rige silikater, mens der i skorpen findes en højere andel af lettere silikatmineraler rige på [[aluminium]], [[natrium]], [[kalium]] og [[calcium]]. Kappen er delt i en nedre og en øvre del, hvor den øvre del igen er delt i en fast øverste del, [[lithosfære]]n, og en flydende nedre del, [[asthenosfære]]n. Grænsen mellem disse to dele af kappen er ikke karakteriseret ved noget skift i materialets sammensætning, kun ved om materialet er fast eller flydende. I modsætning hertil sker der på grænsen mellem skorpen og kappen, den såkaldte Moho-diskontinuitet, et skift i materialets sammensætning, idet kappen består af tungere mineraler end skorpen og dermed har større [[Massefylde|densitet]] end skorpen. Skorpen flyder så at sige på kappen, som isbjerge på havet.{{efn|Helt præcist er det kappens øverste lag, [[lithosfære]]n, som flyder på kappens næstøverste lag, asthenosfæren.{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|53}}}} Og som med isbjerge er det pga. [[isostasi]] sådan med jordens landoverflade, at jo højere den rager op over havet, i bjergområder og på højsletter, jo dybere fortsætter skorpen her ned i kappen og jo tykkere er lithosfæren, mens skorpen under oceanerne er ganske tynd, helt ned til 3 km (se figur).<ref name="Wienberg">Wienberg Rasmussen m.fl. (1968), s. 74-76</ref>

=== Pladetektonik ===
[[Fil:Plates tect2 da.svg|thumb|left|Fordelingen af tektoniske plader.]]
[[Fil:Earth_seafloor_crust_age_1996_-_2.png|thumb|upright=1.3|Oceanbundspladernes aldre, rød er yngst, blå ældst.]]
[[Fil:Plattengrenzen.png|thumb|upright=1.3|Her ses i midten en spredningszone, hvor ny oceanbund dannes (fx den [[midtatlantiske ryg]]), og ved begge sider subduktionszoner, hvor oceanbunden føres ned under kontinentalplader, ledsaget af vulkanisme og jordskælv (fx Japan {{abbr|t.v.|til venstre}} og Sydamerikas vestkyst {{abbr|t.h.|til højre}}).]]
{{Uddybende|Pladetektonik}}
Jordens skorpe er opdelt i et antal plader, dels tykke kontinentalplader og dels tynde oceanbundsplader. Som oprindeligt foreslået af Alfred Wegener forskyder disse plader sig i forhold til hinanden,<ref>{{kilde 
|isbn=978-0-486-61708-4
|år=1999 
|udgiver=Courier Corporation
|efternavn=Wegener
|fornavn= Alfred 
|title=Origin of continents and oceans
|url=https://archive.org/details/originsofcontine0000unse
}}</ref>{{pn}} typisk med nogle få cm om året, fordi der i den underliggende kappe foregår en strømning af materiale i et tilsvarende antal kæmpestore [[konvektion]]sceller, en strømning som øverst oppe i asthenosfæren griber fat i lithosfærens underside og fører skorpepladen sidelæns med sig. Pladernes grænser er præget af voldsomme geologiske processer, såsom vulkanisme og jordskælv, langs alle tre typer af pladegrænser, nemlig {{sfnp|Summerfield|1991|p=46-47}}{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|53}}<ref>{{kilde 
|efternavn=Kious 
|fornavn=Jacquelyne 
|forfatter2=Tilling, Robert I. 
|andre=Kiger, Martha, Russel, Jane 
|titel=This Dynamic Earth: The Story of Plate Tectonics 
|udgiver=United States Geological Survey 
|sted=Reston, VA 
|år=1996 
|kapitel=Understanding Plate Motions 
|isbn=978-0-16-048220-5 
|kapitel-url=http://pubs.usgs.gov/gip/dynamic/understanding.html 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato= 9. november 2019 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20191109231224/https://pubs.usgs.gov/gip/dynamic/understanding.html
 }}</ref>

* ''konstruktive'' pladegrænser, typisk langs midtoceaniske rygge, hvor pladerne glider fra hinanden og der i den opståede åbning trænger magma frem fra kappen og danner ny oceanbund,<ref>Hess, H.H. (November 1, 1962) "[http://repositories.cdlib.org/sio/lib/23 History Of Ocean Basins] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20091016025000/http://repositories.cdlib.org/sio/lib/23|date=16. oktober 2009}}", pp. 599–620 in ''Petrologic studies: a volume in honor of A.F. Buddington''. A.E.J. Engel, Harold L. James, and B.F. Leonard (eds.). [[Geological Society of America]].</ref><ref name="TDE discovery">{{kilde 
|efternavn=Kious
|fornavn=W. Jacquelyne 
|forfatter2=Tilling, Robert I. 
|andre=Kiger, Martha, Russel, Jane 
|titel=This Dynamic Earth: The Story of Plate Tectonics 
|udgiver=United States Geological Survey 
|sted=Reston 
|år=1996 
|kapitel=Developing the Theory 
|isbn=978-0-16-048220-5 
|url=https://www.usgs.gov/publications/dynamic-earth-story-plate-tectonics
|access-date=23. december 2023 
}}</ref> typisk i form af basalt, foruden at der forekommer jordskælv og egentlige vulkanudbrud, som fx i [[Island]] eller på [[Galapagos-øerne]],
* ''destruktive'' pladegrænser, hvor en oceanbundsplade støder sammen med en tykkere og lettere kontinentalplade, hvorved oceanbundspladen ledsaget af jordskælv skubbes ned under kontinentalpladen i en hældende subduktionszone, hvor den gradvist smelter og omdannes til opstigende magmalegemer, som fører til vulkanisme, som fx i [[Japan]] og langs [[Sydamerika]]s vestkyst,
* ''transforme'' pladegrænser, hvor to plader flyttes sidelæns i forhold til hinanden, typisk ledsaget af jordskælv, som fx langs [[San Andreas-forkastningen]] i [[Californien]].
[[Fil:Mount Everest as seen from Drukair2 PLW edit.jpg|thumb|left|[[Mount Everest]] set fra syd.]]
Bjergkæder dannes typisk, hvis to kontinentalplader støder sammen, så at materialerne i kollisionszonen pga. pladsmangel skubbes i vejret. [[Himalaya]] er således dannet ved sammenstødet mellem den indiske og eurasiske plade, mens [[Alperne]] er dannet, fordi den afrikanske plade er stødt sammen med den eurasiske. Men bjergkæder dannes også ved subduktionszoner, fx er Andesbjergene dannet i forbindelse med, at Nazca-pladen føres ned under den sydamerikanske plade.<ref name=Ramosmemoir2009>{{cite journal |last=Ramos |first=Víctor A. |author-link=Víctor Alberto Ramos |date=2009 |title=Anatomy and global context of the Andes: Main geologic features and the Andean orogenic cycle |url=http://memoirs.gsapubs.org/content/204/31.short |journal=Geological Society of America Memoirs |volume=204 |issue= |pages=31–65 |doi=10.1130/2009.1204(02) |access-date=15. december 2015 |isbn=9780813712048 |archive-date=12. april 2017 |archive-url=https://web.archive.org/web/20170412165520/http://memoirs.gsapubs.org/content/204/31.short |url-status=live }}</ref>
På denne måde vokser kontinentalpladerne sig efterhånden større, på bekostning af oceanbundspladerne. Den ældste oceanbund er således omkring 200 mio. år gammel, mens mange kontinenter har en kerne, der er over 3 mia. år gammel.{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|53}}

== Materialer ==
Geologiske undersøgelser vil ofte tage udgangspunkt i de geologiske materialer, hvad enten det er hårde sten og klipper, kaldet [[bjergart]]er, eller blødere og løsere lag af fx [[ler]], [[sand]], [[kalk]] eller organiske materialer som [[tørv]] eller [[gytje]], under ét kaldet [[jordart]]er. Både bjergarter og jordarter er opbygget af korn bestående af [[mineral]]er, hvori forskellige [[grundstof]]fers [[atom]]er er arrangeret yderst regelmæssigt i et [[krystal]]gitter. Bjergarter og jordarter kan derfor opfattes som blandinger af forskellige typer mineralkorn i forskellige mængdeforhold, og sammensætningen af bjergarter og jordarter kan følgelig variere meget mere end sammensætningen af mineraler.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|53–58}}

=== Mineraler ===
[[Fil:Or Venezuela.jpg|thumb|Mineralsk [[guld]] fra [[Venezuela]].]]
[[Fil:Quartz, Tibet.jpg|thumb|[[Kvarts]]krystaller fra [[Tibet]].]]
[[Fil:Thin Section of Hillhouse Gabbro - geograph 5888115.jpg|thumb|Tyndslib af gabbro, en plutonsk bjergart bestående af plagioklas (hvid- og gråstribede aflange korn) samt olivin og pyroxen (større farvede korn). Det store blå korn er 1,6 mm langt.]]
{{Uddybende|Mineral}}
Mineralerne kan betragtes som de mindste geologiske byggesten.{{sfnp|Noe-Nygaard|1955|p=13}} I et bestemt mineral er et bestemt udvalg af grundstoffer til stede i et bestemt mængdeforhold, i [[kvarts]], med formlen SiO<sub>2</sub>, således silicium og ilt i mængdeforholdet Si:O = 1:2. Den meget regelmæssige opbygning af atomer i et mineral gør, at et bestemt mineral danner krystaller af en bestemt geometrisk form, som fx kan være [[Kubisk rumcentreret krystalstruktur|kubisk]], trigonal eller [[Sekskant|hexagonal]], altså hhv. terningformet, trekantet eller sekskantet.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|56–68}}
{| class="wikitable"
|+
Oversigt over almindelige mineraler i jordens skorpe{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|15}}
!Mineral
!Formel
!O:(Si+Al)
!Fe:(Si+Al)
!Hyppighed (%)<ref>{{kilde
|url=https://www.sandatlas.org/composition-of-the-earths-crust/ 
|titel=Composition of the crust 
|værk=sandatlas.org 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=31. marts 2019 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20190331154157/https://www.sandatlas.org/composition-of-the-earths-crust/ }}</ref>
|-
|[[olivin]]
|(Fe,Mg)<sub>2</sub>SiO<sub>4</sub>
|4
|< 2
|< 3
|-
|[[pyroxen]]
|(Fe,Mg,Ca)SiO<sub>3</sub>
|3
|< 1
|11
|-
|[[amfibol]]
|(Ca,Mg,Fe,Al)<sub>7</sub>Si<sub>8-6</sub>Al<sub>0-2</sub>O<sub>22</sub>(OH)<sub>2</sub>
|2,75
|< 0,88
|5
|-
|[[glimmer]]
|(K,Na,Ca)<sub>2</sub>(Mg,Fe,Al)<sub>4-6</sub>(Si,Al)<sub>8</sub>O<sub>20</sub>(OH,F)<sub>4</sub>
|2,5
|< 0,75
|5
|-
|[[plagioklas]]
|NaAlSi<sub>3</sub>O<sub>8</sub> til CaAl<sub>2</sub>Si<sub>2</sub>O<sub>8</sub>
|2
|0
|39
|-
|[[Feldspat|alkalifeldspat]]
|KAlSi<sub>3</sub>O<sub>8</sub> til NaAlSi<sub>3</sub>O<sub>8</sub>
|2
|0
|12
|-
|[[kvarts]]
|SiO<sub>2</sub>
|2
|0
|12
|}


Et bestemt mineral er kendetegnet ved en række fysiske egenskaber, som kan afprøves på forskellig vis:<ref>{{
kilde
|titel=Mineral Identification Tests
|url=http://homework.uoregon.edu/mstrick/MinRockID/MinTests.html
|værk=Geoman's Mineral ID Tests
|hentet=23. december 2023
}}</ref>
* Glans: hvor meget lys reflekteres fra mineralets overflade; man skelner også mellem ikke-metallisk og metallisk glans
* Farve: kan veksle fra glasklar til ugennemsigtig (opak), i alle mulige farver; mineralske urenheder kan ændre farven
* Stregfarve: den farve som fås når mineralet stryges mod en ru porcelænsplade
* Hårdhed: mineralets modstandsdygtighed mod at blive ridset; måles i [[Mohs' skala|Mohs' hårdhedsskala]]
* Spaltelighed: hvor let mineralet kan kløves langs sine spalteflader, og hvor mange forskellige retninger det kan kløves i, og hvorledes disse flader fremtræder
* [[Massefylde]]: hvor tungt er mineralet, målt i g/cm<sup>3</sup>
* Brus: visse mineralers overflade bruser, når man hælder [[saltsyre]] på, fx calcit
* Magnetisme: magnetiske mineraler kan testes med en magnet
* Smag: visse mineraler har smag, hvis man putter dem på tungen, fx [[Natriumklorid|stensalt]]
* Lugt: visse mineraler har en karakteristisk lugt.

==== Tyndslib ====
Desuden kan de fleste mineraler identificeres ud fra deres optiske egenskaber vha. gennemfaldende lys. Dette undersøges typisk ved brug af tyndslib, hvor udsavede bjergartsstykker slibes ned til en tykkelse på typisk 30 mikrometer, hvorved mineralkornene bliver gennemsigtige. Tyndslibet lægges i et [[mikroskop]] og belyses nedefra med [[Polarisering (tværbølge)|polariseret lys]]. Vha. endnu et polfilter placeret over tyndslibet og vinkelret på det nedre polfilter kan mineralerne nu identificeres bl.a. ud fra deres [[dobbeltbrydning]].{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|58–60}}

=== Bjergarter og jordarter ===
[[Fil:Fjaeregranitt2.JPG|thumb|left|Den magmatiske granit består af mineralerne alkalifeldspat (rød), plagioklas (lysegrøn) og kvarts (grå), samt små mængder biotit (sort).]]
[[Fil:Skagit-gneiss-Cascades.jpg|thumb|Den metamorfe gnejs har oftest folieret eller båndet struktur.]]
[[Fil:SandstoneUSGOV.jpg|thumb|Den sedimentære [[sandsten]] er lagdelt.]]
{{Uddybende|Bjergart|Jordart}}
I bjergarter kan mineralkorn være sammensat på et væld af forskellige måder, og bjergarter navngives og klassificeres især efter kornenes kemiske og mineralogiske sammensætning, tekstur og størrelse, egenskaber som også afspejler bjergartens dannelse.<ref name=Blatt>{{kilde 
|efternavn=Blatt 
|fornavn=Harvey 
|fornavn2=Robert J. 
|efternavn2=Tracy 
|år=1996 
|titel=Petrology
|udgiver=W.H. Freeman 
|udgave=2nd 
|isbn=978-0-7167-2438-4 
}}</ref> Der er oftest gradvise overgange i disse egenskaber fra et bjergartsnavn til det tilstødende, og et bjergartsnavn dækker derfor ikke over en ganske bestemt sammensætning, men over et spænd af forskellige sammensætninger.<ref name="EB1911">{{EB1911|wstitle=Petrology |volume=21 |page=327 |inline=1 |first=John Smith |last=Flett |url=https://archive.org/stream/encyclopaediabri21chisrich#page/323/mode/1up}}</ref> Alle bjergarter kan inddeles i tre overordnede grupper:
==== Magmatiske bjergarter ====
Magmatiske bjergarter dannes når varm opsmeltet stenmasse, [[magma]], stiger opad og størkner, enten på stor dybde i jordens skorpe (plutoniske bjergarter) eller ved jordoverfladen (vulkanske bjergarter). Magmatiske bjergarter er de mest udbredte, idet omkring 65% af Jordens skorpe består af disse bjergarter. Heraf er 66% [[basalt]] og [[gabbro]], 16% er [[granit]] og 17% er granodiorit og [[diorit]]. Kun 0.6% er syenit. Oceanbundsplader består af 99% basalt, mens kontinentalplader er rige på granit og lignende kvartsrige bjergarter.<ref name="BucherGrapes2011">{{Kilde
| efternavn  = Bucher
| fornavn    = Kurt
| efternavn2 = Grapes
| fornavn2   = Rodney
| år         = 2011
| titel      = Petrogenesis of Metamorphic Rocks
| isbn       = 978-3-540-74168-8
| udgiver    = Springer
| sider      = 23–24
| url        = https://books.google.dk/books?id=FFcHarai9GEC&pg=PA24&redir_esc=y#v=onepage&q&f=false
| hentet     = 23. december 2023
| arkivurl  = https://web.archive.org/web/20200722233149/https://books.google.com/books?id=FFcHarai9GEC&pg=PA24
| arkivdato = 22. juli 2020
}}</ref>

==== Metamorfe bjergarter ====
Når bjergarter føres dybt ned i jordens skorpe, fx i subduktionszoner, omdannes de ved højt tryk og temperatur til metamorfe bjergarter. Disse viser ofte en stribet struktur i stil med lagdeling, men her kaldet foliation. Det er dog for det meste mineralsammensætningen, som afgør bjergartsnavnet. [[Skifer|Skifre]] er folierede bjergarter præget af [[glimmer]]mineraler såsom biotit. [[Gnejs]]er er også folierede, med vekslende lyse og mørke bånd og ofte granitisk sammensætning. Myloniter er dannet ved nedknusning af udgangsbjergarter. Eksempler på metamorfe bjergarter uden foliation er [[marmor]] (dannet fra kalksten), [[fedtsten]], serpentin, kvartsit (dannet fra sandsten) og hornfels.<ref name="Wilson1995">{{Kilde
 |efternavn = Wilson
 |fornavn   = James Robert
 |titel     = A collector's guide to rock, mineral & fossil localities of Utah
 |udgiver   = Utah Geological Survey
 |sider     = 1–22
 |år        = 1995
 |isbn      = 978-1-55791-336-4
 |url       = https://books.google.com/books?id=t-XvE8DTiW0C&pg=PA1
 |hentet    = 23. december 2023
}}</ref>

==== Sedimentære bjergarter ====
Sedimentære bjergarter, som også omfatter de blødere jordarter, er dannet ved aflejring på jordens overflade eller havbunden af sedimentpartikler. Sedimentære bjergarter er meget ofte lagdelte og indeholder gerne [[fossil]]er. Lersten, [[lerskifer]] og siltsten udgør tilsammen 65% af alle sedimentære bjergarter, fulgt af [[sandsten]] med 20-25% og [[kalksten]] med 10-15%.<ref name="Blatt" /> Omkring 8% af jordskorpen består af sedimentære bjergarter.<ref name="BucherGrapes2011" />
[[Fil:Cycle of rocks 2.png|thumb|Flowdiagram over sammenhæng mellem sedimentære, magmatiske og metamorfe bjergarter; pilene symboliserer processer, som omdanner materialerne.]]
Sammenhængen mellem de forskellige overordnede grupper fremgår af diagrammet til højre. Det ses hvordan de forskellige typer bjergarter kan omdannes til hinanden ved forskellige processer, og hvordan disse processer bevirker, at materialerne gennem tid vil kunne gennemløbe en geologisk cyklus, fx på denne måde: en magmatisk bjergart, fx granit, løftes i vejret ved en bjergkædefoldning; ved forvitring og erosion nedbrydes bjergarten til sedimentpartikler; disse partikler aflejres som sedimentære bjergarter, fx sand og ler; disse dækkes med yngre sedimenter og begraves efterhånden så dybt, at de pga. højt tryk og temperatur omdannes til metamorfe bjergarter, fx glimmerskifer eller amfibolit; når disse bjergarter føres endnu dybere ned i skorpen, vil de til sidst begynde at smelte op og omdannes til magma; senere kan dette magma igen stige til vejrs og begynde at udkrystallisere som en magmatisk bjergart. Hermed er ringen sluttet.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|38}}

== Processer ==
Siden Jorden blev dannet for næsten fem mia. år siden, da en roterende sky af [[kosmisk støv]] fortættedes til en kugle af fast stof, er dette stof gennem hele den efterfølgende tid konstant blevet udsat for forandringsprocesser, af to forskellige drivkræfter eller energier. Dels en indre, eller ''endogen'', nemlig radioaktiv stråling i Jordens indre, en stråling hvis varme smelter sten, fremkalder vulkanisme, flytter kontinentalplader rundt og presser bjergkæder i vejret. Dels en ydre, eller ''exogen'', nemlig Solens stråling, som skaber strømning i atmosfæren og verdenshavene og frembringer nedbør, som står bag nedbrydning af bjergene og transport og aflejring af det herved fremkomne sediment.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|2}}

=== Stof og energi ===
[[Fil:Metastabiel.png|thumb|300px|Beliggenheden af en rød kugle på en landoverflade kan enten være A: stabil, B: metastabil eller C: ustabil. Den potentielle energi er højest i C og lavest i A.]]
{{Quote box |bgcolor=#90EE90 |salign=center|quote= '''Den stabile jordklode'''<br />
Forestil dig en fuldstændig udglattet jordklode: der er ingen kontinenter og oceaner, ingen bjerge og dale, men et verdenshav med samme vanddybde dækker hele kloden; jordskorpen er ensartet opbygget, og densiteten vokser jævnt med dybden til jordens centrum; der tilføres ingen energi til jordoverfladen fra hverken solen eller jordens indre. <br />Ville der kunne foregå geologiske processer på en sådan jordklode? <br />Nej, for alt stof er i sin mest stabile tilstand, og der tilføres ingen ny energi, som kan sætte gang i nogen proces.{{sfn|Best|1982}}{{rp|15}}
|align=right|width=24em}}
I alle de processer, som fører til dannelse af jordklodens forskellige bjergarter, indgår altid overførsel af forskellige former for energi eller varme, og man skelner her mellem [[endoterm]]e processer, der forbruger varme, og [[exoterm]]e processer, der frigiver varme. Geologiske processer kan derfor anskues fra en [[Termodynamik|termodynamisk]] vinkel, idet processerne altid medfører, at bjergarternes bestanddele føres fra en mere ustabil til en mere stabil tilstand, med lavere energi end udgangstilstanden. Stof kan befinde sig i enten ustabil, metastabil eller stabil tilstand, se figuren. I den ustabile tilstand vil stoffet næsten spontant reagere med omgivelserne og gennem en geologisk proces antage en ny stabil form. I den metastabile tilstand skal dog først ske en energitilførsel, så tærsklen overvindes. På denne måde søger stof hen mod en tilstandsform med størst mulig stabilitet og lavest mulig energi. Dette udtrykkes inden for termodynamikken vha [[Gibbs fri energi]], som er et mål for, hvor villigt en bestemt proces forløber, og som kan opfattes som termodynamisk potentiel energi.{{sfn|Best|1982}}{{rp|13}}

Inden for et givet geologisk rum eller system er det altid [[Temperatur|temparatur]], [[Tryk (fysik)|tryk]] og [[Kemi|stofsammensætning]] (også benævnt T, P og X) som afgør, hvordan disse forandringsprocesser forløber og hvad deres slutprodukter bliver. Følgelig vil en petrolog ud fra studier af bjergarternes kemiske og mineralogiske sammensætning kunne udtale sig om tryk- og temperaturforholdene på dannelsestidspunktet. Hvis forholdene for et bjergartssystem har ændret sig gennem tiden, fordi tryk, temperatur eller stofsammensætning ændrede sig, vil petrologen ligeledes kunne udtale sig om, hvordan og hvornår i den geologiske historie dette er foregået.{{sfn|Best|1982}}{{rp|1}}

Energien som driver processerne er enten styret af tyngdekraften, som [[Kinetisk energi|kinetisk]] eller [[potentiel energi]], eller styret af [[varme]]tilførsel, enten i form af stråling fra [[solen]] eller fra jordens indre, eller som friktionsvarme fra solens og månens [[tidevand]]spåvirkning af jordkloden, se tabellen.

{| class="wikitable"
|+Jordens energiforsyning
!Energikilde
!Effekt ([[Terawatt|TW]])
|-
|Solstråling
|173.000{{sfn|Best|1982}}{{rp|5}}
|-
|Jordvarme
|47<ref>Davies, J. H., & Davies, D. R. (2010): Earth's surface heat flux. Solid Earth, 1(1), 5–24</ref>
|-
|Tidevandskræfter
|10{{sfn|Best|1982}}{{rp|5}}
|-
|Menneskelig aktivitet
|18<ref name="IEA-Report-keyworld-2015">{{kilde
|titel=IEA - Key world energy statistics, 2015
|url=https://www.oecd-ilibrary.org/energy/key-world-energy-statistics-2015_key_energ_stat-2015-en
|hentet=23. december 2023
}}</ref>
|}
Varme kan flyttes på tre måder:{{sfn|Best|1982}}{{rp|7}}
* ved [[Varmestrøm|konduktion]] overføres varmen vha en temperaturforskel, som fx når en stegepande varmes op af en kogeplade
* ved [[konvektion]] bevæges varmere stof mod områder med koldere stof, som fx når vand i en gryde på komfuret begynder at cirkulere
* ved [[stråling]] afgiver legemer [[Elektromagnetisk stråling|elektromagnetisk energi]], som fx når radioaktivt kalium, uran eller thorium henfalder i jordens indre.

Det er den konstante vekselvirkning mellem jordens varmeenergi og tyngdekraft der som omtalt nedenfor driver de indre processer plutonisme, vulkanisme og metamorfose, foruden de pladetektoniske processer.{{sfn|Best|1982}}{{rp|6}}

=== Indre processer ===
[[Fil:Gros Morne moho.jpg|thumb|Disse ofioliter i en nationalpark i [[Newfoundland]] er dannet helt nede på grænsen mellem jordskorpen og kappen, og senere hævet de mange km op til jordoverfladen.]]
Det er [[Radioaktivitet|radioaktivt henfald]] af [[kalium]], [[uran]] og [[thorium]], som frembringer den endogene energi. Energien varmer kappens materiale op, så det bringes til at cirkulere i store [[konvektion]]sceller, hvor det nogle steder stiger til vejrs og andre steder synker ned.{{kilde mangler|dato=maj 2019}}

==== Plutonisme ====
[[File:Intrusion types.svg|thumb|left|Forskellige typer magmaintrusioner:<br />
1. Lakkolit<br />
2. Mindre gang<br />
3. Magmakammer<br />
4. Større gang<br />
5. Sill<br />
6. Vulkanpibe<br />
7. Lopolit]]
Opstigende smelte, eller magma, vil kunne dels presse, dels smelte sig vej frem mod jordens overflade, hvor det kan komme til syne i form af [[vulkan]]er. Det meste af den opstigende magma forbliver dog under overfladen, hvor det kan intrudere, dvs presse sig ind i og opsprække overliggende faste lag og danne sværme af mere eller mindre stejle intrusive gange, eller trænge ind langs vandrette sprækker, løfte lagene op og udfylde hulrummet med magma. Når tilstrømningen af magma standser, begynder magmaet langsom at størkne, og bliver herved til en ''plutonisk'' bjergart.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|328–331}}
[[Fil:Bowen reaction series.jpg|thumb|Den såkaldte Bowen reaktionsserie: når en smelte afkøles (gul/rød pil), udskilles mineralerne ved forskellig temperatur (sorte pilespidser).]]
De første mineraler som udkrystalliserer fra smelten er dem med højest smeltepunkt, typisk [[olivin]]. I takt med den faldende temperatur begynder nu også [[pyroxen]], og dernæst [[plagioklas]], [[alkalifeldspat]] og til sidst [[kvarts]] at udkrystallisere. Mens denne bjergartsdannelse står på, vil smelten gradvist komme til at indeholde en større og større andel af mineralkorn, på bekostning af den flydende smelte, som til gengæld skifter kemisk sammensætning, i takt med at mineralkornene dannes og ganske langsomt synker til bunds i det magmafyldte kammer. Den tilbageværende restsmelte vil have en helt anderledes kemisk sammensætning end det oprindelige magma,{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|152}} og vil ofte være beriget på sjældne grundstoffer, som er svære at indplacere i de almindelige mineraler. Derfor er plutoniske bjergarter dannet fra restsmelter ofte interessante med henblik på indvinding af malme, fx [[ædelmetal]]ler eller [[sjældne jordarter]]. [[Ivittuut|Kryolitforekomsten ved Ivittuut]] i Sydgrønland er et eksempel på en restsmelte rig på [[fluor]].{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|205–206}}

==== Vulkanisme ====
[[Fil:Tvashtarvideo.gif|thumb|left|Ved dette vulkanudbrud på [[Jupiter (planet)|Jupiters]] måne [[Io (måne)|Io]] kastedes materiale 330 km i vejret.]]
[[Fil:Fuji_Kawaguchi_357.JPG|thumb|Vulkanen Fuji.]]
Når et opstigende magma baner sig vej helt op til Jordens overflade, kastes magmaet under frigivelse af [[gas]]ser, og nu kaldet [[lava]], ud på jordoverfladen eller havbunden, og der dannes en [[vulkan]]. Et vulkanudbruds forløb og vulkanens form styres i høj grad af lavaens temperatur og kemiske sammensætning. Jo varmere lavaen er, jo mere tyndtflydende er den, men også indholdet af silicium har stor betydning, idet silicium-fattig lava, også kaldet [[basalt]]isk lava, er mere tyndtflydende end silicium-rig eller [[rhyolit]]isk lava. Jo mere tyktflydende lavaen er, jo sværere er det for gasserne at undvige, og drevet af det høje tryk fra gasserne eksploderer denne type lava derfor nærmest ud af vulkanen, i form af en blanding af finkornet aske og større [[pimpsten]] og vulkanske bomber.{{sfnp|Noe-Nygaard|1955|p=198}} Derimod vil gasserne nemmere kunne undvige den tyndtflydende basaltiske lava, som derfor strømmer ganske roligt ud på jordoverfladen, som det ses i vulkanerne på [[Hawaii]] og til dels også [[Etna]] på [[Sicilien]]. Tyktflydende rhyolitisk lava giver ofte vulkaner med den velkendte kegleform, som fx [[Fuji]] i [[Japan]], mens den tyndtflydende lava ofte blot vil løbe ud på overfladen og danne lavamarker eller plateaubasalter.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|365}}

Den gas som frigives under vulkanudbrud består mest af [[vanddamp]], foruden mindre mængder [[kuldioxid]] og [[svovldioxid]], og ligesom med aske og lava kan det være store mængder gas der frigives. Under et udbrud i 1940-erne frigav den mexikanske vulkan Parícutin således på en enkelt dag 18.000 tons vand. Det er dette vand, som kommer fra Jordens indre og gennem hele Jordens historie er kastet ud ved utallige vulkanudbrud, som i dag udgør vandet i [[Ocean|verdenshavene]], i floderne, i søerne og i [[Atmosfære (himmellegeme)|atmosfæren]].{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|374}}

==== Metamorfose ====
[[Fil:Eclogite Norway.jpg|thumb|left|Norsk eklogit, dannet ved ca. 600°C på 60-70 km dybde, med grønne [[pyroxen]]er, røde [[Granat (mineral)|granater]], mælkehvid [[kvarts]] og himmelblå kyanit.]]
[[Fil:Scotland metamorphic zones EN.svg|thumb|[[Skotland]]s [[grundfjeld]] er præget af regionalmetamorfose i forskellig grad, jf diagrammet nedenfor.]]
[[Fil:Metamorphes Faziesschema - p-T-Diagramm.svg|thumb|Fasediagram over metamorfe bjergarters forekomst, som funktion af tryk og temperatur. Stiplede linjer viser hvordan stoffet Al<sub>2</sub>SiO<sub>5</sub> forekommer i tre forskellige varianter, kyanit, sillimanit og andalusit, jf Skotlandskortet ovenfor.]]
[[Fil:Metamorphic reaction EN.svg|thumb|left|Skitse af metamorfe processer på grænsen mellem amfibolit-facies t.v. og grønskifer-facies t.h.; mineraler: act = [[aktinolit]]; chl = [[klorit]]; ep = [[epidot]]; gt = [[Granat (mineral)|granat]]; hbl = [[hornblende]]; plag = [[plagioklas]]. Med hhv grågult og laksefarvet er vist [[kvarts]] og [[Alkalifeldspat|alkalfeldspat]], som ikke påvirkes af denne metamorfose.]]
[[Fil:Hornfels.jpg|thumb|Kontaktmetamorfose har omdannet denne lyse sandsten med mørke skiferlag til en meget hård hornfels.]]
Når en bjergart udsættes for stigende tryk og temperatur, fx i en oceanbundsplade som skubbes ned under en kontinentalplade, vil bjergarten på tilstrækkelig stor dybde blive så varm at den smelter og omdannes til flydende magma. Men længe inden da vil stigende tryk og temperatur også fremkalde ændringer i bjergarten, ændringer som foregår mens stoffet stadig er i fast form. Denne metamorfose (græsk: ''formændring'') foregår typisk i temperaturintervallet 200&nbsp;°C til 850&nbsp;°C.<ref>Stephen Marshak (2009): Essentials of Geology, W. W. Norton & Company, 3. udgave, {{ISBN|978-0-393-19656-6}}, s. 177.</ref>

Når, jf foregående afsnit, et varmt magma intruderer overliggende faste og koldere bjergarter, får den lavere temperatur i de nye omgivelser magmaet til at danne krystaller, hvorved der afgives varme. Magmaet følger [[Le Chateliers princip]]: det modvirker den lavere temperatur ved at varme omgivelserne op. Omvendt vil oceanbundsbasalt på vej ned i en varmere og varmere subduktionszone søge at modvirke temperaturstigningen ved at omdanne sig til nye mineraler og krystalformer, under optagelse af varme, og således også følge Le Chateliers princip.{{sfn|Best|1982}}{{rp|11}} Ved de fleste metamorfe processer optages der varme i materialerne, i modsætning til de plutoniske processer, som normalt afgiver varme til omgivelserne. Man snakker om at metamorfe processer er endoterme, mens plutoniske processer er exoterme.{{sfn|Best|1982}}{{rp|344}}

En [[basalt]]bænk fra et vulkanudbrud består typisk af forholdsvis store [[olivin]]- og [[pyroxen]]krystaller i en finkornet matrix af [[plagioklas]]. De store krystaller er dannet langsomt på magmaets vej op mod overfladen, mens den finkornede matrix er dannet på kort tid, fordi magmaet efter vulkanudbruddet afkøles meget hurtigt på landoverfladen og størkner. Bringes en sådan basaltbænk nu ned mod højere tryk og temperatur, vil den finkornede matrix på et tidspunkt blive kemisk og termodynamisk ustabil. De små krystaller dannet ved lavt tryk og temperatur ved overfladen bliver nu gradvist og i fast form omdannet til nye mineraler eller nye, større krystaller, som er mere stabile under de nye forhold med højt tryk og temperatur.{{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|35}}

Forskellige typer af ændringer i temperatur, tryk og stofsammensætning fører til forskellige former for metamorfose: {{sfn|Best|1982}}{{rp|349-350}}
* '''regional-metamorfose''' finder typisk sted under bjergkædedannelse, når tektoniske plader kolliderer og presser materiale dybere ned i skorpen, så at ''både temperatur og tryk stiger'', mens materialet udsættes for omfattende forskydningsspændinger og deformationer; producerer fx [[glimmerskifer]] og [[gnejs]], som begge fremstår som lagdelte eller stribede,
* '''kontakt-metamorfose''' finder sted når intruderende magma opvarmer de tilgrænsende bjergarter, så her er det ''kun temperaturen der stiger'', ikke trykket; producerer fx den finkornede og meget hårde hornfels,
* '''hydrotermal metamorfose''' finder sted, når der i forbindelse med magmaintrusion presses væske, grundvand eller havvand, ind i de tilstødende bjergarter, og her er det især ''stofsammensætningen som ændres''; store væskemængder kan gennemstrømme sådanne bjergarter, og hvis væsken indeholder sjældne stoffer, kan der dannes [[malm]]bjergarter, fx guldmalm, {{sfn|Henriksen|2005}}{{rp|52}}
* '''chok-metamorfose''' finder sted hvor [[meteorit]]er rammer Jorden, og her er det ''eksplosivt stigende tryk og temperatur'', som styrer processerne; producerer stærkt opsprækkede og nogle gange delvist opsmeltede bjergarter, hvor almindelig kvarts kan være omdannet til højtryksvarianter, eller polymorfer, af kvarts, fx coesit og stishovit.

=== Ydre processer ===
Det er lyset og strålingen fra Solen, der tilfører den exogene energi, der driver de ydre processer. Disse finder sted ved jordens overflade, hvor den faste jords bjergarter og jordarter mødes med den gasformige [[Atmosfære (himmellegeme)|atmosfære]], samt med [[hydrosfære]]n og [[biosfære]]n, hvis [[Fysik|fysiske]] og [[kemi]]ske egenskaber adskiller sig radikalt fra forholdene under jordoverfladen.
De ydre processer kan opfattes som en rækkefølge af processer, der ved jordens overflade tager fat i bjergarter dannet i jordens indre og omdanner dem til nye bjergarter. Rækkefølgen af ydre processer vil typisk være således:{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|85-324}}
* '''forvitring''' nedbryder en bjergart i mindre bestanddele, også kaldet [[sediment]],
* '''[[erosion]]''' fjerner de nedbrudte bestanddele, sedimentet, og frembringer herved nye [[landskab]]er,
* '''transport''' fører sedimentet afsted, enten med vand, vind eller is,
* '''[[aflejring]]''' placerer bestanddelene et nyt sted og danner herved en ny bjergart, en sedimentaflejring,
* '''diagenese''' tilpasser aflejringens egenskaber til et nyt fysisk og kemisk miljø, i takt med at aflejringen bliver dækket med nye, yngre aflejringer.

==== Vandets kredsløb ====
[[Fil:Watercycledanishhigh.jpg|thumb|Vandets kredsløb.]]
Tilstedeværelsen af [[vand]] er en forudsætning for langt de fleste af de ydre processer. Som omtalt nedenfor er det vandige opløsninger af syrer og ioner, som muliggør kemisk forvitring; det er frossent vand i jorden der muliggør frostsprængninger i fysisk forvitring; det er oftest ved hjælp af vand eller is, at sediment eroderes, transporteres og aflejres; og selv diagenese dybt under jordoverfladen kræver tilstedeværelse af vand.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|137}}

Vandet ved jordens overflade udgør den såkaldte [[hydrosfære]], som både omfatter gasformig vanddamp i atmosfæren, flydende vand i oceaner, floder og søer, grundvand i jordens indre og is i iskapper, gletsjere og permafrost. Hydrosfæren omfatter i alt 1,386 mia km<sup>3</sup> vand, hvoraf 97,5% er saltvand og 2,5% er ferskvand.<ref name=Shiklomanov1998>{{cite report |url=http://webworld.unesco.org/water/ihp/publications/waterway/webpc/world_water_resources.html |publisher=UNESCO |date=1998 |access-date=13. juni 2013 |title=World Water Resources: A New Appraisal and Assessment for the 21st Century |archive-date=27. september 2013 |df= |archivedate=27. september 2013 |archiveurl=https://web.archive.org/web/20130927160221/http://webworld.unesco.org/water/ihp/publications/waterway/webpc/world_water_resources.html |deadurl=dead }}</ref> Det er solens energi, der konstant får vand til at flytte sig fra en tilstand, et vandreservoir til en anden tilstand, et andet reservoir, se figur. Der finder faktisk også en udveksling af vand sted med jordens indre. En hel del vand føres ned i jordens indre i pladetektoniske subduktionszoner,{{kilde mangler|dato=maj 2019}} mens omvendt store mængder vanddamp føres ud i atmosfæren under vulkanudbrud. Faktisk er alt vand i hydrosfæren oprindeligt kommet ud gennem vulkaner.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|156-157}}

==== Forvitring ====
[[Fil:Weathering 9039.jpg|thumb|left|Denne friske brudflade i et stykke sandsten fra en moræne viser, hvordan kemisk forvitring har arbejdet sig fra stenens overflade og indad.]]
[[Fil:Abiskorock.JPG|thumb|Klippeblok gennemsat af fine sprækker, som pga fysisk forvitring (frost eller temperatursvingninger) er blevet åbnet, så blokken nu er delt i to.]]
[[Fil:Joints 1.jpg|thumb|Meget regelmæssig sprækkedannelse, dels storskala i siltsten, dels småskala i underliggende sort skifer.]]
Sammenlignet med forholdene i jordens indre udviser atmosfæren som følge af solstråling og jordens både daglige og årlige rotation kraftige og pludselige temperatursvingninger; samtidig indeholder atmosfæren både [[vand]], [[ilt]] og [[kuldioxid]]. I forening skaber dette et både fysisk og kemisk agressivt miljø for bjergarterne, som ved jordoverfladen udsættes for både '''fysisk''' og '''kemisk forvitring'''. Nede i dybet hvor bjergarterne blev dannet, var de i fysisk og kemisk ligevægt med deres omgivelser, men det er ikke længere tilfældet, når de ved jordoverfladen kommer i kontakt med atmosfæren. I kombination med den trykaflastning, bjergarterne oplever ved at blive ført op til jordoverfladen, vil temperatursvingninger nemt føre til dannelse af små hårfine [[Sprække (geologi)|sprækker]] ({{lang-en|joints}}). I koldt klima vil der i disse sprækker kunne forekomme [[frost]]sprængning af bjergarten, som derved sønderdeles.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|16}}

Pga indhold af kuldioxid er regnvand altid let surt, og i områder med vegetation vil nedbrydning af plantemateriale også frigive kuldioxid. Sammen med vand danner kuldioxid [[kulsyre]], som vil kunne angribe mineralkornenes overflader og vha [[hydrolyse]] fx omdanne [[feldspat]] til [[lermineral]]er. Hvor hydrolyse af feldspat er en forholdsvis langsom proces, er kulsyres nedbrydning af [[calcit]] i kalkbjergarter noget som går langt hurtigere, og noget som kan føre til dannelse af underjordiske hulrum, som det ses i drypstenshuler og [[karst]]landskaber. Jernholdige mineraler som fx olivin, pyroxen eller biotit vil ved kemisk forvitring reagere med luftens ilt, eller [[Iltning|oxidere]], og danne [[jernoxid]]er eller -hydroxider, også kendt som [[okker]] eller [[rust]], og med en karakteristisk gulbrun eller rødbrun farve. Forskellige mineraler reagerer forskelligt på forvitringsprocesserne: [[kvarts]] er meget modstandsdygtigt over for såvel fysisk som kemisk forvitring, mens fx olivin og pyroxen nedbrydes relativt nemt. Generelt gælder, at mineraler med højt [[smeltepunkt]] forvitrer nemmere end mineraler med lavt smeltepunkt.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|17}}

Fysisk forvitring sønderdeler bjergarter, så deres overflade bliver større og nemmere tilgængelig for den kemiske forvitring, som omdanner oprindelige mineraler til nye eller til opløste ioner. Ved en fuldstændig forvitring er udgangsbjergarten fuldstændig omdannet til forvitringsprodukter, som fx for [[granit]]s vedkommende er ''kvartskorn'', ''lermineralkorn'' og ''opløste ioner''.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|21}}

==== Jordbund ====
[[Fil:Soil profile.png|thumb|Enkelt jordbundsprofil. O: Delvist nedbrudt plantemateriale. A: Muldhorisont. B: Horisont beriget med nedvasket materiale. C: Uomdannet eller svagt omdannet udgangsbjergart.]]
{{uddybende|Jordbundslære}}
Afhængig af [[Klima- og plantebælter|klimaforhold]] og bjergarternes sammensætning vil fysisk og kemisk forvitring omdanne bjergarterne i jordoverfladen ned til en vis dybde, som i Danmark typisk er 1-2 m, men i [[Tropisk|troperne]], hvor den kemiske forvitring er meget mere aggressiv, typisk når helt ned til 10 m dybde. Den fysiske sønderdeling gør overfladelagene porøse og i stand til at optage vand, og her vil [[planter]] begynde at gro. Når de dør og nedbrydes, frigives der kuldioxid, som forstærker den kemiske forvitring og fører til opbygning af et næringsrigt [[muld]]lag, så at vegetation vil brede sig og sende rødder ned gennem den friske bjergart længere nede. Herved forstærkes forvitringen yderligere. Den øgede vandgennemstrømning vil vaske partikler ud af de øvre lag og længere ned, hvor de ophobes. På denne måde udvikles der en lagdeling af de øverste lag under jordoverfladen, det såkaldte ''jordbundsprofil'', hvis sammensætning især afhænger af klimaet, udgangsbjergarten og det tidsrum jordbundsdannelsen har stået på. I det [[Tempereret klima|tempererede]] danske klima med udbredte [[moræne]]- og smeltevandsaflejringer er især to typer jordbund fremherskende, nemlig [[luvisol]] eller brunjordsprofilet udviklet på moræneaflejringer og [[Podzol|podsol]] eller askejordsprofilet udviklet på sandaflejringer, specielt dem i [[Sydvestjylland|SV-Jylland]], som ikke var isdækkede under sidste istid.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|17-20}}

==== Erosion og landskab ====
{{uddybende|Erosion}}
Erosion betyder ''afgnavning'' på latin. Erosionsprocesser er i høj grad et resultat af tyngdekraften. Regnvand vasker ned over skråninger og skyller sediment ud i floder. [[Flod]]er gnaver i deres underlag eller i bredderne og fører sediment bort. Bredderne kan blive undermineret af erosion, så hele skråninger skrider nedad. Bølger æder sig ind i en [[Kystklint eller -klippe|kystklint]], og [[tidevand]]sstrømme spuler dybe render i havbunden. En [[gletsjer]] sliber sig ganske langsomt, men med stor kraft ned i sit underlag. Et [[jordskælv]] kan gøre, at slappe, men stabile aflejringer pludselig bliver flydende og løber bort som en mudderstrøm. Grundvandsstrømme og floder fører store mængder af opløste [[Salt (kemi)|salte]] ud mod havet.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|42}}
{{wide image|Grand Canyon Panorama 2013.jpg|900px|Panorama over [[Grand Canyon]] fra syd. Denne visse steder næsten 2 km dybe dal er dannet ved, at [[Coloradofloden]] gennem de seneste 5-6 mio år har skåret sig ned i en serie af sedimentære bjergarter.<ref name=NYT-29-Nov-2012>{{cite news|last=Wilford|first=John Noble|title=60-Million-Year Debate on Grand Canyon's Age|url=https://www.nytimes.com/2012/11/30/science/earth/study-sees-older-grand-canyon-stirring-controversy.html?_r=0|access-date=22. januar 2013|newspaper=New York Times|date=29. november 2012|archive-date=21. januar 2013|df=mdy-all|archive-url=https://web.archive.org/web/20130121222602/http://www.nytimes.com/2012/11/30/science/earth/study-sees-older-grand-canyon-stirring-controversy.html?_r=0|url-status=live}}</ref>|center}}
[[Fil:RebildBakker2.png|thumb|right|upright=1.8|Dansk pendant: [[Rebild Bakker]] i [[Himmerland]] er en 70 m dyb erosionsdal fra [[Senglacial]] tid (fra SDFE-kortviewer).]]
[[Fil:Linze, Zhangye, Gansu, China - panoramio (4).jpg|thumb|upright=1.6|Badlands: hældende serie af vekslende, farvede lag i [[Zhangye]] National Geopark i Kina.]]

Man skelner mellem tre overordnede former for erosion: {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|42-48}}
* ved ''partikel-erosion'' flyttes sedimentpartiklerne enkeltvis, enten af vand, vind eller is,
* ved ''masse-erosion'' flyttes et sammenhængende legeme af jord eller klippe, som det fx sker ved jord- eller stenskred,
* ved ''kemisk erosion'' opløses en bjergart, typisk kalksten, og der kan dannes hulrum og jordfaldshuller.

Partikel-erosion er normalt en udramatisk proces, når fx regndråber opslemmer finkornede sedimentkorn i sig, eller når regnvand ned ad skråninger samler sig til strømme, som river større sedimentkorn med sig. Det strømmende vand kan efterhånden skære V-formede dale ud i landskabet, og kraftig erosion af denne slags kan omforme et oprindeligt jævnt skrånende landskab til såkaldte ''badlands'' helt gennemskåret af V-dale. Hvis der ikke er nogen [[vegetation]], vil vinden kunne løfte finkornede partikler og blæse dem sammen i [[klit]]ter, som det ses langs [[kyst]]er eller i [[ørken]]er. Støvstorme er i stand til at fjerne store mængder ler og silt og føre det flere hundrede km bort. Det anslås, at støvstorme hvert år fjerner op mod 200 mio. tons sediment fra [[Sahara]]. Under sådanne storme kan støvskyerne ses fra rummet, og luften kan indeholde op til 1.000 tons støv pr km<sup>3</sup>.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|43-45}}
[[Fil:Domica Cave 13.jpg|thumb|left|Drypstenshule i Slovakiet.]]
Masse-erosion kan enten ske som en katastrofal, pludselig begivenhed, som når en bjergside i kraftigt regnvejr bliver ustabil og skrider ned i dalen nedenfor, ofte med ødelæggelser til følge. Eller der kan være tale om en mere umærkelig proces, ofte fremkaldt af skift mellem frost og tø, hvor jorden på en skråning vil hæve sig lidt i frostvejr, for så at sætte sig igen, når det bliver tø, men med en lille forskydning ned ad bakke. Denne krybning kan over en årrække flytte meget store sedimentmængder ned ad en skråning. På skovbevoksede skrænter med krybning vil træernes stammer forneden krumme ind i skrænten, fordi krybningen hele tiden vipper træet lidt væk fra skrænten, hvilket træet kompenserer for ved at rette sig op.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|47}}

Kemisk erosion forbindes mest med [[karst]]landskaber og drypstenhuler, dannet ved at surt regnvand i kalkstensrige egne siver ned gennem sprækker i kalkstenen, opløser denne og danner underjordiske hulrum. Processen foregår kun i kalksten over grundvandsspejlet, og selvom Danmark er rig på kalksten, findes her stort set ingen karst, fordi langt det meste danske kalksten ligger under grundvandsspejlet. Kalkopløsning har dog ført til dannelse af [[jordfaldshul]]ler, både på [[Stevns]] og [[Møn]].{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|48}}

==== Transport og aflejring ====
[[Fil:Main depositional environments.svg|thumb|Forskellige aflejringsmiljøer.]]
Transport og aflejring er nært forbundne processer, fordi al transport før eller siden uundgåeligt vil efterfølges af aflejring. En aflejrings udseende, egenskaber og beskaffenhed styres af ''aflejringsmiljøet'', dvs. de fysiske, kemiske og biologiske forhold på stedet, herunder fx landskabets udformning, klimaet og sedimentets beskaffenhed.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|13}} Man skelner mellem fire transportmedier:{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|51}}
* strømmende [[ferskvand]] i vandløb, hvor vandet drives ned mod havet af [[tyngdekraften]],
* [[havvand]], som drives af [[havstrømme]], [[Tidevandskraft|tidevandskræfter]] eller af [[vind]],
* [[vind]], som drives af forskelle i atmosfærens lufttryk,
* [[gletsjer]]is, som kan opfattes som frosne vandløb, der igen drives mod havet af tyngdekraften.

===== Ferskvand =====
[[Fil:Hjulströms diagram en.PNG|thumb|left|Hjulströms diagram. De to kurver for kritisk strømhastighed afgrænser tre tilstandområder for sedimentpartikler i strømmende vand.]]
[[Fil:Beekmantown xbed.jpg|thumb|I denne sandsten viser krydslejringernes retning, at flodvandet skiftevis er løbet mod højre (det grå lag lige under midten) og venstre (det mørke lag foroven).]]
Vand som strømmer hen over et underlag, fx bunden af en [[bæk]], vil påvirke dette underlag med en forskydningsspænding, som bl.a. afhænger af vanddybden og underlagets hældning. Når vandet i bækken bevæger sig hen over løst sediment, vil det kunne rive sedimentkornene med sig. Jo hurtigere vandet strømmer, jo større korn rives med. Hvis strømhastigheden aftager, vil de store korn synke til bunds, mens de små korn fortsætter med at blive transporteret. Således skilles de forskellige kornstørrelser ad, hvorved sedimentet bliver sorteret. Hjulströms diagram, se figur, viser i hvilken tilstand et korn med en bestemt størrelse vil befinde sig, når vandet strømmer med en bestemt hastighed.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|51}}
[[Fil:Mississippi delta from space.jpg|thumb|Den yderste del af Mississippis delta set fra rummet; billedet dækker ca. 70 km i bredden.]]
De fleste ferskvandsaflejringer dannes ud fra det sediment, som floder på deres vej mod havet fører med sig. Nær sit udspring højt oppe i terrænet vil en [[flod]] normalt løbe i en ret stejl kanal eller flodseng, så at strømhastigheden er stor, og dermed den maksimale kornstørrelse af sediment, floden kan transportere. Her vil flodens aflejringer være grovkornede, fx sand eller grus med sten. På sin vej mod havet vil flodens strømhastighed aftage, i takt med flodsengen bliver fladere og fladere, og flodaflejringerne bliver tilsvarende mere og mere finkornede, efterhånden domineret af fint sand og silt. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|54}}
[[Fil:Channel-StellartonFm-CoalburnPit.JPG|thumb|left|I disse kulførende vandrette sandstenslag på Nova Scotia viser de buede lag i midten, hvordan en flodkanal har skåret sig ned i flodsletten.]]
De sandpartikler, som det strømmende flodvand fører hen over flodsengen, vil som oftest samle sig i strømribber, orienteret nogenlunde vinkelret på strømretningen. Ribberne er opbygget af skrå lag, såkaldt krydslejring, som hælder i vandet strømretning. Sådanne sedimentstrukturer kan derfor i gennemskåret stand bruges til at afgøre, i hvilken retning floden er strømmet, se illustration.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|53}}

Ved en flods udløb i havet falder strømhastigheden markant, så at aflejringen af sediment øges. Sedimentet danner her gerne et [[Floddelta|delta]], hvis udformning styres af, om kysten det pågældende sted er domineret af [[tidevand]], som det fx ses ved [[Ganges|Ganges']] udmunding i [[Det Indiske Ocean|det indiske ocean]], eller af [[bølge]]r, som det fx ses ved [[Rhône]]s og [[Nildeltaet|Nilens]] udmunding i Middelhavet. Hvis havet hverken er præget af tidevand eller bølger, kan deltaet bygges langt ud i havet og få form som en fuglefod, som det fx ses ved [[Mississippi-deltaet|Mississippis]] udmunding i [[Mexicanske Golf|den mexikanske golf]]. [[Themsen]]s og [[Elben]]s udmunding i Nordsøen foregår på steder med så kraftigt tidevand, at der her ikke dannes et delta, men i stedet et [[Æstuarium|estuarie]].{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|61-64}}
===== Havvand =====
[[Fil:Agiospavlos DM 2004 IMG003 Felsenformation nahe.JPG|thumb|På [[Kreta]] findes havaflejrede rytmisk vekslende lag af lys kalksten og rødlig flint, lag som efterfølgende er foldet i forbindelse med den [[Alperne|alpine]] bjergkædedannelse.]]
Havet får størstedelen af sin tilførsel af sediment fra floderne, men tilføres også sediment ved erosion af [[Klint|kystklinter]] og i form af vindbåret støv fra støvstorme i ørkener. Ude til havs flyttes det meste sediment med tidevandsstrømme og havstrømme, men langs med kysterne er det især bølgeaktivitet, der transporterer, men også sorterer sedimentet. [[Nordsøen]] gnaver sig til stadighed ind i klinterne på [[Vestkysten|Jyllands vestkyst]], ved fx [[Bovbjerg]] og [[Rubjerg Knude]], og det eroderede materiale føres i brændingszonen langs med kysten væk fra klinterne. Hvert år passeres [[Grenen]] ved [[Skagen]] således af ca. 1 mio. m<sup>2</sup> sand og grus, mens [[Blåvandshuk]] ved [[Esbjerg]] passeres af ca. 400.000 m<sup>2</sup> materiale. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|69-70}}
[[Fil:Chimney Rock Trail Point Reyes December 2016 panorama.jpg|thumb|Point Reyes på [[Californien]]s stillehavskyst: klintkyst med strand i forgrunden.]]
Denne omfattende kystparallelle materialevandring fører til dannelse af en række forskellige kystlandskaber, fx: {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|74-78}}

* '''[[klint]]er''' dannes hvor fremspringende landområder udsættes for bølgeenergi, idet bølgernes erosion af klintfoden får klinten til med jævne mellemrum at styrte sammen, hvorved der bliver materiale tilgængelig for kystparallel materialevandring,
* '''[[strand]]e''' dannes på flade kyststrækninger præget af moderat bølgeenergi, med en netto tilførsel af sand eller grus, som danner strandvolde inde på stranden og revler ude i vandet; bl.a. pga. forskellen i kemisk forvitring indeholder tropiske strande næsten aldrig grus, mens arktiske strande ofte er meget grovkornede,
* '''[[krumodde]]r''' dannes bag fremspring eller knæk på kysten, hvor materiale ført langs kysten vil kunne komme i læ og blive aflejret, fx [[Skagens Odde]], som stadig vokser, eller [[Holmsland Klit]], som i dag helt har afskåret [[Ringkøbing Fjord]] fra Nordsøen,
* '''barrierekyster''' dannes på meget flade kyststrækninger med stor tilførsel af materiale, hvor revlerne efterhånden kan vokse sig op over havniveau og derved afskære havområdet ind mod land og omdanne det til en [[lagune]]; ses fx langs [[Køge Bugt|Køge bugt]], hvor en naturlig barrieredannelse, som fandt sted op gennem 1900-tallet i 1970-erne blev hjulpet kunstigt på vej ved anlæggelsen af det rekreative område [[Køge Bugt Strandpark]].

En flods strømhastighed er normalt for høj til, at de finkornede sedimentpartikler, [[ler]] og til dels [[silt]], kan aflejres, selv ikke i flodens nedre løb og i deltaet, og en stor del af dette sediment føres derfor helt ud i havet. Langs [[kyst]]en vil bølger forhindre aflejring af finstoffet, men før eller siden vil [[havstrøm]]me eller [[tidevand]]sstrømme føre sedimentet væk fra kysten og ned på større vanddybde, hvor vandet er roligere. Her vil finstoffet kunne synke ned på havbunden, idet faldhastigheden følger [[Stokes' lov|Stokes’ lov]].{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|53,65}}

===== Vind =====
[[Fil:Saltating dune sand.jpg|thumb|left|Spor efter hoppende sandkorn i en vindtunnel.]]
[[Fil:Thorn Tree Sossusvlei Namib Desert Namibia Luca Galuzzi 2004a.JPG|thumb|Klitterne i [[Namibørkenen]] er med deres op til 300 m blandt verdens højeste.]]
[[Fil:Desert Pavement Mojave 2000.jpg|thumb|left|Afblæsningsflade i [[Mojave-ørkenen]].]]
[[Fil:Nebraska Sandhills NE97 Hooker County 1.JPG|thumb|Omkring en fjerdedel af [[Nebraska]] er dækket af græsbevoksede [[indlandsklit]]ter, kaldet sandhills.]]
[[Fil:Barchan dune.jpg|thumb|Barkhaner.]]
[[Fil:Parabolic_dune.jpg|thumb|Parabelklitter.]]

{{uddybende|Klit|Ørken}}
Vind er [[luft]] som strømmer, og når vinden transporterer sediment sker det grundlæggende på samme måde som når vand strømmer hen over et underlag og påvirker dette med en forskydningsspænding. Vinds forskydningsspænding er dog meget mindre end vands, fordi [[Massefylde|densitet]] og [[viskositet]] for luft er meget mindre end for vand, hhv. ca. 800 og 60 gange. For at vinden skal kunne transportere og aflejre sediment må jordoverfladen være vegetationsløs og bestå af løst sediment. Vindaflejret sediment findes derfor overvejende i [[ørken]]er og langs [[kyst]]er. Når vindhastigheden hen over det tørre sand på fx en strand når en vis størrelse, kaldet vindtærsklen, vil vinden kunne sætte sandkornene i bevægelse. Korn mindre end ca. 0,1 mm transporteres som svæv, som kan hænge i luften i lang tid. Korn større end ca. 0,4 mm kan vinden ikke løfte fri af overfladen, men den kan trille dem hen over stranden. Korn med størrelser herimellem transporteres ved, at de hopper fra sted til sted, og ved deres nedslag enten selv hopper videre eller overfører deres bevægelsesenergi og slår andre korn op i et hop, i stil med kuglerne på et [[billard]]bord. Partikler i svæv transporteres meget hurtigere end partikler der hopper, som igen transporteres hurtigere end partikler der triller. Dette medfører, at vindtransporteret sediment gennemgår en meget effektiv sortering, som gør, at det sand som fx klitter består af har næsten samme kornstørrelse. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|83-84}}
[[Fil:Europa vegan3.png|thumb|left|Under sidste istid aflejredes i Mellemeuropa store mængder løss (gul skravering) i en bræmme langs iskappen (hvid).]]
Når vinden blæser hen over en tør overflade, fjernes alle fine partikler og kun grus og sten bliver liggende tilbage, på det der nu er omdannet til en afblæsningsflade. Sandkornene hopper afsted i vinden, men en opragende forhindring, fx en sten, vil kunne bremse sandkornenes hop ved at danne læ, så at løst sand vil kunne samle sig og begynde dannelsen af en klit. Når klitten når en vis størrelse, vil den selv kunne danne tilstrækkeligt læ til at mere sand samler sig, og klitten begynder at vokse. Når klitter når en vis størrelse, vil de begynde at vandre, som det fx ses med [[Råbjerg Mile]]. Klitter er ofte halvmåneformede: i ørkener vil klittens sider vandre hurtigere end midten, og der udvikles en barkhan, eller halvmåneklit. Langs kyster med fugtigt klima, som fx den jyske vestkyst, vil vindbrud kunne rive vegetationen op og danne klitter, hvor midten bevæger sig hurtigere end siderne, såkaldte parabelklitter.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|84-86}}

Netop vindbrud med deraf følgende sandflugt har tidligere i Danmark været et stort problem, både langs den jyske vestkyst og langs Sjællands nordkyst. Sandflugten var især slem under [[den lille istid]], fra engang i 1500-tallet og til begyndelsen af 1800-tallet. Allerede i 1539 udstedte [[Christian 3.]] forbud mod, at man brugte hjelme og marehalm fra klitterne til husdyrfoder og tagdækning, og forbuddet blev gentaget og udvidet i [[Christian 5.]]'s [[Danske lov]] fra 1683.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|87}}<ref>{{kilde
|url=http://bjoerna.dk/DL-1683-internet.pdf
|titel=Kong Christian den Femtis Danske Lov
|udgiver=G.E.C. Gads Forlag (1929), i digital udgave ved Bjørn Andersen
|side=61
|hentet=23. december 2023
|år=2003
|arkivdato=20. februar 2021
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20210220011513/http://bjoerna.dk/DL-1683-internet.pdf
}}</ref>

Hvor klitter består af det sand vinden fører med sig, bliver den finere [[silt]] og [[ler]] ført længere bort, hvor den vil falde ned og danne lag af [[løss]] på jordoverfladen. Løss forekommer almindeligt i [[Mellemeuropa]], i [[Kina]] og det amerikanske [[Midtvesten]], hvor det pga sin store frugtbarhed danner grundlag for en omfattende landbrugsproduktion.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|88}}

===== Is =====
[[Fil:Packrafting at Spencer Glacier. Chugach National Forest, Alaska.jpg|thumb|left|Lagdelt gletsjeris i Spencer-gletsjeren i Alaska.]]
[[Fil:IceAgeEarth.jpg|thumb|En kunstners opfattelse af Jorden set fra rummet under [[Weichsel-istiden|sidste istid]].]]
{{uddybende|Gletsjer|Moræne}}
I Nordeuropa forekommer usorterede [[moræne]]aflejringer hyppigt, foruden i bjergrige egne længere sydpå, men geologerne blev først gradvist i løbet af 1800-tallet klar over, hvordan disse lag var dannet, lag som man har fundet i alle tempererede egne af [[Jorden]]. Tidligere havde man forestillinger om, at denne regelløse blanding af alle kornstørrelser måtte være dannet under en voldsom oversvømmelse, i stil med og formentlig inspireret af den bibelske [[syndflod]]. Men studier af schweiziske gletsjere fik omkring 1800 meteorologen [[Horace-Bénédict de Saussure]] til at konkludere, at gletsjerne tidligere havde haft større udbredelse. Denne påstand blev i 1840-erne dokumenteret af en anden schweizer, botanikeren og geologen [[Louis Agassiz]], og derefter begyndte geologer verden over at kigge på disse regelløse aflejringer, i Danmark kendt som ''Rullestensformationen'', med nye øjne.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|89}}

I kolde egne med kraftigt snefald vil en del af vinterens sne kunne blive liggende sommeren over, fx på nordvendte skråninger, for så næste vinter at blive dækket med ny sne. Herved dannes et permanent snedække, og i takt med snelaget bliver tykkere, bliver sneen gradvist presset sammen og omdannet til [[is]], idet [[massefylde]]n stiger fra ca 0,06 g/cm<sup>3</sup> for løs sne til 0,9 g/cm<sup>3</sup> for is. Hvis et sådant lag is på skrånende underlag når en tykkelse på omkring 30 m, vil isen blive plastisk deformeret og begynde at flyde nedad, som en meget tyktflydende væske: en [[gletsjer]] er dannet. I dag er 11% af Jordens landoverflade til stadighed dækket af sne og is. For 20.000 år siden var det tilsvarende tal 30%. Igennem [[Kvartærtiden]] har [[klimaforandringer]] mange gange fået isens udbredelse til at veksle på lignende måde, idet varme [[mellemistid]]er er blevet afløst af kolde [[istid]]er. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|89,91}}
[[Fil:Receding glacier-da.svg|thumb|left|300px|Landskab dannet af gletsjer, som trækker sig tilbage; sml. med modstående kort.]]
[[Fil:Rimmerslund-Sebberup landscape.png|thumb|Dette udsnit af gammelt [[målebordsblad]] viser t.v. den flade, svagt skrånende [[Løsning]] hedeslette og t.h. et smågrubet [[dødislandskab]], adskilt af en israndslinje; kurveækvidistance 5 [[Fod (længdeenhed)|fod]].]]
Når en gletsjer glider hen over et landskab, vil den erodere underlaget og føre sediment med sig, idet sedimentet efterhånden føres hørere og højere op i isen. En gletsjer kan transportere alle kornstørrelser, selv store blokke, og den kan transportere over lange afstande. [[Dammestenen]] er Danmarks største sten, og den er samlet op af en gletsjer i et svensk grundfjeldsområde og lagt ved Hesselager på Fyn. Specielt i området tæt ved isranden vil gletsjere kunne lægge materiale fra sig, i form af moræneaflejringer. En moræne vil et bestemt sted altid bestå af det materiale, som gletsjeren har samlet op på sin vej hen til dette sted. Danske moræner er derfor ofte lerede og kalkholdige, fordi den danske undergrund er rig på ler- og kalkbjergarter. I det øvrige [[Skandinavien]], hvor [[grundfjeld]] og andre hårde bjergarter dominerer undergrunden, vil moræner ofte være sandede, grusede og stenede, men lerfattige.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|93-95}}

Når gletsjere smelter bort fra et område, efterlader de et landskab præget af [[Glacialmorfologi|glaciale landskabsformer]], som enten er dannet af selve gletsjeren eller af de store mængder smeltevand, som til stadighed er løbet ud af denne. Hvis gletsjeren pga skift til koldere klima eller mere snefald rykker frem, vil den kunne skubbe jordlagene op foran sig, ligesom en bulldozer, og danne randmoræner. En mildning i klimaet eller mindre snefald vil omvendt kunne få gletsjeren til at smelte tilbage, og efterlade et landskab fx præget af bundmoræne, dødishuller, åse og kame-bakker, se figur.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|100-105}}

Gletsjere er således meget følsomme over for [[klimaændring]]er,<ref name="Seiz2007">{{cite report |last=Seiz |first=G. |author2=N. Foppa |title=The activities of the World Glacier Monitoring Service (WGMS) |year=2007 |url=http://www.meteoswiss.admin.ch/web/en/climate/climate_international/gcos/inventory/wgms.Par.0008.DownloadFile.tmp/gcosreportwgmse.pdf |access-date=21. juni 2009 |archive-date=25. marts 2009 |archivedate=25. marts 2009 |archiveurl=https://web.archive.org/web/20090325100331/http://www.meteoswiss.admin.ch/web/en/climate/climate_international/gcos/inventory/wgms.Par.0008.DownloadFile.tmp/gcosreportwgmse.pdf |deadurl=dead }}</ref> idet deres størrelse netop styres af balancen mellem tilførsel af kulde, især i form af ny sne øverst på gletsjeren og tilførsel af varme, især i form af afsmeltning af gammel is nederst på gletsjeren. Bliver klimaet mildere, vil afsmeltningen af vand overhale tilførslen af sne, mens det omvendte er tilfældet, hvis klimaet bliver koldere.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|91}} Siden kuldeperioden [[Den lille istid|Den Lille Istid]] er mange [[Gletsjernes tilbagetrækning siden 1850|gletsjere blevet mindre]],<ref name="EPAGlacialBalance">{{kilde
|url=https://www.epa.gov/climate-indicators/climate-change-indicators-glaciers
|title=Climate Change Indicators: Glaciers|first=US|last=EPA, OA
|værk=US EPA
|hentet=23. december 2023
|arkivdato=29. september 2019
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20190929003522/https://www.epa.gov/climate-indicators/climate-change-indicators-glaciers
}}</ref> en tendens som i årtierne omkring år 2000 pga den [[Global opvarmning|globale opvarmning]] er blevet voldsomt forstærket, også hvad angår de kolossale isdækker i Antarktis og Grønland.<ref>{{
kilde
|url=https://climate.nasa.gov/vital-signs/land-ice/
|titel=Land ice – NASA Global Climate Change
|hentet=23. december 2023
|arkivdato=23. februar 2017
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20170223211832/https://climate.nasa.gov/vital-signs/land-ice/
}}</ref> I sommeren 2019 begyndte klimaaktivister i Island og Schweiz at afholde begravelsesceremonier for gletsjere, som var smeltet så meget tilbage, at de ikke længere bevægede sig.<ref>{{kilde
|url=https://www.sciencealert.com/iceland-just-held-a-funeral-for-the-first-glacier-killed-by-climate-change |titel=Iceland Just Held a Funeral For The First Glacier Killed by Climate Change
|forfatter=Jacinta Bowler
|dato=20. august 2019 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=20. august 2019 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20190820030320/https://www.sciencealert.com/iceland-just-held-a-funeral-for-the-first-glacier-killed-by-climate-change
}}</ref><ref>[https://edition.cnn.com/2019/09/22/europe/swiss-glacier-funeral-intl-scli/index.html. Hundreds mourn 'dead' glacier at funeral in Switzerland, by Arnaud Siad and Amy Woodyatt, CNN, Updated 1615 GMT (0015 HKT) September 22, 2019]{{Dead link|date=januar 2022 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }}</ref>

==== Diagenese ====
I takt med at sediment gennem længere tid aflejres i et bestemt område, fx i et floddelta eller på havbunden ud for deltaet, vil der her opbygges en tykkere og tykkere lagserie. De nederste dele af lagserien bliver efterhånden begravet så dybt under havbunden, at både tryk og temperatur begynder at stige, og herved kan aflejringen blive påvirket af diagenese. Dette er en omdannelse, som udover tryk og temperatur især styres af aflejringens [[Permeabilitet (hydrodynamik)|permeabilitet]] og porevandskemi, og diagenetiske processer kan enten være mekaniske eller kemiske. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|110}}

Når sedimentet begraves stadig dybere under overfladen, bevirker det øgede overlejringstryk, altså trykket fra de overliggende lag, at sedimentkornene udsættes for mekanisk sammenpresning, hvorved porevandet mellem sedimentkornene tvinges ud og herefter typisk vil søge opad, vel at mærke hvis aflejringen har en tilstrækkelig permeabilitet, så at væske kan strømme gennem den. Leraflejringer presses nemmere sammen end sandaflejringer, og i dybtliggende vekslende lag af sand og ler ses ofte, at lerlagene er stærkt sammenpressede, mens sandlag stadig fremstår med nogenlunde samme tykkelse som da de i sin tid blev aflejret. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|110}}

Det mobiliserede porevand indeholder ofte [[kalk]] eller [[kisel]] på opløst form, og hvis disse opløste ioner når frem til steder i aflejringerne, hvor de kemiske betingelser er gunstige, så kan de udfældes som [[cement]] i porerummene. Herved hærdnes sedimentet, hvorved en sandaflejring fx omdannes til en [[sandsten]]. I sandsten er [[calcit]] og [[kvarts]] de almindeligste cementdannende mineraler, men afhængig af porevandets ionsammensætning kan cementen også forekomme som fx siderit (FeCO<sub>3</sub>), [[gips]] (CaSO<sub>4</sub>), baryt (BaSO<sub>4</sub>) eller [[pyrit]] (FeS<sub>2</sub>).<ref>{{kilde 
|url=https://sciencing.com/three-common-cementing-agents-sandstones-8343964.html 
|titel=What Are the Three Most Common Cementing Agents for Sandstones? 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=16. juli 2019 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20190716003819/https://sciencing.com/three-common-cementing-agents-sandstones-8343964.html
}}</ref>{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|111-112}}

Da transport og aflejring er nært forbundne processer, kan man lære meget om en sedimentaflejrings aflejringsmiljø ved at studere aflejringen. Men i takt med, at diagenese omdanner en aflejring, bliver det sværere og sværere at udtale sig om aflejringsmiljø. Når aflejringen bliver begravet så dybt, at temperaturen når op over 200-300&nbsp;°C, afløses diagenese af metamorfose, som indebærer meget mere radikale ændringer af aflejringen. [[Lermineral]]er vil fx omdannes til forskellige [[glimmer]]mineraler og krystallerne vokser i størrelse, så de oprindelige sedimentstrukturer efterhånden udviskes. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|116-117}}
===== Flint =====
[[Fil:Kleine feuersteine.jpg|right|thumb|Flintstykker.]]
De fleste [[kalksten]], i Danmark fx [[skrivekridt]] og [[bryozokalk]], indeholder flintlag og -knolde, og denne [[flint]] er dannet som følge af diagenetiske processer i kalkstenen. Det oprindelige kalksediment består langt overvejende af skaldele af [[Calciumcarbonat|calciumkarbonat]], men er ofte iblandet skaldele fra organismer, der danner skaller af [[kisel]], fx [[diatomeer]], radiolarer og kiselsvampe. Porevandet i kalksediment er ofte ganske [[Base (kemi)|basisk]], hvilket efterhånden fører til opløsning af kiselskallerne, som så findes som opløste ioner. Hvis der lokalt i kalksedimentet findes områder med [[Syre|surt]] porevand, fx omkring rådnende rester af større dyr, kan den opløste kisel her udfældes som flintlegemer.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|112}}
===== Hydrokarboner =====
Når organisk sediment, fx [[tørv]] eller [[gytje]], aflejres under iltfri forhold, vil det organiske materiale kunne undgå nedbrydning og i stedet blive bevaret. Når sådanne organiske lag begraves tilstrækkeligt dybt og varmes tilstrækkeligt op, udsættes de for diagenetiske forandringer, der kan omdanne dem til de økonomisk vigtige råstoffer [[kul]], [[råolie]] og [[naturgas]]. Under denne ''indkulning'' vil det organiske materiale gradvist blive beriget på [[kulstof]], på bekostning af [[ilt]] og [[brint]], der frigives til porevandet, typisk i form af [[vand]], [[kuldioxid]] og [[metan]], som indgår i komplekse organiske forbindelser, der vil søge opad, da de er lettere, har mindre [[densitet]], end det omgivende sediment. Møder disse forbindelser på deres vej op mod havbunden impermeable lag, fx af fedt ler, vil de kunne samle sig i [[Oliefelt|olie]]- eller gasfelter. {{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|114-115}}

== Tidsrum ==
{{Quote box |quoted=true |bgcolor=#FFFFF0 |salign=center|quote= Hvis man forestiller sig, at [[Jordens historie]] svarer til afstanden mellem næsetippen og enden af en strakt arm, vil et enkelt strøg med en neglefil på langfingerneglen fjerne hele menneskehedens historie.|source=– den amerikanske forfatter John McPhee<ref>McPhee, John (1998/1981): ''Basin and Range'', Annals of the Former World. s. 77. {{ISBN|0-374-10520-0}}</ref>
|align=right|width=30em}}
{{Quote box |bgcolor=#90EE90 |salign=center|quote= '''Hvor længe er lang tid? Eksempler med sekunder:'''<br />
1 ''tusind'' sekunder svarer til ''16 minutter og 40 sekunder''<br />
1 ''million'' sekunder svarer til ''11 dage og 14 timer''<br />
1 ''milliard'' sekunder svarer til ''31 år og 9 måneder''
|align=right|width=30em}}
Det er meget forskelligt, hvor hurtigt geologiske processer forløber. [[Jordskælv]] varer fra sekunder til minutter. Når [[flod]]er i bjergene ved tøbrud går over deres bredder og fører store mængder mudder, sand og sten med sig ned i dalene, varer det timer eller dage. Når [[Strand|revler]] langs sandstrande flyttes udad eller indad, varer det dage eller uger. Disse processer forløber så hurtigt, at vi mennesker umiddelbart kan erkende dem som processer, som at jorden under os forandres.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|25}}

Men de fleste geologiske processer foregår kun ganske langsomt. Umiddelbart betragtet ser fx kystlinjer, floder eller bjerge ikke ud til at forandre sig det fjerneste, men betragtet over længere tidsrum, fx hundredetusinder eller millioner af år, sker der store forandringer. Den [[Pladetektonik|pladetektoniske]] havbundsspredning langs den [[midtatlantiske ryg]] medfører, at Sydamerika fjerner sig fra Afrika med ca. 3 cm om året, mens stillehavspladen føres ned under den asiatiske plade med ca. 10 cm om året.<ref>{{kilde |url=http://peterbird.name/publications/2003_PB2002/PB2002_wall_map.gif 
|titel=Peter Birds kort 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=30. oktober 2019 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20191030222015/http://peterbird.name/publications/2003_PB2002/PB2002_wall_map.gif
}}</ref> Når man i bjerge 3 km over havet kan finde fossiler af 15 mio år gamle havlevende organismer, må bjergene have hævet sig ca. 0,2 mm om året. For 40.000 år siden var Skandinavien tynget ned af vægten af [[Weichsel-istiden|sidste istids]] iskappe. Når man i dag i området kan finde gamle kystaflejringer op til 500 m over havniveau, må det betyde, at Skandinavien lige siden har hævet sig op til omkring 1 cm om året. Erosion kan kvantificeres ud fra opmåling og sammentælling af nedbrudsprodukter fra mekanisk og kemisk forvitring, og for det nordamerikanske kontinent har det givet en erosionsrate på 0,03 mm pr år. Det tager således i størrelsesordenen nogle hundrede millioner år at anlægge et ocean, ca 20 mio år at løfte et bjerg i vejret og ca 100 mio år at bryde det ned igen til havniveau.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|27-28}}
=== Geologisk tid ===
[[Fil:Steno Lamiae Piscis.jpg|thumb|Niels Stensen påviste i 1667, at de såkaldte tungesten (nederst) man kunne finde i bjergarter, ikke stammede fra overnaturlige drager, men var forstenede hajtænder.{{sfnp|Marshak|2008|p=417}}]]
I 1650 fremlagde den irske ærkebiskop James Ussher resultatet af sine undersøgelser af Jordens alder, baseret på [[Det gamle Testamente]], hvorefter Jorden skabtes (af Gud) i år 4.004 f.Kr. (nærmere bestemt den 23. oktober kl 12).{{sfnp|Bryson|2005|p=103}} Men kendskabet til hårde bjergarter med hvad tilsyneladende var indlejrede dyrerester, eller [[fossil]]er, fx muslingeskaller, gav allerede i [[Renæssancen]] de lærde en fornemmelse af, at Jorden var skabt meget tidligere. Der skulle dog to vigtige videnskabelige opdagelser til, før vejen var banet for, at Jordens alder kunne øges betragteligt, i forhold til biskop Usshers alder: Dels da [[Niels Stensen]] i sin afhandling fra 1669 om fossilholdige bjergarter i [[Toscana]] påviste, at den hårde bjergart som omgav fossilerne, oprindeligt måtte have været blød og uhærdnet, og at alle bjergarter derfor ikke som beskrevet i Biblen blev dannet på én gang, men ved en række forskellige processer gennem et tidsrum. Dels da [[James Hutton]] i 1785 på baggrund af undersøgelser af erosions- og aflejringshastigheder i datidens skotske landskaber sandsynliggjorde, at alle geologiske lag var dannet, ikke ved voldsomme pludselige begivenheder som den bibelske Syndflod, men ved rolige og langsomme, og dermed tidkrævende processer. Hermed var der åbnet op for, at Jordens alder kunne være betydeligt ældre end som angivet i Biblen.{{sfnp|Marshak|2008|p=417}}
Der var nu også åbnet op for, at man kunne opfatte de forskellige geologiske lags dannelsestidspunkter som punkter på en tidslinje, på to måder: {{sfnp|Marshak|2008|p=418}}
* relativ alder: et lags dannelsestidspunkt set i forhold til et andet lags
* absolut alder: et lags dannelsestidspunkt målt i år før nu.
=== Relativ datering ===
[[Fil:Cross-cutting relations.svg|thumb|right|upright=1.8|Blokdiagram med tidsrækkefølge af forskellige processer og bjergarter, idet A er ældst og E er yngst (Regel 2).<br /><br />A: oprindelig vandret lagserie, som senere er foldet og dernæst er gennemsat af forkastning (Regel 3 og 5),<br />B: intrusion skærer A (men ikke C, jf Regel 5),<br />C: erosiv diskordans skærer både A og B, hvorefter lag aflejres ovenpå (Regel 5),<br />D: vulkansk gang skærer A, B og C (men ikke E, jf Regel 5),<br />E: yngre lag dækker C og D (Regel 4),<br />F: normalforkastning skærer A, B, C og E (Regel 5).]]
Stensens og Huttons opdagelser kan sammenstilles i disse grundlæggende regler:

'''1. [[Aktualitetsprincippet]]''' siger, at de nutidige geologiske processer er foregået på nogenlunde samme måde og med nogenlunde samme hastighed gennem den geologiske historie.<ref>Reijer Hooykaas, [https://books.google.com/books?id=3TgYAAAAIAAJ&pgis=1 ''Natural Law and Divine Miracle: The Principle of Uniformity in Geology, Biology, and Theology''] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20170119224821/https://books.google.com/books?id=3TgYAAAAIAAJ&pgis=1 |date=19. januar 2017 }}, Leiden: EJ Brill, 1963.</ref>

'''2. Overlejringsloven''' siger, at i en lagserie af vandrette og uforstyrrede lag vil et overliggende lag være yngre end et underliggende, for et lag vil aflejres på sit underlag og ikke under det; i en lagserie vil derfor de øverste lag være yngst og de nederste lag ældst.<ref name=":0">{{kilde |url=http://rainbow.ldeo.columbia.edu/courses/v1001/steno.html 
|titel=Steno's Principles of Stratigraphy 
|efternavn=Olsen 
|fornavn=Paul E. 
|år=2001 
|værk=Dinosaurs and the History of Life 
|udgiver=Columbia University 
|hentet=23. december 2023
|arkivdato= 9. maj 2008 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20080509122724/http://rainbow.ldeo.columbia.edu/courses/v1001/steno.html }}</ref>

'''3. Reglen om oprindelig vandrethed''' siger, at sedimenter aflejres i vandrette lag, for kun på et nogenlunde vandret underlag vil sediment kunne falde til ro og danne et lag.<ref name=":0" />

'''4. Reglen om oprindelig udbredelse''' siger, at et sedimentlag oprindeligt er udbredt til alle sider, indtil det gradvist tynder ud eller erstattes med et lag med anden sammensætning; når vi i dag i en udgravning eller klint kan se sidelæns ind på et lag, så har dette lag oprindeligt haft større udbredelse.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|29-30}}

'''5. Reglen om skæring''' siger, at en [[forkastning]] eller gang er yngre end den bjergart den gennemskærer; skærer en forkastning eller gang en bestemt lagserie, men ikke en overliggende lagserie, er forkastningen (gangen) yngre end den nedre lagserie, men ældre end den overliggende.<ref name=":0" /> Samme regel gælder også, når en intrusion skærer sig gennem en sedimentlagserie.

'''6. Reglen om inklusioner''' siger, at hvis en plutonsk eller sedimentær bjergart indeholder fragmenter (inklusioner) af en anden bjergart (fx stykker af en vulkans pibe revet med af opstrømmende lava, eller stumper af det kalkunderlag, hen over hvilket en gletsjer er gledet) så må disse inklusioner være ældre end bjergarten, og bjergarten yngre end inklusionerne. {{sfnp|Marshak|2008|p=418-419}}

Op gennem 1800-tallet udgjorde disse regler en vigtig del af grundlaget for en omfattende, frugtbar og efterhånden verdensomspændende kortlægning og relativ datering af geologiske lag. Man begyndte at opstille den geologiske tidsskala, med inddeling i æon, æra, periode og epoke, se figur nedenfor. Studiet af lagenes indhold af fossile dyr og planter, [[palæontologi]]en, blev et vigtigt hjælpeværktøj i opstilling af denne tidsskala, hjulpet godt på vej af det store fokus på [[Evolution (biologi)|evolution]] og naturlig udvælgelse, som [[Charles Darwin|Darwins]] [[Arternes Oprindelse]] afstedkom ved sin udgivelse i 1859.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|39}}

{{Gttidslinje}}

=== Absolut datering ===
[[Fil:Zircon-tuc1001b.jpg|thumb|upright=0.9|Små korn af mineralet [[zirkon]] (dvs meget mindre end denne 23 grams smykkestensudgave) er velegnede til absolut datering.]]
Tallene i tidsskalaen ovenfor er mio år før nu, og Jordens alder er således godt fire en halv mia år, dvs op mod 800.000 gange ældre end biskop Usshers alder, som ikke blev bestridt før end et godt stykke ind i 1800-tallet.{{sfnp|Bryson|2005|p=103}} Op gennem 1800-tallet forsøgte fysikere at bestemme Jordens (og Solens) alder, bl.a. ved at regne på den varme, som tyngdekraftens sammentrækning af Solens enorme masse frembragte, hvilket gav en alder på 20-40 mio. år. Ikke længe efter opdagelsen i 1890-erne af [[radioaktivitet]] fik man et dateringsredskab, måling af [[Jordens alder|radioaktivt henfald]] i mineraler, hvilket frem mod midten af 1900-tallet gav Jorden en alder tæt på den nugældende.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|41-42}} Radiometrisk datering er stadig en meget brugt metode til fastsættelse af absolutte aldre for bjergarter. Skemaet viser data for en række almindeligt brugte radioaktive isotoper.{{sfnp|Summerfield|1991|p=514}}
{| class="wikitable"
|+Radiometrisk datering 
(ka: tusinde år, Ma: millioner år; Ga: milliarder år)
!Isotop
!Halveringstid
!Dateringsinterval
!Egnet materiale
|-
|Kulstof-14
|5,73 ka
|< 50 ka
|ved, tørv, knogle, skaller, grundvand, havvand, is
|-
|Thorium-230
|75 ka
|<200 ka
|organisk kulstof
|-
|Uran-234
|250 ka
|50-100 ka
|koraller
|-
|Kalium-40
|1,3 Ga
|>100 ka
|muskovit, biotit, hornblende, vulkanske bjergarter
|-
|Uran-238
|4,5 Ga
|>10 Ma
|zirkon
|-
|Rubidium-87
|47 Ga
|>10 Ma
|muskovit, biotit, feldspat, grundfjeldsbjergarter
|}

=== Historisk geologi ===
[[Fil:Earth formation.jpg|thumb|En kunstners opfattelse af den rødglødende jordklode kort tid efter dens dannelse.]]
{{Uddybende|Jordens historie}}
Inden for disciplinen historisk geologi bruges de forskellige geologiske principper og værktøjer til at genfortælle og forstå [[Jordens historie]].<ref>Levin, Harold. ''The Earth through Time'', Hoboken, New Jersey: John Wiley & Sons, 2003, p.2</ref> Med fokus på de geologiske processer, som forandrer Jordens overflade og indre, og ved brug af stratigrafiske, strukturgeologiske og palæontologiske undersøgelser har man kunnet rekonstruere store dele af den lange række af meget forskellige geologiske hændelser, foruden udviklingen af dyre- og planteliv, som har givet jordkloden sit nuværende udseende. Her er listet et udvalg af vigtige begivenheder i Jordens 4,53 mia. år lange historie:<ref>{{kilde 
|url=https://evolution.berkeley.edu/important-events-in-the-history-of-life-text-only-version/
|titel=Important events in the history of life 
|hentet=23. december 2023}}
</ref>
[[Fil:Trilobite Heinrich Harder.jpg|thumb|Trilobiter var et almindeligt syn på havbunden for 500 mio. år siden.]]
[[Fil:Pangaea continents.svg|thumb|Superkontinentet Pangæa eksisterede i perioden 335-175 mio. år siden.<ref>{{kilde
|titel=Continents and Supercontinents
|forfatter1=Rogers, J.J.W.
|forfatter2=Santosh, M.
|år=2004
|udgiver=Oxford University Press
|sted=Oxford
|isbn=978-0-19-516589-0
|side=146}}</ref>]]
[[Fil: Triceratops BW.jpg|thumb|[[Triceratops]] uddøde for 65 mio. år siden.]]
* 4,6 mia. år ([[Hadal]]) Jorden dannes, med glohed overflade, men stadig uden [[Atmosfære (himmellegeme)|atmosfære]], så [[meteor]]er og [[komet]]er slår ned i stort tal ([[Det Store Bombardement|Det store Bombardement]]).
* 3,8 mia. år ([[Arkæikum|Eoarkæikum]]) Temperaturen ved jordoverfladen falder, og [[Verdenshave|oceanerne]] begynder at dannes; forløberen for [[DNA|DNA-molekylet]] optræder første gang.
* 3,5 mia. år ([[Arkæikum|Palæoarkæikum]]) Encellede bakterier dukker op. Nogle bakterier begynder at udskille ilt i atmosfæren.
* 1,1 mia. år ([[Proterozoikum|Stenium]]) Kønnet formering optræder første gang.<ref name=dateref>{{cite journal | author = N.J. Buttefield | year = 2000 | title = Bangiomorpha pubescens n. gen., n. sp.: implications for the evolution of sex, multicellularity, and the Mesoproterozoic/Neoproterozoic radiation of eukaryotes 
| url = http://paleobiol.geoscienceworld.org/content/26/3/386.abstract 
| journal = Paleobiology 
| volume = 26 
| issue = 3 | 
pages = 386–404 
| doi = 10.1666/0094-8373(2000)026<0386:BPNGNS>2.0.CO;2 
| access-date = 22. december 2019 
| archive-date = 23. oktober 2016 
| archive-url=https://web.archive.org/web/20161023233131/http://paleobiol.geoscienceworld.org/content/26/3/386.abstract 
  | issn = 0094-8373}}</ref>
* 750 mio. år ([[Neoproterozoikum]]) Det tidligst kendte superkontinentet [[Rodinia]] begynder at bryde op<ref name="ICS2008">{{kilde 
|url=http://www.stratigraphy.org/upload/ISChart2008.pdf |title=International Stratigraphic Chart 2008, International Commission on Stratigraphy |access-date= 1. februar 2010 |archive-date=12. juni 2009 |archive-url=https://web.archive.org/web/20090612082758/http://www.stratigraphy.org/upload/ISChart2008.pdf |url-status=dead }}</ref> Ca. 200 mio. år senere samler kontinenterne sig igen i superkontinentet [[Pannotia]].<ref name="ICS2015">{{kilde
| url=https://stratigraphy.org/ICSchart/ChronostratChart2015-01.pdf
| titel=International Chronostratigraphic Chart v.2015/01 
| udgiver=International Commission on Stratigraphy 
| år=2015 
| hentet=23. december 2023 
| arkivdato=11. april 2015 
| arkivurl=https://www.webcitation.org/6XiVajcTM?url=http://www.stratigraphy.org/ICSchart/ChronostratChart2015-01.pdf 
}}</ref><ref>{{cite journal | author1=Murphy, J. B. | author2=Nance, R. D. | title=How do supercontinents assemble? | journal=American Scientist | date=1965 | volume=92 | issue=4 | pages=324–333 | url=http://scienceweek.com/2004/sa040730-5.htm | access-date=2007-03-05 | doi=10.1511/2004.4.324 | archive-date=13. juli 2007 | archive-url=https://web.archive.org/web/20070713194319/http://scienceweek.com/2004/sa040730-5.htm | url-status=live }}</ref> De første istider indfinder sig - og Varanger-istiden fører til en [[Sneboldjord|helt tilfrosset jord]].<ref>{{harvnb|Stanley|1999|pp=320–321, 325}}</ref>
* 555 mio. år ([[Ediacarium]]) Flercellede organismer bliver almindelige i havene, hvoraf nogle med meget bizart udseende.
* 500 mio. år ([[Kambrium]]) Havene domineres af små og store hvirvelløse dyr, som [[trilobit]]er, søliljer, [[armfødder]] og [[blæksprutter]]. De første hvirveldyr opstår, og udvikler sig til [[fisk]].
* 450 mio. år ([[Ordovicium]]) De første dyr på land er primitive [[leddyr]], som udvikler sig til [[skorpioner]], [[edderkopper]], [[mider]] og [[tusindben]].
* 420 mio. år ([[Silur]]) Landplanter breder sig gradvist, og ændrer hermed jordoverfladens landskaber, hvor nye levesteder opstår.
* 360 mio. år ([[Devon (geologi)|Devon]]) Firbenede fisk indtager landjorden, som dækkes med [[frøplanter]] og store skove. Verdenshavene danner grobund for store revdannelser.
* 252 mio. år ([[Perm-Trias-udslettelsen]]) Mere end 96% af livet i havet og 70% af livet på landjorden<ref>Benton M J (2005). When Life Nearly Died: The greatest mass extinction of all time. London: Thames & Hudson. {{ISBN|978-0-500-28573-2}}</ref> forsvinder i den største massudryddelse nogensinde; [[ammonit]]er er blandt de overlevende.<ref>{{kilde 
|url=https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2596898/ 
|titel=Sahney & Benton (2008): Recovery from the most profound mass extinction of all time 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=12. november 2020 
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20201112020903/https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2596898/}}</ref>
* 250 mio. år ([[Trias]]) Superkontinentet [[Pangæa]] dannes. Nåleskove, krybdyr og synapsider (forløbere for pattedyr) er almindelige.
* 225 mio. år ([[Trias]]) De første [[dinosaurer]] og [[pattedyr]] dukker op; superkontinentet Pangæa er i opbrud.
* 130 mio. år ([[Kridt (geologisk periode)|Kridt]]) Mens den nuværende fordeling af kontinenter og oceaner efterhånden begynder at tage form, dukker de første [[blomsterplante]]r frem; dinosaurer hersker på landjorden, mens mange nye arter af [[benfisk]] dukker op.
* 65 mio. år ([[K/Pg-grænse|Kridt-Palæogen-grænsen]]) En stor [[Chicxulub-krateret|asteroide slår ned på Yucatan-halvøen]], og ammoniter og dinosaurer uddør, mens fugle og pattedyr overlever katastrofen.
* 4 mio. år ([[Pliocæn]]) I Afrika opstår de først menneskelignende væsner. De første moderne istider udrydder mange store pattedyr.
* 130.000 år ([[Saale-istiden]]) Det moderne menneske, Homo sapiens, optræder første gang. De ældste hulemalerier, tegn på menneskelig bevidsthed, er 60.000 år gamle.

== Geologiens historie ==
[[Fil:Steno De Solido Dissertationis Prodromus 1669.jpg|thumb|Titelbladet til Niels Steensen afhandling fra 1669 ''De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus'', hvor han grundlagde den moderne stratigrafi.]]
I [[Oldtidens Grækenland]] fremkom flere filosoffer med teorier om Jordens oprindelse. [[Aristoteles]] beskrev de geologiske forandringers langsomhed.<ref>Moore, Ruth. ''The Earth We Live On''. New York: Alfred A. Knopf, 1956. p. 13</ref> Hans efterfølger ved [[Lyceum]], filosoffen [[Theofrastos]], blev berømt for sit arbejde ''Peri lithon'' ("Om sten"), som forblev den klassiske lærebog helt til [[Oplysningstiden]]. Han beskrev her mange [[mineral]]er, [[malm]]e og forskellige slags [[marmor]] og [[kalksten]], og han forsøgte at gruppere mineraler ud fra hårdhed. I [[romertiden]] lavede [[Plinius den ældre]] en oversigt over mange mineraler og [[metal]]ler og beskrev [[rav]] som et [[fossil]] fra fyrretræer. Inden for [[krystallografi]] opdagede han, at [[diamant]]er har [[Oktaedrisk geometri|oktaedrisk]] krystalstruktur. [[Abu Rayhan Biruni]] (973-1048) lavede en beskrivelse af de geologiske forhold i [[Indien]].<ref name=Salam>[[Abdus Salam]] (1984), "Islam og vitenskap". I C. H. Lai (1987), ''Ideals and Realities: Selected Essays of Abdus Salam'', 2. udg., World Scientific, Singapore, s. 179–213.</ref> I [[Kina]] fremsatte [[Shen Kuo]] (1031-1095) en hypotese om landdannelse eller [[geomorfologi]]: ud fra observationer af [[marin]]e [[fossil]]er i [[Taihangbjergene]], som ligger langt fra [[Stillehavet]], foreslog han at landet var dannet ved landhæving, [[erosion]] og aflejring af [[silt]] fra floder. Hans fund af fossilt [[bambus]] i et tørt og ugæstfrit område i [[Shaanxi]] ledte ham på tanken om klimaændringer.{{Kilde mangler|dato=april 2019}}
{{Quote box |quoted=true |bgcolor=#FFFFF0 |salign=center|quote= Gutta cavat lapidem, non vi, sed sæpe cadendo <br />(Dråben huler stenen, ikke brat, men over lang tid)|source=– latinsk ordsprog, fra [[Ovid]]s ''Epistulae ex Ponto'' IV-10-5<ref>{{kilde 
|url=http://www.thelatinlibrary.com/ovid/ovid.ponto4.shtml 
|titel=P. Ovidius Naso: ''Epistulae Ex Ponto'', Liber Quartus, X. Albinovano 
|hentet=23. december 2023 
|arkivdato=28. oktober 2019
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20191028165422/http://www.thelatinlibrary.com/ovid/ovid.ponto4.shtml
 }}</ref>
|align=left|width=30em}}
Lægen [[Georgius Agricola]] ([[1494]]–[[1555]]) skrev den første afhandling om minedrift og metaludvinding, ''[[De re metallica]] libri XII'' i [[1556]], med tillægget ''Buch von den Lebewesen unter Tage''. Han beskrev [[vindenergi]], [[vandkraft]], smelteovne, transport af malm, udvinding af [[natrium]], [[svovl]] og [[aluminium]]. Danske [[Niels Stensen]] ([[1638]]–[[1686]]) opstillede omkring 1670 nogle grundlæggende stratigrafiske lovmæssigheder, bl.a. [[Superpositionsprincippet|overlejringsloven]], som siger at i en lagserie vil de øverste lag være aflejret sidst og de nederste være aflejret først.{{sfn|Press|Siever|1974}}{{rp|29–30}}

I 1600-tallets Europa var geologiske studier stærkt præget af kirken.{{sfnp|Ramberg et al.|2007|p=15}} Den norske præst [[Michel Pedersøn Escholt]] udgav i [[1657]] værket ''Geologia Norvegica'' om [[jordskælv]]s teoretiske og teologiske baggrund, foruden beskrivelser af bl.a. grotter, jordgasser og vulkaner. I [[1696]] udgav briten [[William Whiston]] ''A New Theory of the Earth,''{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|118}} hvor han redegjorde for, hvordan [[Syndflod]]en havde dannet jordens klipper og lagserier. Også tyskeren [[Abraham Werner]] beskæftigede sig med Syndfloden og foreslog at bjergarter, herunder også [[basalt]] og [[granit]], var blevet udfældet fra havvand, i en teori kendt som [[neptunisme]].{{sfnp|Frank|1938|p=209}}

=== 1700-tallet: neptunisme og plutonisme ===
[[Fil:Abraham Gottlob Werner.jpg|thumb|Neptunismens grundlægger Abraham Werner.]]
I [[1700-tallet]] tegnede [[Jean-Étienne Guettard]] og [[Nicolas Desmarest]] franske [[Geologisk kart|geologiske kort]] og lavede de første beskrivelser af [[vulkan]]ske bjergarter i [[Frankrig]]. [[William Smith (geolog)|William Smith]] ([[1769]]–[[1839]]) tegnede nogle af de første geologiske kort over [[Storbritannien]] og kortlagde lagserier ved at studere deres [[fossil]]er. Ved siden af ham regnes [[James Hutton]] ofte som den første moderne geolog. I [[1785]] udgav han i Edinburgh ''Theory of the Earth.'' Han mente jorden måtte være ældre end tidligere antaget, fordi nedbrydning af bjerge og aflejring af [[sediment]] tager lang tid.<ref>[http://www.gutenberg.org/etext/12861 James Hutton, 1795, Vol. 1] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20070927010935/http://www.gutenberg.org/etext/12861 |date=27. september 2007 }} og [http://www.gutenberg.org/etext/14179 Vol. 2] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20070926220734/http://www.gutenberg.org/etext/14179 |date=26. september 2007 }}, Project Gutenberg.</ref> Hutton gik især til angreb mod de geologer, som var fortalere for teorier for Jordens dannelse, som byggede på [[Bibelen]]s beretning om [[Syndflod]]en. Han hævdede, at det var [[vulkansk]]e processer, der skabte bergarterne.<ref>Albritton, Claude C. ''The Abyss of Time''. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980, side 95-96</ref>

I 1700-tallet fik man gennem minedrift en øget forståelse for [[stratigrafi]]. I [[1741]] begyndte man at undervise i geologi ved det franske naturhistoriske museum.{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|219}} I [[1749]] udgav den franske naturhistoriker [[Georges-Louis Leclerc]] sin ''Histoire Naturelle,'' hvor han gik til angreb på de bibel-inspirerede dannelsesteorier fra bl.a. Whiston{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|88}} Ud fra studier af kugler som afkøles konkluderede han, at Jordens alder ikke var omkring de 6.000 år som Bibelen siger, men snarere 75.000 år.{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|92}}

Den geologiske videnskab var på denne tid præget af kampen mellem to konkurrerende teorier:{{sfnp|Frank|1938|p=209, 239}} ''neptunisterne'', opkaldt efter den romerske havgud [[Neptun (gud)|Neptun]] og anført af [[Abraham Gottlob Werner]], forestillede sig at alle typer bjergarter, også fx basalt og granit, var dannet ved udfældning i havet; ''plutonisterne'', som havde navn efter den græske gud for underverdenen [[Hades|Pluton]] og var anført af James Hutton, mente derimod, alle hårde og krystallinske bjergarter var dannet i jordens indre, ved høj temperatur. Plutonisterne skulle vise sig at gå af med sejren i den videnskabelige strid, men Werner indskrev sig alligevel i historien, bl.a. med bogen ''Von den äusserlichen Kennzeichen der Fossilien,'' hvor han præsenterede et klassifikationssystem til mineraler.{{sfnp|Jardine|Secord|Spary|1996|p=212}}

=== 1800-tallet: stratigrafi og aktualitetsprincip ===
[[Fil:Geologic map Wales &amp; SW England EN.svg|thumb|left|Det var i Wales og det sydvestlige England, man gjorde de første store fremskridt inden for stratigrafi.]]
[[William Smith (geolog)|William Smith]], [[Georges Cuvier]] og [[Alexander Broignart]] var alle foregangsmænd inden for [[stratigrafi]]ske undersøgelser vha. fossiler.<ref>Albritton, Claude C. ''The Abyss of Time''. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980. p. 104-107</ref> Efter udgivelsen af Cuvier og Broignarts bog ''Description Geologiques des Environs de Paris'' i [[1811]] øgedes interessen for denne nye disciplin.<ref>Peter, Bowler J, ''The Earth Encompassed''. New York: W.W. Norton & Company, 1992, side 216</ref> I [[1833]] introducerede [[Adam Sedgwick]] den geologiske periode [[Kambrium]], på grundlag af studier af bjergarter i Wales. [[Roderick Murchison]] fortsatte kortlægningen af Wales og reviderede Sedgewicks inddeling med indførelsen af [[Silur]]-perioden.<ref>Second J A (1986) ''Controversy in Victorian Geology: The Cambrian-Silurian Dispute'' Princeton University Press, side 301ff. {{ISBN|0-691-02441-3}}</ref> Samtidig fremlagde den skotske geolog [[Charles Lyell]] en inddeling af [[Tertiærtiden]] baseret på stratigrafiske studier i [[Skotland]].{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|144}}
[[Fil:Rombeporfyr2.jpg|thumb|Eksempel på erratisk blok: bjergarten [[rombeporfyr]] forekommer kun i et lille område omkring [[Oslo]], men løse blokke af bjergarten er spredt over hele Nordeuropa af [[Kvartærtiden]]s [[gletsjer]]e.]]
I løbet af 1800-tallet blev [[aktualitetsprincippet]] bredt accepteret blandt geologerne, som afløsning for 1700-tallets katastrofeteorier,<ref name="autogeneret1">Peter, Bowler J, ''The Earth Encompassed''. New York: W.W. Norton & Company, 1992, side 404-405</ref> ikke mindst efter udgivelsen af Charles Lyells ''Principles of Geology'' i 1830, hvor han vha nye observationer fra England, Frankrig, Italien og Spanien videreudviklede Huttons ideer om gradualisme som grundprincip for dannelse af geologiske lag.<ref name="autogeneret2">Albritton, Claude C, ''The Abyss of Time''. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980, side 104-107</ref> Lyell var stærkt medvirkende til at indføre doktrinen om, at geologiske processer foregår på samme måde og med samme hastighed i dag som i fortiden,{{sfn|Gohau|1990}}{{rp|145}} og dette aktualitetsprincip blev snart almindeligt accepteret,<ref name="autogeneret2" /> også af [[Charles Darwin]], som havde været med Sedgwick på ekskursioner i Wales og som læste Lyells bog med stor interesse. Da Darwin i [[1859]] fremsatte sin evolutionsteori i ''[[Arternes Oprindelse]]'', henviste han i stor udstrækning til Lyell.{{sfnp|Frank|1938|p=226}}

Fra gammel tid og et stykke ind i 1800-tallet havde geologerne haft et forklaringsproblem med de såkaldte [[Vandreblok|erratiske blokke]], løse blokke og marksten og strandsten af bjergarter, som kun fandtes faststående langt borte, se figur med rombeporfyr. En forklaring på hvordan de erratiske blokke blev flyttet fik man med fremkomsten af ''isteorien'', forestillingen om at de store områder med erratiske blokke, især Nordeuropa og Nordamerika, tidligere havde været dækket af [[indlandsis]] og [[gletsjer]]e. De meget hyppigt forekommende usorterede [[moræne]]-aflejringer i disse områder kunne nu forklares som afsat af gletsjere under en række istider i [[Kvartær]]perioden, en periode karakteriseret ved hyppige og voldsomme klimaforandringer.{{sfn|Galsgaard|1998}}{{rp|89–90}}

=== 1900-tallet: geosynklinalteori og kontinentaldrift ===
[[Fil:Earthquake wave paths.svg|thumb|Studier af seismiske bølgers udbredelse ved jordskælv gjorde det i første halvdel af 1900-tallet muligt at kortlægge Jordens lagdelte opbygning.]]
[[Fil:Snider-Pellegrini Wegener fossil map.svg|thumb|Visse dinosaurers udbredelse i [[Gondwanaland]], den sydlige del af superkontinentet [[Pangæa]].]]
[[File:Oceanic.Stripe.Magnetic.Anomalies.Scheme.svg|thumb|Pladetektonisk spredningszone med dannelse af oceanbundsbasalt i striber med vekslende magnetisering:<br />
a. for 5 mio. år siden<br />
b. for 2,5 mio. år siden<br />
c. i dag.]]
Spørgsmålet om hvordan [[bjergkæde]]r dannes havde længe optaget geologerne, men en gangbar teori fremkom ikke før end i sidste halvdel af 1800-tallet, da de amerikanske geologer [[James Hall (paleontologist)|James Hall]] og [[James Dwight Dana]] ud fra studier i [[Appalacherne]] fremlagde deres geosynklinalteori.<ref name=Sen11>[[#Sengor1982|Şengör 1982]], s. 11.</ref><ref>{{cite journal |author=Adolph Knopf |url=http://gsabulletin.gsapubs.org/content/59/7/649.full.pdf |title=The Geosynclinal Theory |journal=Bulletin of the Geological Society of America |volume=59 |p=649–670 |date=juli 1948 |access-date=22. april 2019 |archive-date= 2. januar 2016 |archive-url=https://web.archive.org/web/20160102074246/http://gsabulletin.gsapubs.org/content/59/7/649.full.pdf |url-status=live }}</ref> I begyndelsen af 1900-tallet videreudviklede de tyske geologer [[Leopold Kober]] og [[Hans Stille]] teorien, hvorefter bjergkæder dannes fordi jordkloden pga. afkøling trækker sig lidt sammen, så at skorpen pga. sammenpresning begynder at få 'rynker', i form af store komplekse sedimentbassiner, eller gensynklinaler, som senere kan presses op og blive til bjergkæder.<ref name="Sen23">[[#Sengor1982|Şengör 1982]], s. 23.</ref><ref name=Sen28>[[#Sengor1982|Şengör 1982]], s. 28.</ref><!--Hvem er Şengör, og hvliken bog har han skrevet?-->

I det hele taget blev 1900-tallet præget af en øget interesse for Jordens indre, i voksende erkendelse af, at mange af de processer, hvis resultater ses ved jordoverfladen, må have fundet sted op til titals km under overfladen. I 1910 påviste den kroatiske geolog [[Andrija Mohorovicic]] ud fra undersøgelser af jordskælvsbølgers udbredelseshastigheder, at jordens skorpe i omkring 35 km dybde, kendt som ''Moho-diskontinuiteten'' og vekslende fra op til 70 km under kontinenterne til ned til kun 5 km under oceanerne, blev afløst af en flydende kappe. Der skulle komme flere vigtige opdagelser inden for [[seismologi]] og måling af jordskælvsbølger, bl.a. da tyske [[Beno Gutenberg]] i [[1913]] kunne anslå dybden til Jordens kerne, og danske [[Inge Lehmann]] i [[1936]] påviste, at det fandtes både en indre og en ydre kerne.{{sfnp|Ramberg et al.|2007|p=25}}

Op gennem 1800-tallet blev man efterhånden klar over, at Jorden var ældre end som så, og i takt med at man udviklede og raffinerede den [[Radiometrisk datering|radiometriske datering]] af mineraler og bergarter,<ref name="Ha">{{harvp|Jardine|Secord|Spary|1996|p=227}}.</ref> nåede Jordens alder i begyndelsen af 1900-tallet op omkring 2 milliarder år. Samtidig blev den [[Geologisk tidsskala|geologiske tidsskala]] videreudviklet og stadigt mere nøjagtig.

Det større geologiske tidsperspektiv var formentlig en del af inspirationen bag de første teorier om [[kontinentaldrift]],<ref name="Ha"/><ref>Charles, Drake L. ''The Geological Revolution''. Eugene : Oregon State System of Higher Education, 1970, side 11</ref> dels fremsat i 1908 af den amerikanske glacialgeolog [[Frank Bursley Taylor]] og tre år senere, og uafhængigt heraf og beskrevet noget mere detaljeret, af den tyske geograf [[Alfred Wegener]].<ref>{{kilde
|last=Wegener
|first=Alfred
|title=Die Herausbildung der Grossformen der Erdrinde (Kontinente und Ozeane), auf geophysikalischer Grundlage
|år=1912
|url=http://epic.awi.de/Publications/Polarforsch2005_1_3.pdf
|journal=Petermanns Geographische Mitteilungen
|volume=63
|sider=185–195, 253–256, 305–309
|arkivdato= 4. oktober 2011
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20111004001150/http://epic.awi.de/Publications/Polarforsch2005_1_3.pdf
|url-status=dead
}}</ref> Kontinenterne udgjorde ifølge Wegener oprindeligt et sammenhængende landområde, et superkontinent som han kaldte [[Pangæa]]. Wegener mente at Pangæa på et tidspunkt sprækkede op i de nuværende kontinenter, som derefter drev afsted på Jordens kappe, som tømmerflåder på havet. Wegener og den britiske pioner inden for geokronologi [[Arthur Holmes]] blev begge bestyrket i deres tro på superkontinentets eksistens, idet de nu adskilte kontinenters kystkonturer, bjergartsfordeling og dyreliv passede påfaldende godt sammen på tværs af opsprækningerne, hvis man samlede kontinenterne igen, se figur.{{sfnp|Ramberg et al.|2007|p=24-25}} Men selv om denne teori også gav en forklaring på, hvordan [[bjergkæde]]r dannes,<ref name="autogeneret1" /> blev den gennem et halvt århundrede mest betragtet med skepsis.

I 1929 opdagede den japanske geofysiker [[Motonori Matuyama]], at [[Jordens magnetfelt]] skiftede retning på et tidspunkt midt i [[Kvartær]]tiden, så at den magnetiske nordpol og sydpol byttede plads.<ref>{{cite journal |last=Matyuama |first=M. |title=On the Direction of Magnetization of Basalt in Japan, Tyosen and Manchuria |journal=Proceedings of the Imperial Academy of Japan |volume=5 |pages=203–205 |year=1929}}</ref><ref name="Glen">{{harvnb|Glen|1982|p=102–103}}.</ref> Under [[2. verdenskrig|2. Verdenskrig]] udviklede man magnetometre til at afsøge havområder for fjendtlige [[Undervandsbåd|ubåde]], og efter krigen bemærkede geofysikere, at data fra disse afsøgninger viste underlige og umiddelbart uforklarlige magnetiseringsmønstre, se figur.<ref>{{kilde
|url=http://www.latimes.com/news/science/la-me-vacquier24-2009jan24,0,3328591.story
|værk=[[Los Angeles Times]]
|titel=Victor Vacquier Sr., 1907–2009: Geophysicist was a master of magnetics
|dato=24. januar 2009
|side=B24
|hentet=23. december 2023
|arkivdato= 8. januar 2014
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20140108214147/http://www.latimes.com/news/science/la-me-vacquier24-2009jan24,0,3328591.story
}}.</ref> &nbsp;I løbet af 1950-erne blev det efterhånden klart, at disse magnetiske [[anomali]]er var udtryk for en række af sådanne palæomagnetiske skift i [[Jordens magnetfelt]], og at anomalierne i virkeligheden viste striber af nydannet oceanbund langs spredningszoner på havbunden.<ref>{{cite journal |last=Mason |first=Ronald G. |last2=Raff |first2=Arthur D. |year=1961 |title=Magnetic survey off the west coast of the United States between 32°N latitude and 42°N latitude |journal=Bulletin of the Geological Society of America |volume=72 |pages=1259–66|doi=10.1130/0016-7606(1961)72[1259:MSOTWC]2.0.CO;2 |issn=0016-7606|issue=8|bibcode= 1961GSAB...72.1259M}}</ref><ref>{{cite journal |last=Korgen |first=Ben J. |year=1995 |title=A voice from the past: John Lyman and the plate tectonics story |url=http://www.tos.org/oceanography/issues/issue_archive/issue_pdfs/8_1/8.1_korgen.pdf |journal=Oceanography |volume=8 |issue=1 |pages=19–20 |doi=10.5670/oceanog.1995.29 |archive-date=26. september 2007 |access-date=22. april 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20070926055030/http://www.tos.org/oceanography/issues/issue_archive/issue_pdfs/8_1/8.1_korgen.pdf |url-status=dead }}</ref><ref>{{cite journal |last=Spiess |first=Fred |last2=Kuperman |first2=William |year=2003 |url=http://www.tos.org/oceanography/issues/issue_archive/issue_pdfs/16_3/16.3_spiess.pdf |title=The Marine Physical Laboratory at Scripps |journal=Oceanography |volume=16 |issue=3 |pages=45–54 |doi=10.5670/oceanog.2003.30 |archive-date=26. september 2007 |access-date=22. april 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20070926055021/http://www.tos.org/oceanography/issues/issue_archive/issue_pdfs/16_3/16.3_spiess.pdf |url-status=dead }}</ref> Hermed havde man påvist kontinentaldriften, det at kontinenter og oceaner bevæger sig i forhold til hinanden.

=== Efterkrigstiden: pladetektonik og bassinanalyse ===
[[File:The geologic map of the Moon at 1-2.5M scale.png|thumb|Kort fra [[2022]] over Månens geologi.]]
Under navnet [[pladetektonik]] skulle teorien om kontinentaldrift fra slutningen af 1960-erne give anledning til et af de vigtigste [[paradigmeskift]] i den geologiske videnskab. Det blev nu muligt at forklare vulkaners og bjergkæders placering, forekomsten af jordskælv, hvorfor oceanerne er dybest tæt på land og hvorfor skorpen under oceanerne er yngre, tyndere og tungere end under kontinenterne.<ref>{{kilde 
|forfatter=Michael D. Krom 
|kapitel=Earth geology and tectonics 
|redaktør=Joseph Holden 
|titel=An introduction to Physical Geography and the Environment
|url=https://archive.org/details/introductiontoph0000unse_f4l1 
|sted=Pearson, Essex 
|år=2005 
|udgave=2012 
|kapitel-url=https://archive.org/details/introductiontoph0000unse_f4l1/page/29 
|isbn=978-0273740698
}}</ref> Canadieren John Tuzo Wilson påviste, at når [[Hawaii-øerne]] ligger som på linje, skyldes det at [[Stillehavspladen]] bevæger sig hen over en [[Hot spot (geologi)|hotspot]], et område i kappen med opstigende magma og vulkanisme. Han var også med til at påvise, at den kaledoniske bjergkæde blev dannet, da [[Iapetushavet]], en forløber for [[Atlanterhavet]], blev lukket ved et sammenstød mellem kontinentalplader. Siden har man fundet mange tegn på, at kontinentalplader er drevet fra hinanden og stødt sammen et utal af gange gennem Jordens historie, og en sådan cyklus med spredning efterfulgt af kollision kaldes en wilson-cyklus.{{sfnp|Ramberg et al.|2007|p=29}}

Indvinding af [[Kulbrinte|hydrokarboner]] (olie og gas) blev efter 2. Verdenskrig helt afgørende for energiforsyningen i store dele af verden. Olie og gas findes typisk i forbindelse med strukturelle fælder i sedimentære bassiner, hvor der under gunstige forhold er aflejret organisk materiale. Den meget intense og omkostningstunge efterforskning efter kulbrinteforekomster, typisk med en kombination af seismiske undersøgelser og boringer, har givet en meget mere detaljeret forståelse af dannelsen og opbygningen af sådanne bassiner, fx i [[Nordsøolie|Nordsøen]].{{sfnp|Hansen|1984|p=67–74}}

== Metoder ==
{{Quote box |quoted=true |bgcolor=#FFFFF0 |salign=center|quote= Vi [geologer] kan opdeles i tre slags:
* dem der samler sten og studerer dem,
* dem der prøver at eftergøre stenene i laboratoriet, og 
* dem der grubler over sten.

I en sund og stærk videnskab bør man kombinere alle disse tre facetter: den ''iagttagende'', den ''eksperimenterende'' og den ''teoretiske''. Iagttagelse kun for iagttagelsens skyld er ufrugtbar, eksperimenter som besvarer spørgsmål ingen har stillet er irrelevante, og teori som ikke er testet mod fakta er ubrugelig.

Når den er bedst, er teorien på mange måder det som forbinder de andre to. En god teori kan således bruges til at tolke eller gentolke iagttagelser, så at man kan stille mere betydningsfulde spørgsmål til eksperimentet, og omvendt.
 |source=– den amerikanske geolog J.B. Thompson<ref>J.B. Thompson, Jr. (1970): Geochemical reaction and open systems. Geochimica et Cosmochimica Acta, 34, 529-551</ref>{{sfn|Best|1982}}{{rp|26}}
|align=right|width=30em}}
Geologer har en række forskellige faglige metoder og discipliner til rådighed i deres arbejde, se liste nedenfor. Meget ofte tager arbejdet udgangspunkt i et bestemt geografisk område, hvis geologiske forhold ønskes belyst. Her skelnes mellem{{sfn|Best|1982}}{{rp|24-25}}{{sfnp|Hansen|1984|p=32-33}}<ref>Robert R. Compton (1985):  Geology in the field, Wiley, New York, {{ISBN|0471829021}}</ref>

* '''kortlægning''': identifikation og optegning af områdets forskellige bjergarter, ud fra områdets petrografiske, geomorfologiske og strukturgeologiske karakteristika,
* '''tolkning''': udredning af områdets geologiske dannelseshistorie, dvs. ud fra resultater af kortlægning at beskrive, i hvilken rækkefølge og gennem hvilke processer områdets sammensætning af bjergarter er dannet.

I en typisk geologisk undersøgelse samler geologer altså ude i felten data om bjergarternes petrografi (sammensætning), stratigrafi (lagdeling) og strukturgeologi (lagenes indbyrdes placering og deformationer), hvorefter man hjemme på kontoret sammenstiller alle disse data i en tolkningsmodel.

Andre geologer vælger, i forlængelse af [[Aktualitetsprincippet]] at undersøge, hvordan geologiske processer i vore dage finder sted, fx i floder, i havet og i gletsjere, mens endnu andre forsker i grænseområdet mellem ydre og indre processer<ref>Compare: {{kilde
|titel=The Revolution in Geology from the Renaissance to the Enlightenment
|efternavn=Hansen
|fornavn=Jens Morten
|år=2009
|udgiver=Geological Society of America
|isbn=978-0-8137-1203-1
|redaktør-efternavn=Rosenberg
|redaktør-fornavn=Gary D.
|værk=Geological Society of America Memoir
|bind=203
|sted=Boulder, Colorado, USA
|side=169
|kapitel=On the origin of natural history: Steno's modern, but forgotten philosophy of science
|hentet=23. december 2023
|url=https://books.google.com/books?id=4gGAgHcKX6YC
|arkivdato=20. januar 2017
|arkivurl=https://web.archive.org/web/20170120031800/https://books.google.com/books?id=4gGAgHcKX6YC
|citat="[...] the historic dichotomy between 'hard rock' and 'soft rock' geologists, i.e. scientists working mainly with endogenous and exogenous processes, respectively [...] endogenous forces mainly defining the developments below Earth's crust and the exogenous forces mainly defining the developments on top of and above Earth's crust."
}}</ref>
=== Fagdiscipliner ===
[[Fil:Geologists-tools hg.jpg|thumb|Feltgeologens vigtigste redskaber: hammer og lup.]]
[[Fil:Sampling lava with hammer and bucket.jpg|thumb|Vulkanolog udtager lavaprøve med hammer og en spand vand.]]
Den geologiske videnskab kan opdeles i en lang række underdiscipliner, bl.a.
* [[Mineralogi]] – studiet af mineralers sammensætning, struktur, dannelse og forekomst<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Deer|Howie|Zussman|1966}}|reference=W.A. Deer, R.A. Howie og J. Zussman (1966): ''An Introduction to the Rock Forming Minerals'', Longman, 528 sider, {{ISBN|0-582-44210-9}}.}}</ref>
* [[Petrologi]] – studiet af sammensætning, forekomst og dannelse af bjergarter, hvad enten sedimentære,<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Galsgaard|1998}}|reference=Jens Galsgaard (1998): ''Indføring i Sedimentgeologi'', Dansk geoteknisk Forening, Bulletin 12, 154 sider, {{ISBN|87-89833-06-6}}.}}</ref><ref>H. Blatt, G. Middleton og R. Murray (1980): ''Origin of Sedimentary Rocks'', Prentice-Hall, 782 sider, {{ISBN|0-13-642710-3}}</ref> magmatiske eller metamorfe<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Best|1982}}|reference=Myron G. Best (1982): ''Igneous and Metamorphic Petrology'', W.H. Freeman & Co, 630 sider, {{ISBN|0-7167-1335-7}}.}}</ref><ref>H.G.F. Winkler (1967): ''Petrogenesis of Metamorphic Rocks'', Springer-Verlag, 237 sider (oversat fra tysk)</ref>
* [[Geomorfologi]] – studiet af landskabsformer og landskabsdannende processer på og ved jordens overflade<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Summerfield|1991}}|reference=Summerfield, Michael A. (1991): ''Global Geomorphology'', Longman Scientific & Technical, 537 sider, {{ISBN|0-582-30156-4}}}}.</ref>
* Strukturgeologi – studiet af bjergarters geometri, lagstilling og deformationer<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Pulvertaft|1975}}|reference=T.C.R. Pulvertaft (1975): ''Strukturer''. Tidsskriftet Varv, 74 sider (kompendium i strukturgeologi)}}</ref><ref>E. Sherbon Hills (1972): ''Elements of Structural Geology''. Chapman & Hall, 502 sider, {{ISBN|0-412-10610-8}}</ref>
* [[Stratigrafi]] ─ studiet af lagdelte bjergarters fremtræden, indbyrdes placering og korrelation<ref>D.T. Donovan (1966): ''Stratigraphy ─ an introduction to principles''. Rand McNally & Co, 199 sider</ref>
* [[Palæontologi]] – studiet af fortidens dyre- og planteformer, og livsformernes udvikling gennem geologisk tid<ref>Wienberg Rasmussen (1969): ''Palæontologi – Fossile invertebrater''. Munksgaard, 420 sider, {{ISBN|87-16-00004-8}}</ref>
* [[Kvartærgeologi]] og [[glaciologi]] – studiet af bjergarter og processer fra [[Kvartær]]periodens [[istid]]er og [[mellemistid]]er<ref>{{kilde
|isbn=0470844264
|forfatter=Bryn Hubbard
|forfatter2=Neil Glasser
|år=2005
|udgiver=J. Wiley
|sted=Chichester, England
|titel=Field techniques in glaciology and glacial geomorphology
}}</ref>
* [[Hydrogeologi]] og [[geokemi]] – studiet af de [[Hydraulik|hydrauliske]] og [[kemi]]ske processer, der finder sted i vandet i jorden<ref>Keld Rømer Rasmussen: Hydrogeologi, s. 215-245 i: {{wikicite|ref={{harvid|Nielsen|1995}}|reference=O.B. Nielsen (red.) (1995): ''Danmarks geologi fra Kridt til i dag'', Aarhus Geokompendier nr. 1, 290 sider, {{ISSN|1396-1578}}.}}</ref><ref>Hans Pauly (1968): ''Geokemi''. Polyteknisk Forlag, 301 sider</ref>
* [[Geofysik]] – studiet af jordkloden vha. fysiske målinger, af fx [[Gravitation|tyngdekraft]], [[magnetfelt]], [[radioaktivitet]], udbredelse af akustiske (seismiske) eller (geo-)elektriske signaler<ref>{{kilde 
|isbn=0393926370
|forfatter=H. Robert Burger
|forfatter2=Anne F. Sheehan
|andre=Craig H. Jones
|år=2006
|udgiver=W.W. Norton
|sted=New York, NY, USA
|titel=Introduction to applied geophysics : exploring the shallow subsurface
|url=https://archive.org/details/introductiontoap0000burg
}}</ref>
* [[Vulkanologi]] – studiet af vulkanernes bjergarter og processer<ref>{{kilde 
|redaktør-efternavn=Sigurðsson 
|redaktør-fornavn=Haraldur 
|titel=The Encyclopedia of Volcanoes 
|udgiver=Academic Press 
|år=2015 
|udgave=2 
|isbn=978-0-12-385938-9
}}</ref>
* [[Ingeniørgeologi]] – den praktiske anvendelse af geologisk viden i forbindelse med [[Bygge- og anlægsvirksomhed|bygge- og anlægsopgaver]]<ref>{{wikicite|ref={{harvid|Attewell|Farmer|1976}}|reference=P. B. Attewell og I. W. Farmer (1976): ''Principles of Engineering Geology'', Chapman and Hall, 1045 sider, {{ISBN|0-412-11400-3}}}}</ref><ref>{{wikicite|ref={{harvid|Sørensen|2019}}|reference=Inga Sørensen (2019): ''Ingeniørgeologi''. Forlaget Praxis, 240 sider, {{ISBN|978-8757129182}}}}</ref>
* Malmgeologi, oliegeologi og økonomisk geologi – den praktiske anvendelse af geologisk viden i forbindelse med indvinding af råstoffer<ref>Guilbert, John M. and Charles F. Park, Jr. (1986) ''The Geology of Ore Deposits,'' W. H. Freeman,{{ISBN|0-7167-1456-6}}</ref><ref>{{kilde 
|isbn = 0-12-636370-6 
|forfatter = Richard C. Selley 
|år = 1998 
|udgiver = Academic Press 
|sted = San Diego 
|titel = Elements of petroleum geology
|url = https://archive.org/details/elementsofpetrol0000sell 
}}</ref>

== Se også ==
* [[Jordens historie]]
* [[Jordens alder]]
* [[Geologisk tidsskala]]
* [[Danmarks geologi]]
* [[Bornholms geologi]]
* [[Grønlands geologi]]
* [[Palæontologi]]
* [[Jordbundslære]]
* [[Landskabsform]]
* [[Geologisk aflejring]]
* [[Sten og jordtyper]]
* [[Evolution (biologi)|Evolution]]
* [[Exogeologi]] – andre himmellegemers geologi
* [[Geografi]]
* [[Geofysik]]

== Henvisninger ==
;Noter
{{Notelist}}

;Referencer
{{Reflist}}

== Litteratur ==
=== På dansk ===
* Axel Garboe (1959): ''Geologiens Historie i Danmark, Bind I: Fra myte til videnskab. Fra de ældste tider til 1835 (med Norge til 1814).'' Reitzels Forlag, 283 sider
* Axel Garboe (1961): ''Geologiens Historie i Danmark. Bind II: Forskere og Resultater''. Reitzels Forlag, 522 sider
* {{wikicite|ref={{harvid|Noe-Nygaard|1955}}|reference=Arne Noe-Nygaard (1955): ''Geologi - Processer og Materialer'', Gyldendal, 399 sider.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Wienberg Rasmussen m.fl.|1968}}|reference=H. Wienberg Rasmussen, Henning Sørensen, Asger Berthelsen og Jørgen Espersen (1968): ''Geologi'', Gjellerup, 189 sider.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Pulvertaft|1975}}|reference=T.C.R. Pulvertaft (1975): ''Strukturer''. Tidsskriftet Varv, 74 sider (kompendium i strukturgeologi)}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Hansen|1984}}|reference=Jens Morten Hansen (1984): ''Geologi for enhver. Danmarks Undergrund og Råstofferne''. Danmarks Geologiske Undersøgelse, 88 sider, {{ISBN|87-88640-02-7}}}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Nielsen|1995}}|reference=O.B. Nielsen (red.) (1995): ''Danmarks geologi fra Kridt til i dag'', Aarhus Geokompendier nr. 1, 290 sider, {{ISSN|1396-1578}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Galsgaard|1998}}|reference=Jens Galsgaard (1998): ''Indføring i Sedimentgeologi'', Dansk geoteknisk Forening, Bulletin 12, 154 sider, {{ISBN|87-89833-06-6}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Marcussen|Østergaard|2003}}|reference=Ib Marcussen & Troels V. Østergaard (2003): ''Danmarks geologiske seværdigheder'', 252 sider, Politikens Forlag, {{ISBN|87-567-6542-8}}}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Henriksen|2005}}|reference=Niels Henriksen (2005): ''Grønlands geologiske udvikling'', GEUS, 270 sider, {{ISBN|87-7871-163-0}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Bryson|2005}}|reference=Bill Bryson (2005): ''En kort historie om næsten alt''. Gyldendal, 3. udgave 2015, 660 sider, {{ISBN|978-87-02-17797-8}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Larsen|2006}}|reference=Gunnar Larsen (red., 2006): ''Naturen i Danmark'': ''Geologien'', Gyldendal, 549 sider, {{ISBN|87-02-03027-6}} (2. udgave 2012, 552 sider, {{ISBN|978-87-02-13301-1}}).}}

=== På engelsk ===
* {{wikicite|ref={{harvid|Dawson|1938}}|reference=Adams Dawson (1938): ''The Birth and Development of the Geological Sciences''. Baltimore: The Williams & Wilkins Company}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Deer|Howie|Zussman|1966}}|reference=W.A. Deer, R.A. Howie og J. Zussman (1966): ''An Introduction to the Rock Forming Minerals'', Longman, 528 sider, {{ISBN|0-582-44210-9}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Press|Siever|1974}}|reference=Frank Press og Raymond Siever (1974): ''Earth'', W.H. Freeman & Co, 649 sider, {{ISBN|0-7167-0289-4}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Reineck|Singh|1980}}|reference=Reineck, H.-E. og Singh, I.B. (1980): ''Depositional Sedimentary Environments'', Springer-Verlag, 549 sider, {{ISBN|978-3-540-10189-5}}.}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Best|1982}}|reference=Myron G. Best (1982): ''Igneous and Metamorphic Petrology'', W.H. Freeman & Co, 630 sider, {{ISBN|0-7167-1335-7}}.}}
* {{kilde
|efternavn=Glen
|fornavn=William
|titel=The Road to Jaramillo: Critical Years of the Revolution in Earth Science
|url=https://archive.org/details/roadtojaramilloc00glen
|udgiver=Stanford University Press
|år=1982
|isbn=0-8047-1119-4
}}
* {{kilde 
|efternavn=Şengör 
|fornavn=Celâl
|år=1982
|kapitel=Classical theories of orogenesis
|redaktør-efternavn=Miyashiro
|redaktør-fornavn=Akiho
|redaktør2-efternavn=Aki
|redaktør2-fornavn=Keiiti
|andre=Celâl Şengör
|titel=Orogeny 
|url=https://archive.org/details/orogeny0000miya
|udgiver=John Wiley & Sons 
|isbn=0-471-103764
|ref=Sengor1982}}
* {{wikicite|ref={{harvid|Summerfield|1991}}|reference=Summerfield, Michael A. (1991): ''Global Geomorphology'', Longman Scientific & Technical, 537 sider, {{ISBN|0-582-30156-4}}}}.
* {{wikicite|ref={{harvid|Jardine|Secord|Spary|1996}}|reference=Jardine, N.; Secord, F. A.; Spary, E. C. (1996): [https://books.google.dk/books/about/Cultures_of_Natural_History.html?id=z9_Z9UbUIeQC&redir_esc=y ''Cultures of Natural History'']. Cambridge: Cambridge University Press. {{ISBN|978-0-521-55894-5}}}}.
* {{wikicite|ref={{harvid|Gohau|1990}}|reference=Gabriel Gohau (1990): ''A History of Geology''. New Brunswick: Rutgers University Press, {{ISBN|081351665X}}}}.
* {{wikicite|ref={{harvid|Marshak|2008}}|reference=Stephen Marshak (2008): ''Earth - Portrait of a Planet''. W.W. Norton & Co., {{ISBN|978-0-393-93036-8}}}}.

=== På norsk (bokmål) ===
* {{kilde 
|ref={{harvid|Ramberg et al.|2007}} 
|redaktør-fornavn=Ivar B.
|redaktør-efternavn=Ramberg 
|andre= et al.
|titel=Landet blir til – Norges geologi 
|udgiver=Norges Geologiske Forening 
|år=2007 
|isbn=9788292344316}}.

== Film ==
* ''[[Geologi - er det egentlig videnskab?]]'' (1980), instrueret af geologen og maleren [[Per Kirkeby]].

== Eksterne henvisninger ==
{{Commonskat|Geology}}
* [http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/geologiens-10-storste-opdagelser "Geologiens 10 største opdagelser"]. ''[[Videnskab.dk]]''.


{{autoritetsdata}}
{{lovende}}

[[Kategori:Geologi| ]]
[[Kategori:Akademiske discipliner]]
[[Kategori:Videregående uddannelser i Danmark]]