Gorgias (dialog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Platon (romersk kopi af græsk buste i Silanion, Glyptothek München

Gorgias (Oldgræsk Γοργίας Gorgías) er en dialog skrevet af filosoffen Platon, og et af hans længste værker. Indholdet er en fiktiv, literært formet samtale. Platons lærer Sokrates diskuterer med den berømte retoriker Gorgias, som dialogen er opkaldt efter, dennes elev Polos og den rige athener Kallikles.

Efter at have holdt et foredrag tager Gorgias spørgsmål fra tilhørerne. Sokrates udnytter lejligheden til at tale med ham. I dialogens første fase debatterer Sokrates med skiftevis Gorgias og Polos. Bagefter overtager Kallikles, der ser sig udfordret af Sokrates holdning, rollen som Sokrates' modspiller.

Temaet er i første omgang spørgsmålet, hvori består meningen og formålet i den af Gorgias mesterligt udførte talekunst. Det viser sig, at dens mål er, at overtale tilhøreren med smiger. Den skal give taleren sejren i juridiske eller politiske stridigheder. Derved skal den bevirke til noget godt for udføreren af talekunsten. Men Sokrates bestrider, at den antikke retorik kan opfylde dette; man mener, at taleren kun bilder sig det ind. For at afgøre dette, må man afklare hvori egentligt består det gode og det ønskværdige. Her vender diskussionen sig mod hovedtemaet, spørgsmålet om den bedste levevis. Her står opfattelserne stejlt mod hinanden. For Kallikles er det gode lysten, som man skal tilstræbe med alle egnede midler; etik og juridiske overvejelser er her irrelevant. Sokrates' opfattelse er, at det er bedre at lide uret end at gøre uret, da det, at gøre uret, tilføjer ens sjæl den største skade. Som han ser det beror det gode og det dydige (arete) på den rigtige, naturlige orden, der mennesket skal bevare både i samfundet og i sin egen sjæl. Den sjælelige orden kræver, at det kaotiske begær stilles under ledelse af fornuften. Den der behersker sig selv, er dydig, handler derfor rigtigt og har et lykkeligt liv. Han har opnået tilstanden af eudaimonia, lykke. Hertil er retoriske evner ikke nødvendige, men filosofisk indsigt.

Dialogen ender ikke med enighed; Sokrates kan ikke overtale sine samtalepartnere, ejheller lykkes det for dem at modbevise ham. De giver enkelte tilståelser, men i de store og hele beholder alle sin oprindelige holdning.

Sted, tid og deltagere[redigér | redigér wikikode]

Debatten foregår i Athen i Kallikles' hus.[1] En endegyldig datering af den fiktive dialog er ikke mulig, da de kronologisk relevante ting, der nævnes i dialogen, er modstridende. Platon har tilsyneladende ikke søgt realisme mht. dialogens tidspunkt. Ifølge en bemærkning synes dialogen af finde sted i 405 f. Kr., men andre steder peger på en tidligere tid. Det nævnes, at i Makedonien har kong Arkelaos I kun regeret i kort tid. Han kom til magten tidligst 414. sandsynligvis 413 f. Kr..[2] På den anden side nævnes Perikles som død kort forinden. I hvertfald falder dialogen i tiden for den Peloponnesiske Krig. De tydelige anakronismer er tydeligvis tilsigtede, de skal minde læseren om at værket er en fiktion.[3]

Sokrates samtalepartnere er Gorgias, Polos, Kallikles og Kairefon . Gorgias, Polos og Kairefon er historiske personer. At Kallikles er en virkelig person, er tidligere ofte betvivlet, men gælder i dag som sandsynligt.[4] Gorgias og Polos stammede fra den græsk kolonialiserede del af Sicilien. Gorgias hjemby var Leontinoi, det nutidige Lentini. Polos' var Akragas, det nuværende Agrigent. Gorgias, en populær taler og underviser i retorik, kom 427 f. Kr. til Athen. Der skabte han stort røre med sine talefærdigheder, og han blev stilskabende.[5] Han omtales som en af sofisterne, der på det tidspunkt var omvandrende undervisere, der mod betaling underviste unge i hvad man mente var nyttig viden. I forskningen er det omstridt om Gorgias kan kaldes sofist.ref>Monique Canto: Platon: Gorgias, 2., überarbeitete Auflage, Paris 1993, S. 27–30.</ref> Hans elev og ledsager Polos beskrives af Platon som ung og uerfaren, til trods for at han har skrevet en lærebog i retorik. Lærebogen fandtes i virkeligheden, Aristoteles har citeret den.[6] Kallikkes, Gorgias' vært, var en ung aristokratisk sindet athener af fornem afstamning med politiske ambitioner. Iflg. Platons beskrivelse var han dannet, værdsatte talekunsten og var koptetent i filosofisk diskurs; som nøgtern pragmatiker og magttekniker foragtede han dog både filosofferne og sofisterne, for han så dem som unyttige talehoveder.[7] Kairefon var jævnaldrende med Sokrates, hans ven og elev og begejstret for hans filosofi.

Der er betragtelige forskel mellem Platons fiktive Gorgias' meninger og den historiske Gorgias.[8] I dialogen lader Platon Gorgias, der allerede er i en fremskreden alder, beredvilligt deltage i den for ham fremmede filosofiske diskursmetode. Det viser sig, at han ikke magter denne. Hans unge, hidsige, elev Polos, der trods sin uerfarenhed villig til at debattere med Sokrates, for at aflaste den udmattede Gorgias. Ham og hans lærer optræder med udpræget selvsikkerhed, der er karakteristisk for mange figurer i Platons dialoger - især sofisterne - og som kan virke arrogant.[9] Denne holding kontrasteres med Sokrates tilsyneladende beskedne stil, der ganske vist synes fordomsfri og lærevillig, men som ikke skjuler hans ringeagt for retorik og sofistik. Kallikles holder sig i starten tilbage, men griber så energisk ind, og viser sig at være den hårdeste og mest konsekvente modstander af den sokratiske etik.[10] Platons Kallikles er politisk set ambivalent; på den ene side foragter han de svages ideer om moral, og forfægter et uindskrænket herskab af de stærke, hvilket tyder på et oligarkisk eller tyrannisk sindelag, på den anden side accepterer han det demokratiske system, og vil gøre karriere i det, idet han tilpasser sig flertallets meninger.[11] Kairefon er en biperson, han deltager ikke i den filosofiske diskussion.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 123 f. Igl. en anden toilkning drejer det sig om en offentlig bygning; se Theo Kobusch: Kommentar. I: Michael Erler (Udg.): Platon: Gorgias, Stuttgart 2011, S. 253–295, her: 253.
  2. ^ Eugene N. Borza: In the Shadow of Olympus, Princeton 1990, S. 162.
  3. ^ Michael Erler: Platon, Basel 2007, S. 133; Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 118–122; Monique Canto: Platon: Gorgias, 2., überarbeitete Auflage, Paris 1993, S. 49–54; Michael Vickers: Alcibiades and Critias in the Gorgias: Plato’s „Fine Satire“. I: Dialogues d’Histoire Ancienne 20/2, 1994, S. 85–112, her: 87 f.
  4. ^ Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 132–136
  5. ^ Om den historiske Gorgias se George B. Kerferd, Hellmut Flashar: Die Sophistik. In: Hellmut Flashar (Hrsg.): Sophistik, Sokrates, Sokratik, Mathematik, Medizin (= Grundriss der Geschichte der Philosophie. Die Philosophie der Antike, Band 2/1), Basel 1998, S. 1–137, her: 44–51; Michel Narcy, Mrie-Christine Hellmann: Gorgias de Leontinoi. I: Richard Goulet (Udg.): Dictionnaire des philosophes antiques, Band 3, Paris 2000, S. 486–491; Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 125–129.
  6. ^ Aristoteles, Metafysik 981a. Om den historiske Polos se Pierre Chiron: Pôlos d’Agrigente. I: Richard Goulet (Hrsg.): Dictionnaire des philosophes antiques, Band 5, Teil 2 (= V b), Paris 2012, S. 1218–1221.
  7. ^ Om den historiske Kallikles se George B. Kerferd, Hellmut Flashar: Die Sophistik. I: Hellmut Flashar (Hrsg.): Sophistik, Sokrates, Sokratik, Mathematik, Medizin (= Grundriss der Geschichte der Philosophie. Die Philosophie der Antike, Band 2/1), Basel 1998, S. 1–137, her: 85 f.; Michel Narcy: Calliclès. I: Richard Goulet (Hrsg.): Dictionnaire des philosophes antiques, Band 2, Paris 1994, S. 168 f.
  8. ^ Se François Renaud: La rhétorique socratico-platonicienne dans le Gorgias (447a–461b). I: Philosophie antique 1, 2001, S. 65–86, her: 70–72.
  9. ^ Om dialogpersonen Polos se Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 130 f.; Monique Canto: Platon: Gorgias, 2., überarbeitete Auflage, Paris 1993, S. 36–38.
  10. ^ om dialogpersonen Kallikles se Joachim Dalfen: Platon: Gorgias. Übersetzung und Kommentar, Göttingen 2004, S. 136 f.
  11. ^ Charles H. Kahn: Drama and Dialectic in Plato’s Gorgias. I: Oxford Studies in Ancient Philosophy 1, 1983, S. 75–121, her: 100. Spaltningen i Kallikles' verdenssyn undersøges indgående af Raphael Woolf: Callicles and Socrates: Psychic (Dis)harmony in the Gorgias. I: Oxford Studies in Ancient Philosophy 18, 2000, S. 1–40, her: 1–17, 25–29. Sml. for forståelsen af Platons Kallikles politiske holdning se George B. Kerferd: Plato’s treatment of Callicles in the ‚Gorgias’. I: Proceedings of the Cambridge Philological Society, New Series 20, 1974, S. 48–52; [[|Ernst Kapp]]: Ausgewählte Schriften, Berlin 1968, S. 99 f.