Sofisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sofisme var den intellektuelle skole eller tradition i antikkens Grækenland, som de såkaldte 'sofister' stod for. Rent sprogligt kommer 'sofist' fra sophia, som betyder visdom. Dette adskiller sig fra termen 'filosof', der direkte oversat betyder 'ven af visdommen'. Det vil med andre ord sige, at sofisterne anså sig selv som en slags gruppe af vismænd i vismandstraditionen, til forskel fra filosofferne, der mere beskedent så sig selv som søgere af visdom (og vished), og som altså ikke på forhånd ville erklære, at de havde fundet den.

Sofisterne underviste mod betaling i filosofi, semantik og retorik. De underviste ikke med det formål at viderebringe bestemte værdier, men for at lære eleven at argumentere for sine egne synspunkter (på en smart og ufin måde, siges det ofte). De mest kendte sofister er Protagoras, Gorgias, Prodikos, Hippias, Thrasymachos, Kallikles, Lycophron, Antiphon og Kratylos.

Problemet med at vurdere sofisternes synspunkter er at vi kun kender til dem fra deres modstandere. Sokrates, [Platon]] og Aristoteles var meget kritiske over sofisterne. Også Xenophon, der var ven med Sokrates var kritisk overfor dem. Betydning af 'sofisme' eller 'sofisteri' er i dag nærmest et skældsord der bruges om argumenter baseret på falsk logik, spidsfindigheder, ordfælder og tom, nytteløs og endda uærlig tænkning. Hvor meget dette har med sofisternes egentlige lære at gøre vides ikke.