Hæmværk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Animeret billede af et anker Escapement, der anvendes i pendulure

I urværket, findes der en del som hedder hæmværket, denne del har været meget vigtigt for urets udvikling mod præcision. Hæmværket har været igennem en del forbedringer, og har eksisteret fra 1200-tallet[1], hvor det første hæmværk blev opfundet. Hæmværket er den del i uret der styrer hastigheden af selve uret. Et hæmværk består som regel af en ganghage, som i nogle tilfælde er udformet som en bue, som går ned i et ganghjul. Ganghagen styres af pendulet, det er denne del der medfører at ure tikker.

Historien[redigér | redigér wikikode]

Allerede i oldtiden havde man opfundet instrumenter, der fungerede som hæmværk. Også i Kina i 723 havde man brugt opfindelser der brugte samme princip som et hæmværk, disse opfindelser behøvede dog vand til at løbe igennem dem, for at fungere, og det er derfor de ikke opfattes ligeledes med de hæmværker vi omtaler i dag. De følgende hæmværker er udvikling fra det første til det man bruger nu om dage, alle er designet til mekaniske ure.

Kronhjul hæmværk[redigér | redigér wikikode]

Det første mekaniske hæmværk, var et kron hjulet hæmværk, som kan spores tilbage til det 13. århundrede. De blev i Europa oftest anbragt i kirker og katedraler på et tårn, hvor det var lodder der skabte en svingende bevægelse, som fik uret til at gå ved hjælp af hæmværket. Dette blev gjort ved at der var en stang tværs over kronhjulet, som havde nogle plader på sig. Disse plader blev skiftevis først ned i kronhjulets hakker, denne bevægelse blev skabt af det svingende pendul, der fik stangen til at rotere. Villard de Honnecourt har fået patent på det kron hjulet hæmværk, da han i 1237 havde tegninger af et udkast til et hæmværk[2], han betvivles dog opfindelsen. Og der er spredte meninger herom. Dette hæmværk blev brugt for omkring 400 år indtil det blev erstattet i 1800-tallet.

Anker hæmværk[redigér | redigér wikikode]

Dette hæmværk er videreudviklingen af kronhjul hæmværket, det blev opfundet i 1660 af Robert Hooke. I løbet af det 19. århundrede[3] overtog anker hæmværket pladsen fra kronhjul hæmværket, som det mest brugte. De to hæmværk har samme mekanik, forskellen er at anker hæmværket i stedet for en stang, har et anker formet hagegang over tandhjulet. Når hagegangens arme rammer tænderne fra stighjulet, bliver der dannet impulser. Dette gjorde at pendulet kunne få en mindre svingende bevægelse fra 3 grader-6 grader. Men der var dog stadig problemer idet at når pendulet svinger, bringer det ikke kun stighjulet frem men også tilbage, som fører til at uret er mindre nøjagtigt og hurtigere bliver slidt. Graham hæmværket (deadbeat escapement; english) Dette hæmværk løste de eksisterende problemer der var med anker hæmværket, løsningen var en forbedring af pladerne fra går ud fra hagegangen. Hæmværket er opkaldet efter George Graham, men han er ikke den egentlige opfinder, det var Richard Towneley i 1675. Men Graham der introducerede det for verden i 1715. Hæmværket blev fra det 19. århundrede brugt i næsten alle kvalitets pendul ure, det bliver også brugt til pendul ure den dag i dag.

Detent og duplex hæmværk[redigér | redigér wikikode]

Disse to hæmværker er to forskellige, men de minder om hinanden i opbygningen. Detent hæmværket blev i 1748 opfundet af Pierre Le Roy[4], men hæmværket blev først taget rigtigt i brug i det 19. århundrede. I 1783 gjorde Thomas Earnshaw hæmværket mere udbredt, de blev brugt indenfor navigation helt op til 1970. Hæmværket var meget nøjagtigt da der ikke var friktion mellem stighjulet og hageganen, under impuls. Duplex hæmværket blev opfundet af Robert Hooke omkring 1700-tallet, det blev bragt på marked af Thomas Tryer i 1782. Dette hæmværk har to sæt tænder, en række der er lang og en der er kort. Duplex hæmværket har også en meget lille friktion, da stighjulet og hagegangen bevæger sig parallelt med hinanden. Dette blev ofte brugt til små ure, som armbåndsure.

Schweiziske ankerhæmværk[redigér | redigér wikikode]

Thomas Mudge[5][6] opfandt i 1750 lever hæmværket, som man har benyttet fra det 19. århundrede helt frem til i dag. En af de nye fordele er at hæmværket automatisk selv vil starte igen hvis tandhjulet stopper. Herudover er en af teknikkerne at pladerne fra hagegangen, sidder løst fast og kun lige overfladisk rører tænderne, dette medfører at tænderne kan trække pladerne med ned. Denne handling gør at tandhjulet kan svinge løsrevet fra hæmværket. Hæmværket minder om anker hæmværket i dele af sin opbygning, det har to plader, som kun berører tænderne én af gangen, og der sker også en lille friktion, men dette betyder dog ikke at hæmværket bliver dårligere end de tidligere.

Nedgang[redigér | redigér wikikode]

En vigtig faktor ved hæmværker, og for deres nøjagtighed er nedgangen, som er mellemrummet mellem tænderne og pladen, når den anden plade er lige ved at give slip på en tand. Dette mellemrum ønskes så lille som overhovedet muligt, desuden skal nedgangen være ens for alle tænderne. Indgangene af pladerne skal indbringe den maksimale impuls, uden at blokering sker, dette er et af de vigtigste job et hæmværk har. En anden vigtig faktor er at længden mellem pladerne og stighjulet er helt korrekt.

Kilder/referencer/noter[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: