Spring til indhold

Henry Grünbaum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 14. jan. 2015, 21:17 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (tilføjet skabeloner)

Henry Grünbaum (27. juli 1911 i København5. januar 2006) var i regeringen J.O. Krag socialdemokratisk økonomiminister og minister for nordiske anliggender fra 1964 til 1965 og finansminister i årene 1965-1968, hvor han var med til at indføre kildeskatten og igen 1971-1972, og finansminister i regeringen Anker Jørgensen 1972-1973. I 1966 blev han medlem af Folketinget, valgt i Århus Nordre Kreds, og vedblev med dette til 1981, hvor han var 70 år og valgte at forlade Folketinget. Han var engageret i mange råd bl.a. finansudvalget og Ligningsrådet. Han var desuden statsrevisor 1976-82.

Henry Grünbaum var bror til Isi Grünbaum. Deres forældre var indvandrede jøder fra Østeuropa. 1929 blev han uddannet gravør. Han var aktivt medlem af Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU) Københavnskredsen, der var blevet stiftet i 1920. Han var talsmand for Københavns lærlinge og medstifter af og formand (1931-1933) for Faglig Ungdom.

Han tog studentereksamen i 1936. I sin studietid var han 1938-1940 sekretær i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og 1940-okt.1943 og maj 1945-1948 økonomisk medarbejder i De samvirkende Fagforbund (DsF) nuværende LO.

Fra 1941 var han med i en mødegruppe (om krigens betydning for Socialdemokratiet og Danmark) med bl.a. J.O. Krag, Niels Lindberg, Paul Gersmann og Per Hækkerup, og gruppen udgav det illegale (men loyalt socialdemokratiske) blad: Frihed.

Sammen med hustruen Lea og deres dengang 3 børn opholdt han sig i perioden 1943-1945 i Sverige, hvor han arbejdede i det svenske LO i Stockholm og var medlem af Modstandsbevægelsens kontaktudvalg i Stockholm (1944-1945), der bl.a. sendte oplysninger og våben til frihedskæmperne i Danmark.

Han blev cand.polit. i 1949. Økonomisk-politisk redaktør på dagbladet Social-Demokraten 1949-56, leder af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbunds (det senere (SiD's) økonomiske kontor 1956-1964 samt redaktør af forbundets blad 1962-64. Desuden var han medlem af Priskontrolrådet 1948-55, Kommisionen om uddannelsen af ikke-faglærte 1957-59 og medlem af bestyrelsen af Nationaløkonomisk Forening 1959-65.

Han er forfatter til: Pristal og lønninger, 1946, Industrielt Demokrati 1946 og 1947, og som formand for LO's udvalg om økonomisk demokrati (ØD) er han hovedforfatter til LO's rapport: Økonomisk demokrati, Kbh. 1971.

Han og hustruen Lea fik 4 børn, bl.a. forfatteren Ole Grünbaum.

Han er begravet på Sundby Kirkegård.

Eksterne henvisninger