Anker Jørgensen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anker Jørgensen
Anker-jørgensen.jpg
35. statsminister i Danmark
Embedsperiode
5. oktober 1972 – 19. december 1973
Monark Margrethe 2.
Foregående Jens Otto Krag
Efterfulgt af Poul Hartling
Embedsperiode
13. februar 1975 – 10. september 1982
Monark Margrethe 2.
Foregående Poul Hartling
Efterfulgt af Poul Schlüter
Udenrigsminister
Embedsperiode
1. juli 1978 – 30. august 1978
Foregående K.B. Andersen
Efterfulgt af Henning Christophersen
Personlige detaljer
Født 13. juli 1922
København
Død 20. marts 2016 (93 år)
København
Hvilested Vestre Kirkegård
Politisk parti Socialdemokratiet
Ægtefælle(r) Ingrid Jørgensen (g. 1948–97; hendes død)
Børn Peter, Lars, Mette og Kirsten Kvist Jørgensen
Profession Ufaglært
Regering Regeringen Anker Jørgensen I, II, III, IV & V

Anker Henrik Jørgensen (født 13. juli 1922 i København, død 20. marts 2016[1] sammesteds) var en dansk socialdemokratisk politiker, lagerarbejder og tidligere statsminister og udenrigsminister.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Anker Henrik Jørgensen blev født 13. juli 1922 i København som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen. Allerede som toårig (1924) blev han faderløs og som femårig (1928) forældreløs, da først faderen og siden moderen begge døde af tuberkulose. Han voksede op hos sin faster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen (f.1890 – d.1975), og onkel, som var chauffør, på Christianshavn.

Han blev sat i Det Kongelige Opfostringshus og gik i skole til 7. klasse. Så var han arbejdsdreng, bud og lagerarbejder på FDB's papirlager i NjalsgadeIslands Brygge, kun afbrudt af værnepligt. Han tog præliminæreksamen på aftenkursus 1949.

Privat[redigér | redigér wikikode]

Han blev gift 1948 med Ingrid Kvist Pedersen (f.1922 – d. 1997), datter af værkfører Søren Pedersen og hustru Krestine Pedersen fra PindstrupDjursland. Hun døde i 1997 af en form for muskelsvind (Amyotrofisk lateral sklerose), og siden da var Anker Jørgensen aktiv i støtten til Muskelsvindfonden.

Ingrid og Anker Jørgensen fik fire børn (heriblandt sønnen Peter), og parret boede hele deres liv i Sydhavnen. I begyndelsen af 2008 flyttede Anker Jørgensen på plejehjemmet Plejebo[2] fra lejligheden på Borgbjergsvej nr. 1, hvor flere statsoverhoveder har lagt turen forbi 3. sal til venstre. Selv i sine år som statsminister sagde han nej tak til at bo på Marienborg, men blev boende i sin lejlighed.

Anker Jørgensen sov stille ind den 20. marts 2016 med sine nærmeste omkring sig.[3] Han blev bisat den 2. april fra Grundtvigs KirkeBispebjerg og blev ved en privat ceremoni den 30. april stedt til hvile ved siden af sin hustru på deres fælles gravsted på Vestre Kirkegård. Gravstenen er, udover navne og årstal, påført Anker Jørgensens signatur.

Modstandsarbejde[redigér | redigér wikikode]

Under Besættelsen aftjente Anker Jørgensen sin værnepligt. Først forrettede han tjeneste ved TelegrafregimentetSvanemøllens Kaserne i Hellerup, men i juli 1943 blev han overført til Gardehusarregimentet, og under det tyske angreb på de danske kaserner den 29. august 1943 var Jørgensen derfor indkvarteret på Gardehusarkasernen i Næstved. Dernæst blev han sammen med mandskabet interneret, men det lykkedes ham at udsmugle en pistol til modstandsbevægelsen. Da han atter var sat på fri fod efter seks ugers fangenskab, gik han ind i modstandsbevægelsen i København i en militærgruppe, som han blev leder af. Ved Gribskov modtog den illegale gruppe våben og ammunition, som på lastbiler blev kørt til hovedstaden og samlet i et våbenlager på loftet over Toftegaard Bio i Valby. Biografdirektøren Kai Holm var nemlig også modstandsmand. Fra Valby blev våben distribueret til små depoter på privatadresser.

Anker Jørgensens militærgruppe fik i marts 1945 besked om at beslaglægge et større kartotek over værnemagere fra Handelsministeriet, som lå på Sankt Annæ Plads. Aktionen fandt sted lørdag den 24. marts og involverede ni medlemmer af gruppen. Anker Jørgensen stod for at genne ministeriets ansatte - ca. 30 mennesker - sammen i et lokale holde dem op med sin politipistol, mens resten af gruppen fragtede arkivet ned på et par lastbiler i gården. Kartoteket indgik senere i Retsopgøret efter besættelsen.

Den 26. april 1945 skulle Anker Jørgensens gruppe flytte nogle våbendepoter, og gruppen havde aftalt at samles ved Nørreport Station. Gruppen nåede dog ikke at blive fuldtallig, for en Gestapo-enhed på fem mand dukkede op og krævede at visitere de ventende. Der opstod skyderi mellem modstandsfolk og tyskere, og i ildkampen blev flere såret, deriblandt Anker Jørgensens ven og kollega fra papirafdelingen i FDB Svend Aage Hedman Hansen. Gestapo førte den hårdt sårede Svend Aage Hedman Hansen til først Nyelandsvejens Lazaret og så Vestre Fængsel, hvor han døde dagen efter. Anker Jørgensens skrev i sin dagbog:

Citat Torsdag den 26. April. Svend Aage og Svend Olaf Lange og Ernst Arleth er i dag dødeligt saarede ved Ildkamp med Gestapo … jeg tog straks til Sortedamsdosseringen og tømte det Lager af Vaaben der fandtes der. Lørdag den 28. April. Jeg kan ikke faa ind i mit Hoved at S. Aa. er død. Da jeg fik det at vide rystede jeg over hele Kroppen … Citat

Efter Befrielsen i maj 1945 måtte Anker Jørgensen identificere hans lig, der var blevet begravet på henrettelsespladsen i Ryvangen, som senere blev omdannet til Mindelunden i Ryvangen, hvor der findes en mindestavle. Familien foretrak at få Hedman Hansen begravet på Solbjerg Parkkirkegård, hvor Anker Jørgensen holdt en bevægende tale over sin kammerat, der ofrede sit liv for frihedskampen. 40 år senere – den 4. maj 1985 - talte Anker Jørgensen ved en mindegudstjeneste i Frederiksholm Kirke. Han mindedes kampen for frihed, de faldne modstandsfolk og sin kammerat Svend Aage Hedman Hansen:

Citat Svend Aage spekulerede meget på, hvordan Danmark ville se ud efter befrielsen … Vejen er så lang til fred og frihed. Men vi mennesker må rejse os og gøre vejen kortere - inden det er for sent. Citat

Andre opgaver for modstandsgruppen efter Befrielsen bestod i arrestation af formodede stikkere og værnemagere samt bevogtning af Dagmarhus, værnemagtens hovedkvarter, og området omkring Paladsteatret.

I tiden efter Befrielsen optrådte Jørgensen talsmand for sine soldaterkammerater. Han mødtes i den anledning med den nye forsvarsminister, Ole Bjørn Kraft, og socialminister Hans Hedtoft for at forbedre de sociale forhold for de ekstra indkaldte til Forsvaret.[4][5][6]

Politisk karriere[redigér | redigér wikikode]

Anker Jørgensen forlader den 26. oktober 2008 Sydhavnen for sidste gang, efter at have boet 49 år i det københavnske arbejderkvarter.

Anker Jørgensen gennemgik de gængse socialdemokratiske trin i DUI og DSU og blev tidligt politisk aktiv. I 1950 blev han næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, i 1956 dets formand. I 1962 blev han formand for Transportgruppen og i 1968 formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, som siden blev til SID (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i perioden 1961-64 og blev i 1964 valgt til Folketinget, hvor han placerede sig på socialdemokratiets venstrefløj.

Anker Jørgensen var formand for Socialdemokraterne fra 1972 til 1987, hvor han blev afløst af Svend Auken.

I to omgange (1986 og 1991) var han præsident for Nordisk Råd.

I Anker Jørgensens regeringstid blev Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet og efterlønnen indført, lige som Anker Jørgensen selv lægger stor vægt på genforhandlingen med A.P. Møller om statens andel i olieindtægterne fra Nordsøen.

Anker Jørgensen besøgte i 1990 Irak og diktator Saddam Hussein, der brugte Anker til at vise omverdenen, at han ikke ville de danske gidsler noget ondt, hvorefter de blev frigivet. Efterfølgende holdt Anker Jørgensen sig fra at udtale sig om Golfkrigen.

Anker blev bl.a. kendt som "Jern-Anker" (efter Bo Bojesens tegninger).

Regeringslederen[redigér | redigér wikikode]

Ingrid og Anker Jørgensen, 1990

Anker Jørgensen blev overraskende statsminister i 1972, som efterfølger for daværende statsminister Jens Otto Krag, der stoppede sin politiske karriere dagen efter folkeafstemningen om EF.

Ved valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne omtegnede det politiske landkort, måtte Anker Jørgensen give op. Han dannede siden fire regeringer i perioden 1975-1982, og var desuden udenrigsminister i to måneder i 1978 efter K.B. Andersens afgang. Den 3. september 1982 trådte han tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüter.

Den økonomiske politik og Anker Jørgensens eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Blandt nationaløkonomer er det en udbredt opfattelse, at den økonomiske politik, som blev ført under Anker Jørgensen, ikke var tilstrækkelig til at løse de økonomiske problemer, som perioden var rig på. Den kedelige lære af 1970'erne var, at man ikke uden videre kunne løse problemet med stigende ledighed ved hjælp af den patentmedicin i form af ekspansiv finanspolitik, som man mente at være i besiddelse af.[7] Ligeledes viste valutapolitikken i form af gentagne devalueringer sig at være en kortsigtet løsning, der forværrede de langsigtede balanceproblemer i økonomien.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård har sammenlignet Anker Jørgensens politik med statsminister Anders Fogh Rasmussens: "Da Anker Jørgensen gik af i 1982, var renten over 15 procent, inflationen over 10 procent og arbejdsløsheden over 300.000. Da Fogh Rasmussen i 2009 trådte tilbage, var økonomien på vej ud i den mest omfattende finansielle krise siden 1930erne, og arbejdsløsheden steg med uhørt hast."

Han fortsætter: "Årsagerne til, at de to statsministres regeringer kom så galt af sted, var i øvrigt meget parallelle. Begge stod over for nogle problemer, som krævede et opgør med etablerede, populære synspunkter, der var uforenelige med de økonomiske realiteter. For Anker Jørgensen var det først og fremmest dogmet om, at den fulde beskæftigelse stod over alle andre målsætninger, og at den kunne opretholdes uden drastiske reformer på arbejdsmarkedet, f.eks. afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering."

Kærgård anfører dog, at Anker Jørgensen regerede i en udfordrende opbrudstid med et meget ideologisk splittet Folketing, men betoner samtidig, at Jørgensen fik kompetent rådgivning af finansminister Knud Heinesen, som han ofte ikke valgte at følge.[8]

Ifølge historikeren Balder Asmussen var Anker Jørgensens økonomiske politik præget af omskiftelighed grundet de tilbagevendende økonomiske kriser og dæmrende erkendelse af krisernes dybde. I Anker Jørgensens første regeringsperiode (1972-73) blev finanspolitikken strammet. Ifølge Asmussen blev denne politik videreført af Poul Hartlings venstreregering (1973-75), indtil stigende arbejdsløshed (grundet første oliekrise) foranledigede et skift til lempelig finanspolitik.[9]

Den lempelige finanspolitik blev videreført af Anker Jørgensen, da denne dannede regering i februar 1975. Politikken bevirkede, at beskæftigelsen steg, men medførte også stigende betalingsbalanceunderskud og heraf afledt udlandsgæld. Denne virkning var forudset, men man havde angiveligt regnet med, at effekten ville blive modvirket af et internationalt opsving og heraf stigende eksport, hvilket ikke skete.

Da man i stedet fik et nyt tilbageslag i form af den anden oliekrise i 1979, valgte man en samlet set stram økonomisk politik samt en devalueringsstrategi. Mens de finanspolitiske stramninger øgede ledigheden, medførte devalueringerne på kort sigt en konkurrenceevneforbedring, der forbedrede såvel betalingsbalancen som beskæftigelsen.[9] Prisen var imidlertid (ud over faldende realløn) højere inflation, der efterhånden eliminerede gevinsten igen.

Stramningerne, forstærket af det internationale tilbageslag i forbindelse med den anden oliekrise, medførte stigende ledighed. Arbejdsløsheden steg uafbrudt fra 1978 til 1983. Det førte til stigende underskud på statens finanser og dermed stigende statsgæld, der yderligere blev forværret at det høje renteniveau. Samtidig medførte oliekrisen yderligere prisstigninger, og den automatiske dyrtidsregulering var med til at presse inflationen mere permanent op.

Periodens økonomiske problemer blev sat i relief med et berømt citat af Knud Heinesen. Få dage efter, at han var afgået som finansminister for i stedet at blive socialdemokratisk gruppeformand, udtalte han i tv den 28. oktober 1979, at: "Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den." Knud Heinesen sigtede dermed til en frygt for, at Danmark indenfor 2-3 år ville kunne blive sat under økonomisk administration af internationale långivere, hvis man ikke afgørende fik ændret den økonomiske politik.[10]

I 1981 blev eksporten for første gang siden 1958 større end importen og handelsbalancen dermed positiv, men udlandsgælden vedblev at stige og statsfinanserne blev stadigt ringere. Under indtryk af denne dobbelte gældskrise valgte Anker Jørgensen at demissionere i 1982, idet han ikke kunne finde fodslag om en løsning med hverken fagbevægelsen eller sine samarbejdspartnere i Folketinget (midterpartierne, især Det radikale Venstre). Herefter tiltrådte en borgerlig regering.

Sammenfattende var situationen omkring årsskiftet 1982/83, at dansk økonomi stod med betydelige balanceproblemer i form af lav vækst, høj arbejdsløshed og høj inflation samtidig med store underskud på betalingsbalancens løbende poster og de offentlige finanser.[11] Asmussen anfører dog, at dansk økonomi i de nærmestfølgende år fik en vis gavn af den konkurrenceevneforbedring, som Anker Jørgensens økonomiske politik havde afstedkommet.[9]

De skuffende erfaringer fra 1970'erne dannede baggrund for, at den økonomiske politik blev omlagt i begyndelsen af 1980'erne i retning af større vægt på strukturpolitik og dermed et mere langsigtet perspektiv.[12]

Priser[redigér | redigér wikikode]

Udvalgt bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Fra mine dagbøger. 3 bind. Fremad, 1989-1990. ISBN 87-557-1543-5 og ISBN 87-557-1544-3
    1. 1972-1975: Bølgegang
    2. 1975-1977: I smult vande
    3. 1978-1982: Brændingen
  • Fra Christianshavn til Christiansborg : erindringer 1922-1972 / Anker Jørgensen, Fremad, 1994. ISBN 87-557-1832-9

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Anker Jørgensen er død, hentet 20. marts 2016
  2. ^ Anker er flyttet på plejehjem, Politiken, 12. november 2008
  3. ^ Pressemeddelelse fra Socialdemokratiet
  4. ^ Opslag i Frihedsmuseets Modstandsdatabase
  5. ^ Louis Bülow: "Da Anker trodsede Gestapo", kronik, Kristeligt Dagblad, 13. juli 2013.
  6. ^ Louis Bülow: "Værd at huske: Anker Jørgensens modstandsarbejde", Modkraft.dk, 30. oktober 2015.
  7. ^ P. U. Johansen og M. Trier (2013): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 7.
  8. ^ Niels Kærgård: "Mange paralleller mellem Anker og Fogh", B.dk, 5. april 2011.
  9. ^ a b c Asmussen, Balder (2010): Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik.
  10. ^ Poul Villaume (2005): Lavvækst og frontdannelser, s. 256. Bind 15 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie.
  11. ^ Torben M. Andersen (2012): Udviklingslinjer i dansk økonomi. S. 1-30 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 24
  12. ^ P. U. Johansen og M. Trier (2013): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 8.
  13. ^ Anker blev Årets Københavner – iBYEN.dk

Udvalgt litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alex Frank Larsen, Anker : mennesket, magten, meningerne, Gyldendal, 1999. ISBN 87-00-35446-5.
  • Hans Lyngby Jepsen, Anker Jørgensen – menneske og politiker, Lindhardt og Ringhof, 1998. ISBN 87-595-1052-8.
  • Thomas Thurah, Anker Jørgensen – Min verden fortalt i billeder, Gyldendal, 2010. ISBN 978-87-02-09393-3 .
  • Balder Asmussen, "Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik", Historisk Tidsskrift, bind 110, hæfte 2, 2010. ISSN 0106-4991.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]