Henry Ussing (jurist)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Henry Blom Ussing (5. maj 1886 i Vejlby ved Aarhus9. september 1954 i Gentofte) var en dansk jurist, far til Vagn Ussing.

Han var søn af Henry Ussing og hustru. Han blev student fra Metropolitanskolen 1904, cand. jur. 1910 og studerede i München, Paris og Oxford 1911-13, blev i 1914 docent og var fra 1918 til sin død professor ved Københavns Universitet, idet han overtog faget obligationsret. 1942-43 var han prorektor for universitetet og referendariua consistorii 1943-44. Han var formand for Juridisk Forening fra1929 til 1946.

Ussing blev medlem af kontrolkomiteen for Dansk Folkeforsikringsanstalt 1929 (formand 1931), af Nationalbankens repræsentantskab 1930 (fra 1936 Danmarks Nationalbank) og af Københavns Kreditforenings repræsentantskab 1936, medlem af Det københavnske Kirkefonds repræsentantskab 1931 og af bestyrelsen for Rask-Ørsted Fondet 1947.

Han var medlem af Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo fra 1938, af Kungliga Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund fra 1941 og af Kungliga Vetenskapsakademien 1945, æresmedlem af Juridiska Foreningen i Finland 1942 og af Suomalainen Lakimiesyhdistys 1948, tildelt A.S. Ørsteds Hædersmedalje 1943 og æresdoktor ved Oslo Universitet 1946.

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

Hans disputats Skyld og Skade 1914 angik et central formueretligt emne. I Bristede Forudsætninger 1918, forfattet umiddelbart før hans udnævnelse til professor, gik han ind for en objektiv forudsætningslære (Ussings lære om bristede forudsætninger ("forudsætningslæren") blev en forløber til Aftalelovens § 36 og dennes urimelighedsbetragtning). Mellem 1931 og 1942 skrev Ussing en ny fremstilling af obligationsretten, fordelt på i alt fem selvstændige bøger.

Ussing udøvede en betydlig indsats i det nordiske lovsamarbejde. Gældsbrevsloven af 1938 er i udpræget grad hans værk.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]