Identitetsloven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Identitetsloven, identitetsprincippet eller de uskelnelige størrelsers identitet er et logisk princip, som påpeger, at objekter ikke kan være numerisk forskellige på samme tid med at dele identiske kerneegenskaber.[1]

Sagt med andre ord, så påpeger princippet, at selv-identiske objekter må være uadskillelige fra dem selv. De må, så længe man opfatter dem som værende individuelle objekter, være dem selv uden også at være adskilte fra dem selv.

Identitetsloven er et af de tre klassiske grundprincipper inden for logikken. De to andre er henholdsvis den udelukkede midte og kontradiktionsprincippet.

Traditionelt set anses Gottfried Wilhelm Leibniz for at være den første til at formulere identitetsloven i værket Diskurs om Metafysik, der er en afhandling af hans tanker om forudsætningerne for det værende.

Identitetsloven er tæt forbundet med Leibniz' lov, der er et andet princip som Leibniz formulerede i samme værk. Dette påpeger omvendt, at objekter, der både fremstår numerisk forskellige og på samme tid har identiske kerneegenskaber må være en og samme ting.

For at forstå hvad der menes med dette, så kan man se på Superman og Klark Kent (Supermans alter ego): Der er en numerisk forskel på de to, men begge har identiske kerneegenskaber og er, som et resultat af dette, én og samme person.

En opsummeret forskel på de to principper kan ses på denne måde:

  • Identitetsloven påpeger, at numerisk forskellighed indbefatter kvalitativ forskellighed.
  • Leibniz' lov påpeger, at kvalitativ forskellighed indbefatter numerisk forskellighed.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Discourse on Metaphysics, Section 9 (Loemker 1969: p.308)