Argumentationsteori

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Argumentationsteori er en af de underdiscipliner man finder inden for filosofi.
Sammen med logik, der er en anden af filosofiens underdiscipliner, så undervises man i argumentationsteori i at argumentere for sine synspunkter.
Det indbefatter, at man lærer at identificere grundelementerne i argumenter for både at kunne gennemskue styrken af andres måde at argumentere på
samt forme utvetydige, gyldige og empirisk sande argumenter selv.

Grundlæggende ting[redigér | rediger kildetekst]

Argumenter[redigér | rediger kildetekst]

Et argument består altid af mindst to ting: Påstand og begrundelse.
Maks én påstand, mindst én begrundelse.

Man kalder også disse for præmisser (begrundelserne) og konklusion (påstanden).

Påstande[redigér | rediger kildetekst]

En påstand er et forsøg på at overbevise om noget, men ulig et argument, så har en påstand ingen begrundelse.

Påstande har derfor meget mindre styrke end argumenter, da begrundelse er vigtigt for vores afklaring af, hvad der er sandt og falsk.
For begrundelser giver os mulighed for at tjekke, hvad der ligger bag påstande.

For at kunne be/afkræftes, så må påstande altid indeholde et grundled og et udsagnsled, og må altid kunne være sande eller falske.

Begrundelser[redigér | rediger kildetekst]

En begrundelse er den årsag, følge eller observation man støtter sin påstand med.
Ikke bare en gentagelse af påstanden.
Kun begrundelser kan fungere som støtte i et argument (til den lagte påstand). Påstanden er aldrig begrundende for dém, da det fører til fejlslutninger.

Enhver begrundelse må osse altid indeholde grundled+udsagnsled, og kunne være sand/falsk.

Barmhjertighedsprincippet[redigér | rediger kildetekst]

Af og til kan et udsagn være formuleret på en måde, hvor det bliver uklart for en hvad pointen er.
Her må man se på hvad intentionen var, for at forstå afsenderen.
Kan man dog ikke tyde intentionen, fx pga. at pointen udtrykkes i en tekst, så må man se hvordan udsagnet er stærkest,
hvis man skal forme så stærkt et modargument som muligt selv:

Dette er hvad barmhjertighedsprincippet går ud på: At vælge den stærkeste fortolkning over den svageste
og lade tvivlen komme personen til gode.

Standardisering[redigér | rediger kildetekst]

At standardisere er at skære udsagn op i deres bestanddele for at tyde hvad egentlig udgør påstand og begrundelse,
og om argumentet, hvis der er et, er stærkt eller svagt.
Der er flere måder at gøre dette på.

Via følgende uddrag fra René Descartes’ værk Meditationer over den første filosofi, så gives her et eksempel på hvordan man kan standardisere:

It only remains to me to examine into the manner in which I have acquired this idea from God; for I have not received it through the senses, [since] it is never presented to me unexpectedly, as is usual with the ideas of sensible things when these things present themselves, or seem to present themselves, to the external organs of my senses; nor is it likewise a fiction of my mind, for it is not in my power to take from or add anything to it; and consequently the only alternative is that it is innate in me, just as the idea of myself is innate in me.

Opdelingsmåde: Numerisk/alfabetisk[redigér | rediger kildetekst]

1: The only alternative is that the idea (of God) is innate in me, just as the idea of myself is innate in me.
1.a: I have not received this idea through the senses.
1.a.a: The idea is never presented to me unexpectedly.
1.a.b: It is usual with the ideas of sensible things to present themselves unexpectedly.
2.a: Nor is the idea likewise a fiction of my mind.
2.a.a: It is not in my power to take from or add anything to the idea.

"1" er konklusionen. Alle følgende opdelinger er dens præmisser.
"1.a" er dermed en præmis til "1", og "1.a.a" samt "1.a.b" er underpræmisser til "1.a".
Præmisser kan potentielt set have uendelige underpræmisser, men her nøjes vi med noget begrænset.

"2.a" er en anden præmis til "1". Den begrundes af underpræmissen "2.a.a".

Til denne måde kan man også udelukkende bruge tal (fx 1.1 i stedet for 1.a), bogstaver (fx A.a i stedet for 1.a),
eller man kan bytte rundt på tallene og bogstaverne (fx A.1 i stedet for 1.a),
så længe man blot er konsistent gennem sin opdeling.

Man tyder påstand, begrundelser og underbegrundelser via indikatorord.

Indikatorord[redigér | rediger kildetekst]

Disse påpeger hvilke dele af et argument, der følger af hinanden og gør det muligt at opdele- samt analysere de udsagn, der er.

Følgende er eksempler:
(for præmisser) "fordi/for/siden, at/i kraft af/da/pga., at"
(for konklusioner) "derfor/som følge af/herved/heraf/det følger, at/pga. det, så"

Ved sætninger uden indikatorord laves den stærkest mulige tolkning (barmhjertighedsprincippet).

Opdelingsmåde: Diagram[redigér | rediger kildetekst]

Billede kunne ikke uploades.

Nødvendige og tilstrækkelige betingelser[redigér | rediger kildetekst]

Kortfattet kan man sige at nødvendige betingelser indikerer, at noget nødvendigvis må være tilfældet, hvor tilstrækkelige betingelser indikerer, at noget kan være tilfældet.

Visuelt kan man se det på denne måde:
Forestil dig en stor cirkel med en mindre cirkel inden i.
Den store cirkel repræsenterer en nødvendig betingelse, og den mindre cirkel en tilstrækkelig betingelse.

For at give mere mening til dette billede, så erstat den store cirkel med "Hund" og den lille cirkel inden i med “Chiuaua”.
Dette svarer nu til at sige, at alle Chiuauaer er hunde.

Folk kan af og til bytte rundt på nødvendige og tilstrækkelige betingelser, hvormed at ende i fejlslutninger.
Fx er det ikke tilfældet at alle hunde er Chiuauaer, da nogle hunde er af andre racer.
Ved at lære forskellen på de 2 betingelser, så lærer man at tyde det omfang ethvert argument arbejder med.

Deduktion og induktion[redigér | rediger kildetekst]

Deduktion[redigér | rediger kildetekst]

Når man er deduktiv, så drages en logisk følge inden for den viden man gives.
Hvad menes der med det?
Se på følgende eksempel:

Præmis 1: Alle mennesker er dødelige.
Præmis 2: Sokrates er et menneske.
Konklusion: Derfor er Sokrates dødelig.

Konklusionen findes i præmisserne.
Herudover bevæger man sig typisk fra en observation om noget generelt (alle mennesker)
til en erklæring om noget specifikt (Sokrates).

Induktion[redigér | rediger kildetekst]

Når man er induktiv, så bruges empiri til at forudsige, uden for ens viden, mere empiri.
For eksempel:

Præmis 1: Denne, første svane er hvid.
Præmis 2: Denne, næste svane er hvid.
Konklusion: Derfor er alle svaner hvide.

Man forsøger at lave en generalisering, der enten gælder for det næste eksemplar man støder på,
eller for alle fremtidige eksemplarer af det man udtaler sig om.

Bemærk at man her, omvendt, typisk går fra noget specifikt (individuelle svaner) til noget generelt (alle svaner).

Et yderligere skel i mellem deduktiv og induktiv færd er, at induktion kun arbejder med sandsynlighed, bl.a. pga. Induktionsproblemet.
Deduktion arbejder derimod med nødvendighed, da det er logisk umuligt, at en konklusion her ikke er som spået.

Konvergent og divergent tænkning[redigér | rediger kildetekst]

Konvergent tænkning[redigér | rediger kildetekst]

I konvergent tænkning gennemgår man enkelte dele af viden for at sammensætte en konklusion.

Det kan også betyde at man gennemgår delene for at udpege den/dem, som i en given sammenhæng enten er blevet fastsat som rigtig,
eller som fremstår for en som det mest sandsynlige svar iblandt de dele man har.

Divergent tænkning[redigér | rediger kildetekst]

Ved divergent tænkning starter man omvendt fra en given info, som en konklusion,
og overvejer om der fx er fortolkninger eller undtagelser til den.

Man afsøger ikke kun de svar, der virker åbenlyse eller er påpeget af andre,
men alle muligheder, der logisk kán være fra infoen man er givet.

Begge former for tænkning er relevante at kende til,

  • da man kan risikere at ende med kun at anvende én af dem, hvis ikke man er opmærksom på sig selv i forhold til begge.
  • da stærke argumenter formes af sind, der er i stand til, bevidst, at ransage sine egne argumenter via begge måder.

Fejlslutninger[redigér | rediger kildetekst]

Fejlslutninger er inkonsistente/tvetydige/ikke-følgende og/eller usande måder at tænke på, logisk og/eller empirisk set. Der er flere typer af dem:

  • Formelle: Hvor konklusionen ikke følger logisk af præmisserne (og hvor argumentet dermed er ugyldigt).
  • Uformelle: Hvor præmissen og/eller konklusionen ikke er sand (og hvor argumentet, eller dele af det, dermed er usandt).
  • Sproglige: Hvor der er tvetydighed og/eller meningsskift i argumentet, som påvirker dets gyldighed, sandhed og/eller egentlige status som argument.

Fælles for alle typer af fejlslutninger er, at de på ingen måde gør argumenter mere sande og/eller gyldige. Tvært imod.

Hvorfor lære om fejlslutninger?
1. Fordi at evnen til at arbejde med styrken af argumenter har en lige så stor rolle at spille i diskussioner som evnen til at genkende samt forme argumenterne selv har.
2. Fordi det at blive bevidst om fejlslutninger, i forlængelse af de grundlæggende ting, kan være med til at opøve vores evne til at arbejde med argumenters styrke.

Eksempler på fejlslutninger[redigér | rediger kildetekst]

  • Personangreb: Man angriber personen frem for bolden/argumentet.
  • Stråmand: Man misrepræsenterer/forvrænger andres argumenter på en eller flere måder når man gengiver dem i sine modargumenter (ligesom en stråmand er en misrepræsentation af en levende person).
  • Personlig skepsis: Man afviser et argument fordi man ikke forstår det, fordi det er svært at forstå generelt eller fordi det ikke er i overensstemmelse med ens egne, selektive rammer for hvordan sandheder erkendes.
  • Intimidering: Man fremsætter meget kompleks viden og antager at folk, der ikke kan forholde sig til det tager fejl.
  • Naivitet: Man antager at folk har ret fordi de kan fremsætte kompleks viden.
  • Trussel: Man truer modparten for at få vedkommende til at opgive sit argument.
  • Misledning: Man afleder samtalen fra hovedpunkterne i ens argument for fx at lede folk væk fra erkendelsen af hvor utilstrækkeligt det er.
  • Afbrydelse: Man afbryder sin modpart, evt. på gentagende vis, for fx at holde folk fra at indse hvor utilstrækkelig ens argument er.
  • Frustrationskneb: Man frustrerer modparten for fx at udstille vedkommende i et dårligt lys for dem man søger at overbevise.
  • Udeblivende begrundelse: Man påstår at noget er sandt/falsk, fx på grundlag af “at sådan er det bare”.
  • Falsk dilemma: Man opstiller et ultimatum, som ikke indbefatter alle mulighederne.
  • Falsk dikotomi: Man stiller muligheder op imod hinanden som om de er gensidigt udelukkende, selvom de ikke er.
  • Utilstrækkelig begrundelse
  1. Flertallet: Man hævder noget er sandt/falsk fordi flertallet mener det.
  2. Autoritet: Man hævder noget er sandt/falsk fordi en autoritet mener det, eller peger på folk som autoriteter når de ikke er det.
  3. Tradition: Man hævder noget er sandt/falsk fordi det er en del af en tradition/fordi man har gjort det altid/i lang tid.
  4. Innovation: Man hævder at noget er sandt/falsk fordi det er en del af en innovation/fordi man aldrig har prøvet det/har prøvet det i kort tid.

Selvom påstandene i disse fejlslutninger evt. er sande, så er begrundelserne utilstrækkelige, da begrundelseskilden i sig selv ikke altid har ret eller forudsætter korrekthed.

  • Appel til følelser: Man kører på folks følelser, frem for logiske og empiriske omstændigheder.

Eksempel: Advokaten, der kører på hvor synd det er, at ofret har mistet sit barn (sympati).
Dette har intet at gøre med hvorvidt den mistænkte udførte forbrydelsen, eller ej.
Andre følelser, der kan køres på inkluderer vrede, glæde, sorg, håb, lettelse, frygt, afsky, skam, flovhed, jalousi, hengivenhed, ømhed, tillid, forventning, overraskelse, bekymringsløshed, forvirring.

  • Ubegrundet antagelse: Man antager, evt. på implicit vis, at ens konklusion er ubetvivleligt sand, selvom den er tvivlsom.
  • Cirkulært ræsonnement: Man fremsætter en præmis, som begrundes af konklusionen, som begrundes af præmissen etc..

En konklusion har, så længe det ér en konklusion, aldrig en begrundende funktion.
Dette er præmissernes formål.

  • Selektion: Man udvælger kun de eksempler som støtter ens argument, selvom der også tydeligvis er eksempler, der underminerer det.
  • Generalisering: Man laver en fejlagtig/utilstrækkeligt begrundet generalisering.
  • Appel til ignorance:
  1. Man hævder at noget er sandt fordi det ikke er blevet bevist som falsk.
  2. Man hævder at noget er falsk fordi det ikke er blevet bevist som sandt.

Fordi man endnu ikke har bevist/modbevist eller kán bevise/modbevise en påstand, så betyder det ikke at den dermed er sand/falsk.
Blot at den endnu ikke er/kan blive det.

  • Ønsketænkning:
  1. Man afviser et argument som falsk fordi det taler imod noget man ønsker skal være tilfældet.
  2. Man anerkender et argument som sandt fordi det bakker op om noget man ønsker skal være tilfældet.

Ønskning afgør ikke sandhed, andet end den om ønskningen selv.

  • Øjeblikkelig alvidenhedskrav: Man hævder at andre tager fejl fordi de ikke kan redegøre for alle implikationerne af deres argument her og nu.

Et argument bliver ikke mindre sandt/gyldigt af at indehaveren fx ikke husker visse dele af argumentet.
Redegørelsen af visse ting kan også kræve eftertanke.

  • Spørgsmålsbombardering: Man stiller en overvældende række spørgsmål og antyder at den udspurgte tager fejl pga. manglende besvarelse af dem alle.
  • Naturalistisk fejlslutning: Man hævder at fordi noget ér tilfældet, så bør det også være det (hvad end “bør’et” så henviser til at der vil blive opnået).
  • Appel til naturen: Man hævder at fordi noget er naturligt, så må det også være godt (hvad end “godt” så betyder).
  • Ingen sand skotte: Man omformulerer kontinuerligt sin påstand i forlængelse af, at et underminerende modeksempel kontinuerligt fremsættes af andre.

Fejlslutningen her er at man søger at vinde argumentet i højere grad end man søger at påvise noget om verden.

  • Glidebane: Man antager fejlagtigt at en hændelse vil lede til bestemte, absurde konsekvenser.

Konsekvenserne bliver absurde af natur pga. manglende redegørelse for leddene af ens konsekvensudregning.

  • Falsk anekdote: Man afskriver en generel tendens eller statistik på grundlag af en personlig erfaring eller et andet, isoleret eksempel.

At man selv oplever noget afvigende betyder ikke at tendensen ikke gælder for andre.

  • Falsk kompromis: Man antager fejlagtigt at sandheden/gyldigheden må ligge i midten af to, modstridende argumenter.
  • Appel til hykleri: Man hævder at man fx kan begå en lovovertrædelse uden konsekvenser fordi at andre også gør det.
  • Ladet spørgsmål: Man stiller et forudindtaget spørgsmål så den udspurgte ikke kan andet end at fremstå fx skyldig/utroværdig el. lign. i besvarelsen af det.
  • Komposition: Man hævder fejlagtigt at fordi noget gælder for en ting, så må dette også gælde for alle tingens bestanddele.
  • Division: Man hævder fejlagtigt at fordi noget gælder for en tings bestanddele, så må dette også gælde for tingen som helhed.
  • Forhastet konklusion: Man danner en fejlagtig konklusion ud fra at drage antagelser, som ikke eksplicit er blevet be- eller afkræftet af den/dem man diskuterer med.
  • Sammenhæng og årsag: Man hævder at en ting har forårsaget eller påvirket en anden ting, fordi de er sket samtidigt/fordi den ene skete før den anden/fordi den anden skete efter den første, når det er muligt at hver har egne, uafhængige årsager.
  • Falsk analogi: Man sammenligner ting som om de er mere ens end hvad de ér, eller leder til lign. konsekvenser, når de ikke nødvendigvis gør.
  • Semantisk skift: Man bruger begreber på en måde, så de skifter betydning i ens argument.
  • Tvetydighed: Man formulerer sit argument så det kan forstås på flere måder og at ens pointe dermed bliver uklar.

For at kunne be- eller afkræfte et argument, så må det være klart hvad argumentet antyder.

  • Konsistensløs tale: Man siger noget så generelt, at ingen kan være hverken enig eller uenig.

I forhold til argumenter, så bøjer man her kravet om at påstande samt begrundelser må kunne være sande/falske i en grad, der svarer til helt at ignorere kravet.

  • Fejlslutningsfejlslutning: Man hævder at fordi modparten har begået en fejlslutning, så tager vedkommende fejl.

En konklusion og/eller præmis kan stadig være sand, selvom argumentet er ugyldigt.

  • Ugyldighed: Man konkluderer noget, som ikke følger af præmisserne.
  • Usandhed: Man konkluderer noget, som logisk og empirisk set ikke kan være andet end falsk.
  • Inkonsistens: Man modsiger sig selv.

Tankelovene[redigér | rediger kildetekst]

For både at kunne være konsistent i egne argumenter samt være i stand til at bemærke uoverensstemmelser i andres argumentation, så må man kende til de grundlæggende principper inden for logik. Disse inkluderer hhv. kontradiktionsprincippet, den udelukkede midte og identitetsloven.

Fagskel[redigér | rediger kildetekst]

Et lignende fag er Retorisk Argumentation (der ikke er en fagfilosofisk underdisciplin).

Her lærer man om argumentationsformer, retoriske virkemidler og andet inden for kommunikation, typisk med udgangspunkt i Stephen Toulmin’s argumentationsmodel.

Området afviger på følgende, grundlæggende punkt:
Hvor argumentationsteori arbejder med sandheden, gyldigheden og tvetydigheden af argumenter,
så arbejder retorisk argumentation med selve leveringen, ift. at virke overbevisende overfor andre.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Retorisk argumentation
Induktion (matematik)

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Indholdet af emnerne i denne artikels indholdsfortegnelse refererer til følgende litteratur:

Grundlæggende ting:

  • LeBlanc, Jill. "Thinking Clearly".
  • P. Lee, Stephen. "What is the Argument".
  • Fisher, Alec. "The logic of real arguments".

Standardisering:

  • Govier, Trudy. 'Govier 2005'.

Nødvendige og tilstrækkelige betingelser:

  • Betz, Frederick (2011). Managing Science: Methodology and Organization of Research. New York: Springer.
  • Manktelow, K.I. (1999). Reasoning and Thinking. East Sussex, UK: Psychology Press.
  • Asnina, Erika; Osis, Janis & Jansone, Asnate (2013). "Formal Specification of Topological Relations". Databases and Information Systems VII".

Deduktion og induktion:

  • Carveth Read, Logic: Deductive and Inductive (Illustrated Edition). Dodo Press.

Konvergent og divergent tænkning:

  • S. Kuhn, Thomas. "The Essential Tension".
  • Cropley, Arthur (2006). "In Praise of Convergent Thinking".
  • Guilford, J.P.. "Guilford 1977".

Fejlslutninger:

  • Bentham, Jeremy. "Book of Fallacies".
  • Bennet, Bo. "Logically Fallacious: The Ultimate Collection of Over 300 Logical Fallacies (Academic Edition)".


Ekstern henvisning[redigér | rediger kildetekst]