Ingerslev

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Ingerslev (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ingerslev)

Ingerslev er en dansk slægt, hvis stamfader, sognepræst til Beder og Malling Hans Ingerslev (1740-1784), havde tre sønner, hvis afkom stadig blomstrer.

Den ældste, provst Jakob Abel Ingerslev (1759-1821), var fader til Laurits Sommer Ingerslev til Høgholm og Voldbygård (1796-1883), der atter blev fader til ekstraordinær Højesteretsassessor Jacob Vitus Ingerslev (1838-1923), som 1888-1910 var Kriminal- og Politirettens justitiarius — hans søn var overformynder Laurits Ingerslev (1878-1958) — og til birkedommer på Frederiksberg, etatsråd Carl Vilhelm Marius Ingerslev (1844-1899).

Stamfaderens anden søn, overkrigskommissær Hans Peter Ingerslev til Rugård (1762-1830), var fader til justitsråd Caspar Peter Rothe Ingerslev til Rugård og Marselisborg (1800-1864). Hans søn var politikeren Hans Peter Ingerslev (1831-1896).

Bland stamfaderens tredje søns, sognepræst, konsistorialråd Christian Frederik Ingerslevs (1764-1841), børn skal nævnes løjtnant Hans Peter Ingerslev (1791-1839) — fader til skolemanden Andreas Ingerslev (1827-1894) —, skolelærer, cand. philol. Peder Laurits Ingerslev (1792-1857) — fader til lægen Johan Vilhelm Christian Ingerslev (1835-1918) — og skolemanden Christian Frederik Ingerslev (1803-1868) — fader til lægen Ove Emmerik Gustav Høegh-Guldberg Ingerslev (1844-1916). Slægten har yderligere talt flere præster og læger; medlemmer har foruden de nævnte gårde ejet andre større landejendomme.

Kilder[redigér | redigér wikikode]